Et af de mange københavnske bands, som om præcis 14 dage står på Arena-scenen på årets Roskilde Festival er Stærosaurus. Trioen med sangskriver, sanger og guitarist Andreas Stær i front er en brik i det store Copenhagen Collaboration-puslespil af indiemusikere fra både større bands som CODY, Sleep Party People, Alcoholic Faith Mission og mindre bands som samarbejdets dagsaktuelle, dansksprogede islæt, Stærosaurus.
I anledning af den rimelig prominente, forstående koncert er Andreas Stær og co i dag ude med et nyt nummer – det første i 11 måneder. “Smeltet Sammen” er et fornemt eksempel på de førnævnte kollektivistisk indstillede bands musik: grundlaget er en varm, organisk lyd med guitar, vokal og detaljeskabende instrumenter som klokkespil, krydret med en vellykket inddragelse af elektroniske trommer. Netop brugen af drumpads frem for (eller som supplement til) det traditionelle trommesæt kendetegner bands som Alcoholic Faith Mission og Sleep Party People, og altså også Stærosaurus. Men et samarbejde bliver kun interessant, hvis hver del bidrager med unikke egenskaber. Og dem har Stærosaurus rigeligt af.
Både på ep’en Alt Er Vigtigt fra sidste år og den selvbetitlede debut-ep fra 2009 dominerede en ufatteligt charmerende lo-fi æstetik optagelserne, hvilket understregede personligheden i sangskrivningens dansksprogede tekster. I tilfældet Stærosaurus skal lo-fi både forstås som en upoleret produktion, hvor lyden af fingre mod guitarstrenge defineres som “charmerende” i stedet for “fejlagtige”, og som en fortrolighed i optagelserne af Andreas Stærs vokal – lytteren har ham altid lige ved siden af sig, og i de mest neddæmpede numre hvisker han direkte ind i ens ører.
Trods lo-fi-mærkatet oftest bruges i association med musik, der nærmest lyder skrøbelig, fremstår “Smeltet Sammen” ganske solid. Guitarist Laurids Smedegaards repeterende riff løber som en rød tråd gennem nummerets lange midterstykke og giver, sammen med Mikkel Szlaviks førnævnte elektroniske trommer, en helt essentiel styrke til nummeret. Det får lov til at hæve sig over soveværelsesniveau, men holdes i den personlige sfære af vokalen, hvilket fører til en stille kulmination i nummerets outro. Netop spændingsfeltet mellem det personlige og det omsiggribende gør “Smeltet Sammen” til et særdeles vellykket nummer, der kun sætter forventningerne til Copenhagen Collaborations koncert på Roskilde endnu højere – og til Stærosaurus næste udgivelse, selvfølgelig.
Stærosaurus – Smeltet Sammen
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/06/Smeltet-Sammen.mp3]