Der er intet, der giver mening. Dansere med en karikeret mængde farve i håret farer rundt blandt hypemen iført cykeltrøjer, 80’er-jeans og solbriller cirka lige så praktisk nødvendige som skistøvler på en sejltur. Yo Johnny, er selv en del af den enorme mængde dansende mennesker på scenen store dele af koncerten fredag nat, hvor han iført en form for speedway-suit nonchalant ignorerer selve DJ-gerningen igen og igen.
På en festival der ellers består af enorme mængder rå talent, er der absolut intet teknisk at komme efter – kun dumhed. Og når jeg siger dumhed, er det med pil op. For det uden tvivl et bevidst valg, at det ikke handler om sangtalent, følsomhed eller frække overgange. Og vigtigst af alt, så minder koncerten ikke om noget, man kender. Vi snakker altså om en optræden, der er så gennemført dum, at den bliver helt sin eget.
Yo Johnny har en genkendelig, elektronisk, wobbly, bastung lyd. En lyd der smadrer higen efter at musikken skal give mening ud af dit hoved og fylder det op med lysten til at hamre en øl og overgive dig til dumheden – det var i hvert fald det publikum gjorde. Jeg ved ikke, om jeg skal kalde det for en koncert, et show, et teater eller noget helt fjerde. Uanset hvad det var, så faldt energien ikke på noget tidspunkt. Det var ikke engang bygget op omkring lange build-ups og drops, som man har set det før. Nej, Yo Johnny kørte sit show i højeste gear. Og selvom der på mange måder bliver kørt på cykel, så går turen kun til eksotiske steder.
Yo Johnnys cykelshow er her, der og alle vegne. Blandt andet forbi Medina’s ‘kun for mig’ og med de to hypemen evigt i gang, dansende, hoppende og med instruktioner til, hvordan publikum skal råbe “YO JOHNNY” bliver hjulene ved med at dreje.
Skulle du være i tvivl om, hvorvidt dumheden er med vilje, så smag på denne koncertslutning: Yo Johnny (eller et premix) spille sangen ‘Tekno’, som han har lavet sammen med Hiphop-gruppen Specktors. Selvsamme gruppe joiner det Festina-logotrøje-bærende entourage på scenen. Bagefter kommer Andreas Odbjerg ind og synger megahittet ‘Stor Mand’. Eller det vil sige, han synger halvdelen, hvorefter han kigger på fra det bagerste af scenen, mens Yo Johnny brager et middelmådigt drum’n’bass remix af Odbjerg og Rahims landeplage ud af højtalerne til publikums store fornøjelse. Intet giver mening – alt er overlegent.
Hvorfor virkede det? Det har jeg spurgt mig selv om mange gange, siden festivalen sluttede og folk igen måtte tage fyldte drikkevand med ind i parken foran Musikhuset. Jeg så i hvert fald 10 koncerter, der havde så meget talent, ekspressivitet og fingerspitzengefühl, at det burde være en af dem, der blev fremhævet. Og det må være et kæmpe kompliment til det danske vækstlag i sin helhed, at netop det at være teknisk dygtig gør, at man ikke skiller sig ud.
Svaret ligger nok i, at alle de her koncerter bare spillede – der var en plan og den blev eksekveret til noget nær perfektion nærmest hver gang. Yo Johnnys optræden var alt andet end tilrettelagt. Den røde tråd var væk, og når man har gået i to år og lagt bånd på sig selv, så er det måske netop det, der er brug for – en der bare tager ædehandsken på og går i gang. Enten det, eller også prøver jeg bare at benægte, at jeg er blevet gammel og i virkeligheden hører til nede bagerst i salen, hvor man brokker sig over en kold drink i stedet for at glæde sig over en varm dåseøl.
Når det så er sagt, så er det ikke altid at dumheden lykkedes. Tidligere på aftenen havde Icekiid fyret godt gang i publikum (primært dem, der sætter pris på varme dåseøl). Men der må være opstået et akut tilfælde af dumellahvad, da setlisten blev sat sammen, for lige da koncerten skulle til at peake, valgte Icekiid at spille en hyldestsang til den københavnske fodboldklub FCK. Pludselig forsvandt den gode stemning, og det aarhusianske publikum, hvis fodboldklub ikke har vundet en kamp i over tre måneder, blev stille. Den voldsomme energi forsvandt som var Ice kommet ind med fuldstændig udtrådte sko på.
Når det så er sagt, og pointen om løssluppenhed og mangel på klassisk musikalsk integritet har fået alt for meget spalteplads, så var der næsten kun vellykkede koncerter hele lørdag. Szim drak publikums energidrik, og leverede en stærk eftermiddagskoncert. Med sig havde hun Lucy Love bag pulten, der burde vinde en pris som SPOT mest energiske DJ og mildest talt virkede som en, der havde tyllet Red Bull det meste af formiddagen.
Fabräk cementerede deres plads som Danmarks ufrivilligt største punkband. Prisma bragte indiegenren tilbage med en selvsikker og solbeskinnet koncert på Park-scenen og Julie Pavon besejrede Allé-scenen med uovertruffen intensitet og industriel pop båret af house-inspirerede trommer.
Og så skal First Hates fredagskoncert også nævnes. De tog chancen og spillede nærmest rene nye numre. Det var svært at blive båret med, da forsanger Anton Falck Gansted i starten simpelthen var langt mere flyvende end publikum. Stille og roligt sneg den dystre 80’er-pop sig dog ind under huden, og man begyndte langsomt at svæve. Og med ét hit mod slutningen, som jeg ikke selv kender, men publikum tydeligvis gjorde, så var der igen dømt endorfinudløsning, crowdsurfing og en følelse af festival, sommer og liv.
