Roll The Dice leverede lørdag aften en oplevelse i særklasse. Med en miniature park af analoge synthesizere og samplere, lod de publikum forstå, at ”computerfrei” elektronisk musik kan have et fængslende tyngdepunkt, der låser publikum i tid og sted.
Roll The Dice – Undertow (Live)
Roll The Dice er syre i vanetænkningens DNA. De to hætteklædte bødler placerer en Macbook Pro i guillotinen og halshugger den, imens Avicii stortudende ser til. For den digitale fernis af computerplugins og hård digital compression, som vi tit forbinder med en elektronisk koncert, var fuldstændig fraværende og Roll The Dice musik fremstod upoleret, rå og uredigeret – men stadig intuitiv og gennemtænkt. Den 45-minutter lange koncerts tre numre var drevet af en kompromisløshed, der langsomt opløste de forventninger om klimaks og forudsigelig struktur, som den mere ordinære elektroniske musik kan genere.
Onde tunger ville påpege, at Roll The Dice er nostalgiske i deres produktionstilgang, men musikken havde en glødende pionerånd, som på sine egne præmisser inkluderede nutidige tendenser fra den elektroniske scene. De inkorporerede rytmikken fra footwork/juke i et mere dronebaseret loop-univers uden egentlige trommeprogrammeringer – og det er væsentligt og særdeles interessant, at arbejde så rytmisk med musikken uden at inkludere egentlige trommer. Det lød som om Steve Reich havde lavet temaet til Terminator 2 på en daglig ration af kviksølv-indsprøjtninger.
De modsatrettede rytmiske mønstre blev med stor tålmodighed arrangeret ind i musikken. Den nærværende lytter kunne træde ind i et meditativt stadie, og føle, at det, der egentlige fremstod statisk, rummede en muterende, cirkulær rytmik, som satte kroppen i svingninger og langsomt opløste forventninger om at (stor)trommer ville komme og levere det endelig klimaks. Cirkulariteten genererede til gengæld en klaustrofobisk og kalejdoskopisk følelse af konstant ekstase.
Beundringsværdigt.
I påsken tog jeg et smut til London, hvor jeg så den nyeste sci-fi-film ‘The Hunger Games’. Filmens lydspor gemmer på en del interessante hemmeligheder. På trods af, at det ikke findes på filmens officielle soundtrack, kan man bl.a. høre sekvenser af et futuristisk stykke elektronisk musik fra 1972 af den amerikanske komponist Laurie Spiegel. Det drejer sig om en simpel, analogt produceret sats (det er før computerens tid), hvor højtryk og langsommelighed mødes. Kunsten ved lytningen er at opdage den meget basale fysiske kontakt mellem musikken og ens krop, ligesom når man lytter til dronemusik generelt. Man er nødt til at svømme hen i den uhyggeligt spændingfyldte, kedeligt endeløse puls, der absolut intet lover og så alligevel udvikler sig på samme hurtige/langsomme facon som universet udvider sig: Uden ydre målestok er det svært at vurdere om det hele fiser af sted eller står næsten stille.
Laurie Spiegel – Hunger Games
Hvis man tror, at den slags musik er en glemt genre, så tager man fejl. Oneohtrix Point Never, som vi tidligere har skrevet om her på bloggen, er faktisk nærmest en mester i denne disciplin. Jeg har aldrig arbejdet mig igennem en fuldbyrdet lytning af hans 2009-opsamling ‘Rifts’, men der er flere gode numre undervejs. Et lille lyt til tracket ”Woe To The Transgression II” giver et godt indblik i relationen til Laurie Spiegels 70er-elektroniske kompositionsteknik.
Oneohtrix Point Never – Woe To The Transgression II
Det er som om denne synthesizer-baserede kompositionsteknik har to måder at udfolde sig på: Enten som en uhyggelig meningsfremmed tåge, hvilket de to numre ovenfor eksemplificerer, eller omvendt med en næsten overstadig og himmelvendt munterhed. De følgende to tracks er gode eksempler på sidstnævnte tema. Først Laurie Spiegel.
Laurie Spiegel
Og her en version fra samme bolgade af Oneohtrix Point Never. Det er en af mine absolutte yndlingsnumre i denne genre.
Oneohtrix Pointe Never – Hyperdawn
Det besidder en næsten skamløst overvældende energi, der på paradoksal vis har en samtidigt religiøs og nihilistisk storladenhed. Præcis den kombination minder mig om komponisten Richard Strauss og hans musikalske fortolkning (a propos soundtrack) af Nietzsches legendariske bog ‘Also Sprach Zarathustra’ (Således Talte Zarathustra). De fleste vil kende begyndelsen fra soundtracket til Stanley Kubricks ‘Space Odyssey’. Igen altså en sci-fi-film. Det er ok, hvis du nøjes med at høre de to første minutter, som slutter med en fed orgelakkord.
Richard Strauss – Also Sprach Zarathustra
Kan du fornemme, hvordan Oneohtrix Point Nevers ”Hyperdawn” kan noget af det samme? Solen der blodigt står op over den rå verden og stråler i al sin prægtige meningsløshed? Musikken tillader sig at begå den stykkeste hybris, fordi guderne er døde.
Et absolut stjerneeksempel i samme retning er Roly Porters track ”Corrin” fra albummet ‘Aftertime’, der udkom i slutningen af sidste år.
Roly Porter – Corrin
Mange af de rytmiske figurere som man kan høre, går helt klart tilbage til Laurie Spiegel, ligesom at der også er en del analoge lyde. Men stykket er tydeligvis spækket med et langt mere farverigt lydspektrum og det sprudler med variation. Desuden kombinerer det de to grundformer i genren, altså den dybdeskuende tåge og den himmelvendte storladenhed. Cirka 3.10 inde i nummeret starter et par rolige strygere i baggrunden med en droneagtig grundtone. 3.45 åbner strygerne sig op i en akkord, der viser sig at have en næsten wagnersk vilje (Wagner og Nietzsche var i øvrigt tætte venner, men endte venskabet i et farligt opgør, muligvis fordi Wagner blev for religiøs til Nietzsches smag). Dem af jer, der er nået hele vejen herned i indlægget, kunne jeg sikkert godt udsætte for Wagner, men jeg vil hellere gøre opmærksom på en anden oplagte lighed med et stykke fra 1906 af den amerikanske komponist Charles Ives.
Charles Ives – The Unanswered Question
Stykket har to lag: Det første lag består af rolige, melankolske akkorder fra strygere. Alt hviler i en slags kosmisk harmoni. Det andet lag afsløres et par minutter inde og består af en trompet samt træblæsere (til en koncert skal strygerne ifølge noderne sidde i et baglokale, mens blæserne sidder på scenen!). Trompeten lægger ud med en frase, der bryder strygernes stilhed og ligger i et nyt tonelege. Trompeten modsvares kort efter af træblæserne, der spiller i et tredje tonelege og tempo, og hvis melodi har atonal karakter. Dette gentager sig flere gange, hver gang med samme frase fra trompeten, men med et nyt, fortsat mere kompliceret og uforståeligt svar fra træblæserne. Roly Porter bruger en lignende strategi: Hans stykke består også af to lag, hvor det ene er de harmoniske strygere og det andet en disharmonisk, atonal elektronik. Eneste forskel er, at Porter starter med det atonale og tilføjer det harmoniske, hvor Ives gør det omvendte.
En anden moderne komponist, som har haft stor indflydelse på elektronisk musik, og som også optræder på lydsporet til ‘The Hunger Games’, er Steve Reich (ligeledes udeladt på det officielle soundtrack). Her kan I høre første sats af ‘Three Movements For Orchestra’, der optræder i den oprivende scene, hvor de unge deltagere i Hunger Games bringes op på spilområdet gennem kuber og kaster sig over hinanden i et blodbad for at få adgang til de eneste ressourcer og våben, der er tilgængelige i løbet af spillet. Man kan roligt sige, at ‘The Hunger Games’ har fundet sig et pænt sofistikeret soundtrack.
