I fredags under Roskilde Festival var Rose og Peter sammen taget til koncert med svenske Kristian Matsson, som de fleste nok kender bedre under hans ironiske kunstnernavn The Tallest Man on Earth. For begge var den 32-årige svensker på forhånd definitionen af baggrunds-hygge-musik, men hvordan klarede den knap så høje artist egentlig at skulle træde frem i forgrunden for en stund på et steghedt Arena?
Peter: Hvad synes du overordnet set om koncerten?
Rose: Overordnet set var jeg rigtig, rigtig glad. Mest af alt på grund af hans…
P: …mange guitarskift?
R: Også det! Hans fuldstændig sindssyge evne til at multitaske og skifte rundt mellem guitarerne. Men allermest på grund af hans evne til at danse, på trods af at det ikke ligefrem er musik, der indbyder til dans.
P: Ja, det var en lidt sjov og akavet dans, men det fungerede alligevel rigtig godt.
R: Han spankulerede rigtig rundt på scenen. Jeg lagde også mærke til, at han hele tiden var oppe på tå og lidt nede i knæene. Han kunne slet ikke sætte fødderne fladt på jorden, ikke engang da han trak den der stol frem. Hvis den mand havde haft en hat, der kunne holde hans mikrofon, så var der intet, der kunne afholde ham fra at danse rundt på scenen konstant. Det eneste, der afholdt ham fra det, var, når han død og pine skulle synge ind i den mikrofon.
P: Ja, han virkede meget, meget engageret. Det mindede mig lidt om for fire år siden, da jeg hørte Bright Eyes på Arena. Det var meget den samme oplevelse. Når man hører musikken hjemme på anlægget, fornemmer man ikke, at han er så energisk, men når han så kommer op på scenen, så sker der noget.
R: Ja, det er noget af en kontrast. Men når musikken bliver spillet live, så egner den sig bedre, for der er jo faktisk ganske meget rytme. Det er dansevenligt, så snart lyden er høj nok, og trommerne kan få lov at buldre igennem.
P: Der var lige et par gange, hvor jeg tænkte, at det var på grænsen til at blive lidt for dansktop/syng-med-agtigt. Men det lykkedes ham at finde den rette balance.
R: Omvendt var der også et par numre, hvor det bare var ham på guitaren, og folk var helt klar på at klappe og synge med. Der kunne han godt have improviseret og givet plads til, at det kunne have udfoldet sig. Men i stedet holdt han sig tæt på album-versionen, så klappene hurtigt stilnede af igen, da han begyndte at synge. Det var lidt en skam.
P: Jeg kunne meget godt lide det segment, hvor han var alene på scenen og blandt andet spillede en nærværende version af Love Is All. Det var første gang, at publikum for alvor kom med, fordi alle kendte sangen.
The Tallest Man on Earth – Love Is All
R: Ja. De fleste koncerter har godt af en vis grad af sing-along. Og den her kunne godt have tålt et lille hak mere efter min mening. Men hvad var din samlede oplevelse af koncerten?
P: Jeg var rigtig glad for det meste af koncerten. Jeg synes dog, at slutningen var lidt kedelig, fordi han sluttede med 2-3 lidt stille sange, og der var da et par sange, jeg gerne ville have hørt også. Han kunne godt have sluttet med lidt mere energi. Det virkede som om, han havde en masse energi tilbage.
R: Hvad ville du gerne have hørt?
P: King of Spain og I Won’t Be Found blandt andet.
The Tallest Man on Earth – King of Spain
R: Enig. Men det er rigtigt, at han havde meget mere energi i starten end i sidste halvdel af koncerten.
P: Når jeg tænker lidt mere over det, så er det fair nok, når han har danset så meget rundt.
R: Ja, efter min mening er han total frikendt al kritik efter at have leveret den start! Det må have været hårdt.
P: Han svedte også meget.
R: Det dryppede af ham!
Så selvom The Tallest Man on Earth havde svært ved at holde dampen oppe hele vejen i de kogende temperaturer, var det alligevel to glade regnskyere, som kunne gå ud i Roskildes støvskyer med visheden om, at The Smallest Swede on Earth bestemt kunne bære at være andet end baggrundsmusik.
