Indtil for ganske få år siden havde de færreste uden for Japan hørt om den 62-årige jazz-, new wave- og artpop-musiker Yasuaki Shimizu. Men takket være en genudgivelse i 2017 af mesterværket Kakashi fra 1982 har en helt ny og ung generation fået øjnene op for japaneren.

Yasuaki Shimizu kvitterer denne sommer for den genopståede interesse i ham med fire koncerter i Europa; en af dem var på Roskilde Festival, der satte fredagsprogrammet i gang med en varm og fugtig middagskoncert i Gloria.

Og synet, der mødte mig, da jeg efter fem minutters søgen havde fundet mig en nogenlunde kølig placering nærmest omme bag scenen, var slående for den nye skare af lyttere, der det seneste år er strømmet i Yasuaki Shimizus retning. Og samtidig et af de mest bevægende øjeblikke i mine 11 år på Roskilde Festival. Hele vejen rundt om scenen er de fire-fem forreste rækker indtaget af purunge ansigter, der nysgerrigt sugede japanerens ekskursioner ud i freejazz, ambience, popmelodier og Steve Reich-agtige repititioner.

Yasuaki Shimizu havde på scenen selskab af den noget yngre landsmand Ray Kunimoto, der bag en computer og et keyboard modulerede og loppede Shimizu instrumenter, primært en saxofon, og modsvarede dem med luftige synths og finurlige samples.

Jeg gik ind til koncerten med mange forventninger om en stor og eklektisk oplevelse, som også blev indfriet. Men jeg havde aldrig regnet med, at det unge publikum ville udvise så stor respekt og lystrende kærlighed for så relativt svært tilgængelig lyde, som de to japanere leverede over en time-lang koncert. Fremtiden er i trygge hænder hos denne ungdom, og det kan vi blandt andet takke albumgenudgivelser som den af Kakashi, så disse meserværker aldrig vil gå i glemmebogen.