Der er ingen FESTIVAL uden FEST, og på det punkt er Roskilde ingen undtagelse. Der er lagt i kakkelovnen til dansemaratons hver aften til den lyse morgen på Dyrskuepladsen. Her er de fem fedeste fester, du ikke vil gå glip af:
1. Robyn – Fredag, 5. juli kl. 01.00 – Orange
Der er ingen tvivl. Robyn kommer til at holde årets fest på Roskilde Festival. Fredag nat vil Øresund tørre ud og Danmark og Sverige vil blive forenet under Robyns taktstok. Der kommer til at være en stemning, der ellers er reserveret til store landskampe, og plænen foran Orange Scene vil tilbede den svenske popdronning. Hun er i storform efter store koncerter på blandt andre Primavera i Barcelona og har sit fremragende album Honey med til det danske publikum, og hvis man tilsætter et par partystartere fra hendes tilsyneladende uendelige bagkatalog, er det umuligt at se, hvordan Robyn undgår at triumfere.
2. Octavian – Fredag, 5. juli kl. 02.30 – Apollo
Den fremadstormende britiske rapper og sanger har haft et stærkt 2019 og har foreløbigt toppet det med sit dugfriske mixtape Endorphins. Han er essensen af London som storby og blander grime, house, R&B og en masse andre genrer, der giver ham sit unikke, internationale udtryk. Han er fremragende live både som rapper og danser. På det nye mixtape er der et nummer med Theophilius London, som i hvert fald bliver mit sommernummer:
3. Christine and the Queens – Onsdag, 3. juli kl. 00.30 – Arena
Jeg er en hund efter fransk dansemusik, og Christine and the Queens er ingen undtagelse. Deres koncert har potentiale til at skrive sig ind i traditionen med vanvittigt gode koncerter på Arena. Jeg husker selv tydeligt Solange i 2017, Tame Impala i 2016 og Damon Albarn i 2014 – som alle blev kollektive giga-fester. Christine and the Queens lyder lidt som en funket udgave af HAIM, og det er så groovy, at jeg er sikker på, at alle i teltet kommer til at hoppe med.
4. Spleen United – Torsdag, 4. juli kl. 02.00 – Arena
Det danske synth-powerhouse er blevet gendannet i sin originale form og giver torsdag nat et brag af en koncert på Arena. Deres hårdtslående beats med skarpt skårede synths er umulige at stå stille til, og jeg forestiller mig, at publikum danser fuldstændig synkroniseret til Spleen Uniteds intense musik. Det er en speciel oplevelse at høre danske bands på Roskilde, så sæt kryds ved Spleen United, også hvid det måske ikke umiddelbart er din kop te.
5. DJ Koze – Lørdag, 6. juli kl. 02.00 – Apollo
Det er altid vigtigt med en god ‘efterfest’, og det sørger tyske DJ Koze for på Apollo efter The Cures maratonkoncert på Orange lørdag nat. Den ekstremt erfarne tyske mester mixer house og disco med utallige samples, der nok skal sætte gang i hofterne på selv den trætteste festivalgænger. Hans musik sender tankerne lidt hen imod (hvis man tør sammenligne med) Daft Punk, så kom og oplev en verdensklasse festbestyrer gøre, hvad han gør bedst og slut din Roskilde Festival 2019 ordentligt af.
Det helt store spørgsmål på Roskilde Festival 2017 har ikke været, om der kommer regn, men hvornår regnen kommer. Onsdagen slap uden skybrud, og meldingerne skifter, og det ser ud til, det måske kan ramme i nat. Derfor er det måske også en idé at planlægge sit skema ud fra, hvor man kan finde en plet med tørvejr på de overdækkede scener. Specielt hvis man ligesom mig ikke ejer hverken regnbukser eller gummistøvler.
Lad din dag og dine dansesko starte med at blive smurt af jamaicanske Popcaan. Jeg har endnu ikke fanget så meget som ét ord af hans lyrics. Bwum, baaaah maaan! Det ændrer dog ikke på, at hans musik kan give en dejlig og nødvendig illusion om sommer kl. 15.15 på Avalon, med dens fantastiske laidbackness og caribiske lyd. Det er specielt godt at starte festen tidligt, hvis man er:
Er du typen, der elsker totalløsninger og synes, at fly og hotel helst skal komme i én pakke (som så selvfølgelig er inklusiv helpension), så er du ekstremt heldig, fordi Arena præsenterer det mest vanvittige program i dagens måske regnfulde anledning. Du kan starte med at møde op til Future Islands kl. 16.00 og så faktisk bare blive der, da Beyonces lillesøster Solange tager over kl. 19.00, Erasure kl. 21.30, Bryson Tiller 23.30, og The Jesus And Mary Chain kl. 02.00. Der er altså lagt i ovnen til R’n’B lækkerhed fra Solange, hiphop fra Bryson Tiller, støjrock fra The Jesus And Mary Chain, synthpop fra Future Islands og så selvfølgelig fantastisk firsernostalgi fra Erasure. Der er altså dækket ret mange behov ind på én scene. Jeg glæder mig mest til at høre Erasure, men jeg er også lidt mærkeligt og født i firserne. November 1989 godt nok men det er stadig inden for rammen. Okay, jeg elsker bare Erasure, og jeg har ikke brug for at retfærdiggøre det overfor nogen. Du burde også elske dem. Det er dig, der er mærkelig.
Her ville der stå Nicolas Jaar, hvis ikke der var overvejende risiko for skybrud. I stedet for står der Viagra Boys. Jeg tror, der er overhængende fare for, at det godt kunne gå hen og blive en af årets vildeste og sjoveste koncerter med de svenske viagradrenge. Man skal nok ikke forvente vellyd og fantastiske kompositioner, men man kan sagtens forvente utæmmet vildskab og en fed fest kl 00.30 på Pavilion.
Efter midnat er promillen sikkert der, hvor et regnskyl er lige meget, og jeg skal død og pine høre Nas, om det så begynder at sne. Det sker dog først kl. 01.30 på Orange. Den mand er bare fantastisk, men det bedste var nok, hvordan Roskilde bare lige casually introducerede ham, da spilleplanen kom. “Nå ja, så har vi forresten også lige Nas… Hvis I kender ham”. Det gør vi. Det bliver ikke meget større hiphop-mæssigt. En legende der stadig er højaktuel.
Når jeg har talt om Roskildes fremragende program, har nogle af mine venner rynket en smule på næsen og sagt “ja ja, techno og tudeindie, det er fint nok alt sammen, men hvor er legenderne, som vi ved kan håndtere Orange Scene?”. Med det har de ment “Hvor er Neil Young/Bob Dylan/The Who/Kraftwerk/Rolling Stones” – forsæt selv listen af 60’er/70’er-artister, der har defineret de tre store hovedgenrer; rock, folk og techno. Jeg har sagt “tsk, tsk” og vendt øjne diskret. Og så er jeg kommet med en række argumenter.
For jeg synes, at kritikken er forkert. Roskilde har for vane at forvænne sit publikum, gøre dem for godt vant. Det er fra det perspektiv, mine kritiske venner har talt. På Roskilde får vi i pose og sæk. Hvert år, dette inklusiv. Både af hovednavne, der flyves ind, og de purunge, der knap nok kan krybe op på scenen. Vi får kæmpe popnavne (The Weekend), og vi får obskur country (hør lige Margo Price). Vi får den store, samlende Orange-fest (Den Sorte Skole), og vi får intime oplevelser i de mindre fællesskaber (jeg anbefaler Bicep, aYia og Kink, hvis du har brug for elektronisk, Cancer, Angel Olsen, Jenny Hval, Hamilton Leithauser og Julia Jacklin, hvis du har brug for “rocken”). Og vi får ikke mindst altid udfordrende overraskelser, der giver stor glæde, netop fordi oplevelsen ikke var forventet.
Roskilde med til at skabe musiklyttere og mennesker, som går det ukendte i måde med åbent sind, lader sig rive med af det anderledes og som tør stole på, at andre vil dem det gode – både Roskildes bookere, arrangørerne generelt, anbefalingsgivere og ens medmennesker, om det er venner eller folk man ikke kender, men som man på Roskilde er i et nært fællesskab med. Ja, Roskilde Festival lever op til sin formålsparagraf, lad os bare sige det sådan.
Når mine venner har beklaget sig, har jeg sagt, at deres reaktion er et bevis på det modige ved årets Roskilde-program. Programmet udfordrer det forvendte publikum, som mener, at der skal være en særlig type hovednavne. Det udfordrer tankegangen om, at legender var nogen, der levede for 40-60 år siden. Indflydelsesrige musikanter har også eksisteret efterfølgende (og der er flere af dem end Radiohead). De repræsenterer ofte bare mindre strømninger end de tre hovedgenrer. Det gør dem mindre altomfattende betydningsændrende, ja. Men de store, revolutionerende artisters tid, den er forbi, hence fragmenteret forbrug og så videre.
Jeg er kommet mine venners kritik i hu ved at fremhæve de artister, jeg også her vil anbefale jer – artister, som er mit Roskilde-programs moderne legender og, som i min optik skubber til genregrænser og udvikler musikken, lige nu og de sidste 25 år fra deres respektive strømninger og et stykke ind i mainstream. Ja, det er tre navne på store scener, men et par anbefalinger til de mindre ting fik i ovenfor.
Arcade Fire – Lørdag kl. 22, Orange Scene
De fleste havde nok forsvoret, at mine største Roskilde-anbefalinger ville være til Orange Scene. At det er tilfældet vidner om, at genrer til venstre for mainstream nu kan få store menneskemængder til at strømme til. Og det er i den grad gladeligt for en musikalsk diversitet. I Arcade Fire har vi 00’ernes i min optik vigtigste rockband – hvad Radiohead var i 90’erne, har Arcade Fire været i 00’erne. Da det canadiske musikerkollektiv debuterede med den Funeral i 2004 gjorde bandet orkesterinstrumenter som strygere og blæsere comme il faut i alternativ rock – behøver jeg at argumentere for, at det har haft en temmelig signifikant indflydelse?
Opfølgeren Neon Bible fra 2006 imploderede for mig lidt i sine dystopier, men rykkede en samfundsbevidsthed tilbage i rockmusikken, som den orkestrale indie måske havde glemt på himmelfarten mod utopisk skønhed. Med The Suburbs fra 2010 gik Arcade Fire på hugst i rockhistorien – titelnummeret og “Wasted Hours” svinger som et Kinks-nummer, mens “We Used To Wait”‘s strygercrescendo næsten er en selvrefleksion.
Selvom Arcade Fire er et band i konstant udvikling, og at bandet selv referer til debuten understreger på den måde dens indflydelse – og så peger netop “We Used To Wait” og det lidt aparte “Sprawl II (Mountains Beyond Mountains)” med deres næsten housede rytmik frem mod Arcade Fires seneste album, Reflektor fra 2015. Her hvirvler referencerne fra de foregående fire albums kaleidoskopisk rundt i hinanden – mest fornemt på titelnummeret og min personlige favorit “Afterlife”, hvor intet andet end congas giver mig galopenergi til at gøre alt jeg kan for de fællesskaber, Arcade Fires strømmer fra, kæmper for og som Roskilde både skaber og former medlemmerne til.
Setlisterne fra Arcade Fires foreløbige festivalshows viser en forrygende samling af alle albums bedste numre, og bandet har, bl.a. på i syndfloden på Roskilde 2007, bevist sig som et fuldstændig eminent liveband. Og i mellemtiden er Arcade Fire blevet verdens største alternative rockband. Behøver jeg at sige, at Arcade Fire meget vel kunne bliver den ultimative Orangekoncert?
Moderat/Modeselektor, lørdag kl. 00:30, Orange Scene
Bliv på Orange når Arcade Fire er gået af. Eller – gå i drinksbaren til højre for scenen. Roskilde har jo alle dage været glade for traditioner, og det ser ud til, at en ny er ved at etableres: at sen lørdag aften på Orange er en elektronisk fest for de musikinteresserede, som giver programmet et ekstra tjek – sidste år tilfaldt pladsen LCD Soundsystem, i år Moderat/Modeselektor, og det er ingen Major Lazer. Men selvom Moderat/Modeselektor næppe et navn, som ringer klokker hos alle de 130.000 mennesker på pladsen, er de en fremragende booking. Derfor lad os få konstellationen på plads: Modeselektor er en berliner-technoduo af den rimelig tunge slags, både i anseelse og i indflydelse, for duoen har siden 2005 givet den rene techno baghjul med uortodokse introduktioner af glitch, breakbeat og jungle. Moderat er Modeselektor sammen med Sasha Ring, der går under kunstnernavnet Apparat. Apparat er melankolikerens techno. Det er dybt, ofte langsomt, med Rings følsomme vokal og guitar i front. Apparat er det kuldegysningsfremkaldende smukke møde mellem menneske og maskine, følelsesmættet og intenst. Og så står Apparat bag et af mine personlige top-3 elektroniske numre, “Sayulita” (læs teenage-Evas beretning om det nummer her). Som Moderat smelter Modeselektors dansegulvstække og Apparats tænksomhed sammen, og artister som Sekuoia eller Av Av Av havde nok ikke lyt som de gør uden.
Moderat/Modeselektor er en genial booking af flere årsager. Lad os starte med deres Roskilde-historik: Da Moderat lukkede den hedegangne Cosmopolscene lørdag nat klokken 04:30 i 2010, gik publikum fuldstændig flyvende ud af teltet. Da de spillede søndag kl. 20 på Arena i 2014 blæste særligt det visuelle show fra Pfadfinderei, som vist nok også er med i år. Da Modeselektor bankede luften ud af den i 2012 elendige, oppustelige Apollo-scene med en dansefest af dimensioner, der blev moshet.
Til Moderat/Modeselektor får du også et af Roskildes hovednumre: at de får artister til at lave helt særlige shows – normalt spiller Moderat og Modeselektor ikke samtidig. Men det gør de til denne tre-timers seance med særligt lys- og lasershow på Orange, lørdag nat. Der er grund til at glæde sig.
Slowdive, lørdag kl. 18, Avalon
Jeg har også fremhævet at legender godt kan findes efter 70’erne. De kunne eksempelvis være Slowdive eller The Jesus And Mary Chain, som repræsentanterne til slut 80’er/stat 90’ernes støjpop, der i den grad har haft indflydelse på mangt en pjuskhåret indiemusikant, og som begge er reunion-aktuelle med gode album. Særligt for Slowdive understreger genkomsten, at Slowdive gennem sit 25 år lange fravær blot er blevet et større band end i sin først periode – måske med god grund, for leder man efter et band, som har formået at træffe musikalske valg, der gør Slowdive til et fremragende forbillede. På det aktuelle, selvbetitlede album udvider Slowdive sin musiks univers mellem skønmalende guitareffekter og mumlevokal, mest bemærkelsesværdigt i i rytmesektionen. Her har Simon Scotts trommespil fået en mere fremtrædende rolle, som på selv en fjerlet svævende skæring som “Don’t Know Why” og årets bedste single “Sugar For The Pill” giver en distinkt grounding og bliver et prototypisk eksempel på Slowdives evne til at skrive musik så smuk, at den er tragisk.
Og så en række contenders…
Når mine venner har kritiseret legendemanglen i Roskilde-programmet og så videre, har jeg også nævnt Solange for sin clean R’n’B, som uden aggression, men med direkte italesættelse får racespørgsmål italesat. Nicolas Jaar har siden sit første hit “Mi Mujer” kombineret techno med minimalhousens melodik fra særligt vokal og skiftevis cumbia-rytmer og jazz-indfald som saxofoner. Nicolas Jaar er i min optik bedst, når han tager fra især elektroniske genrer og forener dem i et super detaljeret, men minimalistisk univers som på 2015-singlen “Fight” – læs mere om det nummer her. Til rock-folket som virkelig savner Neil, Bob og Bruce kan Hamilton Leithauser måske være et plaster på såret. Som frontmand i The Walkmen var Leithauser en af de absolut mest karismatiske frontmænd på 00’ernes alternative rockscene og i front for sit senest projekt i samarbejde med produceren Rostam, skruer Leithauser endnu mere op for de enkelte numres egne visioner – bare lyt hør 60’ernes genklang på “Rough Going”. Eller til den næsten Cohensk simple “In A Black Out”, som sammen med hele Angel Olsens koncert kan give dig din det-lyder-som-en-hvid-mand-med-guitar-genredosis på fashionabel vis.
Så: lad os summe op. Årets Roskilde-program myldrer ikke med de store legender i toppen af programmet, men er et væsentligt indspark i en bevidstliggørelse om, at legender er noget, man selv er med til at skabe gennem eksempelvis sin programlægning som festival og sin lydhørhed som publikum. Roskildes publikum er lydhørt, opbakkende og tillidsfuldt mod festivalbookernes valg. På Roskilde er de betydningsfulde musikere også nogen, der dannes i 90’erne, i 00’erne og i dag. Gå på jagt efter dem og de nye. God festival!
