Med navne som Sleep Party People, Giana Factory og mit all time højdepunkt Reptile Youth suppleret med nogle af de bedste nye navne som Communions, Ice Cream Cathedral og Mont Oliver har den københavnske festival Trailerpark igen i år formået at skabe et stærkt program af danske navne.
Vi giver dig nu mulighed for at komme med til Vesterbro-festivalen, som i år finder sted mellem den 31. juli og den 2. august i de vanlige omgivelser i CPH Skatepark i Enghave-kvarteret.
Du kan nemlig vinde 2 partout billetter til festivalen lige her på Regnsky. Det eneste, du skal gøre, er at svare på et simpelt spørgsmål:
Sidste år var vi på Regnsky så heldige at få lov til at DJ’e på festivalen. Men hvilken dag foregik det?
a) Torsdag
b) Fredag
c) Lørdag
Send dit svar til peter@regnsky.dk SENEST på tirsdag den 29. juli klokken 23.59, så trækker vi en vinder straks derefter. Held og lykke!
Det er ingen hemmelighed, at Regnsky er overordentligt og evigt glade for københavnske Trailerpark Festival. I år er naturligvis ingen undtagelse, for med sin evige finger på pulsen har festivalen indfanget nogle af Regnskys ubetingede favoritter fra foråret i Blaue Blume, Beastie Respond og Cancer. Selvfølgelig suppleret af shows fra stærke Trailerpark evergreens som Vinnie Who (for fjerde festival i træk!), When Saints Go Machine og MØ. Samtidig har festivalen i år skaleret ned, så området nu indbefatter to scener i stedet for tre. Det tror vi er en vanvittigt god idé, da det giver en noget mere samlet og fællesskabsorienteret oplevelse at være mange på et lille område end den samme størrelse publikum på et stort område.
Regnsky DJ-set fredag aften
I år besøger Regnsky ikke kun festivalen som gæster. Trailerpark har inkluderet os i gruppen af resident-dj’s ved siden af Mads Axelsen, Rosa LUX og Najaaraq aka Classic Viv blandt andre – det er vi enormt stolte af. Det betyder, at alle fem Regnsky-skribenter går sammen om at lave et dj-set med diversiteten mellem elektronisk musik og alternativ rock. Vi dj’er fra 17-18 (før Zulu Pearls går på) og fra 19-20 (før CTM spiller) på den lille scene (Rebel Stage) i Skatehallen, som også huser hovedscenen Royal Stage. Det bliver Regnsky classics og helt nye ting opdagelser i en nok ret eklektisk stil. Fem dj’s bag pulten!
Konkurrence om dagsbilletter
Igen i år er vi så heldige at kunne udlodde billetter til festivalen. Vi har 3×2 dags-billetter på højkant, og for at vinde en af dem, skal du sende en mail til Regnsky, hvor du skriver, hvilket band du glæder dig særligt til at se på årets festival. Så trækker vi lod mellem de tilmeldte og giver vinderne to billetter til den dag, hvor deres favoritband spiller. Husk at skrive dit fulde navn, og at sende dit svar til eva[@]regnsky.dk (fjern klammerne) senest onsdag den 31. juli.
Retardedly Bop holder dayparties på Trailerpark Konkurrencen er arrangeret i samarbejde med Retardedly Bop. Retardedly Bop er en platform for deling af musik, som gennem foråret har optaget adskillige fine, alternative livevideoer med danske bands, og nu præsenterer de to dayparties fredag og lørdag på Trailerpark Festival.
Dayparties har tidligere været isoleret til at finde sted på SPOT Festival i Aarhus – jeg kan i hvert fald ikke komme på nogen tidligere i København, men jeg bifalder turen over bæltet. Konceptet er simpelt og svært ikke at elske: før en egentlig festivaldag begynder, spiller musikken på en lidt mere afdæmpet måde. Dayparties er mere kaffe end fadøl, og mere akustisk guitar end samplere. Sådan er det også til Retardedly Bops dayparties på Trailerpark Festival, hvor to af de acts, jeg glæder mig mest til at se på Trailerpark festival spiller.
Mest begejstret er jeg for Halasan Bazar. Det australsk/norsk/engelsk/danske band Halasan Bazar spiller til daypartyet fredag kl. 14, og udgav i april deres albummet Space Junk, hvorfra singlerne “Sometimes Happy, Sometimes Sad” og “You & I” allerede har repræsenteret det Københavnsk bosatte psychpop-band hos både Pitchfork, Soundvenue og et væld af internationale blogs. Halasan Bazars folkede tag på psychpop-genren inddrager både 60‘ernes orgel og twangy guitarer, men kvintettens musik bliver aldrig tilbageskuende. I stedet fremstår de skæve produktioner både velskrevne og velspillede, mens produktionen er charmerende lo-fi – og harmonierne pilskæve! Men det fungerer – især live og især på min ubetingede favorit fra albummet, den charmerende “Live Without Love”.
Til daypartyet fredag spiller Halasan Bazar, Penny Police og Virgin Suicide. Adgang med Trailerpark armbånd.
Anbefaling nummer to går til Waldo & Marsha. Det otte mand høje band gav mig en af mine bedste oplevelser på sidste års Trailerpark Festival, men har siden da udgivet debuten Zoo. Den plade har vi ikke nået at omtale på Regnsky, og det er en fejl. For sang på sang fra Waldo & Marsha garanterer om et personligt, men historisk velresearchende band, der kan sin Cocteau og Slowdive, men også får egne følelser ud i musikken. Lyt bare til singlen, og min favorit, “Circular Surprise”. Med hvirvlende guitarer, himmelfarende synthmelodier og wall-of-sound-lyd stormer de otte unge drenge imod lytteren på bedst tænkelige måde. Waldo & Marsha tager dig både på en døsig drømmetur og eksplosiv himmelflugt. Du kan læne dig tilbage i en sækkestol (i bedste dayparty stil) og svæve væk til “Canals”, eller hæve armene over hovedet og mærke den stræbende frihedsfølelse i “Circular Surprise”.
Waldo & Marsha spiller til daypartyet fredag, hvor Retardedly Bop har gjort lidt af en scoop i form af The Ruby Suns. Jeg var ikke helt begejstret for den seneste udgivelse Christopher, men New Zealænderne har et glimrende ry som liveband.
Til daypartyet lørdag spiller Waldo & Marsha, The Ruby Suns (NZ) og Lisa Alma. Adgang med Trailerpark armbånd.
Roll The Dice leverede lørdag aften en oplevelse i særklasse. Med en miniature park af analoge synthesizere og samplere, lod de publikum forstå, at ”computerfrei” elektronisk musik kan have et fængslende tyngdepunkt, der låser publikum i tid og sted.
Roll The Dice – Undertow (Live)
Roll The Dice er syre i vanetænkningens DNA. De to hætteklædte bødler placerer en Macbook Pro i guillotinen og halshugger den, imens Avicii stortudende ser til. For den digitale fernis af computerplugins og hård digital compression, som vi tit forbinder med en elektronisk koncert, var fuldstændig fraværende og Roll The Dice musik fremstod upoleret, rå og uredigeret – men stadig intuitiv og gennemtænkt. Den 45-minutter lange koncerts tre numre var drevet af en kompromisløshed, der langsomt opløste de forventninger om klimaks og forudsigelig struktur, som den mere ordinære elektroniske musik kan genere.
Onde tunger ville påpege, at Roll The Dice er nostalgiske i deres produktionstilgang, men musikken havde en glødende pionerånd, som på sine egne præmisser inkluderede nutidige tendenser fra den elektroniske scene. De inkorporerede rytmikken fra footwork/juke i et mere dronebaseret loop-univers uden egentlige trommeprogrammeringer – og det er væsentligt og særdeles interessant, at arbejde så rytmisk med musikken uden at inkludere egentlige trommer. Det lød som om Steve Reich havde lavet temaet til Terminator 2 på en daglig ration af kviksølv-indsprøjtninger.
De modsatrettede rytmiske mønstre blev med stor tålmodighed arrangeret ind i musikken. Den nærværende lytter kunne træde ind i et meditativt stadie, og føle, at det, der egentlige fremstod statisk, rummede en muterende, cirkulær rytmik, som satte kroppen i svingninger og langsomt opløste forventninger om at (stor)trommer ville komme og levere det endelig klimaks. Cirkulariteten genererede til gengæld en klaustrofobisk og kalejdoskopisk følelse af konstant ekstase.
Beundringsværdigt.
Jeg kommer ofte for sent. Også til de første koncerter på både Trailerpark Festivalens fredag, lørdag og søndag. Derfor forsøger jeg netop nu at google Broke. Det er ret svært. Men jeg blev væltet så kraftfuldt omkuld, at det må være anstrengelserne værd.
Overraskelsesmomentet ved at dumpe ind i en særdeles støjende og sært elektronisk swingende postpunk på en mentalt tåget festivalsøndag kan ikke undervurderes. Oplevelsen af Broke understregede, hvad Trailerpark handler om. Det handler om den uforudsete optur. Det kan være Brokes kombination af postpunk, synth og stjerneskudsguitar. Det kan være Sekouias livepercussions og -vokal. Hvordan bassens vibrationer i vampyrcampingvognens gulv kilder dig under tæerne. Det kan være Roll The Dices hypnose. Måske at Ice Cream Cathedral bruger en synthoverflod som sonisk overfald?
Lad os glemme en festlig, men ikke så mindeværdig, fredag (et citat som “jeg går bare meget op i min presence på sociale medier” vil dog sent blive glemt) og direkte ind i en tætpakket lørdag aften. Lad os lande midt i netop Ice Cream Cathedrals koncert. Foruden selvstudie gennem den blændende debut-ep Straight Arcs, har jeg hægtet mig med på trioens vellydende live-udforskning af feltet mellem halvt skræmmende, halvt tillokkende drømmespil af et par gange. Men det er først på Trailerpark, resultatet for alvor afspejler ambitionerne. Sandsynligvis fordi denne koncert med et par undtagelser kun består af nyt, uudgivet materiale, som rykker Ice Cream fra at være en spændende Beach House/Salem fusion til hovedsageligt at være sindssygt dygtige sangskrivere. Guitarist Kristian Paulsens shoegazing lægger grundlaget for de rummelige dimensioner, Ice Cream Cathedral ufattelig vellykket sammenstykker på Trailerpark Festival. Lyden er fremragende, og lader både Anja Lahrmanns klassisk smukke vokal folde sig ud som melodibærer, bassen skabe energi, synthen fremkalde atmosfære og trommerne binder disse elementer forbilledligt sammen i et avanceret, men altid harmonisk lydbillede.
Ice Cream Cathedral – Cornucopia
Whoa. Sådan startes en festival, som vil hylde det nytænkende og skæve. Derfor ærgrede det efterfølgende hovednavn, britiske Gang Colours klichéklistrede pianofløde mig. Trailerpark Festival 2012 præsenterede en ganske stor mængde elektroniske singer/songwritere, som med sampling, piano og vokal forsøgte at snige sig uden om sammenligningen med James Blake. Gang Colours håndterede opgaven ved at ændre Blakes fintfølende jazz-klaver til en bizart poppet, Yul Andersson-cheesy og – i disse ører – ganske ulidelig variant, som på ingen måde åbenbarede nogle af instrumentets nuancer. Når r’n’b-rytmerne ind i mellem blev introduceret, fandt en form for modsvar til den kvalmende fedme godt nok vej ind i sangene, men en afbalancering blev der aldrig tale om.
Så gik det bedre for Sekuoia alias danske Patrick Alexander Bech-Madsen. I den fornemme festivalanledning blev soloartisten suppleret af en drumpad-trommeslager, som med sans for finesser bidrog med dynamik til Sekuoias skrøbelige electronica. Inkorporeringen af en den ekstra mand trak Sekuoia væk fra indieforbillederne og over mod moderne britiske bas-producere som Blawan og Hyetal. Sekuoia sigter mod en position langt fra Danmark, og en eskapistisk følelse gik igen store dele af Sekuoias repetoire. På et nummer synger Bech-Madsen søgende, på grænsen til usikre toner, mens programmeringer og trommer former en selvsikker modvægt, på andre styrer koret melodien med stor sikkerhed, og lader guitarsamples og synthfladere glide ud i horisonten.
Sekuoia – Dissapear
Trailerpark Festival har en unik position i det danske festivallandskab. Med sin lille størrelse og det minimale budget, ser alle de optrædende danske bands en booking på festivalen som en ære, som noget man bliver udvalgt til, frem for en almindelig booking. Waldo & Marsha kvitterede – udover med en fremragende koncert – med dybfølt tak fra hele tre bandmedlemmer, og det er også årsag til, at festivalen for 4.(!) år i streg kan præsentere Vinnie Who som husorkester.
Men der er et “men”. I år var Trailerpark en mindre omfavnende oplevelse end de foregående år. Det er en usikker diagnose, for den er afledt af uklare symptomer: Er de tre scener en for meget? Burde nogle af de små, internationale artister droppes til fordel for flere af de taknemmelige danske? Det kan ikke undgå at forurolige en Trailerpark-fan, når der til netop Vinnie Whos afslutningskoncert blot står 300 mennesker, og festen ikke helt kan komme op i omdrejninger lørdag nat til discodrengene fra Casiokids. Så bliver jeg en smule nervøs for, at Trailerpark Festival ikke helt formår at gribe ud i Københavns musikinteresserede kredse, og trække dem til sig. Og frygter at festivalen, som leverer en så enestående ramme om både musik og fest, kommer til at vikle sig for meget ind i sin egen kreds, i stedet for at kigge ud en gang i mellem. For der er hyggeligt i den farverige fold. Men nogle gange må selv flokdyr gerne udfordres.
Trailerpark føltes mere lokal og mindre kosmopolitisk i år. Jeg har ikke sammenlignet antallet af danske navne i dette og sidste års program, men personligt havde jeg fornemmelsen af, at festivalen i højere grad var repræsentant for en dansk scene i denne omgang. Det havde sine fordele og ulemper. Der var færre must-see-navne i mine øjne, tilgengæld for at der var flere, jeg ikke kendte, hvilket er en luksus i sig selv. Især på en så velkurateret festival som Trailerpark: Selv det mindste navn er valgt med nøjsommelighed. En dygtig kurator tør samtidig vise sin smag, hvilket også skinner igennem på Trailerpark. Det er på mange måder et ret homogent univers, du træder ind i. Det vil de fleste også opleve i forhold til stedets æstetik, der på smukkeste vis vender og drejer muligheden for dekoration, der rent faktisk føles dekorativ og ikke formelt påklistret. Alt sammen foregår med en Christiania-agtig venlighed, der måske godt kunne afveksles med en mere udfordrende ambition fra tid til anden. Indrømmet, det er et svært krav at stille, da det er ret forskelligt, hvad folk opfatter som udfordrende. Især fordi Trailerparks koncept kredser om muligheden for kunst i nattelivet, hvilket i sig selv er et felt, hvor forskellen mellem kulørt, fortryllende Tivolisme og egentlig emotionel eller tankevækkende bevægelse kan være svær at opretholde. Afgørende er det i hvert fald, at det er indbydende, hvis publikum skal gide at tage sig af det. Og Trailerpark har valgt at spille på følelsen af velkommenhed, hygge og tryghed – i hvert fald hvis man er en typisk musikinteresseret, ung købehavner. Det lykkes dem helt utroligt godt. Alternativt kunne man bruge mere energi på at udforske nattelivets uhyggelige side. Det skræmmende ved mørket, den høje musik, alkoholen, de fremmede mennesker og erotikken er jo også på sin egen måde indbydende. Jeg gad godt se Trailerpark kigge denne del af ungdommens natteliv i øjnene og eksponere den mere i de installationer, der stilles op. Den Tivoliske forlystelse skal helt sikkert have lov at skinne, men man kunne sagtens gøre mere ud af at vise dens skyggeside. Faren er i hvert fald at festen får en lovlig poleret overflade. Er jeg den eneste der har det sådan? Fordelen ved det hyggeligt indbydende er at publikum ikke holder sig tilbage for at prøve de muligheder, der står til rådighed. På den måde har Trailerpark et skær af det, Roskilde er så god til, nemlig at skabe en – for at bruge et lidt pres udtryk – voksenlegeplads.
Personligt havde jeg svært ved helt at gennemskue ideen med homotemaet på Rebel Stage fredag aften, hvor en række homoseksuelle musikere og dj’s spillede op. Det er sympatisk og meningsfuldt, at festivalen gerne vil promovere og fremme det homoseksuelle musikmiljø, men jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt man når formålet ved at samle alle de homoseksuelle optrædener på række. Det er jo hverken en speciel musik eller optræden, der dermed signaleres, heller ikke en bestemt fest, men alene musikernes seksualitet. Og hvad skal publikum bruge den oplysning til? Samtidig opstår der den potentielt underlige, implicitte antagelse, at alle andre musikere på festivalen ikke er homoseksuelle. Og hvad med de biseksuelle? Det er ikke for at spille politisk korrekt, og jeg håber meget, at opstillingen har kunnet fremme homoseksuelle musikere og dj’s, men jeg har svært ved præcis at se ideens effekt og funktion. Hvad synes I? Gav det mening?
Hvad angår viften af danske navne var især søndagens program interessant. Kala-OK, som er et band, man måske har hørt tale om over sommeren, fyldte lytternes tømmermændsramte følelse af tomhed med fyldig og galoperende rock. Specielt trommerne var bemærkelsesværdigt opfindsomme og lokkede ofte sangene ind i længere abstrakte passager, hvor den fyldige lyd vandt lidt af den transparens, man ellers godt kunne savne – man fik tid til at forstå og høre de enkelte elementer, hvis funktioner kunne folde sig mere tydeligt ud. Desværre gjorde den manglende transparens de vokale passager og kor uklare og lidt rodede. Jeg kan ikke udelukke at en del af grunden lå i Rebel Stage’s lydforhold.
På Royal Stage kunne man bagefter høre Broke, der heller ikke er bange for de abstrakte passager, men som knytter det langt mere til elektronikken. Koblingen fra den hårdere ende af rockmusikken til de elektroniske spor fungerede overraskende godt, især i de dele, hvor en guitarsolo næsten meditativt kæmpede sig ind på beatet vha. melodier uden skæret af sentimentalitet og langt fra rockens klicheer. Overraskende nok blev den forjættede MØ pludselig inviteret på scenen. Hun har fået en del opmærksom hos f.eks. Soundvenue og står bag et par særdeles lækre tracks, især ”Pilgrim” som er meget lytteværdig. Det var derfor en glædelig overraskelse, men desværre gik det helt galt med lyden. Man kunne ikke høre et ord af, hvad der blev sunget i verset, og omkvædet lå svagt i baggrunden. En fortvivlet lydmand forsøgte at løse problemet, men fandt aldrig dets årsag. Desværre et lidt mystisk anti-klimaks på en ellers velfungerende koncert.
En stemme man derimod godt kunne høre var Lydmors, der sang sig ind folks hjerter tilbage på Rebel Stage efter Broke. Trailerpark har efterhånden disket op med en del kunstnere i genren sanger-alene-med-elektronik. Jeg husker bl.a. Emikas optræden sidste år, hvilket var en stenet oplevelse (hun spillede i øvrigt på Strøm i år). Touchy Mob, der er en tysk kunstner, dyrker samme koncept og spillede også søndag (han spillede tilgengæld også på Roskilde i år – super fed koncert. Vent, booker de danske festivaler de samme navne?). Lydmor klarede skærerne med at være alene på scenen ganske godt. Imponerende ligefremt inviterede hun publikum ind i sit univers, der måske ikke var perfekt, men som var ærligt og personligt. Med masser af inspiration fra bl.a. Björk sang hun sine inderlige, men beslutsomt udadvendte kærlighedssange, der selvsikkert rungede igennem søndagstågen på Rebel Stage, der nok hjalp lige lovlig meget til med rungeriet.
Trailerpark Festival er altid en enestående oplevelse. Også den festlige ende af skalaen fungerede fint, især Jimmy Edgar der i hvert fald fik mig til at glemme, at jeg ikke ryger cigaretter. Vi ses til næste år!
