Det er svært at finde information om dem, Indians. At de er danske er der ingen tvivl om, og de er nok også signet på Speed of Sound, for indie-pladeselskabet lagde for et år siden Indians’ nummer “Magic Kids” op på deres Soundcloud. Men hvorvidt de rent faktisk er de, eller om de måske i virkeligheden er den, det ved jeg ikke. En live-anmeldelse siger at Indians er en trio, en blog siger enmandshær.
Jeg er lige dele nysgerrig og ligeglad. “Magic Kids” passer fantastisk til en mørk søndagsaften med stearinlys og the. Til et tidspunkt, hvor hjertet er lidt blødere end normalt, og hvor der ikke skal de helt store armbevægelser til, før musik føles som en del af en selv. Indians lydspillende navn er velvalgt, for de vældigt indie med lydlandskaber formet af klokkespil, en hudløst lo-fi-produceret mandlig vokal og synth, som både varetager “Magic Kids” melodi og nummerets udvikling på en skrøbelig søgende og samtidig overlegent selvsikker måde. Jeg er ikke i tvivl om, at blot 30 sekunder er præcis den rigtige længde for den stærke melodi, der introduceres efter 1 1/2 minut. For Indians vil ikke lave et popnummer. De vil lave en tyst heartbreaker, som trænger helt ind i din sjæl, så du efter de præcis tre minutter både føler, at du er blevet komplet forladt, og at du har fået en ny betroet contra mundum.
På Vimeo ligger yderligere to numre fra Indians hånd. Begge lige så skrabet produceret som “Magic Kids”, men i besiddelse af lidt mere rytme. På “I Am Haunted” kommer den fra en akustisk guitar, mens “New” leger med både knips og stortrommer i et tempo så tungt som en teenagers dvaske, udmattede og brugte søndagshjerte. Måske ikke så umiddelbart rørende som “Magic Kids” i al sin enkelhed er, men to fine nuanceringer af Indians stilfærdige udtryk.
Brian Batz soloprojekt Sleep Party People er noget så sjældent som et ægte originalt skud på det danske indietræs stamme. Musik, der lyder som om det er produceret i et soveværelse på Nørrebro med udsigt til tåge over Assistens Kirkegård, er der selvfølgelig en del af. Musik, der bæres af spinkle, men dog insisterende melodistumper og elektroniske beat, findes også i større mængder. Og sangere med kærlighed til falset og mange lag af effekter på vokalen er heller ikke en særhed.
Alligevel ramte Sleep Party People mig allerede i sommers med disse virkemidler et sted, hvor ingen andre har. Jeg forelskede jeg mig så hovedkuls i numrene på myspace, at det har været med hardcore abstinenser, jeg har undværet nye, lavmælte fix fra Sleep Party People.
Heldigvis stilles den værste trang allerede på debutpladens åbningsnumre “In The Morning Sun We Stand” og i endnu højere grad “Our Falling Snow”, hvis klaver, klokkespil og kor rammer essensen af projektets lyd.
Introvert elektronisk shoegaze, der forbinder drømme, følelser, håb og erkendelse, er i sig selv ganske fint. Men måske ville det blive lidt for ensformigt over en fuldlængdes plade? Sleep Party Peoples momentære energiske udbrud begejstrer derfor i endnu mere.
Instrumentalnummeret “An Iris Pseudacorus” er den reneste karnation af indestængt energi, hvor insisterende bas og næsten foruroligende konstante beat rusker op i lytteren og i den grad skaber opmærksomhed. Samme energi bliver taget med til pladens i min bog mest repræsentative nummer, “The Dwarf and The Horse”, hvor beatenes dynamiske samklang med det snørklede guitarspil hæver lytteren over tid og rum.
At fange universelle menneskelige følelser i musik er i sig selv en bedrift. At gøre det gennem adskillige forskellige – og stadig sammenhængende – udtryk er endnu flottere. Netop denne evne gør Sleep Party People til en usædvanlig svær plade at lægge fra sig. Men hvorfor skulle man dog også det, når samtlige numres kvalitetsniveau er så tårnhøjt?
Sleep Party People – The Dwarf And The Horse
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/01/06-The-Dwarf-And-The-Horse.mp3]
Sleep Party People – I’m Not Human At All
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/07/09-Im-Not-Human-At-All.mp3]
Sleep Party Peoples debut af samme titel udkommer d. 25. januar på Speed of Sound, og kan indtil udgivelsesdatoen streames i fuld længde på Soundvenue. Derefter kan den købes på iTunes og andre download-butikker.
Personlighedsspaltning eller ej. I navnet Shaque Lilli udsendte Caroline Franceska i foråret albummet “Love Child” på Speed of Sound, der i efterhånden lang tid har fået mange afspilninger hos Regnsky-redaktionen. Her er tale om en beat-drevet r’n’b-inspireret og dybt personligt popalbum, der har en god portion melankoli og usikkerhed med.
Men hvordan laver man et album, to personer i en? Og er det en mærkelig personlighedssplitning, der afspejles i musikken, eller har den fundet et fælles udtryk? Vi har spurgt både Caroline og Shaque om et par spørgsmål.
Er du en så lyssky person, at du behøver at have en anden personlighed?
– Det ved jeg nu ikke. Måske som privatperson, men rent musisk set har Shaque Lilli-projektet været en slags dannelsesplade – et terapeutisk forløb hvor jeg via hans tekster og hans musikalske udtryk er kommet tættere på mig selv. Mere end jeg nogensinde kunne have håbet på, da jeg gik igang med at skrive de første numre. Selvfølgelig er Shaque en fiktiv karakter, der har sit eget liv, men han er jo på en bagvendt måde også en forlængelse af mit eget liv. Jeg oplever bare at det nogle gange er nemmere at nå ind til mit ærlige jeg, når jeg beskæftiger mig med drømmelignende og fjerne fortællinger.
Det siges at alle de mennesker, der optræder i vores drømme, i virkeligheden er forskellige versioner af os selv – sådan er det også med mit og Shaque Lillis univers. For at konkretisere mit liv og min udvikling som menneske er jeg nødt til at skabe noget, der starter med at være utrolig abstrakt for at kunne se meningen med det hele. Jeg har brug for en anden personlighed, for at nå helt ind til mig selv, så at sige… Men, altså, ubevidst har jeg måske ikke helt følt, at jeg var klar til at vise mit sande jeg frem. Shaque har gjort mig stærk, han har hjulpet mig til at forstå sider af mig selv, som før i tiden har været små mysterier. Det er selvhealing gennem toner, udklædning og fri leg i et skønt og selvvalgt ensomt midiunivers.
Er blufærdigheden ikke for stor til at musikken kan blive ærlig, når den tager udgangspunkt i to personer?
– Det kommer lidt an på hvordan man vælger at anskue tingene. For mig har det været ærligt helt fra starten. Jeg føler ikke nødvendigvis at det bliver mindre ærligt, af at man for en tid er en anden end sig selv. Det gør måske budskaberne lidt sværere for andre mennesker at forstå. Heldigvis er jeg ikke bange for tilsløringer. Vi er jo allesammen en del af hinanden, vi er forbundet på så mange ikke-visuelle planer. Men så længe det er energien, der er i centrum, kan jeg ikke se, hvordan det ikke skulle kunne være andet end hudløst ærligt. Jeg har blot indrammet min kreativitet og givet den et navn og et ansigt. Jeg lever jo Shaques liv; mine oplevelser og erfaringer er noget jeg forstørrer op hundredevis af gange og gør det til hans ditto.
Shaque er den overeksponerede, lettere distortede version af Caroline, og jeg synes det er vidunderligt at få lov til at være Bambi på glatis og eksperimentere med sit eget udtryk. Musik er jo en kunstform og ved at udfordre sig selv som jeg har gjort – skrælde min kvindelighed væk, gemme alt det som mine omgivelser normalt ser – så føler jeg at jeg når ind til essensen, af hvad det hele handler om. Og det er vel så sandfærdigt som det kan blive. Det er ikke nødvendigvis særlig behageligt, men kan godt blive hårdt og voldsomt. Men det er okay. Så længe jeg ved at jeg lærer noget om livet, gør det ikke spor, at det i starten kan være svært for andre mennesker at sætte sig ind i.
Hvad er de 3 største forskelle på Caroline og Shaque’s personligheder?
Caroline: Det er fuldstændig umuligt at svare på. De største forskellle er jo i virkeligheden også de største ligheder. Troen på sandfærdig kærlighed, selvdestruktivitet – hvilket er en reaktion på en umådelig stor menneskelig sårbarhed – vildskab, som bliver kanaliseret ud gennem styrke, som kører på hysterisk mange hestekræfter. Dén måde, vi begge to forsøger at holde fast i barnet i os selv på, den måde vi gang på gang kommer til at overskride vores egne grænser på. Magt og afmagt, overdrevet larmende følelser og stille tårer.
Shaque Lilli: Eller hvad? Ved nærmere eftertanke… Den eneste ting, som ikke binder os sammen er min angstprovokerende forfængelighed. Jeg kunne jo aldrig nogensinde finde på at gå ned at hente smøger iført natbukser og gamle klipklappere. Det kommer aldrig til at ske. Hadet til mit eget udseende giver sig til udtryk, ved konstant at vise det modsatte. Mit indre er i udbrud og sammenbrud på én og samme gang. Dette kan kontrolleres eller måske skjules, ved hjælp af solbriller og forskellige stramme habitter og nystrøgede skjorter. Det hjælper at se tight ud, når livet hænger i laser på indersiden. Jeg bliver nervøs, når jeg er sammen med børn. De minder mig for meget om mig selv. Derudover kan jeg ikke klare tanken om, at min barndom for altid vil være et summende fragment i mit baghovede, som aldrig nogensinde igen kan blive til virkelighed. Der er så meget smerte, men min mission er jo på længere sigt at erstatte smerten med evig kærlighed.
Citatet “My dream is to be free of all the unrwritten rules in music” stammer fra din MySpace-profil. Hvordan kan det så være, at dine numre, uden undtagelser, er opbygget af et konstant beat, som giver en meget fast ramme for numrenes udfoldelser?
– Beatet vil for altid være min største kærlighed. Beatet er hjertet i musikken, det er åndedraget, som skubber alle de andre elementer fremad og giver liv til musikkens toner, som for mig at se er flade og todimensionelle. Uden sin puls. Selvfølgelig er strukturen i mine sange genkendelige, men fortæl mig: Hvem har nogensinde lavet en plade, som tager udganspunkt i et kommercielt lydbillede, uden at have bas på én eneste af sangene. Det er da rimelig cutting edge. Og hvem starter sin plade med en ballade der er basseret på en tynd flade af midixylofoner. Det handler jo også om, hvilke regler man stiller op overfor sig selv. Det er vejen derhen, som gør destinationen så utrolig spændende og betagende. At mine sange blev så faste i deres form, var sådan set mest fordi jeg lyttede til mit hjerte, hvor nogle mennesker laver sange med fornuften og øjnene og benytter sig af, hvad man ved virker og hvordan audio-filerne ser ud på skærmen.
Shaque Lilli –Ballad of Me
[audio:https://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/07/01-ballad-of-me-1.mp3]
Shaque Lilli – Make A Wish
[audio:https://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/07/05-make-a-wish-1.mp3]
Det tror jeg ikke er helt sandt, i hvert fald ikke med den erkendelse.
Citatet stammer fra Sleep Party People-sangen “I’m Not Human At All”. Fornemmelsen af nærmest at være umenneskeligt afskåret fra sit hjerte, at længes efter bare at føle noget, og drømme sig væk er essentiel for Brian Batz soloprojekt.
Sleep Party People har efterhånden rumsteret godt rundt i den danske undergrundsmusik bevidsthed, bl.a. med udnævnelse som Ugens Band på BandBase og som Soundvenue Selected i foråret. Men trods den fine mediemodtagelse, er Sleep Party People langt fra blevet allemandseje, måske fordi musikken kun eksisterer i et soveværelse på Nørrebro og ikke kommer ud på spillestederne.
Det er jeg på en måde glad for den ikke gør. For universet er så introvert, og lukker sig så meget om lytteren, at det nærmest er intimiderende at være i rum med andre personer samtidig med musikken. Det er musik for en stille søndag. Ikke til at pleje tømmermænd med, men til at lytte til og synke ind i sig selv ved. Stemningstung musik, der knirker og knitrer, hvor rytmerne kluntet snubler mellem de helt enkle, gudsbenådede melodistumper som klaveret repeterer. Og fuldender numrene, hvad enten det er introduktionen af beatet små 2 minutter inde i “I’m Not human At All”, der vikler sig rundt om lytteren, nærmest som i en hypnose, eller noget mere muntre “A Sweet song About Love”, hvisdrømmende guitarklang og fine, nærmest barokke mellemstykke giver visualiseringer om sommerregn på franske slotte i 1700-tallet.
Sleep Party People er i denne uge contender på Soundvenue High5 med nummeret “10 Feet Up”, der sammen med “Notes To You” ligger til stream nedenfor, mens “I’m Not Human At All” er til download. Alle tre numre er fra den kommende plade “I’m The Little Bunnyman”, der i løbet af efteråret udkommer på Speed of Sound, som altså kan føje en ny mester af shoegaze lo-fi til kunstnerkartoteket.
Sleep Party People – I’m Not Human At All
[audio:https://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/07/09-Im-Not-Human-At-All.mp3]
Sleep Party People – 10 Feet Up
[audio:https://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/07/03-10-Feet-Up.mp3]
Sleep Party People – Notes To You
[audio:https://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/07/04-Notes-To-You.mp3]
Det er ved at være noget tid siden vi for første gang stødte på The Informations. Første gang undertegnede opdagede dette navn var gennem den hedengangne musikblog Emodreng & Indiepige. Siden er der dog sket meget. Fra dengang kun at have et enkelt nummer på sin MySpace-profil, Strange Habbits, er repertoiret blevet udviddet med yderlige to numre, mens psychfolk-foretagenet har signet med det danske pladeselskab Speed Of Sound, der også huserer navne som The William Blakes og Le Fiasko.
Hvis man besøger The Informations’ MySpace-profil kan man i introduktionen læse hvordan The Informations udråber sig selv som “the most hyped Japanese/Swedish indie band”. Senere er det dog blevet kendt, at det er danske Frederik Nordsø som står bag The Informations. Frederik Nordsø er desuden manager for pladeselskabet Speed Of Sound, samtidigt med at han udgør en tredjedel af The William Blakes, som snart vil være aktuel med deres andet album.
The Informations er en underlig størrelse og ikke helt nem at sætte i en bestemt kasse, men har alligevel en meget psykedelisk folklyd over sig, blandt med en slags symfoni af mange bizarre lydelementer, som dog sammensat giver The Informations en særlig kant. At inspirationen stammer fra The Flaming Lips og Animal Collective er da også at få øre på på trods af et endnu forholdsvist lille bagkatalog. Senere på året vil der dog udkomme et debutalbum fra The Informations, hvilket kommer til at indeholde en masse dygtige gæstekunstnere – det er noget jeg ser meget frem til!
De to nyeste numre vil vi bringe her, og i den forbindelse vil jeg særligt give mine varmeste anbefalinger til nummeret For The Rest Of My Days.
[audio:https://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/01/the-informations-hands-behind-my-back.mp3]
Hvis dette ikke er nok for jer, så vil jeg foreslå jer at kigge forbi iTunes Store, hvor man for 8 kroner kan købe endnu et nummer med The Informations, Fela Man.
