Det er så særligt at høre danske bands på Roskilde. Der er både hjemmebanefordele og -ulemper: særligt for de nye artister, hvis babyhud tillader nerverne at strømme ud over scenen. Og det kan både gøre koncerterne til snublefælder eller sejrsrunder. For de purunge himmelstormere Liss gjorde sidstnævnte sig gældende – forsanger Søren Holm kunne have taget en sejrssurf på publikums opstrakte hænder.
Det er svært at forestille sig Liss‘ imponerende gennembrud blive overhalet indenom, men prisen for årets mest nuttede act går uden tvivl til de fire ranglede Aarhusdrenge. I anledning af koncerten på Avalon var kvartet blevet til kvintet, og der var lagt an til en kulmination på et vanvittigt år med signing til XL Recordings, debutudgivelse og andre uendelige opture. Nu stod Liss foran det, der må være deres til dato største publikum, og her skulle de som klicheen foreskriver bevise, at hypen om dem som dansk musiks store håb holder. Det gjorde de. At nerverne sad udenpå tøjet var særligt tydeligt, når forsanger Søren Holm på akavet og nuttet vis prøvede på at tale mellem numrene, men Liss blev båret hele vejen gennem det timelange set af et publikum så hengivent som kun Roskildes. Og det var ikke underligt, at publikum løftede hænderne og gjorde det muligt for bandet at vandre ubesværet fra massive hits som gennembruddet “Try” og “Always” til nye numre uden risiko for at falde. Setlistens diversitet viste gruppens fantastiske evner som musikere – trommeslager Tobias Hansens selvsikkert legende spil! – og deres talent for sangskrivning kom til udtryk i sangene fra ep’en First og de foregående singler samt i de helt nye numre, Liss havde med ind under Avalons røde velourhvælvinger.
Hvis publikum var kommet for lige at tjekke bandet ud, blev de overbevist om kvaliteten af den stensikre performance og charmeret af særligt forsanger Søren Holms fejlfri vokalpræstationer og identifikationssikrende kejtede og ulasteligt cool normcoreness. Så de fleste blev til vejs ende – klap og publikumskor til lukkenummeret “Sorry” kunne næppe have været højere. Opbakningen var uendelig, og den fortsatte fremgang for gruppen intet mindre end velfortjent.
