Internettet flyder over med særligt bemærkelsesværdige liveoptagelser i disse dage. Her kommer Treefight For Sunlight fra en noget foruroligende kirke på Nørrebro, Local Natives på rundtur i overmådigt smukke Paris og Sufjan Stevens fra Sydneys akustisk overlegne operahus.
Har du fulgt danske Treefight For Sunlight gennem bandets facebook– eller twitterprofil de seneste måneder, har du nok lagt mærke til den massive anerkendelse og opmærksomhed, den Tambourhinoceros/Bella Union-signede kvartet har opnået. Senest trippede jeg gevaldigt over en liveoptagelse af “Time Stretcher”, et af debutalbummet A Collection of Vibrations For Your Skulls mere eftertænksomme øjeblikke. Men i dag offentliggjorde det forbilledlige koncertkollektiv At My Place endelig resultatet af efterårets koncert med Treefight. Tilbage i oktober, i Apostelkirken på Nørrebro – før alt det udenlandske mediecirkus begyndte – spillede bandet halvakustiske og helfremragende versioner af “The Universe is a Woman”, “Tambourhinoceros Jam” og “Riddles In Rhymes”.
Treefight For Sunlight drager i øvrigt snart på tour i kongeriget. Fang dem, de er så afgjort et af de mest spændende, danske livebands for øjeblikket – de komplekse harmonier i både vokaler og instrumenter sætter konstant harmonien på spil og skaber spændingsfelter, der får lytteren til at tabe vejret. Nogenlunde lige så magisk som på optagelsen ovenfor.
En af de plader, jeg hørte mest sidste sommer (og siden har glemt lidt) er ikke Wild Nothing, men Local Natives‘ Gorilla Manor. Måske var det bare lige lidt for pænt i længden.
Men trods det, var der jo en årsag til, jeg forelskede mig i deres varme, guitarbaserede lyd. Den, kombineret med The Take-away Shows smågeniale evne til at finde de helt rigtige locations til hvert band, får igen mit hjerte til banke efter trommestikkerne. I denne video, der blev uploaded for en uges tid siden, skønt den blev optaget i februar 2010, spiller kvintetten tre numre fra debuten: en let snublende og charmerende rundtosset version af singlen “Wide Eyes” fremført på en af Paris’ berømte karruseller, på vej væk fra forlystelsesparken følger min personlige favorit, den både energiske, indædt fortrydende og smukke “Aeroplane”, som ender indendørs i lidt roligere omgivelser med “Stranger Things”. Hymnen “Who Knows Who Cares”, der er optaget i samme omgang, kan opleves her:
Hvor længe siden er det ikke at Sufjan Stevens var i Danmark? Hvor længe har vi ikke ventet på ham? For evigt! Især efter han sidste oktober udgav, The Age of Adz, 75 minutters kaos-symfoni af vellyd. Morten og jeg har i hvert fald begge haft pladen i heftig rotation siden – og har adskillige gange bandet over, vi ikke var hurtige nok til at få den med på sidste års top-10 lister.
Anyways, når ikke Sufjan kommer til Danmark, så må man forsøge at komme til Sufjan. Og når man ikke har nogle penge, så bliver man endnu gladere for adskillelsen af tid og rum. Hurra for internettet, hurra for Sydneys operahus og hurra for Sufjan, der er nogenlunde lige så vanvittig (på den gode, stream-of-consciousness/jeg-har-stor-ordenssans-måde) som The Age of Adz indikerer.
Følg link til tre psykedeliske/fremragende optagelser af “Too Much”, “Age of Adz” samt “All Delighted People” fra ep’en af samme navn.
Sufjan Stevens – Too Much
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2011/02/Too-Much.mp3]
