R’n’B-klassikere og poppet hip-hop brager ud af Store Vegas lækre højtalere. Publikum, ser ikke ud som om, de kommer til at stoppe med at danse før en eller anden hiver stikket. Der er forskel på dans, men det her, er af den slags, hvor brede smil er lige så dominerende som svingende hofter. Hvis en almindelig aften på diskotek var bare tilnærmelsesvist, som de første 15 minutter efter NAO’s koncert onsdag den 13. marts, så ville jeg begynde at slæbe min 28-årige krop på klub igen.

Nårh ja, så der er jo også selve koncerten, som nok er en af grundende til, at der var så god stemning, da musikken kom på efterfølgende. NAO laver en form for poppet electro-soul, hvor selv de stille numre har et elektronisk klimaks eller en dansevenlig vibe. På de forskellige numre, kan man høre, at hun har en smuk og teknisk stærkt sangstemme. Men bare ét minut inde i koncerten, finder man ud af, at hendes stemmeregister er endnu højere, end man kan høre gennem hørebøfferne.

Før koncertens start begynder der pludselig at komme en smule tumult bag mig. En manden kommer farende fremad, mens han lyser på folk med en lommelygte. Dårlig stil, når jeg lige at tænke, før det går op for mig, at han har aftenens hovedperson med sig, som kort efter stiller sig op på en lille kasse midt i salen og starter koncerten med nummeret ‘Another Lifetime’. Et nummer, hvor hun synger i toner, der er absurd høje. I øjeblikket tænker jeg: “det er da umuligt at komme helt derop”, men der er selvfølgelig også folk, der har besteget Mount Everest.

Den naturlige faldgrube, når man har en stemme som NAO’s, er, at det hurtigt kan blive for fokuseret på selve stemmen, og i stedet for at man ser en koncert, ser man en en form for sangteknisk show-off. Det er ikke tilfældet på Vega, hvor numre i højt tempo og adskillige ørehængende hits gør, at fokus er forskelligt. Blandt andet ‘Complicated’ og ‘Firefly’, der er blevet til i samarbejde med Mura Masa, bidrager til, at man bliver beskudt fra flere vinkler.

Samtidig kan det også være en udfordring at have et meget elektronisk bagkatalog og et nyt album, der er mere analogt. Men i sær trommeslagerens elegante skift fra drumpad til klassiske trommer gør, at koncerten rammer et godt sted midt i mellem dubstep og indie. Alt i alt er NAO og bandet gode til, at ramme det gyldne punkt i midten. En koncert der hverken er for stillestående eller for fokuseret på sangerindens dans, for stille eller for larmende, eller for følelsesladet eller kold. Og så har hun i den grad publikum med sig. Klappen mellem numrene er åbenbart ikke nok, og mange tyer til trampen i gulvet og hujen, der får NAO til at rødme og vise en mere menneskelig side, end den hun viser, når kommer op i bjerg-høje toner.