Solen stod højt, og det samme var stemningen, da Roskilde åbnede for pladsen og varmede folket op med fællessang og akustiske toner. Musikeren Frederik Thaae havde byttet det vanlige danske navn ud med covernumre af Minds of 99, Kim Larsen og Pete Seeger. Publikum var i fællesskab opvarmningsbandet og allerede efter først nummer, hvor Ung Kniv blev skrålet med storladende smil, blev de sidste facader nedbrudt, og alle var gode venner. Vejret holdt tørt første dag, og det gjorde, at man havde endnu mere lyst til at begive sig ud til koncerter. Om end de var over åben himmel eller under ‘dynen’ – (Roskildes overdækkede scener.) Her giver jeg dig et overblik over fem koncerter fra onsdag – 3. juli, Roskildes første ‘rigtige’ musikdag.
Tears For Fears kl. 18.00 – Arena.
Tears for Fears startede som altid deres koncert med Everybody Wants To Rule The World. En klassiker, der fik smilet frem, og som var det perfekte indledningsnummer til åbningen af Arena. Fremmødet af grå hår og måner var massivt, og stemningen var i absolut top. Det samme kan siges om Roland Orzabal og Curt Smiths. De to herrer leverede en gennemført koncert, der både var rå og blød, og som din far og Rasmus uden tvivl har elsket! Det var særlig gyldent, da 80’er bandet fyrede hittet Mad World af, og en mand foran mig hejste mobilen i vejret for at identificere nummeret på Shazam. Til gengæld var det knap så gyldent, da Tears For Fears spillede Radioheads helt store; Creep. Det virkede som et unødvendigt fyldenummer, og som inkarneret Radiohead-fan, var det ren blasfemi og ripoff.
Bob Dylan kl. 20.00 – Orange
Koncerten var som en uendelig opvarmning, men tjeeeek! Hvis jeg en dag får børn, kan jeg fortælle dem, at jeg har delt en halv time med folk-legenden med de livsbekræftende tekster.
Ghetto Kumbé kl. 20.30 – Gloria
Det var det hele værd, at forlade Dylan og tage til rave-fest med Colombianske Ghetto Kumbé på Gloria. Med housebeats og tropisk techno forvandlede de rytmiske zulu-krigerne den gamle kostald til en undergrundsklub, hvor du ville få ti i dress-code, hvis du var iført samme neonmaling masker, som bandet. (Jeg har endnu ikke set dem i camingområdet!) Der var noget mystisk over settingen, og den indledende lyd trak associationer til en David Lynch-film. Koncertens stemning var opbyggelig, og den gik amok over panfløjter og vilde bongotromme-jams. Til koncerten følte man sig som ‘special invited’ i en afrikansk kult-klub, og efter få numre, gik lyset amok i magiske rør over publikum. Det er i år mestrene af lys fra Vertigo, der står bag lyset på Gloria. Og som sædvanligt har de gjort det suverænt! Hver koncert er skræddersyet med et unikt arrangement, og lyset til Ghetto Kumbé var ingen undtagelse. Der var stadig kø til stalden, som kun har plads til 1200 mennesker, da jeg forlod Gloria lidt før tid. Jeg håber, at andre end jeg, har fået fornøjelsen af et skud borende bas og jungle bangers fra Colombia.
Rosalia kl. 21.30 – Avalon
Det var ikke med god vilje, at jeg forlod Ghetto Kumbé før tid, men jeg ville sikre mig en plads til den spanske latino-prinsesse, som optrådte på Avalon. Desværre var det ikke nok at gå før tid, og jeg fik en middelmådig plads uden for teltdugen. Avalon har de seneste år rådet over navne, som er for store til ikke at udstyre scenen med storskærme, og jeg håber, at der til næste år kommer til at blive budgetteret med et par i hver side. Rosalia var dog ikke svær at få øje på fra lang afstand. I en rød pelsjakke, lingeri og en lille vifte i hånden forvandlede hun teltet til en glamourøs tangoklub. Hendes opsatte hår blafrede i falsk vind foran scenen, og der var ingen tvivl om, at Rosalia var midtpunktet blandt de mange dansere. Det var et flot show, og klapsalverne fra publikum var mange. Jeg må dog indrømme, at der var for meget dans, ‘Olé-stemning’ og diamant dias til min smag. Hvis man ikke taler spansk, forstod man desuden ikke et hak af den sydlandske sang. Koncerten blev desværre for langtrukken, og det var som om, at Rosalia prøvede at gøre Solange kunsten efter, da Queen B’s lillesøster lagde Arena ned i 2017. Det var super dumt, da fem ældre herrer møvede sig ind i den tætpakkede mængde med deres velpolstrede maver. Kort tid efter spørge den ene bløde mave den anden: “hvad er det vi hører?”, hvorefter den anden svarer: “jeg aner ikke, hvad det er.” Hurra for bløde far typer med forkærlighed for spanske skønheder og direktørtid til koncerter.
Christine and the Queens kl. 03:00 – Arena:
Den franskbaserede queer-superstjerne leverede et latterligt godt show, som gik laaaaangt over mine forventninger – både på det visuelle og lydmæssige plan. Læs Nikolajs artikel, så ved du, hvad jeg mener!
