Mens Northsides sidste dag er i fuld gang, har vi lige opsummeret andendagen.
Andendagen på Northside tilhørte briterne. Der var fuld smadder på legenderne i form af Ride, Richard Ashcroft, The Kills (måske ikke legender endnu, men de har stadig 17 år på bagen) og The Prodigy. Det har generelt været et stærkt britisk program på årets Northside, da også James Blake, Radiohead, The 1975 og Bastille er bookede. Det har resulteret i et absurd stort opbud af Britpop-frisurer og cowboyjakker, og det er sgu skønt! Specielt under Ride stod det tydeligt, og de spillede også en fremragende noiserock-koncert, hvor vi kom hele kataloget rundt. Det var desuden måske den højeste koncert, jeg nogensinde har hørt på Northside. Dette er ikke en kritik.
Kampen mod mudderet var fælles, og jeg tror, der skulle en mindre regnskov i flis til at løse problemet. Det påvirkede dog ikke folks humør synderligt, og under The Prodigy lignede det, at alt var glemt og tilgivet, da pladsen eksploderede i et kollektivt rave-psykose. Jeg må dog sige, at mit indtryk er, at der er lidt for mange mennesker i år, og jeg kan godt forstå, hvis det har gjort nogen utrygge. The Prodigy holdte intet igen, og de lagde Ådalen ned, som den aldrig er blevet lagt ned før.
Som i går, vil vi gerne kåre dagens fem bedste:
Dagens nedtur:
Marie Louise siger:
Personligt havde jeg faktisk ikke rigtig nogen nedtur i går. Jeg havde en hyggelig dag med gode musikoplevelser og gode venner, og eftersom vejrguderne var kommet på lidt bedre tanker, var ikke engang vejret til at brokke sig over. Til gengæld så jeg en kvinde, der sad i solen og hyggede sig med sin ven, blive skidt godt og grundigt på af en måge. Nedtur.
Dagens spise:
Rasmus siger:
På caminoen stødte vi på Skraldecaféen. Der var stillet et stort udendørs køkken op, og alle kunne komme og spise gratis. Man kunne også sammensætte sin egen menu ud fra, hvad der var af råvarer, og der var flere kasser fulde af diverse udløbede fødevarer. Det var lækkert, og det er et beundringsværdigt koncept, som taler meget i Northsides ånd med bæredygtighed. Madspild er noget pis, og det er sådan nogle initiativer, der er med til at gøre opmærksom på problemet. Vi fik både pølser, pasta og en frisk salat, og der var ingen maveonder efter måltiddet. Det var virkelig sublimt!
Dagens optur:
Marie Louise siger:
Dagens optur for mig var, at se Rasmus gå i spåner til Richard Ashcroft. Det er altid skønt at se en kæmpe fan blive bevæget af sin yndlingskunstner, og når man kender vedkommende, er det endnu bedre. Vi havde fundet os en god plads helt oppe foran, og det viste sig at være ret så fornuftigt, for da Ashcroft trådte ind på scenen, måtte Rasmus lige støtte sig en smule til hegnet for ikke at miste balancen af bare begejstring. Han kendte hvert et ord i hver eneste sang, og ikke særlig længe efter at have spået: ”Nu kommer den”, begyndte Richard at spille yndlingssangen over dem alle The Drugs Don’t Work. Jeg nød at være til koncerten. Jeg kendte ikke særlig meget til Richard Ashcroft i forvejen, men blev yderst positivt overrasket. Han er en ekstremt dygtig musiker og helt sikkert værd at opleve. Men mest af alt nød jeg koncerten, fordi Rasmus nød den.
Dagens detalje:
Rasmus siger:
Richard Ashcroft bar under sin jakke en trøje, hvor der stod Århus på. Det blev mødt af enormt stor entusiasme fra publikum, og det viser bare, at han gerne ville gøre et godt indtryk. Det havde han selvfølgelig også bare at gøre, nu hvor han ikke har spillet på dansk jord i 17 år. Desuden var hans bassist i en klasse for sig, og han skar grimasser og sang med – og kunne alle teksterne udenad. Desuden var Richards band noget helt specielt. Bassisten lignede noget fra Placebo, Den ene guitarist noget fra The Wailers og den anden noget fra The Eagles. En meget morsom sammensætning af musikere. Trommeslageren så bare normal ud.
Dagens overraskelse:
Marie Louise siger:
Hvem skulle have troet det? Dagens overraskelse blev for mig The Prodigy! Dette band spiller en genre, som er det stik modsatte af, hvad jeg normalt lytter til, og det er musik, som jeg ærlig talt aldrig selv ville sætte mig til at lytte til derhjemme. Alligevel endte jeg med at stå omringet af venner og hoppe, danse og sprælle til det engelske rave band, der udsendte så meget energi, at selv det bagerste publikum kunne få fornemmelsen af, at de stod forrest til koncerten. Ja, er der noget band der formår at komme helt ud over scenekanten og ind i publikum, så er det The Prodigy. Jeg bliver nok aldrig helt fan af genren, men efter i går forstår jeg endnu bedre, hvorfor man elsker The Prodigy. Tak for massiv lyd, bas i kroppen og energi-boost!
Vi beklager den forsinkede artikel, men entusiasmen over Richard vægtede højere i formiddags. Vi ser frem til at blive blæst omkuld af Radiohead på en næsten tør festivalsplads! Vi ses derude!
