Regnskys fire skribenter – Lasse, Peter, Morten og Eva – har hver sine musikalske præferencer, og sammen er de i stand til at dække det meste af den undergrund, skribenterne finder både fristende og pulserende. Men hvad sker der, når to af bloggerne sætter sig ned og i en fredsceremoni deler hovedtelefoner og musik med hinanden? Morten og Lasse, denne sides to skarpeste bloggere udi elektronisk musik, valgte hver at spille tre nye numre for hinanden, for at finde både modsætninger og ligheder.

Morten: Daphni (aka Dan Snaith aka Caribou) er ikke bange for at udforske nye musikalske veje. Senest har han produceret denne 12”er Julia / Tiberius sammen med den skønne baroque pop-komponist Owen Pallett (modsætninger mødes!). Kan man godt blande house og violin, synes du?

Lasse: Man kan prøve alt, men det er ikke sikkert, man lykkes med det! Jeg synes ikke, det er et dårligt track, men det lyder lidt stift i mine ører. Det er en typisk konsekvens af at blande elektronisk komposition med levende instrumenter: Instrumentet kommer til at tilpasse sig maskinernes kantethed, hvilket kan lyde forkert. Og så synes jeg måske, at det er et lovlig kedeligt melodistykke, de har fundet som tema. Men på den anden side kan jeg godt lide den lidt hårde komposition, som egentlig ligger langt fra både Daphni og Pallett. Man må give dem, at overgangen 1.30 virkelig holder med det lille break efter opbygningen. Jeg er lidt splittet her.

Not Waving – Future Rain [Emotional Response]
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2014/05/04-Future-Rain.mp3]

Morten: Jeg skrev i slutningen af 2013 om det her forestående album, Human Capabilities, der kommer fra den italienske producer Not Waving. Pladeselskabet bag, britiske Emotional Response, tog sig ret god tid med at få albummet ud, men ud kom det endelig tilbage i marts. Det er en udefinerbar blanding imellem ambient møder krautrock møder non-dance music møder you-name-it. Hvis jeg skulle spille ét nummer for dig, som jeg synes fungerer som en solid præsentation af albummet, så skulle det være Future Rain. Ville du få lyst til at høre resten af albummet, baseret på dit indtryk af dette numer?

Lasse: Ja, jeg bliver helt klart nysgerrig. Det giver en lækker afventende atmosfære og leger med et lidt hypnotisk harmonispil. Det bærer også præg af en filmisk stil, hvor man i højere grad stilles i et rum end i en rytme. Jeg kan godt lide, at det tør at være relativt minimalistisk. Måske kunne det bruge lidt drama? Jeg kommer til at tænke på et nyt track af Oberman Knocks med navnet Dilankex, som også er non-dance, og som er lidt mere dramatisk i sin opbygning og lydflade.

Jamie xx – Sleep Sound [Young Turks]

Morten: Engelske Jamie xx udkom i april med sin nye 12”er Girl / Sleep Sound, som jeg personligt når samme højder som hans solodebut Far Nearer. Egentlig ville jeg spille Girl for dig, men Sleep Sound har en Beyonce-sample gemt et sted, og så tænkte jeg, det måske ville fange din interesse. Virker det for dig?

Lasse: Det er i sandhed en lise for sjælen. Mmmm… melankolsk, sexet, sommerligt. Fyldt med nænsomhed og bløde hooks. Specielt starten minder mig meget om det, jeg plejer at kalde ”varm house”. Det tæller f.eks. Taragana Pyjaramas tidlige arbejde, eller Pantha du Prince og Gold Panda. Nummeret har en helt særlig, vidunderligt navlebeskuende stemning, og jeg er vild med overgangen 1.30-1.40. Det sidste halvandet minut er guld værd: Jeg håber nogen spiller det meget højt en sen aften under Distortion. Alt i alt kan nummeret godt være bekendt at bruge et Beyoncé-sample.

Minor Science – Foggy Situation [The Trilogy Tapes, februar]

Lasse: Så er det blevet min tur. Jeg synes dette track har en dejlig kombination af saglighed og uro. Fuglekvidder og flotte harmonier i diskrete korstemmer møder urolige rytmer og en plagsom telefon, der ringer. Det minder mig om en linje fra Søren Ulrik Thomsens digtsamling Det Værste og Det Bedste som lyder: ”Det værste er telefoner der ringer om natten så blodet standser og styrter den anden vej rundt”. Kan du genkende følelsen?

Morten: Først og fremmest er jeg glad for, at nogle kan udpege numre fra The Trilogy Tapes’ bagkatalog, der er værd at lytte igennem, for det er jo helt sindssygt, hvor kort tid der går mellem hver udgivelse. Jeg har svært ved selv at følge med. Om jeg følte mig urolig mens jeg lyttede til Foggy Situation, er jeg derimod langt mere usikker på. Jeg var i de første to minutter usikker på, hvilken retning, nummeret ville gå, fordi tråden var så utydelig, men jeg kan skidegodt lide nummerets afveksling mellem det metalliske og det organiske.

Nummeret giver ikke meget af sig, så det er de små belønninger, der tæller, som når beatet stopper op og trækker vejret, og når de høje vokalsamples i få tilfælde træder ind i lydbilledet og lægger sig til at hvile over produktionen. Jeg ser skove, havestole og sol for mig. Jeg vil have dette nummer med i mit sommer-soundtrack.

Beneath – One Blings [PAN, marts]
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2014/05/03-One-Blings.mp3]

Lasse: Mange mener at dubstep er endegyldigt begravet. Men jeg synes faktisk, jeg hører en del tracks rundt omkring, der henter gyldne indsigter i blandt andet den tidlige dubstep. F.eks. synes jeg at Logos’ Cold Mission var et af 2013’s bedste album. Beneath er et andet godt eksempel: Det er spændstigt, har masser af percussion og lækker subbas. Hvad synes du? Er jeg bare sentimental eller har det fremtidsperspektiver?

Morten: Jeg kan godt lide, hvordan de to YouTube-kommentarer hidtil henholdsvis går ”HEAVY” og ”boring”. Noget siger mig, at det er et nummer, der kan skille vandene. Jeg synes også, jeg for tiden ser og hører lidt mere til dubstep, som man kender den fra genrens heydays, dog stadig i en moderne fusion med elementer af eksempelvis footwork. Personligt er jeg dog lidt skuffet over, hvor direkte ud af dubsteppens gyldne år, dette nummer har afsæt i. Det bliver lidt en kliché med ”nobody knows I’m here”-vokalsamplingen. Den tunge bas gør mig ingenting, men jeg tror den havde haft det bedre, hvis den var blevet sat op med percussion, der fremstod mere luftigt. Ellers ender man med en produktion, man har hørt – ikke identisk – men tilsvarende fra tidligere. Dette er et nummer for nostalgikeren.

Lasse: Den ekstremt triste og chokerende nyhed om footwork-geniet DJ Rashads død er svær at komme sig over. En anden klassisk footwork-producer, DJ Clent, har netop udgivet en ny EP på Planet Mu. Dette er et meget klassisk, sample-baseret footwork-track, næsten et skoleeksempel. Jeg kan lide det, selvom jeg savner lidt af Rashads vildskab. Hvad synes du?

Morten: DJ Clent skylder ret meget til artister som DJ Rashad, som jeg også mener tidligere er blevet udpeget som en kæmpe footwork-inspirationskilde af DJ Clent selv. Jeg er en sucker for den klassiske ”footwork møder soul”-opskrift, og introen gav mig også høje forventninger, men det hele står lidt i stampe herefter, og der bliver ikke leget tilpas med vokalen, der gentagende bliver loopet igennem hele tracket. Piano-delen fungerer virkelig godt, men drukner lidt i den rodebutik, han har foldet ud for lytteren. Nej, jeg synes han mangler mod, pondus og freakyness til at Don’t Go Down bliver et nummer, jeg vil vende tilbage til.