Tag: Spot festival (44 indlæg)

Feature

Special-K: “Hvorfor få børn, som skal vokse op i en verden, der er fortabt?”

Af Peter Pishai Storgaard den
Special-K, artist, Iceland
Fotograf: Kolbrún Þóra Löve

En gang imellem sker det, at man hører en artist og bare tænker: “Hende MÅ jeg bare tale med!”
Sådan havde jeg det med Special-K, da jeg hørte og ikke mindst så hendes visuelle koncert på årets SPOT Festival. Det lykkedes morgenen efter – okay, klokken var to om eftermiddagen, men i vores tømmermandsramte sind var der tale om en slags morgen.

Kvinden bag Special-K er Katrín Helga Andrésdóttir; en islandsk kvinde i midten af 20’erne med et væld af interessante projekter i bagagen. Hun er et af de oprindelige medlemmer af hiphop-kollektivet Reykjavíkurdætur, som Rasmus mødte på Roskilde Festival for tre år siden, hun er frontkvinde i drømmepop-trioen Kriki (ja, dem med ægge-musikvideoen) og var tidligere den ene halvdel af den feministiske rapduo Hljómsveitt sammen med sin søster. Men hun er nok mest af alt Special-K.

Men hvad er Special-K egentlig? Musikalsk er det et sammenkog af sukkersød popmusik, et post-internet-inspireret visuelt univers og patchwork samfundskritiske tekster. Inderst inde er det et farverigt portræt af en kvinde – og ikke mindst af en generation, som vi – nærmest som et skældsord – kalder millennials. Det er omdrejningspunktet for Special-K’s debutalbum “I Thought I’d Be More Famous by Now“, der udkom tidligere på året.

“Jeg gjorde mig en masse tanker om millennial-generationen, da jeg skrev I Thought I’d Be More Famous by Now. For et par år siden læste jeg en artikel af Tim Urban – “Why Generation Y Yuppies Are Unhappy“. Den handlede om, at vores forventninger og virkeligheden ikke altid stemmer overens. På det tidspunkt kunne jeg virkelig relatere til det, og det inspirerede mig,” forklarer Katrín Andrésdóttir.

Albummet endte som en selvironisk kritik af hendes egen generation – ikke mindst visuelt, hvor Katrín sammen med nogle venner lavede karaoke-musikvideoer til samtlige numre.

På 80’er-bangeren “Fashion” ironiserer hun over modebranchens insisterende krav om fornyelse, på “Imposter Syndrome Self Help Song” synger hun om den eksistentielle krise, nærmest hele generationen befinder sig i, på grund af egne og andres urealistiske forventninger, og på albummets titelnummer tager hun fat i behovet for at blive set og den konstante søgen efter bekræftelse og anerkendelse. Altså et noget dystert syn på millennial-generationen.

Det er to år siden. I dag har Katrín et noget andet syn på sin generation.

“Jeg synes, at vi er en vildt cool generation. Vi er meget velinformerede takket være internettet, vi er meget inkluderende – meget mere end folk tidligere har været over for homoseksuelle, queers og så videre. Der er en masse seje, unge mennesker, der prøver at kæmpe den gode kamp. I dag føler jeg mig mere på linje med vores generation, selvom vi måske stadig har meget urealistiske forventninger og forestillinger om vores egen storhed,” griner Katrín.

Millennials skal redde verden
Som så meget andet er snakken om millennials to-sidet. På den ene side er det en generation, der er vokset op i en verden, hvor alle muligheder er åbne – i hvert fald i den vestlige, priviligerede del af verden – men hvor egne og omverdenens ambitioner og krav presser sig på. Og hvor problemer negligeres. Muligvis på grund af misundelse over millennial-generationens mange muligheder. Måske fordi vi ikke forstår dem.

Jeg spurgte Katrín, hvad den største udfordring er for millennial-generationen i hendes optik.

“Uden tvivl global opvarmning. Alle mine venner er virkelig utrygge ved det; de gør deres bedste for at stoppe med at spise kød eller at cykle i stedet for at tage bilen. Min generation og menneskerne omkring mig i min boble er faktisk ret bekymrede. Vi overvejer at lade vær med at få børn. For hvorfor få børn, som skal vokse op i en verden, der er fortabt? Det lyder meget dystert, men jeg føler, at det er nødt til at blive dystert, før folk tager det seriøst. Det er et kæmpe pres på min generation, for det er meningen, at vi skal redde planeten,” siger hun.

Føler du, at I skal fixe andre mennesker rod?

“Ja, præcis. På en måde. Det er virkelig skræmmende. Det er en ting, der er altid er i vores bevidsthed. Det er sjældent, jeg direkte tænker på det, men hver gang, jeg gør, får jeg det bare sådan: Oh, fuck! Der er selvfølgelig mange andre kampe at kæmpe: Feminisme, queer, anti-racisme… Men i sidste ende er det vigtigste ikke at dø. Altså, vi dør allesammen i sidste ende, men skal vi ikke prøve at lade være med at smadre planeten?”

Deprimerede popsange
Det er umiddelbart et ret dystert syn på verden, og Special-K’s musik er da også typisk blevet beskrevet som “deprimerede pop bangers”. Katrín fortæller, at hun for nylig læste en artikel, der åbnede med “forestil dig en deprimeret pige alene på sit værelse.” Men Katrín er ikke deprimeret. Snarere tværtimod. For hende er livet alt for vigtigt.

“Jeg har ikke defineret mig selv som deprimeret. Men jeg er en meget følsom og følelsesladet pige. En typisk ting ved en depression er følelsen af, at intet betyder noget. Jeg har det som om, at alting betyder noget. At alting betyder alt for meget. Jeg bekymrer mig for meget. Det er ikke en stereotypisk depression, men der er uden tvivl noget blues derinde. Men også en masse glæde. Jeg er bare ekstremt følsom,” understreger Katrín.

Men er det ikke også nemt at blive nedslået af at tænke så meget over verdens problemer?

“Jo, men i sidste ende er det ikke det, der slår mig ud. Jeg har en form for distance til verden og til samfundet. Det, der virkelig rører mig, er de personlige relationer. Det er de ting, der giver mig et behov for at skrive musik og få den ud.”

Det er i virkeligheden det, det hele handler om for Katrín og Special-K: relationer. Og at de mennesker, der lytter til hendes musik, kan relatere til den og bruge den til noget i deres eget liv. Særligt hvis de, der lytter, har det svært i deres nære liv.

“Jeg kan godt lide at skrive musik om følelser, der er universelle, men som man ikke nødvendigvis taler om. Jeg vil gerne give folk en følelse af, at de måske er mindre alene med deres følelser, end de tror. Det er det, jeg får mest ud af, når jeg spiller musik. Jeg elsker virkelig, når jeg spiller koncerter og kan mærke, at der er en forbindelse til publikum. At vi forstår hinanden,” forklarer hun.

En evig eksistentiel krise
Katrín Andrésdóttir bruger selv en masse energi på at finde ud af, hvem hun selv er. Hvordan hun kan relatere til sig selv, og se sig selv i en verden, hvor sociale medier og den medfølgende overfladiskhed fylder mere og mere. Det er blandt andet noget af det, som førnævnte “Imposter Syndrome Self Help Song” dykker ned i.

“Jeg har en uendelig eksistentiel krise omkring at være artist. Jeg prøver hele tiden at forstå, hvad det vil sige. Den islandske musiker Ragnar Kjartanssons kone fortalte mig engang, at det at være artist er at være et menneske professionelt. Den tanke kan jeg godt lide. Bare at være til. Det er rart at tænke på,” filosoferer Katrín.

“Men i virkeligheden handler det at lave musik for mig om at være fri. Jeg har læst og hørt en masse interviews med Laurie Anderson. I et af dem siger hun: “Jeg er artist, fordi jeg vil være fri – det er mit eneste mål. Det er det eneste, der betyder noget.” Jeg er enig med hende. Det er en fed måde at undslippe kapitalismen på. At vælge en super dum karriere. Der er ingen sikkerhed, men jeg gør det alligevel. Bare fordi jeg elsker det. Det er en mission for mig at vågne hver morgen og bare gøre, hvad jeg har lyst til og ikke arbejde for en anden.”

Gør du det også for at blive mere berømt, som du synger om på “I Thought I’d Be More Famous By Now”?

Godt spørgsmål. Jeg ved det ikke. Det tror jeg, at jeg gjorde, da jeg skrev sangen, men siden da har jeg fået muligheder som at spille på SPOT Festival, og tingene går fremad i et behageligt tempo. Jeg havde en manager fra L.A., der ville breake mig i USA. Det tror jeg ikke på. Det bliver aldrig det ene store break for mig; det kommer til at være tusind små skridt. Jeg ved godt, at min musik ikke er for alle, og at det aldrig bliver mainstream. Det er en undergrundsting for små nørder – ligesom mig selv, da jeg var ung – som finder det og kan relatere til det. Jeg har det fint med at være undergrund, så længe der er nogen mennesker, der hører det,” siger hun og uddyber:

“Jeg ved ikke, om jeg nødvendigvis vil være mere berømt. Jeg vil bare gerne være fri – jeg vil kunne betale min husleje. Og jeg vil gerne blive bedre til musik. Jeg føler virkelig, at der er masser af plads til at blive bedre, og det er spændende! Om jeg vil være mere berømt? Jeg er virkelig ligeglad. Måske er det en løgn, det ved jeg ikke. Nogle mennesker hader at blive genkendt. Det generer mig ikke. Så længe folk har noget pænt at sige…”

Og med de ord vil jeg afslutte interviewet med noget pænt: Tjek Katrín og Special-K ud – hun er virkelig sej! Og tjek især det fulde, visuelle album ud her:

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Livestemning

SPOT er det bedste sted at følge med i dine yndlingskunstneres udvikling

Af Rasmus Stegmann den
Motorique Foto: Laura Fromm

SPOT-festival er kendt som den ultimative hellige gral for upandcoming dansk musik. Det er stedet, hvor håbefulde musikere spiller showcases i håb om, at den rigtige person står i publikum og kan hjælpe deres karriere videre. Det er ligeledes et godt sted for publikum at holde øje med musikbranchen, og hvad der rører sig, og tage nye oplevelser med hjem, når dagen er omme.

 

Det er også det, som SPOT-festival har været for mig – indtil nu. Det er tredje år i træk, jeg har været på SPOT, og jeg nyder altid at bruge en weekend i maj i Århus, hvor man kan mærke at byen summer af liv og glade mennesker. Jeg nyder også at opdage ny musik og blive positivt overrasket over oplevelser, som jeg ikke helt tror, man kan få andre steder. Men udover at SPOT er et godt sted for ny musik, så fandt jeg ud af i år, at SPOT også har en helt anden funktion – det er virkelig et godt sted at holde øje med musikeres udvikling. Det er den fedeste følelser, når man kan stå og se en koncert med et band, man har set flere gange før og så nyde, at de bare bliver dygtigere og mere scenevante. Det gjorde sig for mig gældende med bl.a. Motorique, som jeg har skrevet en del om tidligere. Sidste år kæmpede de for at komme med på SPOT og i år spillede de på hovedscenen. Der er altså kun gået et år!

 

Udover Lennart, David og Mads fra Motorique, så har jeg før interviewet Rasmus, Oskar og Peter fra Ecstasy In Order. Jeg har også været til koncert med dem to gange før. Første gang var på netop SPOT for et år siden. Her lagde de Radar ned med deres dansable beats og længselsfulde lyrik. Det bagkatalog de havde for et år siden bar meget præg af at være det første, de havde udgivet. Det var skide godt, men havde også nogle “rough edges”. Det er ikke en kritik, fordi jeg er vild med deres gamle sange, men det forbavsede mig virkelig i år, hvor velproduceret og professionelle deres nye sange lyder i forhold til. Det er virkelig en fornøjelse at følge med i deres udvikling – specielt når der bag musikken står tre utroligt sympatiske gutter, som bare gerne vil lave noget musik, de selv synes, er fucking fedt.

 

Det er helt skørt, så populære Athletic Progression er i Århus. Følelsen af at de er byens drenge, gennemsyrer publikum under deres koncerter. Crowds til SPOT kan være svære pga. showcase formatet, men under deres koncert på Voxhall var der virkelig ild i fødderne hos publikum. Det føltes som om, at der var solgt mange SPOT-billetter kun for den her koncert. Det er en Regnsky-tradition, at der bliver skrevet lidt om Athletic Progression efter SPOT, og i år skal ikke være nogen undtagelse, fordi jeg føler virkelig, at de ikke kan gøre noget som helst forkert, når de optræder i hjembyen, Århus. Den større scene i år gjorde dem kun ekstra tændte, og specielt Justo og hans tilstedeværelse på scenen gør, at man aldrig kommer til at savne nogen form for lyrik i deres numre. Det er en bassist med stor selvtillid, der fører sig frem på den helt rigtige måde, og ligemeget hvad han gør, så kvitterer publikum med et “YEEEEAAAAH”-råb. Fantastisk at opleve. Også et godt trick med at kaste en signeret LP ud blandt publikum. Knap så fedt, at det var lydmanden, der greb den. Det har slet intet at gøre med en mavesurhed over, at jeg stod ved siden af lydmanden og faktisk havde den i hånden i et splitsekund.

 

Jonathan fra Athletic spiller også i andre projekter, og jeg kan ikke få nok af at se ham optræde. Han tager røven på mig gang på gang, og derfor var det en utroligt positiv overraskelse, at han delte scenen med Erika de Casier, som min kæreste allernådigst havde fået trukket mig med til. Det var en kanon oplevelse at se deres samspil, og på et tidspunkt fik man nærmest lidt ondt af Erika over, at tempoet blev sat så højt, at hun havde lidt problemer med at følge med i sit eget nummer “intimate”. Det gjorde hun dog med bravour, og for helvede det fungerede godt. Det var kun de to på scenen, og det var hverken for meget eller for lidt.

 

Nu har det handlet meget om at gense og nyde udviklingen, men jeg vil dog lige runde den her artikel af med et shoutout og måske et lille “hvad sagde jeg”. Jeg anbefalede, at man skulle se NATKAT, og de var helt nye for mig. Jeg fandt dog ud af, at jeg måske anbefalede dem af de forkerte grunde. Det var 90’er inspireret hiphop med bøllehat og beats, der ville gøre LL Cool J misundelig, men det var i høj grad også en magtdemonstration af frontmand Frej Le Funk, der uden anstrengelser viste, at han gør tingene på sin egen måde, og at man godt kan forvente, at fremtiden for dansk hiphop kan noget andet end autotune og dårligt producerede beats. Sorry, men jeg afskyr soundcloud og mumblerap. NATKAT er ægte, for helvede hvor er de ægte. Gå ikke glip af dem på Roskilde. De kommer til at lægge det ned igen.

 

SPOT, tak for dig igen i år. En mindre tak skal der lyde til nattefrost og snevejr der gav et meget anderledes SPOT, end jeg har oplevet før. Jeg håber, solskinnet vender tilbage i 2020, fordi Århus og SPOT gør sig bare bedre i lys frem for skiftende sne og blæst. Og så er det mega svært at se ordentlig smart ud i en regnjakke, når man havde planlagt et outfit der var baseret på shorts og hurtige sneaks. Det må blive i 2020.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Feature

SPOT 19: ELBA, Efterklang og Iris var blandt årets højdepunkter

Af Peter Pishai Storgaard den
ELBA

Efter en lidt forsigtig start torsdag nåede SPOT Festival 2019 et skyhøjt niveau både fredag og lørdag, hvor næsten ingen faldt igennem og flere imponerede stort. Jeg kunne derfor fremhæve utallige forskellige bands, men jeg har i stedet forsøgt at koge det ned til de seks ypperste koncertoplevelser på årets festival.

Special-K
Fredagens koncert med islandske Katrín Helga Andrésdóttirs soloprojekt Special-K var på forhånd det på programmet, som jeg havde set mest frem til. Alligevel formåede den unge islænding at overgå alle mine forventninger. Koncerten tog udgangspunkt i hendes fremragende visuelle album “I Thought I’d Be More Famous by Now”, hvor hun med ironisk distance og en inddragende post-internet-visualitet tager fat i nogle af de udfordringer, millenial-generationen slås med; depression, angst, sex-positivisme, egocentrisme og internettet i sig selv. Til albummet har hun sammen med forskellige venner produceret små karaoke-videoer til alle numrene, som med en Instagram-bubblegum-billedside ledsager hendes finurlige tekster – og som til denne koncert dannede bagtæppe for en fantastisk anerledes og inddragende koncertoplevelse.

Jeg var så begejstret for koncerten, at jeg måtte dykke mere ned i Katríns univers – det kan man læse mere om i et længere interview inden alt for længe.

Late Verlane
Et andet ungt talent, svenske Late Verlane aka Viktor Persson, imponerede ligeledes stort, da han samme eftermiddag gav koncert i Musikhusets Rytmisk Sal. Med en smittende energi, lækre dansemoves og en fløjlsblød vokal lykkedes han for en stund med at få publikum til at glemme det mystiske maj-snevejr og i stedet træde ind i en verden, hvor groovy sommerglæde er den alt dominerende følelse. Særligt imponerende var niveauet i de seks numre, Late Verlane fik liret af i løbet af settet. Han havde publikums opmærksomhed fra start til slut, og jeg glæder mig personligt til en dag af opleve en fuld koncert med Sveriges største talent lige nu – måske sker det, når han gæster Heartland til sommer.

Efterklang
Nej, det er nok de færreste, der vil læse navnet Efterklang og tænke ‘upcoming’. Men det viste sig alligevel hurtigt, at det efterhånden legendariske danske orkester havde sin berettigelse på årets SPOT. Efter næsten syv års albumpause mødte Efterklang nemlig op med hovedsageligt nyt materiale, så der var tale om en decideret genfødsel – i selskab med det eminente belgiske ensemble B.O.X, der har specialiseret sig i noget så Efterklang-agtigt som at spille på ældgamle barokinstrumenter.

Koncerten i Musikhusets Store Sal blev afsluttet med klassikeren “The Ghost”, som var aftenens eneste engelsksprogede indslag. Resten foregik på dansk, og det var ganske enkelt overvældende godt. Sjældent har jeg været til en koncert, hvor jeg nærmest ikke kendte ét eneste nummer, og alligevel været tryllebundet hele vejen igennem. Casper Clausens tekster og vokal var i centrum, og der var momenter, hvor jeg bare måtte lukke øjnene og åbne dem igen for på den måde at sikre mig, at det var en koncert, jeg var til – og ikke blot en drøm om den perfekte musikalske oplevelse. Jeg har ganske enkelt ikke en finger at sætte på koncerten – jo, det skulle da lige være, at den sluttede. Hold nu op, hvor var Efterklang bare bedre, smukkere og større end nogensinde før!

ELBA
Der findes ‘manden med den gule hat’, ‘kvinden med den tunge kuffert’ – og nu også ‘bandet med IKEA-posen’. ELBA er navnet på 24-årige Ellen Bathums popprojekt, som de seneste måneder for alvor er begyndt at få fortjent medvind under vingerne. Til sommer får hun lov til at lukke Countdown-scenen på Roskilde Festival, og jeg kan kun anbefale, at man finder sin plads foran festivalens bedste scene, når den tid kommer.

ELBA laver bombastisk pop af den mest dansable slags, og det var en overvældende oplevelse at se hende live for første gang i Musikhusets lille Kammermusiksal. Fra allerførste tone nærmest eksploderede hun ud over scenekanten med en smittende scenetilstedeværelse, organiske moves og velproducerede popbangers. Hun har kun spillet ganske få koncerter, men med den start har vi noget stort i vente fra den talentfulde thybo.

Iris
Norge har spyttet den ene dygtige kvindelige popartist ud efter den anden de seneste år – og på årets SPOT kunne man møde den nyeste i rækken. Iris er navnet på Vilde Iris Hartveit Kolltveits soloprojekt, som kunne opleves lørdag eftermiddag på HeadQuarters. Modsat de fleste af de andre norske artister skruer Iris ned for tempoet og sætter inderligheden og tekstuniverset i forreste række. Det resulterede lørdag i en vidunderlig intim oplevelse, hvor en koncentreret og muligvis også en smule nervøs 22-årig sangskriver leverede årets positive overraskelse for mig. Sidste måned udgav hun debut-EP’en “a sensitive being”, der, som titlen lægger op til, er det blik ind i hjertet på sangerinden.

Popkollegaen Aurora har kastet sin kærlighed over landskvinden, og efter lørdagens koncert håber jeg, at mange flere vil gøre det samme. Det fortjener hun, og vi fortjener forhåbentlig også denne nye stemme på den nordiske stjernehimmel.

NEØV
Vi slutter mine højdepunkter af med endnu en koncert på HeadQuarters. Denne gang skal vi forbi noget som sjældent som et finsk band, der ikke laver heavy metal eller derover. Trioen NEØV er nemlig noget helt, helt andet. Jeg har de sidste par dage forsøgt at beskrive bandet gennem artister, som folk kender, og jeg er nået frem til noget i retning af The National møder et akustisk The xx med en finsk version af Jannis Makrigiannis fra The Choir of Young Believers som frontmand – omend liveudgaven er et stykke længere væk fra The xx, end de er på indspilningerne.

NEØV udgav tidligere på året deres tredje studiealbum, så Anssi Neuvonen og co. hører til i den rutinerede ende på SPOT Festival. Derfor er det nok også på tide, at endnu flere herhjemme for øjnene op for Finlands største indiepop-succes lige nu.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Livestemning

“SPOT-Festival er som bland-selv-slik” – De største opdagelser på 2. dagen

Af Laura Fromm den
Paper Cranes – Foto: Daniel Freestone

Sløv er ikke det ord, jeg vil bruge til at beskrive 2. dagen på SPOT. Jeg vil nærmere sammenligne den med bland-selv-slik, hvor der er så mange godter at vælge i mellem, at man ender ud med en pose, der rækker langt og til enhver smag. Jeg endte med en sammensætning, der både bød på sikre favoritter og på nye spændende smagsvarianter: Alt i alt 11 blandede fornøjelser: Takykardia, I Think you’re Awesome, School of X, Late Verlane, Hoy La, Clara, Efterklang, Yin Yin, Paper Cranes, Elisha, ANALOGIK, en durum-falafel og en lille fugl. Her er en opsamling på de bedste: 

TAKYKARDIA – plukker plastikblomster fra mannequin-dukkehoveder, men plukker de også publikum?

Jeg startede dagen i går med at pynte mig med små fjer fra en lille fugl. Det samme havde forsangeren i Takykardia, Luna Matz, gjort – i bogstavelig forstand. Jeg ved ikke hvilken fugl hendes fjer kom fra, men det var i hvert fald ikke fra en Chardonnay … Luna gjorde sin entré på Trailerscenen med en fjerboa, en kollosal discokugle, og et hvidt 70’er-outfit. Der var tænkt over detaljerne (næsten for meget) og i håret havde hun et spænde med “TAKY” skrevet i små diamant-lignende sten. Outfittet var meget bart og stod i stor kontrast til de øvrige bandmedlemmer, der i baggrunden stod i hvide malerdragter med små planter stikkende op fra brystlommen. Scenen var pyntet med mannequinhoveder med blomster struttende op fra skallen. Luna plukkede stilkene og hoppede ned fra scenen, hvor hun som en anden MØ bevægede sig rundt mellem et desværre temmelig tamt publikum. Takykardia kalder sig selv for en trip-soul-kvartet, og der er da også noget sensuelt og forførende over Lunas stemme og bandets chill-out-vibes. Da jeg stod foran scenen, kom jeg til at tænke en anelse på den franske producer DJ Cam’s ambiente jazz og på en god blanding soul og R’n’b. Jeg undrede mig over, hvorfor bandet blev sat til at spille på en gratisscene, da jeg vil mene, at de er en af de store navne på upcoming-fronten, men det var selvfølgelig bare lækkert for folk uden armbånd. Jeg tabte desværre mit fokus en anelse til Lunas dans, der virkede lidt for føleren og Coachella-agtigt i forhold til musikken og omgivelserne, men jeg vil da klart anbefale at tjekke Takykardia ud – særligt nummeret Aeon, hvis du ikke allerede har stiftet bekendtskab med bandet.

I Think You’re Awesome & Aarhus Jazz Orchestra – “FUCK det er vildt!” 


I Think You’re Awesome er et af de bands, jeg har glædet mig  mest til at se på SPOT, og deres koncert i Rytmisk Sal akkompagneret af Aarhus Jazz Orchestra var det perfekte plaster på såret efter at være blevet afvist i døren til NATLYST, der fyldte Klubscenen ud på ingen tid. Frontsanger og kontrabassist, Jens Mikkel Madsen, var første mand på Rytmisk Scene med sit store skæg, små runde briller og venlige væsen. “FUCK det er vildt! – Det er en skam, at tiden er kort! Jeg har sådan lyst til at snakke med jer.” afslørede Jens, som virkede som et stort og kærligt legebarn, der næsten var mere spændt end publikum på det, der skulle til at ske – og det med god grund. Indie-jazz-bandet fyldte nemlig 10 år, og det blev fejret med en stor og kærlig fest, som fik mig til at glemme tiden og alle de koncerter, jeg ellers havde på programmet. Koncerten bød både på den drømmende og blide banjolyd, der er ikonisk for bandet, en eminent guitarsolo, fortryllende fløjter og ømme vokaler – sidstnævnte blev næsten for ømme, og jeg blev desværre tabt en smule til både den mandlige og kvindelige vokal, der ikke helt kunne leve op til den instrumentelle standard og egentlig slet ikke var nødvendig. Som en hval der roligt pustede ind og ud, var der noget beroligende over rytmerne. Indimellem kom Jens med små udbrud som “HURRA!”, “YEEEEEAH!”, “SIIIGNE” og “ANDREEEEEAS”, mens han rystede sine briller af hovedet over en mægtig kontrabas-solo. Der var så meget indbyrdes anerkendelse, respekt og god stemning på scenen, at det var svært ikke at trække på smilebåndet. De to bands udgjorde det perfekte par og tog mig med på en lys og mørk rejse, hvor jeg på det ene tidspunkt befandt mig i en svingende dansestue i Aristocats og det næste i en scene fra Merry Christmas, Mr. Lawrence med David Sylvian og Ryuichi Sakamoto legendariske Forbidden Colours-track i baggrunden.

Late Verlane – Fredagens største opdagelse – From Sweden with love


Efter at gå tre numre inde i School Of X, der desværre havde problemer med lyden og ikke formåede at fænge efter en sublim koncertoplevelse med I Think You’re Awesome, befandt jeg mig atter i Rytmisk Sal – denne gang helt oppe foran med Søren fra Liss ved min ene side. Han var også var mødt op for at høre den svenske charmør, Viktor Persson, som er forsanger i det melodiøse pop-rock band Late Verlane. Efter bare en halv time i bandets selskab fik jeg en bedre forståelse for, hvorfor fankultur og ‘screamers’ er en ting. Og selvom jeg ikke stod og skreg, hev ud efter Viktor Perssons læderjakke eller på anden vis skabte mig hysterisk, blev jeg grebet af en stemning, som jeg ikke ved, hvordan jeg skal beskrive med andet end ‘Verlanemania’. Faktisk stiftede jeg først bekendtskab med bandet i Flixbussens forbydende rum på vej til Aarhus. Late Verlane var klart den største opdagelse, og jeg forstår endnu ikke, hvorfor det catchy hit Roll Like A Dummy med 24,809 afspilninger på Spotify ikke er større, end det allerede er. Det var første gang bandet optråde i Danmark, men der var absolut ingen tegn på usikkerhed på scenen. Tværtimod. På scenen forførte Victor Persson publikum med et let smil over læben, tilbagestrøget hår og en ydmyg elegance. Lyden var ren og rå, men samtidig blød og sød. Det er svært konkret at beskrive, hvad den mindede mig om – hvilket altid er en god ting for nye kunstnere – men der var både noget Kurt Cobaine, Phil Collins og Vinnie Who over Victors vokal. Lydmæssigt er vi ude i noget Tame Impala, og så danser Victor som en ung Elvis. Jeg må indrømme, at jeg blev lidt forelsket på den der fjantede teenagemåde … Nåede du ikke at se de svenske charmører i går, og vil du nå at synge med på Roll Like a Dummy, kan du fange dem på Volume kl. 17.00 i dag eller på Heartland Festival i slutningen af maj. 

Efterklang – Eftertænksom eufori 


Efterklang var mindst så lige så magiske live, som jeg havde forestillet mig – Specielt efter en halv flaske Prosseco og en durum-falafel i køen til Musikhuset. Store Sal var den perfekte ramme for deres storslåede lydunivers, hvor man blidt kunne læne sig tilbage i de magelige sæder, lade boblerne stige til hovedet og tage hver en tone ind fra både nye og gamle udgivelser. Det eneste minus var, at koncerten kun varede i 45 minutter. Til gengæld spiller Efterklang i Koncerthusets Koncertsal den 6. november, hvor jeg i hvert fald caller revanche! Koncerten melder allerede om få billetter, og jeg kan kun anbefale at sikre sig et par!

YIN YIN – Nicolas Cage – is that you?


Spot beskriver det hollandske syreband således:

“Med et moderne take på 60’erne og 70’ernes thai-fink er YIN YIN syret doubleneck guitar, groovy, basgange og legende lette thai-riffs i et lydbillede, der gennem disco, funk og rock strækker sig mod trance-festen fra Syudøstasien. Strømmende gennem de to bandstiftere, Kees Berkers og Yves Lennertz er dog også både inde-rock, punk-inspiration og tung, elektronisk house.”

– og jeg må ærligt indrømme, at jeg efter at være gået fra køen til BISSE ikke blev meget klogere på, hvad jeg gik ind til i den Rå Hal – andet end underholdning. Jeg endte med følgende indtryk efter en lille halv time i selskab med YIN YIN:

“Psykedelisk lys, et gulv af tæpper, I Like The Way You Move, lyden af vikinge ritualer, up-tempo, loco dance, lidt for meget snak, vild orgel solo, The Doors, Hvem trækker først, western battle, electronic-supersonic, Nicolas Cage-lignende forsanger.”

Paper Cranes – full denim og dansable beats

Århusianske Paper Cranes var hele ventetiden værd efter de gik på scenen på Remisen 20 minutter efter planlagt tid og leverede et show, der skabte stærke associationer til Spleen United, Veto og Rangleklods. Med en lyd domineret af storslåen synth og skarpskårne beats, stod bandet stærkt og gav mig lyst til at gå i dybden med deres historik. Forsanger Jacob Reimer har en lækker og lys vokal, og så ved han, at full denim altid er en vinder! Det var klart en niche-koncert for dedikerede fans, venner eller tilfældige forbipasserende. Jeg var der på en anbefaling fra en ven og skal klart høre bandet næste gang, jeg får muligheden for det. Det bliver ud for deres optræden at dømme nok på en noget større scene næste gang.

Analogik – Balkanblæs på hjemmebane. 

Jeg har før undret mig over, om det overhovedet er muligt at fylde Rå Hal helt ud. Det kan jeg efter den sidste koncert for mit vedkommende på gårdagens program konstatere, at det er det. Analogik leverede som forventet en gennemført pakke af sømandsviser, balkanbeats og elektronisk jazz, da de fyrede op for “Hæng og hyg” konceptet i Rå Hal.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Livestemning

SPOT 19: Off Bloom var højdepunktet på en sløv førstedag

Af Peter Pishai Storgaard den
Foto: Press

I går tog vi hul på 25-års-jubilæumsudgaven af SPOT Festival. Traditionen tro bød torsdagen på en række dayparties, gratis koncerter og rigelig med tid til at få smagt på, hvad mad- og ølboder havde at byde på. Det sidste kan også noget, men jeg vil nu i første omgang give en status på de første to.

Musikalsk fik danske Off Bloom lov til at åbne festivalen på SPOT Royal. Det er en af festivalens gratis scener, som er placeret ude i åen ved Magasin. Jeg ved ikke, om jeg vil kalde det decideret ‘naturskønt’ – ‘urbanskønt’ er måske et bedre ord – men i solskin findes der få bedre steder at befinde sig i Aarhus.

Det var en fantastisk dejlig måde at åbne festivalen på – energiniveauet hos Mette Mortensen og resten af bandet var højt, timerne i Damon Albarns London-studie havde båret frugt, så både numrenes egen kvalitet og kvartettens fremførelse af denne bragte smil og nogle enkelte danserytmer frem hos publikum. Det skulle vise sig at blive dagens højdepunkt.

Koncerten kom efter en noget aparte TALK med rapperen Kesi. Den blev afsluttet med en seance med spørgsmål fra publikum. Jeg skal ikke kommentere for meget på spørgsmålenes niveau, men blot konstatere, at Oliver Kesi til sidst spurgte, om Off Bloom ikke snart skulle på…

SPOT Festivals anden gratis scene Aarhus Volume havde fuldt program denne torsdag. Vi var frem og tilbage fra hyggelige og relativt vellydende dayparties hos Smash!Bang!Pow! og Wonderwhy x We Are Suburban, så vi indtog først området foran Aarhus Volume, da norske Fieh skulle optræde.

Fieh er et funky jazzband, som jeg inden koncerten havde hørt mange gode ting om. Personligt kommer jeg nok ikke til at tale alt for meget om dem efterfølgende. Det var en noget repetitiv oplevelse, hvor numrene flød sammen i en stor pærevælling af fjollet dans, elendige lydniveauer og charmerende norske gloser. Hvis jeg skal opsummere koncerten i én sætning, så må det være, at bandet tog sig selv omtrent lige så seriøst, som publikum gjorde.

Det virkede som om, at Fieh primært var kommet for at have det sjovt – og fred være med det – men det endte med at gå gevaldigt ud over det musikalske niveau. Der var momenter, hvor jeg sagtens kunne forstå hypen, men de virkede langt mere fokuserede på “koreografien” end på at levere en musikalsk oplevelse. Det betød dog ikke noget for publikum, som bestod af en sær blanding af superfans og af musikerkollegaer, som hellere ville tale om sig selv og med hinanden end at være til stede ved koncerten. Superfansene havde uden tvivl en god oplevelse, mens de andre i hvert fald ikke havde en dårlig, for det var da fin underlægningsmusik til en egocentrisk samtale.

Min musikalske aften blev sluttet af i selskab med producer/DJ-trioen Av Av Av. Det er nok en af mine yndlingsartister, når det kommer til live koncerter, og jeg havde set frem til en ægte dansefest. Meget symptomatisk for den første aften gik strømmen halvvejs, og der var alt for mange mennesker til, at man for alvor kunne danse. Musikalsk var det dog en rigtig fin oplevelse, og der er ingen tvivl om, at Eloq, Unkwon og DJ Er Du Dum Eller Hvad er blandt landets ypperste liveperformere.

Så alt i alt var torsdagen en noget blandet oplevelse. Fredag starter festivalen for alvor, og jeg glæder mig!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *