Andromeda Mega Express Orchestra fører dig gennem fortiden og ind i fremtiden. Det er fusioneringer og genresammensmeltninger i levende, legende og elitære konturer. Vi er i ørgasmernes mekka, og koncerten skulle vise sig at blive en af de mest mindblowing musikoplevelser, jeg kan erindre.
AMEO (Andromeda Mega Express Orchestra) formår at bryde med diverse genreklicheer og er et levende bevis på, hvordan den instrumentale genre stadig lever og ånder – HURRA! Bølgerne fra det 18 mand stærke instrumentale orkester synes dog ikke retfærdiggøres af mig; en grøn musikstuderende blogskribent. Jeg kommer i hvert fald til kort i en anmeldelse af dem. I stedet vil jeg på det kraftigste opfordre dig til at høre deres musik, og hvis du får den mindste mulighed for at opleve dem live – DO IT!
Lørdag formiddag havde jeg fået en plads på første paket foran scenen. Glanende med åben mund stod jeg hypnotiseret gennem hele sættet og glemte alt om den harske mudderlugt og den uundgåelige bag-summen fra publikum. Jeg lyttede; lyttede til mine ører var ved at falde af; lyttede til lagene, helheden, instrumenterne, stemningerne og overgangene. Til harpen, til kontrabassen, til trompeterne og keyboardet, koklokken, fagotten og trommesoloerne. Det svingede, dissonerede, harmonerede, breakede, overraskede, kulminerede, forsvandt og genfødtes… Men som sagt: AMEO er et band, som skal opleves. Med dette indlæg vil jeg i stedet lade falde en tribute til nogle af musikkens legender og føre dig ind i et jazzet og eksperimenterende univers af rytmer, klange og fusioneringer i de højere luftlag. Vi er i egnene for jazzen og avantgarden. Hvor improvisationerne hersker på linje med et absolut og ekstraordinært højt musikalsk niveau, hvor genier, evner og 12-timers øvedage er det eneste, som holder dig blandt eliten. Er denne verden stadig fremmed for dine trommehinder, frygt ej, for her kommer et lille håndpluk af delikatesser fra legendernes tid.
Først vil jeg lægge ud med en reference til filmen Whiplash. Måske har du allerede set den, men ellers følger en stærk anbefaling herfra. Narrativt og auditivt er den ganske eminent, og jeg vil vove at postulere, at selv den mest jazzforskrækkede lytter vil kunne blive forført af Damien Chazelles filmunivers. Whiplash er både filmtitlen og navnet på det arrangement, som den unge trommeslager bliver tæsket igennem af den højtprofilerede orkesterdirigent “Fletcher”. Whiplash er egentlig komponeret af den amerikanske komponist og saxofonist Hank Levy og er at finde som åbningsnummer i Don Ellis’ album “Soaring” fra 1973.
Når du hører nummeret, vil du måske give mig ret i, at der er noget urban-jungle, New York City-vibe over den, og det var blandt andet noget af den vibe, som Andromeda Mega Express Orchestra spandt mig ind i denne lørdag eftermiddag. Lyt og læg mærke til den flirtende intro i blæsersektionens klare skarpe “call” og en dyb fuzzy “respons” – frækt forspil som leder over i et forløsende groove – det er 70er, det er funk, det er jazz – det er WAUW!
Er dette alligevel lidt for pebret, så er Dave Brubecks “Take Five” måske et lidt mere moderat sted at starte. Her er vi lige 10 år længere tilbage i tiden, men det er stadig ligeså forførende, tight og eklatant som et glas rislende bobler i sommerens gyldne eftermiddagstimer. Luk øjnene og tænk dig tilbage til en gåtur i 1950’ernes gader i New York eller en bænk i Barcelona.
En tur med Andromeda Mega-ekspressen er en potpourri af historier, fortalt gennem breaks, temposkift, harmonier og sammensmeltninger af stilarter. Det er medrivende og actionpræget uden et eneste ord, men med en farvepalet og fremdrift ligeså hektisk som Kung Fu Panda 3. Ud over islættet fra jazz og bigband-genren udspandt der sig narrativer undervejs i koncerten, hvilket ledte mine tanker hen på genier fra den mere klassiske verden – nærmere bestemt Wilhelm Richard Wagner. Wagner brugte klangbilleder, orkesterfarver og ledemotiver til at udvikle dramaet og skabe følelsesmæssige udtryk. Han brød med klassikkens konventioner til fordel for det ekspressive drama, og det er svulstighed, ekstravagance og pompøsitet for fuld udblæsning. Især ledemotivet fik stor betydning for senere filmmusik, og i dag er musikken en afgørende emotionel og narrativ katalysator i både film og medieverdenen – tænk bare på jinglen! Et andet eksempel kunne være de klassiske Disney-film, som i høj grad er kendetegnet af deres musikalske lydflader.
Nå, denne anmeldelse af AMEO er tydeligvis stukket helt af for mig. Tænk, at en koncertoplevelse kunne lede mig gennem et univers af Disney, Wagner og 70er-jazz – hungrede jeg bare efter at kunne inddrage ledemotiver og jazzens legender i et blogindlæg? Eller er det måske en ny form for Roskilde syge? I så fald er det AMEO-feberen som taler, og hvis du ikke vil blive smittet, kan det være, du skal lade være med at klikke på nedenstående link. Men hvis du ikke kan lade være, må jeg ærlig talt indrømme, at denne febervildelse er PRETTY AWESOME!
