Solen stod højt, og det samme var stemningen, da Roskilde åbnede for pladsen og varmede folket op med fællessang og akustiske toner. Musikeren Frederik Thaae havde byttet det vanlige danske navn ud med covernumre af Minds of 99, Kim Larsen og Pete Seeger. Publikum var i fællesskab opvarmningsbandet og allerede efter først nummer, hvor Ung Kniv blev skrålet med storladende smil, blev de sidste facader nedbrudt, og alle var gode venner. Vejret holdt tørt første dag, og det gjorde, at man havde endnu mere lyst til at begive sig ud til koncerter. Om end de var over åben himmel eller under ‘dynen’ – (Roskildes overdækkede scener.) Her giver jeg dig et overblik over fem koncerter fra onsdag – 3. juli, Roskildes første ‘rigtige’ musikdag.
Tears For Fears kl. 18.00 – Arena.
Tears for Fears startede som altid deres koncert med Everybody Wants To Rule The World. En klassiker, der fik smilet frem, og som var det perfekte indledningsnummer til åbningen af Arena. Fremmødet af grå hår og måner var massivt, og stemningen var i absolut top. Det samme kan siges om Roland Orzabal og Curt Smiths. De to herrer leverede en gennemført koncert, der både var rå og blød, og som din far og Rasmus uden tvivl har elsket! Det var særlig gyldent, da 80’er bandet fyrede hittet Mad World af, og en mand foran mig hejste mobilen i vejret for at identificere nummeret på Shazam. Til gengæld var det knap så gyldent, da Tears For Fears spillede Radioheads helt store; Creep. Det virkede som et unødvendigt fyldenummer, og som inkarneret Radiohead-fan, var det ren blasfemi og ripoff.
Bob Dylan kl. 20.00 – Orange
Koncerten var som en uendelig opvarmning, men tjeeeek! Hvis jeg en dag får børn, kan jeg fortælle dem, at jeg har delt en halv time med folk-legenden med de livsbekræftende tekster.
Ghetto Kumbé kl. 20.30 – Gloria
Det var det hele værd, at forlade Dylan og tage til rave-fest med Colombianske Ghetto Kumbé på Gloria. Med housebeats og tropisk techno forvandlede de rytmiske zulu-krigerne den gamle kostald til en undergrundsklub, hvor du ville få ti i dress-code, hvis du var iført samme neonmaling masker, som bandet. (Jeg har endnu ikke set dem i camingområdet!) Der var noget mystisk over settingen, og den indledende lyd trak associationer til en David Lynch-film. Koncertens stemning var opbyggelig, og den gik amok over panfløjter og vilde bongotromme-jams. Til koncerten følte man sig som ‘special invited’ i en afrikansk kult-klub, og efter få numre, gik lyset amok i magiske rør over publikum. Det er i år mestrene af lys fra Vertigo, der står bag lyset på Gloria. Og som sædvanligt har de gjort det suverænt! Hver koncert er skræddersyet med et unikt arrangement, og lyset til Ghetto Kumbé var ingen undtagelse. Der var stadig kø til stalden, som kun har plads til 1200 mennesker, da jeg forlod Gloria lidt før tid. Jeg håber, at andre end jeg, har fået fornøjelsen af et skud borende bas og jungle bangers fra Colombia.
Rosalia kl. 21.30 – Avalon
Det var ikke med god vilje, at jeg forlod Ghetto Kumbé før tid, men jeg ville sikre mig en plads til den spanske latino-prinsesse, som optrådte på Avalon. Desværre var det ikke nok at gå før tid, og jeg fik en middelmådig plads uden for teltdugen. Avalon har de seneste år rådet over navne, som er for store til ikke at udstyre scenen med storskærme, og jeg håber, at der til næste år kommer til at blive budgetteret med et par i hver side. Rosalia var dog ikke svær at få øje på fra lang afstand. I en rød pelsjakke, lingeri og en lille vifte i hånden forvandlede hun teltet til en glamourøs tangoklub. Hendes opsatte hår blafrede i falsk vind foran scenen, og der var ingen tvivl om, at Rosalia var midtpunktet blandt de mange dansere. Det var et flot show, og klapsalverne fra publikum var mange. Jeg må dog indrømme, at der var for meget dans, ‘Olé-stemning’ og diamant dias til min smag. Hvis man ikke taler spansk, forstod man desuden ikke et hak af den sydlandske sang. Koncerten blev desværre for langtrukken, og det var som om, at Rosalia prøvede at gøre Solange kunsten efter, da Queen B’s lillesøster lagde Arena ned i 2017. Det var super dumt, da fem ældre herrer møvede sig ind i den tætpakkede mængde med deres velpolstrede maver. Kort tid efter spørge den ene bløde mave den anden: “hvad er det vi hører?”, hvorefter den anden svarer: “jeg aner ikke, hvad det er.” Hurra for bløde far typer med forkærlighed for spanske skønheder og direktørtid til koncerter.
Christine and the Queens kl. 03:00 – Arena:
Den franskbaserede queer-superstjerne leverede et latterligt godt show, som gik laaaaangt over mine forventninger – både på det visuelle og lydmæssige plan. Læs Nikolajs artikel, så ved du, hvad jeg mener!
Her er Regnskys officielle guide til Roskilde Festival 2019. Der er lidt til enhver smag, lige fra flamenco-pop til indie-rock. Forhåbentligt vil du blive inspireret til at opleve nogle koncerter, der måske var fløjet under din radar, for vi kender i hvert fald følelsen af at opdage kunstnere, og så se til ens ærgrelse, at de lige har spillet på Roskilde. Vi håber, at du med vores guide kan undgå eller som minimum minimere følelsen, når du sidder med Roskilde blues i juli og august.
Onsdag 3/7
Maggie Rogers – Onsdag, 3. juli kl. 17.30 – Avalon
Den dybt originale amerikaner åbner Avalon scenen i år. Hun blev bl.a. kendt for at få Pharrell til at græde, fordi hun har så stærk en kunstnerisk integritet. Hun har udgivet et meget stærkt album i år, der hedder ‘Heard It In A Past Life’, fyldt af inderlige sange, der ville være det perfekte soundtrack til en laaaaang køre- eller gåtur. Dem der møder op ved Avalon kommer til at blive mødt af en ekstremt sikker sangerinde, der er fuldt bevidst om, hvor hendes styrker ligger, og jeg forventer en stærk vokal præstation med et godt band i baggrunden. (Nikolaj Boesby Skou)
Tears For Fears – Onsdag, 3. juli kl. 18.00 – Arena
Jeg er sgu’ ikke så meget til de der koncerter, hvor der er fællessang gennem hele koncerten, og næste gang du ser kunstneren er det nogenlunde samme oplevelse. Det gælder både D-A-D, Rasmus Seebach og Minds of 99. Men når der er 30 år mellem hver koncert, så er det altså okay. Legendariske Tears For Fears spillede sidst i Danmark i 1989! Med sig har de et væld af hits fra 80’erne, som du helt sikkert kender. Tænk blandt andet ‘Shout’, ‘Everybody Wants To Rule The World’ og ‘Mad World’. Ved offentliggørelsen gjorde det regnskys seniorreporter, Rasmus, fuldstændig ekstatisk, hvilket du kan læse mere om her.
Bob Dylan – Onsdag, 3. juli kl. 20.00 – Orange
Det er Bob Dylan.
Rosalìa – Onsdag, 3. juli kl. 21.30 – Avalon
Spanieren eller rettere catalaneren Rosalìa tager castagnetter med til Roskilde Festival, når hun spiller sin fænomenale blanding af flamenco og pop. Hun er uddannet i den spanske dans, og har videreudviklet og opdateret udtrykket så det passer til selv det mest leverpostejsfarvede publikum. Prøv lige at høre ‘Malamente’ og se om du kan undgå at prøve at klappe i takt. Det bliver jo for fedt! Hun er i besiddelse af en sindssyg stemme, der på trods af dens vævre lyd har en helt utrolig power. Hvis der er en koncert jeg ikke vil gå glip af på Roskilde i år, så er det den her. (Nikolaj Boesby Skou)
Cardi B – Onsdag, 3. juli kl. 23.15 – Orange
Verdens største kvindelige rapper gæster ENDELIG Roskilde Festival. Man kan se frem til et storstilet show med masser af hits og bombastisk attitude fra stjernen i midten. Cardi B er en ultramoderne superstjerne, der er vant til at tage sagen i egen hånd og smadre alle udfordringer på sin vej. Hun er den første kvindelige rapper årevis til at gå nummer 1 i USA, og har på mange måder været et friskt pust ind i popverdenen, der til tider kan virke en anelse tør og stagneret. (Nikolaj Boesby Skou)
Torsdag – 4/7
Sharon Von Etten – Torsdag, 4. juli kl. 15.00 – Avalon
Der er mødepligt til dig, der har en forkærlighed for indie- og singer-songwriter-genren, der næsten ikke fås mere ren og ærlig end hos Sharon Van Etten. Den amerikanske sangerindes lyd udforsker mørket, men bevæger sig samtidig i lette og svævende himmellag. Måske var du blandt de heldige, der oplevede Sharon Von Etten i Studie 2 i Koncerthuset i foråret. Måske var du ikke, eller måske kan du bare ikke få nok. Jeg har aldrig haft fornøjelsen af indie-dronningen før, og jeg glæder mig til min første oplevelse med sangerinden, der minder mig om Trentemøllers kvindelige gæste-vokalister, som jeg forguder! (Laura Fromm)
Jorge Ben Jor – Torsdag, 4. juli kl. 16.00 – Orange
Den brasilianske fader af sambarock har været elsket af fans og ikke mindst af dj’s, som har samplet hans mix af samba, soul, funk og vestlig pop i forskellige genrer i årtier. Du kan ikke have undgået at høre et track på dansegulvet i byen! Jorge Ben Jors lyd er indbegrebet af feel-good-musik og læner sig op af bands som Buena Vista Social Club og Gilberto Gill. Jeg er sikker på, at hans optræden bliver et eksotisk og dynamisk indslag, hvor både de tømmermændsramte og siddende koncertgængere kan drive den af efter opvarmningsdagene og de dansable bossa nova- og Tropicálla-typer kan få bevægelse i halefjerene med en Mojito fra Gringo-barens Mojito Bus i hånden. Det er i hvert fald en drink, jeg uden tvivl kommer til at stå med, når jeg skal danse og drømme mig væk under brasilianske himmelstrøg torsdag eftermiddag foran Orange. (Laura Fromm)
Parquet Courts – Torsdag, 4. juli kl. 17.00 – Avalon
Hvis du er til kantet brit-rock og kunstnere som Franz Ferdinand og The Hives, er der mødepligt, når indie-rockbandet Parquet Courts giver dig Brooklyns svar på, hvordan klassisk rock, punk og funk skal skæres. Bandets lyd er krydret med rå attitude, og så er deres seneste plade udgivet i et samarbejde med Danger Mouse. Jeg glæder mig til at rocke, danse og føle, at jeg er i til pub-koncert i Manchester, selvom bandet er amerikansk, og jeg befinder mig på en mark i Roskilde. – Gør dig selv den tjeneste, at tjek dukke-videoen til Human Performance ud, hvis du har en forkærlighed for bizar 80’er video-kunst, som nogen ville kalde kult, mens andre ville spørge sig selv, om Kogekunst mon har haft en finger med i spillet bag. Se den til ende og du vil finde ud af, at Phil Collins har mange andre hobbyer end at lege med trommestikker. Jeg havde sgu aldrig gættet, at det var dukker … (Laura Fromm)
Tirzah – Torsdag, 4. juli kl. 20.00 – Gloria
Du skal lægge vejen forbi Gloria torsdag aften, hvis du vil høre hvordan britisk post-r’n’b lyder, når det bliver krydret med minimalistisk garage og grime. 31-årige Tirzah er et nyt pop-pust, og jeg er vild med hendes vokal, som er ligeglad, sløv og almægtig på samme tid. Hendes lyd minder mig om svenske Museum of Bellas Artes, og jeg kan ikke vente med at høre bangers fra debutalbummet Devotion på den lille intime scene. Godt råd: kom i god tid. Der bliver højst sandsynligt packed! (Laura Fromm)
Jon Hopkins – Torsdag, 4. juli kl 23.30 – Avalon
Brian Eno’s protegé er efterhånden en af koryfæerne indenfor house-genren. Og så er han en mester i den visuelle side. Forvent trance-oplevelser, når Hopkins forhåbentlig spiller en masse fra sin nyeste udgivelse ‘Singularity’. Forvent klassiske elementer og eminent klaverspil, der eskalerer i den klassiske feststemte house-lyd. (Mathias Gavnholt)
Brockhampton – Torsdag, 4. juli kl 23.45 – Arena
Få grupper spænder bredere end kollektivet Brockhampton, der består af en stor gruppe rappere og producere, der mødte hinanden på et forum for Kanye-fans og nu bor sammen i LA. De kalder sig selv for et boyband, men blander rap, sang og beats. Det er fremragende nyskabende rapmusik, der excellerer ved konstant at være i forandring. Forvent dog, at forhenværende medlem, Ameer Vann’s vers er censureret helt ud af numrene. (Mathias Gavnholt)
Speaker Bite Me – Torsdag, 4. juli kl 00.00 – Pavillon
Tag med til midnats-støjrock-koncert med danske Speaker Bite Me, som har over 11 års erfaring i musikbranchen og var blandt de optrædende til P6-Beat-Rocker-Koncerthuset i foråret. Jeg glæder mig til at blive opslugt af P6-Beat-darlingernes larmende og rendyrkede støjunivers, som får mig til at tænke på Sonic Youth’s melodiske støjrock, hvor Thurston Moores grusede vokal er byttet ud med Signe Høiruaps rene rock-røst. (Laura Fromm)
Fredag 5/7
Jada – Fredag, 5. juli kl 13.00 – Avalon
Danmarks næste store pop-stjerne, Jada, er rykket op fra Countdown-scenen sidste år til Avalon i år. En af landets bedste sangerinder, har en eventyrlig evne til at finde fængende melodier, og kæde dem sammen med sit lækre R&B-univers. På scenen er det ikke forkert at betegne hende som en diva, når hun står og spreder luftkys og vifter med sine fine vifter. Alle der kan lide god popmusik kommer til at elske Jadas koncert, der formentlig kommer til at være fuldstændig proppet.
Lowly – Fredag, 5. juli kl 14.00 – Pavillon
Endnu et spændende band, der er vokset ud af smilets by. De byder på drømme-pop, som man kender det fra fx Beach House, der kan føles langsomt og drævent på en overskudsagtig måde, selvom der godt kan komme tempo på, fx på nummeret ‘stephen’. Lowly er et meget sammentømret band, som kommer til udtryk, når de giver koncerter. Her kan man virkelig mærke, hvor godt de spiller og synger sammen. (Nikolaj Boesby Skou)
Ross From Friends – Fredag den 5. juli kl 18.00 – Apollo
Det bliver ikke mere aktuelt end Ross From Friends, hvis man kigger på den eksperimenterende house. Det lyder fjollet, og det er det på sin vis også, men det er lyttevenligt, teknisk genialt elektronisk musik, der får dig til at bevæge fødderne. Det er mit absolutte must see i år, og derfor kommer jeg også med en endnu mere udførlig guide til, hvorfor det lige netop er Ross From Friends du skal se i år. Følg med her på siden de kommende dage. (Mathias Gavnholt)
Hans Philip – Fredag, 5. juli kl 19.00 – Arena
Hans Philip er allerede etableret folkeeje, og har cementeret sin status med sit debutalbum ‘Forevigt’ fra tidligere på året. Til koncerten på Arena, bliver det spændende at se, hvordan Hans Philip som solokunstner vil optræde. Hvordan kommer setuppet med band osv. til at være? Hvordan vil han interagere med publikum? Selvom albummet har udstukket en lo-fi-agtig rettesnor, bliver det interessant at se om den snor vil blive fulgt eller brudt med, når musikken kommer til live på scenen. (Nikolaj Boesby Skou)
Nicola Cruz – Fredag, 5. juli kl 20.00 – Apollo
I de sidste par år har Roskilde Festival haft besøg af flere sydamerikanske kunstnere, der blander traditionel sydamerikansk musik med moderne elektronisk. Både Bomba Estéreo og Tropkillaz leverede rigtig gode koncerter. Med Nicola Cruz er det samme blanding, men så alligevel ikke helt. For hvor de to fornævnte lever højt på drops, er Nicola Cruz mere ovre i deep house, hvor de traditionelle elementer får lov at simre i retten over tid. Det skal nok komme til at smage rigtig lækkert på Apollo fredag aften. (Mathias Gavnholt)
Underworld – Fredag, 5. juli kl 23.30 – Arena
Sent fredag aften bliver Roskilde omdannet til en svedende rave i et gigantisk rave, når techno-grandmasterne, Underworld, tænder op for stereoanlæggene. Forbered dine trommehinder på et hæsblæsende tempo med hidsige trommerytmer, der tager dig med på en tur til en dunkel klub i 90’erne i England med kondens dryppende ned fra væggene. (Nikolaj Boesby Skou)
Robyn – Fredag, 5. juli kl 01.00 – Orange
Nok en af de skarpeste bookinger til Orange i meget lang tid. Med tre albums fra tre forskellige årtier skal Robyn nok favne bredt, og aktualiteten er i top efter udgivelsen af ‘Honey’ fra 2018, der imponerede både på Regnskys redaktion og hos rigtig mange andre musikanmeldere. At nå ud over scenekanten bliver ikke noget problem for den folkekære svensker, Robyn forstår om nogen at gøre triste kærlighedssange festlige. (Mathias Gavnholt)
Death Grips – Fredag, 5. juli kl 02.00 – Arena
Det bliver ren ondsskab når Death Grips smadrer Arena fredag nat. Både musik og tekst er så absurd, at du højst sandsynligt ikke kan lide det, men hvis du kan, så elsker du det. Følg med på regnsky.dk de kommende dage for en mere udførlig anbefaling af Death Grips. Det er nemlig et navn, der rammer mig lige i hjertet, men sandsynligvis rammer din nabocamps lyst til at kaste ting efter dig. Det fortjener mere, end et par spalter. (Mathias Gavnholt)
Lørdag – 6/7
Khruangbin – Lørdag, 6, juli kl 13.00 – Avalon
Den californiske trios lyd bliver ofte beskrevet som ’Thaifunk’. Men selvom thaifunk lyder asiatisk. så forestil dig det helt modsatte af kinesisk operarock. Kinesisk operarock er måske en smule specifikt, men i skrivende stund har min kinesiske sidemand valgt at udsætte en halv togvogn for lyden af førnævnte genre spillet fra en mobiltelefon uafbrudt i to timer – og det er præcist lige så sløset, larmende og overdrevent som Khruangbins lyd ikke er det.
Khruangbin er så chilleren, at deres merchandise blandt andet består af rullepapir til joints. Det er bas, guitar og trommer i en bolsjeblanding, som man kan spise, mens man ligger i en hængekøje. Forvent vilde improvisationer, når de spiller på Avalon, for de er på et højt teknisk niveau, som de udnytter til fulde både i de stille momenter og i de øjeblikke, hvor det eskalerer. (Mathias Gavnholt)
Flohio – lørdag, 6. juli kl 18.00 – Apollo
Tænk Stormzy på LSD. Hvad spinkle Flohio ikke har i muskelmasse sammenlignet med førnævnte grime-stjerne, har hun i crazyness. Det skal nok gå apeshit, når hun blander traditionel grime med techno, trance, drum ‘n’ bass og andre hårde elektroniske genrer. Forvent attitude og originalitet, der holder grime-bølgen levende, mens Stormzy er i Bøgeskoven. Og så er hun i øvrigt tight af helvedes til. (Mathias Gavnholt)
DJ Koze – Lørdag, 6. juli kl 02.00 – Apollo
Tyske DJ Koze er en rutineret herre. Og rutine er der brug for, når man skal levere den elektroniske afslutningsfest på Apollo og sørge for, at dem, der er tilbage, stadig fester. Koze laver house, men hvis man skal sætte et tillægsord på, er det første der dukker op i mit hovede: optimistisk. Settet kommer ikke til at have en masse drops, men i stedet er det den slags house, der hele tiden lægger op til, at der kommer mere. Det kan fungere rigtig godt, som det sidste skud energi til et vedholdende publikum. Tysk effektivitet, når det er bedst. (Mathias Gavnholt)
Tears For fucking Fears kommer på Roskilde, men hvorfor skal du give en fuck for det? Er det ikke bare et æææældgammelt band, som ens forældre elskede og prøvede at få én til at kunne lide, mens man i skjul satte “The Eminem Show” på anlægget, når de ikke var opmærksomme?
Lad mig lige understrege nogle ting. Roskilde har endnu en gang gjort det, som kun Roskilde kan. De har vakt en sovende gigant til live med denne booking. Tears For Fears har ikke spillet i Danmark siden 1990. Nittenhundredehalvfems. Det bliver altså 29 år siden til sommer, at Roland Orzabal og Curt Smith har spillet live i Danmark. Det i sig selv burde være argument nok for at være oppe at køre over bookingen. Stadig ikke overbevist?
Vidste du, at det faktisk er Tears For Fears, der har skrevet sangen “Mad World”. Det er den, du tror, Gary Jules (eller R.E.M. hvis du er helt bong) har lavet, fordi du hørte den i Donnie Darko, og ikke tænkte videre over det. Det nummer er om noget lyden af britisk 80’er melankoli på linje med The Cures bedste numre. “I find it kinda funny, I find it kinda sad, the dreams in which I’m dying, are the best I ever had”. Fucking fantastisk.
“Rasmus, jeg skal lige høre, har du tilfældigvis noget personligt investeret i den her booking”? Sjovt, du spørger! Jeg er livslang Tears For Fears-fan, ja. Jeg har aldrig set dem live, nej. Jeg har været euforisk forelsket til “Head Over Heels”. Jeg har prøvet at overbevise folk om, at det bedste ved The Weekends album “Starboy” var samplet fra “Pale Shelter”. Jeg har grædt til Mad World, jeg har været ulykkeligt forelsket til “The Hurting” og jeg har været oven ud ekstatisk på Dunkel som 19-årig, første gang jeg var i byen i København, da de spillede “Everybody Wants To Rule The World”, og jeg sad og skrålede med sammen med min bedste ven, Peter. Det i kontrast til “Jeg vil la’ lyset brænde”, som jeg vi var vant til fra provinsdiskoerne.
Bliver det en skuffende koncert med to artister, der er way past their prime? Måske. Har de overhovedet lavet noget godt siden 1989? Næ. Kan Curt Smith stadig synge? Han prøver i det mindste. Kommer der til at være nogen under 50 i publikum? Ja, mig. Helt oppe foran. Med tårer i øjnene.
Så tak Roskilde. Tak er et fattigt ord. Men I har gjort det, som ingen andre i Danmark har gjort i 29 år og booket Tears For Fears. Det er altså hele mit liv, der er gået, siden de her gutter sidst var her, og lige så længe har jeg drømt om at se dem live. Jeg glæder mig virkelig. Specielt til at stå ved siden af min kæreste, som jeg har tvunget til at blive fan, og synge med på den her:
Ja, jeg beklager, hvis du havde regnet med at kunne læse om, hvilken betydning Tears For Fears har haft for musikhistorien eller lignende. Jeg er simpelthen for excited til at kunne gå i dybden med det lige nu. Så smid et af de tre gode albums fra perioden 1982-89 på anlægget og glæd dig til, det bliver sommer. Det vil jeg i hvert fald gøre på denne grå torsdag.
