På mandag udgiver When Saints Go Machine debutalbummet “Ten Makes a Face”. Det er opfølgeren til 1. singlen “Fail Forever”, der ligesom sidste års ep, lovede godt nyt til alle med hang til soulet electropop tilsat et skvæt punk og en stor glæde til eksperimenterne, de skæve indfald og i særdeleshed den gode melodi.
Nu sidder jeg imidlertid med coveret i hænderne, pladen på anlægget, og der har den fået en velsagtens 20-30 omgange de sidste 14 dages tid. Så dommen er parat: When Saints Go Machine lever i særdeleshed op til de tidligere smagsprøver – og mere end det, faktisk.
Og netop fordi “Ten Makes a Face” er en plade med så mange, ja, ansigter, tog jeg den med på tre prøver: hi-fi prøven, festtesten, og gåturen med høretelefoner.
Hi-fi prøven: wow – “Ten Makes A Face” er en af de plader, hvor nye finesser træder frem, hver gang den høres på et nyt anlæg. Særligt fremstår “You and the Gang” smukt forløst, og har en fin opbygning, der virkelig viser When Saints Go Machines evne til at forene maskinparken med strygerne – et af pladens bærende element lydmæssigt. Det er utrolig smukt, velproduceret og følelsesladt – rammer plet. På “Pick Up Your Tears and Run” træder er pladens korarrangementer er beundringsværdige, og meget af detaljen ligger i disse.
Fest-testen: When Saints Go Machine rammer popmagien adskillige gange i kræft af de ikke er bange for at være catchy. “Fail Forever” har allerede markeret sig grundigt på klubscenen i forskellige remixudgaver, men den oprindelige version er et originalt bud på et popppet dansetrack, der byder på repeterende beats med inspiration fra minimaltechno. Det Pet Shop Boys inspirerede “Spitting Image” er derimod ren discopop smurt tykt ind i falset, tacky panfløjte-tema, koklokke og dance-inspiration. Ren magi, der takket være de fantastiske overgange aldrig bliver for meget.
Gåturen: “Ten Makes a Face” indeholder ikke et dårligt nummer. Som “baggrundsmusik” er pladen, trods dens store forskelle i stemning såvel som tempo, en fornøjelse at lytte til hele vejen igennem. Numre skiftes til at træde i karakter og viser nuanceret bandets styrker – måske fordi det er en plade, der låner træk fra utroligt mange genre, og derfor aldrig bliver ensformig.
Oftest giver de mange genremæssige referencer mening. Lytteoplevelsen er ved første spin en mærkværdig oplevelse. Men efter et par omgange falder melodierne på plads, og viser et nuanceret og eksperimenterende værk, der bæres af et beundringsværdigt sammenspil og en imponerende evne til at skrive fantastiske og udfordrende popmelodier.
When Saints Go Machine leverer med “Ten Makes a Face” et værk, der beviser at den mest sammenhængende helhed kan findes i de små fragmenter – så længe melodien er med. Det er den hos When Saints Go Machine.
When Saints Go Machine Release party
m. bl.a. MHM One og Kenton Slash Demon
@ Dunkel
Lørdag 16.5. kl. 23-09
When Saints Go Machine – Spitting Image
[audio:https://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/05/05-spitting-image.mp3]
When Saints Go Machine – You or the Gang
[audio:https://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/05/04-you-or-the-gang.mp3]
