Som Peter var inde på i går, så er det svært at lokalisere HAVEN’s placering i det danske festivalslandskab. Her efter andetåret for Claus Meyer og co’s hyggeprojekt, er jeg ikke blevet klogere. Det var en mindre udgave end sidste år, men pladsen føltes alligevel langt fra fyldt. Rygter om svingende billetsalg blev kun forstærket af fremmødet, som til tider føltes ikke eksisterende. Det er selvfølgelig også en måde at bekæmpe toilet- og madkøer og broproblemet fra sidste år, men det syntes ikke overlagt.
Lørdagsprogrammet var dog utroligt stærkt i år. Fire ud af mine fem anbefalinger til HAVEN spillede i går, så jeg havde set frem til nogle gode musikalske oplevelser i venners lag. Min ven Victor havde glædet sig mest til Einstürzende Neubaten, så vi tog derud omkring klokken halv 5. Da jeg mødte ham efter koncerten, var han dog rasende. Han kunne fortælle mig, at de var nødt til at stoppe koncerten 25 minutter før, pga. regn. Det undrede ham, at man kunne afholde sådan en festival med en hovedscene, der kun fungerer i strålende og vindstille solskinsvejr. Og det har han da en pointe i. Niels Frahm jokede også med, at nu ville han forsøge ikke at få stød under sin koncert. Sidste år gled Matt Berninger også på scenen. Det virker en kende uprofessionelt, at det er med livet som indsats, hvis man skal optræde på HAVEN i regnvejr. Se hvor sur han er:
#Haven2018 har formået at bygge en hovedscene, der ikke kan tåle vand, så einstürzende neubauten må cutte koncerten før tid. Skandale. Amatør-agtigt
— Victor Kristensen (@VictorEmilKrist) 11. august 2018
Nå, men udover det, så synes jeg, i går var en god musikdag. Jeg lagde ud med at se Unknown Mortal Orchestra.
De er et spøjst band. Det er anden gang, jeg ser dem live, og jeg vil så gerne være blown away, men det formår de bare ikke. Til gengæld lavede Ruban Nielson et fedt stunt, hvor han tog sin guitar i hånden og løb fra scenen ned bag ved publikum, mens han spillede videre. Alle i publikum stod og forsøgte at spotte den 160 cm høje newzealænder. Måske er han ikke kun 160, men han er i hvert fald en lille mand, og det var sjovt at mærke den komplette forvirring blandt publikum. “Hvor blev han af?” stod der printet i ansigtet på alle sammen.
Det var en fin koncert omend lidt jævn. Jeg vil så gerne have, de er det lidt ekstra, fordi jeg elsker deres musik, men det har de ikke formået at gøre for mig endnu. Min kære ven Victor var stadig mavesur over Einstürzende Neubaten, og det affødte den fabelagtige kommentar: Unknown Mortal Orchestra er jo bare Urban Outfitters som band.
Fra newzealandsk neo-psych fandt jeg over til Moses Sumney, der jo simpelthen bare er gåsehudsfremkaldende dygtig. Han er godt på vej mod et gennembrud, og der var ret pakket foran HAVENS lille “værket”-scene. Han var vittig, og han var på og nærværende, og han sang som en fucking engel. Det var lige, hvad jeg havde håbet på.
Haven 2018 føltes som en festival, der manglede et klimaks. I forhold til at det er en festival, der gerne vil udfordre lidt og skabe nye oplevelser, så har koncerterne væres ret jævne. Fine, men jeg manglede virkelig at se noget nyt. Jeg manglede en oplevelse, som jeg kunne tage med derfra og huske tilbage på. Sådan havde jeg det også sidste år. Heldigvis havde de gemt det bedste til sidst, og Kraftwerk var klimakset, jeg ville have. Inden der havde jeg overvejet at tage hjem. Tømmermandsramt, våd og forfrossen er en dårlig kombination. Vi fik dog lige mandet os op til at blive til det sidste.
Kender I det, når man fra den første tone kan mærke, hvordan koncerten bliver? Sådan var det med Kraftwerk. Fra aller første sekund vidste jeg bare, at vi nu skulle være vidne til noget episk. Og Ralf og drengene skuffede ikke. Det var den mest gennemførte og perfekte koncert, jeg har oplevet. Det var en totaltoplevelse med musik og en visuel side, som var minimalistisk som bandet selv, og det hele gik op i en højere enhed. Der blev kun ytret tre ord på scenen, og det var “Goodbye – Auf wiedersehen”, da Ralf som sidste mand gik af. Alt var toptunet og tysk, og det var virkelig noget, jeg ikke havde set før. Det er den koncert, jeg kommer til at huske tilbage på, når jeg tænker på HAVEN.
Et spørgsmål jeg har stillet mig selv, er, bliver der HAVEN i 2019? Mit umiddelbare gæt er nej. Der har svirret rygter om billetsalget, og pladsen føltes konstant affolket. Det lignte ikke en overskudsforretning at holde HAVEN 2018, men jeg håber da, at det bare er rygter, og at de vender tilbage med flere store øjeblikke ala Kraftwerk. Det er meget rart med en ordentlig festival i baghaven, der præsenterer noget nyt. Men HAVEN er nok nødt til at arbejde mere med sin identitet og med, hvordan man tackler et regnvejr.
