En gang imellem sker det, at man hører en artist og bare tænker: “Hende MÅ jeg bare tale med!”
Sådan havde jeg det med Special-K, da jeg hørte og ikke mindst så hendes visuelle koncert på årets SPOT Festival. Det lykkedes morgenen efter – okay, klokken var to om eftermiddagen, men i vores tømmermandsramte sind var der tale om en slags morgen.

Kvinden bag Special-K er Katrín Helga Andrésdóttir; en islandsk kvinde i midten af 20’erne med et væld af interessante projekter i bagagen. Hun er et af de oprindelige medlemmer af hiphop-kollektivet Reykjavíkurdætur, som Rasmus mødte på Roskilde Festival for tre år siden, hun er frontkvinde i drømmepop-trioen Kriki (ja, dem med ægge-musikvideoen) og var tidligere den ene halvdel af den feministiske rapduo Hljómsveitt sammen med sin søster. Men hun er nok mest af alt Special-K.

Men hvad er Special-K egentlig? Musikalsk er det et sammenkog af sukkersød popmusik, et post-internet-inspireret visuelt univers og patchwork samfundskritiske tekster. Inderst inde er det et farverigt portræt af en kvinde – og ikke mindst af en generation, som vi – nærmest som et skældsord – kalder millennials. Det er omdrejningspunktet for Special-K’s debutalbum “I Thought I’d Be More Famous by Now“, der udkom tidligere på året.

“Jeg gjorde mig en masse tanker om millennial-generationen, da jeg skrev I Thought I’d Be More Famous by Now. For et par år siden læste jeg en artikel af Tim Urban – “Why Generation Y Yuppies Are Unhappy“. Den handlede om, at vores forventninger og virkeligheden ikke altid stemmer overens. På det tidspunkt kunne jeg virkelig relatere til det, og det inspirerede mig,” forklarer Katrín Andrésdóttir.

Albummet endte som en selvironisk kritik af hendes egen generation – ikke mindst visuelt, hvor Katrín sammen med nogle venner lavede karaoke-musikvideoer til samtlige numre.

På 80’er-bangeren “Fashion” ironiserer hun over modebranchens insisterende krav om fornyelse, på “Imposter Syndrome Self Help Song” synger hun om den eksistentielle krise, nærmest hele generationen befinder sig i, på grund af egne og andres urealistiske forventninger, og på albummets titelnummer tager hun fat i behovet for at blive set og den konstante søgen efter bekræftelse og anerkendelse. Altså et noget dystert syn på millennial-generationen.

Det er to år siden. I dag har Katrín et noget andet syn på sin generation.

“Jeg synes, at vi er en vildt cool generation. Vi er meget velinformerede takket være internettet, vi er meget inkluderende – meget mere end folk tidligere har været over for homoseksuelle, queers og så videre. Der er en masse seje, unge mennesker, der prøver at kæmpe den gode kamp. I dag føler jeg mig mere på linje med vores generation, selvom vi måske stadig har meget urealistiske forventninger og forestillinger om vores egen storhed,” griner Katrín.

Millennials skal redde verden
Som så meget andet er snakken om millennials to-sidet. På den ene side er det en generation, der er vokset op i en verden, hvor alle muligheder er åbne – i hvert fald i den vestlige, priviligerede del af verden – men hvor egne og omverdenens ambitioner og krav presser sig på. Og hvor problemer negligeres. Muligvis på grund af misundelse over millennial-generationens mange muligheder. Måske fordi vi ikke forstår dem.

Jeg spurgte Katrín, hvad den største udfordring er for millennial-generationen i hendes optik.

“Uden tvivl global opvarmning. Alle mine venner er virkelig utrygge ved det; de gør deres bedste for at stoppe med at spise kød eller at cykle i stedet for at tage bilen. Min generation og menneskerne omkring mig i min boble er faktisk ret bekymrede. Vi overvejer at lade vær med at få børn. For hvorfor få børn, som skal vokse op i en verden, der er fortabt? Det lyder meget dystert, men jeg føler, at det er nødt til at blive dystert, før folk tager det seriøst. Det er et kæmpe pres på min generation, for det er meningen, at vi skal redde planeten,” siger hun.

Føler du, at I skal fixe andre mennesker rod?

“Ja, præcis. På en måde. Det er virkelig skræmmende. Det er en ting, der er altid er i vores bevidsthed. Det er sjældent, jeg direkte tænker på det, men hver gang, jeg gør, får jeg det bare sådan: Oh, fuck! Der er selvfølgelig mange andre kampe at kæmpe: Feminisme, queer, anti-racisme… Men i sidste ende er det vigtigste ikke at dø. Altså, vi dør allesammen i sidste ende, men skal vi ikke prøve at lade være med at smadre planeten?”

Deprimerede popsange
Det er umiddelbart et ret dystert syn på verden, og Special-K’s musik er da også typisk blevet beskrevet som “deprimerede pop bangers”. Katrín fortæller, at hun for nylig læste en artikel, der åbnede med “forestil dig en deprimeret pige alene på sit værelse.” Men Katrín er ikke deprimeret. Snarere tværtimod. For hende er livet alt for vigtigt.

“Jeg har ikke defineret mig selv som deprimeret. Men jeg er en meget følsom og følelsesladet pige. En typisk ting ved en depression er følelsen af, at intet betyder noget. Jeg har det som om, at alting betyder noget. At alting betyder alt for meget. Jeg bekymrer mig for meget. Det er ikke en stereotypisk depression, men der er uden tvivl noget blues derinde. Men også en masse glæde. Jeg er bare ekstremt følsom,” understreger Katrín.

Men er det ikke også nemt at blive nedslået af at tænke så meget over verdens problemer?

“Jo, men i sidste ende er det ikke det, der slår mig ud. Jeg har en form for distance til verden og til samfundet. Det, der virkelig rører mig, er de personlige relationer. Det er de ting, der giver mig et behov for at skrive musik og få den ud.”

Det er i virkeligheden det, det hele handler om for Katrín og Special-K: relationer. Og at de mennesker, der lytter til hendes musik, kan relatere til den og bruge den til noget i deres eget liv. Særligt hvis de, der lytter, har det svært i deres nære liv.

“Jeg kan godt lide at skrive musik om følelser, der er universelle, men som man ikke nødvendigvis taler om. Jeg vil gerne give folk en følelse af, at de måske er mindre alene med deres følelser, end de tror. Det er det, jeg får mest ud af, når jeg spiller musik. Jeg elsker virkelig, når jeg spiller koncerter og kan mærke, at der er en forbindelse til publikum. At vi forstår hinanden,” forklarer hun.

En evig eksistentiel krise
Katrín Andrésdóttir bruger selv en masse energi på at finde ud af, hvem hun selv er. Hvordan hun kan relatere til sig selv, og se sig selv i en verden, hvor sociale medier og den medfølgende overfladiskhed fylder mere og mere. Det er blandt andet noget af det, som førnævnte “Imposter Syndrome Self Help Song” dykker ned i.

“Jeg har en uendelig eksistentiel krise omkring at være artist. Jeg prøver hele tiden at forstå, hvad det vil sige. Den islandske musiker Ragnar Kjartanssons kone fortalte mig engang, at det at være artist er at være et menneske professionelt. Den tanke kan jeg godt lide. Bare at være til. Det er rart at tænke på,” filosoferer Katrín.

“Men i virkeligheden handler det at lave musik for mig om at være fri. Jeg har læst og hørt en masse interviews med Laurie Anderson. I et af dem siger hun: “Jeg er artist, fordi jeg vil være fri – det er mit eneste mål. Det er det eneste, der betyder noget.” Jeg er enig med hende. Det er en fed måde at undslippe kapitalismen på. At vælge en super dum karriere. Der er ingen sikkerhed, men jeg gør det alligevel. Bare fordi jeg elsker det. Det er en mission for mig at vågne hver morgen og bare gøre, hvad jeg har lyst til og ikke arbejde for en anden.”

Gør du det også for at blive mere berømt, som du synger om på “I Thought I’d Be More Famous By Now”?

Godt spørgsmål. Jeg ved det ikke. Det tror jeg, at jeg gjorde, da jeg skrev sangen, men siden da har jeg fået muligheder som at spille på SPOT Festival, og tingene går fremad i et behageligt tempo. Jeg havde en manager fra L.A., der ville breake mig i USA. Det tror jeg ikke på. Det bliver aldrig det ene store break for mig; det kommer til at være tusind små skridt. Jeg ved godt, at min musik ikke er for alle, og at det aldrig bliver mainstream. Det er en undergrundsting for små nørder – ligesom mig selv, da jeg var ung – som finder det og kan relatere til det. Jeg har det fint med at være undergrund, så længe der er nogen mennesker, der hører det,” siger hun og uddyber:

“Jeg ved ikke, om jeg nødvendigvis vil være mere berømt. Jeg vil bare gerne være fri – jeg vil kunne betale min husleje. Og jeg vil gerne blive bedre til musik. Jeg føler virkelig, at der er masser af plads til at blive bedre, og det er spændende! Om jeg vil være mere berømt? Jeg er virkelig ligeglad. Måske er det en løgn, det ved jeg ikke. Nogle mennesker hader at blive genkendt. Det generer mig ikke. Så længe folk har noget pænt at sige…”

Og med de ord vil jeg afslutte interviewet med noget pænt: Tjek Katrín og Special-K ud – hun er virkelig sej! Og tjek især det fulde, visuelle album ud her: