Tag: The Great Escape (6 indlæg)

Feature

G Flip: Fra soveværelset til SXSW

Af Tanja Brinks Toubro den

2018 var G Flips år. Da australieren uploadede sin første single, ”About You”, til Triple J Unearthed (lidt a la KarriereKanonen) i midten af februar, var der nærmest tale om ’instant fame’. Indenfor en uge havde 15.000 mennesker fra 73 forskellige lande besøgt hendes Unearthed-profil, den hjemmelavede video til ”About You” var vist 120.000 gange, og hendes Facebook-likes var vokset med 300 % (og de tal er selvfølgelig kun vokset siden da). Under en måned senere spillede hun sin debutkoncert – på intet mindre end den anerkendte musikbranchefestival SXSW i Texas.

”Jeg lærer ting, mens jeg gør dem. Det er som om, at jeg har sprunget en masse trin over. Jeg spillede ikke mit første show i min hjemby, men røg direkte til SXSW,” fortæller Georgia Flipo, som er kvinden bag G Flip-projektet.

”Jeg har spillet verden over som trommeslager, men det er gået så stærkt med det her projekt. Jeg lærer foran publikum. Jeg er ikke en udlært sangerinde eller guitarist, jeg kaster mig bare ud i det. Det har jeg også lidt angst omkring. Men jeg har arbejdet så hårdt for det her, at jeg ikke kan lade mig selv tænke for meget over det. Det handler om musikken, og hvordan den ’connecter’ med folk.”

Flipo fik sit første trommesæt af en onkel, da hun var ni år gammel, og siden da har hendes liv handlet om musik. Hun fik trommeundervisning, lærte sig selv at spille guitar og klaver og begyndte faktisk allerede som 14-årig at skrive sange. Det har hun gjort lige siden, men de blev gemt væk i en notesbog i hendes skab.

Brud satte ild under soloprojektet
Det var først i slutningen af 2016, da hendes daværende band gik i opløsning, at hun besluttede sig for, at det var på tide at gøre noget mere seriøst ved soloprojektet. De mange koncerter bag trommesættet havde givet hende mere selvtillid, og hun var ikke længere bange for at stå foran et publikum. Trommeslager-baggrunden har også sat et klart aftryk på hendes percussion-drevne, upolerede popunivers. Men før hun kom så langt, at hun kunne udgive ”About You” og sidenhen andensinglen ”Killing My Time”, blev der lagt mange, MANGE timer i et skrive og indspille i hendes hjemmelavede soveværelsesstudie – hele 2017 faktisk.

”Jeg kunne spille en masse instrumenter, men jeg anede ikke noget om at indspille og producere og havde ikke råd til at betale nogen for det, så det blev jeg nødt til at lære mig selv,” forklarer hun.

”Jeg behandlede det som et job. Jeg har altid været meget målrettet. Hvis der er noget, jeg vil, går jeg store længder for at nå mit mål. Jeg arbejdede i mit soveværelse hele dagen, og så underviste jeg børn i trommer, guitar og klaver efter skoletid til ud på aftenen. Og så gik jeg i seng og gjorde det hele igen næste dag, fem dage om ugen.”

Det viste sig at være en strategi, der virkede. Efter SXSW blev hun blandt andet booket til The Great Escape i Brighton, hvor jeg så hende i maj. På det tidspunkt havde hun kun spillet omkring 15 koncerter, hvilket dog ikke var til at se. Det er blevet til mange flere siden, blandt andet hendes første headline-tour i hjemlandet, hvor samtlige shows blev udsolgt, og koncerter i USA. I juli spillede hun en af Australiens største festivaler, Splendour in the Grass.

”Det var en drøm, der gik i opfyldelse. Det er nok den fedeste festival i Australien, men jeg har aldrig været der, fordi jeg ikke havde råd. Og så spurgte de mig, om jeg ville komme og spille. Jeg græd, da jeg fik det at vide.”

2018 var G Flips år
Jeg kan blive ved med at remse ting op, men jeg tror, I har fattet det: 2018 var virkelig G Flips år. Det har været en drøm, der gik i opfyldelse, og hvis du for 12 måneder siden havde spurgt hende, hvad der ville komme til at ske i løbet af året, ville hun nok ikke kunne have forudset, hvor vildt det ville blive. Men det har også været en stor mundfuld for den unge musiker, og nu sparker hun 2019 i gang med to singler, “Drink Too Much” og ”Bring Me Home”, som stemningsmæssigt giver et ganske godt indtryk af det forgangne år.

Førstnævnte handler om en bytur i Flipos hjemby Melbourne, dengang hun var lidt af et ’party animal’ og ikke var helt så seriøs omkring musikkarrieren. Den falder i samme kantede popkategori som de to første singler. Men på klaverballaden ”Bring Me Home” hører vi en ny og mere følsom side af G Flip.

”2018 var et helt vildt år for mig. Det var både spændende og udmattende, og min hjerne kæmpede for at følge med. Jeg har haft en del angst, og det skræmte mig virkelig,” fortæller hun ærligt. ”Det var ret overvældende, og det er dét, den her sang handler om. Det er okay ikke at være okay engang imellem.”

Nummeret har en tilhørende video, og det var vigtigt for Flipo, at den kom til at udtrykke præcist, hvordan hun havde det, da hun skrev det – på randen af et sammenbrud. Men hun måtte tage alternative metoder i brug for at få det til at lykkedes.

“Selv hvis det gjaldt liv og død, ville jeg ikke kunne spille skuespil. Så for at komme frem til den følelse, den totale udmattelse, så spillede jeg trommer seks timer i streg i et varmt varehus på en dag, hvor det i forvejen var 36 grader. Jeg spillede, indtil jeg fysisk ikke kunne mere,” fortæller hun.

Trods den følelsesmæssige rutsjebanetur, så er Flipo heldigvis mere end klar til at fortsætte sin musikalske færd. Hun starter med en række australske festivaler, men har netop offentliggjort, at hun spiller tre europæiske shows i London, Paris og Berlin til maj. Så man kan jo krydse fingre for, at der kommer nogle skandinaviske datoer på den liste, og så satser jeg altså også på en EP eller et album senere på året. Og hey, hun er virkelig underholdende på instagram, hvis det skulle være noget.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Feature

Alex the Astronaut: Nomadeliv, nørderier og noget på hjerte

Af Tanja Brinks Toubro den
Alex the Astronaut, The Great Escape

De seneste uger har vi hyldet dette års bedste koncerter, bedste album og bedste numre. Men hvem er de artister, som – måske – kommer til at figurere på vores lister de kommende år? Vores udlandsreporter Tanja Toubro har i løbet af året besøgt flere af de internationale showcase-festivaler for at finde svaret på det. Frem mod nytår vil vi bringe interviews med nogle af dem. Vi er nået til den fjerde artist, som er den australske singer-songwriter Alex the Astronaut. Godt nytår!

Den australske musikscene bugner af kvindelige talenter i øjeblikket; Stella Donnelly, Jack River, Courtney Barnett, Tash Sultana, Meg Mac, Alex Lahey, Mallrat og Ali Barter er blot en håndfuld af dem. Og så selvfølgelig singer-songwriteren Alex the Astronaut, som laver folk med et (elektronisk) twist. Den 23-årige australier med det borgerlige navn Alexandra Lynn brød igennem med singlen ”Already Home” i efteråret 2016 og udgav i 2017 hele to EP’er, To Whom It May Concern og See You Soon, hvor hun fortæller hverdagshistorier om ting, som står hende nær.

På singlen ”Not Worth Hiding” synger Alex om at være 16 år og finde ud af, at man ikke kan lide at gå i kjoler og kysse drenge. Og at det er helt okay. Singlen blev nærmest en slagsang for ja-siden, da Australien i 2017 skulle stemme om at lovliggøre ægteskaber mellem homoseksuelle. På ”Rockstar City” er det nervøsiteten, der meldte sig, første gang hun skulle spille i New York (på legendariske The Bitter End, hvor blandt andre hendes idol Bob Dylan har spillet), som er temaet, og ”Happy Song”, som kom på gaden i 2018, handler let ironisk om hjertesorger. På trods af det højtflyvende navn er ’jordnær’ et af de bedste ord til at beskrive astronauten.

”Da jeg var yngre, var jeg meget fokuseret på, at alt skulle være positivt. Nu har jeg indset, at det er okay også at skrive om negative ting, for det er jo en del af den måde, man oplever verden på,” fortæller Alex. ”Jeg prøver at være ærlig og pakker ikke tingene ind, men lige meget hvor meget min musik udvikler sig, så vil jeg nok altid gå efter en positiv vibe.”

Verdensborger og kæmpe nørd
En af Alex’ store musikalske helte er landsmanden Paul Kelly, som hun har lyttet til, siden hun var seks år gammel. I dag har hun samme management som den folkekære musiker og bliver ofte også sammenlignet med ham.

Da hun var 10 år gammel, flyttede hun med sin familie til London i tre år, og det var i den periode, at hun fik en guitar af sin musiker-onkel og selv begyndte at lave musik. Og da hun så skulle begynde på universitetet, røg hun til New York – på et fodboldlegat – for at læse matematik og fysik.

”Jeg begyndte at skrive sange, da jeg var 11-12 år gammel, og jeg var ret besat af musik. Men jeg spillede også fodbold og gik op i skolen. Da jeg så skulle på uni, fortsatte jeg med at gøre det hele på én gang. Jeg ville egentlig ikke rigtig være fysiker, men jeg var heller ikke sikker på, om jeg kunne blive musiker – eller fodboldspiller. Men så begyndte musikken pludselig at tage fart,” forklarer hun.

Det betød dog ikke, at alt det andet blev lagt på hylden. Alex spiller stadig fodbold og dyrker anden sport, når hun har tiden til det, og har også for nylig skrevet en afhandling om ’sonoluminescens’, som har noget at gøre med lydbølger og lys i vand – mere tør jeg ikke prøve at forklare – og hun beskriver da også sig selv som lidt af en nørd. En ekstra lille fun fact er, at Alex udgiver sin musik på sit eget label, Minkowski Records, som er opkaldt efter Minkowski-diagrammet; et rum-tids-diagram, som anvendes i relativitetsteorien.

Alex bor nu igen i Sydney (når hun altså ikke er på tour rundt om i verden), men den noget nomadiske livstil har haft en effekt på hendes musik.

”Jeg elske at skrive om steder. Hvis nogen fortæller mig om et sted, de har været, og de gør det godt, så er det næsten som at være der selv. Det er også det, jeg stræber efter,” siger hun.

“På “Rockstar City” for eksempel prøver jeg virkelig at få New York ind i sangen. Byen gjorde et ret stort indtryk på mig, især fordi det var første gang, jeg var helt på egen hånd langt væk hjemmefra. Man udvikler sig meget i universitetstiden, og der kom ekstra ting med visum og den slags ind i det også, fordi jeg jo skulle til et andet land. Men det var virkelig godt for mig; det fik mig til at vokse op lidt hurtigere, og jeg tror, det har haft stor indflydelse på min musik, og den måde jeg ser verden på.”

Fælles front
I 2017 tog Alex på en national turné med et andet fremadstormende talent, Stella Donnelly, som på trods af sin – på nuværende tidspunkt – korte karriere allerede er blevet kaldt en af Australiens stærkeste stemmer og en feministisk folkehelt. Ligesom hos Alex er hendes musikalske univers fyldt med hverdagsscenarier, som omhandler alt fra irriterende familiemedlemmer til en venindes voldtægt, og det virkede som det naturligste i verden, da de to offentligjorde en fælles turné.

”Musikbranchen i Australien er ret god, fordi der er en venskabelig følelse bandene imellem. Da jeg var på tour med Stella, snakkede vi om, at det ikke føltes som om, at vi er nødt til at konkurrere om pladserne, men at der i stedet er rum til at støtte hinanden,” fortæller Alex.

Jeg kan ikke lade være med at spørge ind til hendes oplevelse af at være kvinde i musikindustrien.

”Det handler egentlig ikke om min oplevelse, for jeg har haft det ret ideelt,” fortæller hun. ”Men jeg synes virkelig, det er vigtigt, at der er positive rollemodeller, som folk kan se op til i branchen. Hvad enten det handler om at være kvinde, LGBT, farvet eller noget helt andet. Jeg bliver også træt af, at folk, der argumenterer imod at have lige mange mænd og kvinder på lineups, får det til at lyde som om, at vi piver. Det er ikke det, det handler om. Det handler om, at dem, der booker, skal kaste et ekstra blik på, hvad der findes af musikere derude, for der er ingen tvivl om, at der er masser af talent. Forhåbentlig bliver det bare en naturlig ting at have ’ligevægt’ på et tidspunkt.”

2018 er hovedsageligt blevet brugt på at spille koncerter, og modsat det meget produktive 2017 har Alex kun udgivet to singler i år. Forhåbentlig betyder det dog, at der snart kommer nyt, måske endda i form af et fuldlængde album. Man har da lov at håbe i hvert fald…

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Feature

Mød Dizzy, dit nye yndlingsband

Af Tanja Brinks Toubro den
DIZZY, The Great Escape
Foto: Leeor Wild

De seneste uger har vi hyldet dette års bedste koncerter, bedste album og bedste numre. Men hvem er de artister, som – måske – kommer til at figurere på vores lister de kommende år? Vores udlandsreporter Tanja Toubro har i løbet af året besøgt flere af de internationale showcase-festivaler for at finde svaret på det. Frem mod nytår vil vi bringe interviews med nogle af dem. Vi er nået til det tredje band, som er de skønne canadiske drømmepoppere i Dizzy. Godt nytår!

Okay, måske tager jeg munden lidt for fuld her. Især hvis du ikke er til drømmende elektropop a la for eksempel Chinah, Off Bloom og Wet. Men hvis du er det, så har jeg virkelig svært ved at se, hvordan du skulle gå galt i byen med Dizzy. Jeg blev hurtigt fanget af singlerne ”Swim”, ”Joshua” og ”Backstroke”, og da debutpladen ”Baby Teeth” udkom i august, havde jeg svært ved at få armene ned – hold nu op, hvor er det et godt album. Hver gang jeg sætter det på, er det som at blive svøbt i et tæppe af håbefuld melankoli, som jeg kan forsvinde helt og aldeles ind i.

”Det er virkelig dejligt at have den (pladen, red.) ude i verden,” siger Charlie Spencer. ”Den har været fire-fem år undervejs og har faktisk været færdig i et par år. Så i lang tid har vi spillet koncerter for folk, som ikke rigtig kender vores musik.”

Backstroke:

Charlie startede bandet sammen med veninden Katie Munshaw, da de to blev færdige med high school, og siden kom hans brødre Alex og Mackenzie med. De fire unge canadiere er vokset op i Toronto-forstaden Oshawa, som de beskriver som helt igennem mondæn. Et sted hvor de legede på gaden, fik hudafskrabninger på knæene, tog til kælderfester, oplevede den første kærlighed, break-ups, usikkerhed og alt, hvad man ellers går igennem, når man vokser op.

”Jeg skrev egentlig ikke så meget, før vi begyndte at tage den her band-ting seriøst. Men jeg havde ikke lyst til at synge andres ord, og så måtte jeg jo skrive mine egne,” fortæller Katie Munshaw.

”Baby Teeth” er en smuk ’coming of age’-plade. En plade som egentlig er ganske sørgelig med alle dens fortællinger om tab og hjertesorger, men som også efterlader sig en optimisme. Alle de her oplevelser havde deres liv, men så måtte de vige for noget andet – ligesom mælketænder.

Bleachers:

Koncerterne er dét værd
De fire canadiere har haft et ganske travlt 2018, hvor de blandt andet har været forbi SXSW, Great Escape, Osheaga, Reeperbahn og Austin City Limits, og pt. turnerer de USA, hvor de er support for Lisa Loeb, SYML og Stars. På Great Escape måtte jeg gå forgæves, da jeg forsøgte at høre dem på spillestedet Green Door Store – jeg kunne ikke have klemt så meget som en lillefinger derind.

Jeg er nysgerrig på, hvordan det er at gå fra forstadsliv til turnerende band, og om de fire gør sig tanker om, hvordan de bedst forbereder sig på fremtiden på den front. For selvom de har haft rigeligt at se til i år, så kunne det også sagtens have været ’værre’.

”Det ville være dejligt med flere hænder,” siger Katie. ”Jeg ville elske at have en tour manager. Lige nu er det bare os fire.”

”Ja, det ville være en kæmpe hjælp at have nogen til at hjælpe med alt det praktiske,” siger Charlie.

Vi snakker lidt frem og tilbage om, hvordan fans og udenforstående ofte får det polerede billede, men at det i virkeligheden er benhårdt arbejde at være på tour. Dagene går med transport, promo, lydprøve, koncert.

”Og så er man måske heldig at få fire timers søvn, inden det starter forfra igen,” smågriner Charlie. De er alle enige om, at både mentalt og fysisk helbred på tour er noget, som musikere bør italesætte mere.

”Der er ret meget pres på bands for at skulle turnere så meget som muligt,” siger Charlie.

”Ja, det er dér, pengene er,” siger Katie. ”Det er jo ikke det mest stabile job.”

Er det noget, I tænker over?

”Hver eneste dag!” svarer hun med et smil.

”Sociale medier har også meget at gøre med det. Tourlivet kan hurtigt komme til at virke glamourøst, men det er virkelig hårdt,” siger Mackenzie. ”Måske vi burde uploade flere billeder af os, der ligger og sover bag i vores bil.”

”Men koncerterne er belønningen,” indskyder Alex. ”Det er dem, der gør, at det er det hele værd.”

Joshua:

Løsere rammer
Selvom det ikke er verdens nemmeste opgave at skrive sange, når man konstant er på farten, så er bandet så småt gået i gang med at lave nyt materiale.

”Det er virkelig dejligt at bruge den del af min hjerne igen,” siger Katie. Selvom det først er for nylig, at hun er kommet i gang med skriveriet igen, så kan hun allerede mærke, at temaerne kommer til at ændre sig. Hun har lagt high school-romancerne bag sig og fokuserer mere på interpersonelle relationer og mentalt helbred.

Sangskrivningsprocessen er en meget dynamisk størrelse for Dizzy. Katie og Charlie spiller konstant bold op ad hinanden – hvis den ene går i stå, tager den anden over – og de får også input fra Mackenzie og Alex. De tænker ikke nødvendigvis over, at de skal ramme ’Dizzy-lyden’, men det sker for det meste ret naturligt, at sangene bevæger sig i den retning. Men der er også plads til at skubbe rammerne.

”Med ‘Baby Teeth’ gik vi i studiet med stort set færdige sange. Vi vidste, hvad der skulle ske, og det var fedt, at vi kunne indspille den ret hurtigt,” fortæller Charlie. ”Men det bliver også sjovt at komme i gang med nye numre, hvor der er plads til at eksperimentere lidt mere.”

Hvis det er op til Katie, Charlie, Mackenzie og Alex selv, så får vi nyt fra dem allerede i starten af 2019. Så lad os håbe på det, og indtil da kan du jo forkæle dine ører med debutpladen – jeg lover, at du ikke bliver træt af den lige foreløbig.

Ghost Limbs:

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Feature

Ecca Vandal: Dancefloor post-grunge med en eklektisk globetrotter

Af Tanja Brinks Toubro den
Ecca Vandal, Future Heroine
Foto: Sean McDonald

De seneste uger har vi hyldet dette års bedste koncerter, bedste album og bedste numre. Men hvem er de artister, som – måske – kommer til at figurere på vores lister de kommende år? Vores udlandsreporter Tanja Toubro har i løbet af året besøgt flere af de internationale showcase-festivaler for at finde svaret på det. Frem mod nytår vil vi bringe interviews med nogle af dem. Her kommer det andet med den sydafrikanske australier Ecca Vandal. Glædelig jul og godt nytår!

”Dancefloor post-grunge.” Det er de ord, Ecca Vandal sætter på sin musik, da vi sidder på en bænk på Hoxton Square i det østlige London i slutningen af maj. Det er da også et ganske eklektisk lydbillede, som australieren har sat sammen på sit selvbetitlede debutalbum, som kom på gaden sidste år. Og der er noget der tyder på, at det er en kombination, der virker. Pladen har nemlig fået masser af roser med på vejen, og da Queens of the Stone Age turnerede Australien sidste år, håndplukkede de Vandal til at være support.

Men hvordan kommer man frem til en lyd, som trækker på både punk, hiphop, jazz og soul? For Vandal er det kommet helt naturligt igennem de musikalske referencer, som hun er stødt på, fra hun var helt lille. Hendes forældre er fra Sri Lanka, men de flygtede fra det borgerkrigsramte land til Sydafrika, hvor Vandal blev født. Da hun var fire år gammel, flyttede de så til Melbourne i det sydlige Australien, og selvom det ikke er meget, hun kan huske fra sin tid i Cape Town, så har musikkulturen sat sig fast i hende.

”Jeg er vokset op i et hjem med masser af musik. Sydafrikansk musik er meget kulturel med store beats og afrikanske trommer, og srilankansk musik er også meget trommedrevet,” forklarer hun.

Future Heroine:

Søsterens pladesamling åbnede Vandals ører for nogle af de store, kvindelige artister, som hun stadig ser op til den dag i dag; alt fra Aaliyah, Missy Elliot og TLC til Aretha Franklin, Gloria Gaynor og Whitney Houston. Hun rejste fra hiphop over soul til jazz og blev så opslugt af sidstnævnte, at hun besluttede sig for at studere det på Victorian College of the Arts i Melbourne. Hun havde ellers fået et legat til at læse erhvervsøkonomi, som hendes forældre nok havde håbet, at hun havde sagt ja til, men det var ikke den vej, hun skulle.

Men det var heller ikke impro-jazz, som skulle udgøre Eccas musikalske univers. Hun opdagede nemlig navne som Mr. Bungle og Fugazi, og det førte hende videre til Deftones og Meshuggah. ”Jeg elsker også punkens kaos,” siger hun. Og på en eller anden måde har det alt sammen fundet vej ind i den musik, hun laver i dag.

Legende lyd
Vandal arbejder tæt sammen med produceren Kidnot gennem hele sangskrivningsprocessen, og der er ingen opskrift, når de to går i gang.

”Nogle gange starter det med et beat, andre gange er det et guitar riff. Det gennemgående er, at det er Kidnot og jeg, som leger os frem. Men det er for det meste melodien, som kommer først,” fortæller Vandal.

Vandal udgav som sagt et selvbetitlet debutalbum i oktober 2017, og udover lydens eklektiske karakter er det også en varieret størrelse sangene imellem.

”Kort fortalt er det snapshots af, hvem jeg er,” siger Vandal. ”Alt det jeg har suget til mig. Der er et vidt spænd af følelser på pladen, og man kommer helt ud i ekstremerne – der er både det hurtige og aggressive og det bløde og langsomme.”

Price of Living:

I den første kategori falder for eksempel ”Price of Living”, som sangerinden har hevet Dennis Lyxzén fra det svenske punk-rock band Refused og Jason Aalon Butler fra nyligt opløste letlive. med på, og i den blødere ende finder man ”Your Orbit”, hvor Vandal får selskab af poet og sangskriver Sampa the Great. Hun er ligeledes født og opvokset i Afrika (i Zambia og Botswana), men har nu base i Sydney.

Your Orbit:

Sommer i Europa
Vandal spillede på The Great Escape Festival i Brighton i maj og er derefter blevet i Europa, hvor hun har haft base i London, hvor hun har kunne klemme noget skrivetid ind mellem en lang række (festival)gigs. Hun har for eksempel spillet Afropunk i Paris, Download Festival i London og været opvarmning for Frank Carter & the Rattlesnakes i Tyskland. Hun har desuden været forbi Smukfest og resten af august og september bød blandt andet på Reading, Leeds, support-jobs for Incubus og Reeperbahn Festival.

Og hvis man spørger Vandal selv, er det ikke en helt dum idé at komme forbi en af hendes koncerter. Hvis der er én ting, som hun gerne vil have, at folk skal vide om hendes musik, så er det, at den ikke er helt ligetil. Man skal bruge tid på den.

“Kender du det der, når man gerne vil lære en artist at kende ved at lytte til 30 sekunder af en sang? Det tager tid at lære min musik at kende. Lyt til sangene, kom til et show. Der er meget mere i det.”

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Feature

Didirri: En eftertænksom historiefortæller

Af Tanja Brinks Toubro den
Didirri pressefoto
Foto: Press photo

De seneste uger har vi hyldet dette års bedste koncerter, bedste album og bedste numre. Men hvem er de artister, som – måske – kommer til at figurere på vores lister de kommende år? Vores udlandsreporter Tanja Toubro har i løbet af året besøgt flere af de internationale showcase-festivaler for at finde svaret på det. Frem mod nytår vil vi bringe interviews med nogle af dem. Her kommer det første med australske Didirri. Glædelig jul og godt nytår!

Der er sol over Jubilee Street i Brighton, som stadig er ved at vågne, da jeg mødes med australske Didirri. Jeg oplevede en af hans koncerter på årets Great Escape Festival og var ret så betaget af hans musikalske univers, der på én gang både er melankolsk og opløftende. Jeg starter med at spørge, hvordan han selv vil beskrive sin musik.

Han sidder med hænderne i lommen på sin denimjakke og kigger lidt til siden. Det lange hår er bundet i en løs knold i nakken og gemt væk under en kasket. ”Music for lovers and overthinkers,” siger han så med et skævt smil, og det bliver hurtigt tydeligt, at han langt hellere vil snakke om sin musik end om sig selv.

Der har været ganske meget hype om den unge singer-songwriter i hjemlandet, siden han i maj 2017 udgav debutsinglen ”Blind You”. I august fulgte han op på med ”Jude”, kort før han i september samme år slog benene væk under publikum på BIGSOUND – Australiens svar på festivaler som Great Escape og SPOT. Han var selvfølgelig også et smut forbi SXSW i Texas i marts i år, og i juli udgav han debut EP’en Measurements.

Blind You:

Han fortæller, at han allerede nu har nok materiale til et fuldlængde album, som han også er i fuld gang med, men det gav alligevel bedst mening at starte med en EP.

”De her seks sange repræsenterer ét kapitel i mit liv, og jeg havde ikke lyst til at tage dem med på et album, som så ville blande to kapitler. Sangene på EP’en blev skrevet i en ret mørk periode, men jeg er et andet sted nu, så jeg synes, at det ville være fint at sætte punktum på den her måde,” forklarer han.

Teksterne er eftertænksomme, melankolske og til tider ganske hjerteskærende, men der er samtidig også noget opløftende, både i tekst og lyd, at finde i mørket. Den virkelig fine ”Jude” er blandt andet inspireret af sangerens autistiske bror, som på den ene side kæmper med de helt små hverdagsting, og på den anden kan se simple løsninger på nogle af de helt store eksistentielle spørgsmål, som de fleste af os andre bøvler med.
I sangens første vers lyder det “And I’m so scared of getting cold / You can’t hold me up taller / Will I be here after all my thoughts are done? / Will I be here in the morning?”, men der sluttes af med en forsikring om, at der er lys et sted: “And soon you’ll see, I’ll be taller / And I’ll hold off ‘til all my thoughts are done / And I’ll be here in the morning.”

Jude:

Gyldne regler
Det er selvfølgelig helt op til folk selv at tolke sangene, men der er én ting, som Didirri håber, man tager med sig: Livet er en kompliceret størrelse.

”Jeg er så træt af, at folk prøver at simplificere alting. Hvis livet var så let, så havde vi jo regnet alting ud nu,” siger han.
”Det kan også godt være, at der er folk, der er uenige med mig eller ikke kan lide, hvad jeg laver, selvfølgelig er der det. Men jeg vil hellere have, at folk hader mine ting, end at de ignorerer dem. Det synes jeg sker alt for tit – at folk ignorer meninger, de ikke kan lide i stedet for at starte en samtale. Og det er det, jeg gerne vil; starte samtalen.”

Can’t Get Last Night Out of My Head:

Han vågner tit om natten med en idé til en sang; en tanke som skal udforskes, og så skriver han den ned i en notesbog, som han altid har med sig.

”Det sker også tit for mig midt i en samtale, hvor jeg også stopper op for at skrive det ned. Det er mine managere ved at være lidt trætte af,” griner han.

Han taler med stor beundring om Bob Dylan og hans evne til at hive noget helt simpelt op til noget universelt. Didirri arbejder også med ’gyldne regler’ som udgangspunkt for de fleste af sine tekster:

”Jeg kan godt lide at finde ’golden rules’, som tit har en lidt filosofisk karakter. Hvis jeg kan finde én sætning, som summer noget stort op på en enkel måde. F.eks. på min første single (Blind You, red.), som handler om den der eks, som man ikke kunne med, men som man stadig ønsker alt godt for. ”Go on and leave me, you’ll find a love to blind you” opsummerer præcis den tanke, og så bliver det ’udpenslet’ i resten af sangen,” forklarer han.

Det er sjældent, at Didirri skriver sammen med andre, og hvis han gør, er det mest bare for øvelsens skyld.

“Jeg har nogle ret underlige tekster, og det er bare nemmere at skrive den slags alene. Jeg bruger en masse ordspil. Men det er egentlig mest bare for min egen fornøjelses skyld, jeg tror ikke, at andre fanger dem. For eksempel, ”Been wasting all my time on complexing complexes.” Det er en sang, som handler om en eks, så… ’Complex exes’,” griner han, som om han har en indforstået joke med sig selv.

På jagt efter… Noget.
I studiet arbejder Didirri tæt sammen med producer Hayden Calnin, og der er det aldrig helt til at vide, hvad der skal ske.

“For mig handler det egentlig meget mere om at finde ting end selv at skabe dem. Giver det mening? Jeg eksperimenterer meget, især i studiet, og ved egentlig aldrig rigtig, hvordan jeg vil have tingene til at lyde på forhånd.”

”Der er et øjeblik i hver sang, hvor…” Han stopper op et øjeblik. ”Det føles som om, at man er på jagt efter noget uden helt at vide hvad. Eller at man skubber en sten op ad en bakke, og pludselig når man toppen. Og når stenen så begynder at trille igen, så er det bare med at følge med i den retning.”

På nummeret ”Formaldehyde” var det kombinationen af en cello, en distortion pedal og en basforstærker, der satte i gang i noget. Der blev tilsat en storslået trompet, og så tog de to gutter ud på et lokalt fodboldstadion i Melbourne for at optage en sample af en hujende crowd.

“Man kan næsten ikke høre det på indspilningen, men den giver nummeret en dybde, som skaber præcis den følelse, jeg gerne ville have. Jeg tror, det er min yndlingsdetalje på EP’en.”

Formaldehyde:

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *