Onsdag den 14. august spiller The Haxan Cloak en udsolgt koncert i København i forbindelse med Strøm. Det er en oplagt mulighed at parre denne koncert med det andet afsnit af vores temaserie om synæstesi. Synæstesi er en evne til at blande sanseindtryk. I Regnskys univers samsanser vi det visuelle med det auditive. Du kan læse det første afsnit her. Vi har traditionen tro lavet en playliste hvor du kan begrave dig i musik, der kan kendetegnes med betegnelseen ”Sort Synæstesi”

I 1794 malede den spanske maler Francisco Goya ”Yard with Lunatics”. Maleriet blev undfanget i en periode, hvor Goya gennemgik et mentalt sammenbrud. Et par år forinden havde han mistet sin hørelse og fået tinnitus. Denne tilstand var befordrende for hans kunstneriske praksis, som lineært med hans ældningsproces cirkulerede imod de mørkeste temaer i den menneskelige psyke. Bedst eksemplificeret ved det klassiske maleri ”Saturno devorando a su hijo”, hvor guden Saturn æder sin egen søn. Maleriet blev undfanget i selvvalgt eksil og er en del af en serie af billeder, som er blevet døbt ”The Black Paintings”. Denne serie blev Goyas sidste og var formodentlig ikke tiltænkt offentlighedens søgelys. Billederne var øjensynligt et privat anliggende.

Goyas kunstneriske bidrag er monumentalt, men hans tilstand i sine sidste leveår, er i ligeså høj grad mit anliggende i denne henseende. En fysisk tilstand, hvor hans auditive sanseapparat er forkrøblet og erstattet af tinnitus. En isolation som er fuldstændig gennemgribende. Ikke blot er hans faktiske isolation selvvalgt. Hans mentale rum er et isolationsfængsel. Et gitter af defekte nervebaner, hvor støjen og galskaben er omnipresente entiteter. I denne tilstand bevæger Goya sig ind mørket for at skildre dets beskaffenhed. Dets arkitektur.

Goyas Black Paintings og historien om de sidste penselstrøg, tjener som en velegnet analogi til en forgrening af musikken, som The Haxan Cloak repræsenterer.

The Haxan Cloak –  The Mirror Reflecting (Part 2)

Gennem de sidste par år har en del af musikken indgået et ubevidst partnerskab med Goya. Den har forgrenet sig ud i en form, som skildrer den mentale ambience af sindssyge, dødsangst og fremmedgjorthed overfor verden, som kendetegner Goyas sidste værker. Der er med andre ord opstået en genre, som billedligt talt har hængt mikrofoner op i Goyas indre kamre. Et sind, hvor hans tinnitus støjer om kap med angsten. Et sind, hvor okkulte energier bliver allestedsnærværende. En tilstand, hvor det er nærliggende at male børn, der bliver spist af deres egne fædre i deres egne spisestuer.

Denne forgrening har en intim relation til det okkulte. En relation der kommer til udtryk i Bobby Krlic kunstnernavn The Haxan Cloak. Haxan er svensk for heks.
Han udgav i foråret sin anden plade Excavation. En plade som, ifølge kunstneren selv, skildrer tomrummet efter døden.

Ambience og Tomrum

Excavations forbindelse til Goya er selvsagt en abstraktion, men de har tematikken til fælles. De har følelsen til fælles. De har angsten til fælles. De har intensiten i deres udtryk til fælles. Det virker som om, at Bobby Krlic har italesat de energier, der fik Goya til at male som han gjorde. Han har afbilledet Goyas indre og er således kommet i kontakt med en aldeles urmenneskelig følelse. Frygten for tomrummet.

Lige så vel som denne type af musik har en relation til okkulte energier, har den også en stærk tilknytning til ambience – den auditive gengivelse af et givet rum. Derfor virker det nærliggende at The Haxan Cloaks musik skal opleves i uvante koncertrammer. Strøm har i partnerskab med Click Festival valgt af afholde koncerten i Cisternene i Søndermarken. Cisternerne er et gammelt vandreservoir, der engang kunne rumme 16 millioner liter vand. Det resulterer i en naturlig 17 sekunders rumklang. En velegnet ramme for en type af musik, der har opløst sin perkussion til vilkårlige nedslag i en mørk masse af droner.

Tomrummet (fraværet af stof), eller det afgrænsede rum lader til at være en fællesnævner for hele den scene som blomstrer omkring Haxan og hans ligesindede. Lyt til dem i playlisten ovenfor. Det gælder artister såsom Raime, Roly Porter og Emptyset. Sidstnævnte skriver meget rammende om deres valg af bandnavn

”An empty set is an empty box or an empty bag. It’s not the same as nothingness. Aesthetically it implies structure without content”

Emptyset – Awake

De okkulte energier i både Bobby Krlics og Goyas univers er ildevarslende. De antænder en følelse hinsides melankolien. Melankolien kan være et arketypisk og til tider patetisk stykke kunstnerisk brændsel, som er bredt repræsenteret i meget populær sangskrivning. Melankolien tilbyder en form for terapeutisk musik, hvor lytteren kan tolke sin egen tilstand ind i værket uden at blive frastødt over sig selv og sin egen dybde. Melankolien er et naturligt og accepteret domæne at udfolde sin musik i, men i tilfældet Haxan bevæger vi os ud i en ekstrem nuance af et menneskes følelsesregister. Så ekstremt, at mange bliver intimideret og frastødt. Så ekstrem at Goyas sidste stunder tjener som den bedste analogi til hans værker.

Men han er ikke ene på dette okkulte domæne.

“Raging Lung” fra The Knifes nyeste plade Shaking The Habitual besidder den samme okkulte stemning. Den indre monitor flyder over med referencer til stammeritualer. Men det har ikke den samme altomfavnende angst, som kendetegner Haxan. Man får faktisk lyst til at flå heksekutten af Karin Dreijer, danse nøgen-ballet med hende langs mosevandet og kaste sig ud i et barbarisk Ménage à trois med hende og brormand Oluf i måneskinnet. “Raging Lung” er de frække ånder i dit sovekammer. Det er det flirtende mørke.

The Knife – Raging Lung.