Min forudindtagede frygt for Apollo, Roskilde Festivals scene for åbne, elektroniske koncerter, har i høj grad hængt sammen med de høje forventninger til James Holden, scenens absolut mest imødesete booking. Ugen igennem har selv samme frygt dog fået et godt nøk over hovedet, takket være en lang række forbedringer og foranstaltninger, der viser, at Roskilde Festival godt tør tage sin scene for elektronisk musik seriøst – som elektronisk musik fortjener. Allerede i mandags, den første af festivalens tre opvarmningsdage, ydede scenen med den orange, hoppeborgslignende facade god støtte for finske Jaakko Eino Kalevis funkede koncert, både indenfor visuelle såvel som lydmæssige rammer. Tirsdag kunne man til tonerne af danske Unknowns sløve electronica og ordløse hip hop-beats lukke øjnene og føle sig taget ind i langt mere intime rammer, på trods af den bagende sol, der sendte varme stråler ned på et mestendels siddende eller liggende publikum. Det nye Function 1-højtalersystem, der i 2014 for første gang er sat op på scenen, har skabt en altomfattende og solid lyd, der virkelig pryder de elektroniske artisters musik med bravour.

Derfor var min tidligere udtalte skepsis for scenens berettigelse overfor elektroniske producere, der besidder en snært utilgængelighed og knapt så buldrende og bragende lyde, skrumpet en del ind over den seneste uge. I særdeleshed havde jeg ytret utilfredshed over Apollo-placeringen af britiske James Holden, denne signaturs på forhånd mest imødesete navn. En del artister, her nævner jeg i flæng Korallreven, African Hi-Tech, Rewolmer og Laurel Halo, har siden scenens start i 2012 leveret hvad må anses som værende stabile koncerter, uden at scenen kunne yde artisternes flernuancerede lyde den opbakning, de gør krav på. Sidste års koncert med Andy Stott på indendørsscenen Gloria viste, at det mørklagte og ganske renlige rum kan yde en eskapistisk rejse, Apollo grundet problemer med vind, affald og urindunst ikke har kunnet hamle op med. Også urinproblemerne har Apollo i år indledt en kamp imod, med forflyttelsen af urinalerne fra de indersiden af væggene, der indrammer scenen, til ydersiden, væk fra scenens græstæppe.

De tydelige forbedringer så dog ikke ud til at være nået ud til særligt mange forud for koncerten med James Holden, der sidste år udgav det kritikerroste og krautrock-inspirerede album, The Inheritors. Derfor kunne man også i ro og mag navigere sig rundt på græsstæppet for en ideel placering. I modsætning til tidligere år, hvor det vitterligt var alpha og omega at stå i den helt rigtige kvadratmeterplads, er anlægget og de nytilkomne, massive bundkasser dog blevet så indkapslende, at lydkvaliteten i år ikke har haft den store afvigelse, hvor end man har været placeret.

Der var derfor også rig mulighed for en optimal koncertoplevelse med briten, der igennem det seneste år har turnéret med materiale fra det seneste album, akkompagneret af trommeslager Tom Page, der ved siden af også slår på trommer for RocketNumberNine og Neneh Cherry. Duoen var placeret overfor hinanden, frem for ud mod publikum, hvilket skabte gode arbejdsmuligheder for en tæt forståelse af hinanden. Der florerede da også igennem hele koncerten en synergi imellem James Holdens modular synthesizer, der proppet med ledninger emulerede en lydkollage på størrelse med Det Sixtinske Kapel, og Tom Pages rolige polyrytmik og temposkift. Renata, der efterfulgte indledningsnummeret Rannoch Down, voksede netop på grund af dette samarbejde sig væk fra albumversionen, hvilket gav plads til langt større acid-lignende indblandinger, hvor James Holden lænende over sit synth-rack og sin laptop udsendte spontane støjflader.

James Holden har tidligere udtrykket en stor kærlighed for de netop spontane muligheder, som hviler i den medbragte modular synth, der også var grundlaget for The Inheritors. Live afprøver produceren uden større forvarsel sit gears muligheder og chokreaktioner, mens han trækker i kabler og drejer på de fire store knapper, der er plantet ovenpå. Tom Page ser ud til at være en herre sat på hårdt slidende overarbejde, men hans reaktioner er ligeså umiddelbare som den nådesløse maskine overfor ham, og han præsterer til perfektion at indramme og pynte på James Holdens melodiske støj, hvilket fremkalder stedvis dans omkring publikum. Trods få fejl i indledningen af titelnummeret The Inheritors bliver der skudt en hypnotiserende salve ud til publikum, hvor flere nu står og danser for sig selv, lukker øjnene og mindes om, at det er tidlig lørdag aften. Det er okay at danse. Selv på den meget introverte Gone Feral, der indledes med melankolske, næsten dystre 8 bit-lyde, bliver der iblandt en lille gruppering danset i dobbelttempo i forhold til nummerets 75 bpm. Krautrock-elementer oser ud af nummeret, og selvom James Holden med sine evigt bevægende hænder ligner en, der ikke helt ved hvad han foretager sig, lever nummeret langt fra på tilfældigheder. Et støjinferno syder og bobler hen imod nummerets klimaks, og endnu engang bliver James Holden gjort en tand bedre af Tom Page, denne gang med mere aggressivitet og kraft i trommerne.

Lyden ved denne scene er til lejligheden rigtig høj, og selvom flere personer omkring os med to pegefingre forsøger at lukke ørene til, kan man stadig skimte et smil på læberne hos dem med de skrøbelige ører. Græsset runger og skælver under os, og når man lukker øjnene kan man snildt drømme sig væk fra Apollo, den åbne scene jeg tidligere har været ganske hård ved. Lukkede har mine øjne også oftest været, når jeg har lyttet til Blackpool Late Eighties, der med sin filmiske og farverige melodi sender tankerne hen på Vangelis’ Blade Runnder-soundtrack. Albumversionens bævende percussion, hvor to snares kontinuerligt løber fra hinanden og mødes i et kick, bliver på liveformat til fulde opfyldt af Tom Pages mildest talt imponerende egenskaber bag trommerne. Pages hihats løber i to retninger, mens Holdens smukke melodi når et klimaks lig det, man også kan fange på albumudgaven.

The Caterpillar’s Intervention, lukkenummeret, der konkluderer en timelang koncert, starter samme sted som Blackpool Late Eighties sluttede – ganske identisk med albumversionerne. De indledningsvise guitarstrenge, der sampler de stødende guitarer i 2007-skæringen Atlas fra math-bandet Battles, folder sig dog hurtigt ud til en kuriøs og extended version, der strækker sig over mere end 10 minutter. En salve af krautrock-modulerende lyde mødes med et taktfast beat fra trommerne, og til syvende og sidst er den let rokkende dansen frem og tilbage ikke længere stedvis, men udbredt imellem publikummet. Taknemmelige klapsalver sendes i de to briters retning, der indtil koncertens afslutning næsten uafbrudt havde stirret på hinanden.

The Inheritors er et skrøbeligt album, der uden den rette scene kan være svær at videreudvikle på live-format, men lørdag gjorde Apollo med fantastisk lyd og ikke mindst oplagte musikere på scenen min oprindelige frygt til skamme. Dertil indgik alt i en højere enhed; rette doser krautrock, Vi kan være ganske tilfredse med Apollo, og Apollo kan være meget tilfreds med James Holdens koncert, der med afstand er den bedste, scenen til dato har lagt græs til.