Modigt, nytænkende, befriende. Der er mange gode grunde til at smide en masse rosende tillægsord efter Smerz og den performance-koncert duoen giver på Store Vega søndag 30. maj. Men der er desværre ikke kun positive ord at sætte på den specielle optræden. På et sort klaver optræder Catharina Stoltenberg og Henriette Lutzfeldt i en time uden at kigge på publikum på noget tidspunkt.
Det mest passende ord at tillægge er avantgarde. Duoen, hvis største styrke ligger i evnen til at sammensætte et elektronisk lydunivers, der samtidig indkapsler skrøbeligheden i teksterne, har smidt stort set alle de sikre kort under bordet. Bortset fra to strygere og korte sessioner med violin og klaver, er resten af musikken ikke til stede på scenen. Det bliver ikke mikset, men spilles egentlig bare ud af højtalerne.
Der er to spots på Stoltenberg og Lutzfeldt, men ellers intet lys, røg eller andre visuelle elementer. Selve konceptet står altså mutters alene på scenen. Og det består hovedsageligt af skiftende siddende og liggende stillinger, en enkelt koreografi og en absurd mængde tomme blikke.
Det er sikkert nok, når det bare fungerer. Det er bare svært at se formålet. Der er helt sikkert en eller anden højere mening, en symbolik eller et budskab. Det er bare pokkers svært at forstå, hvad det er. Der skal sådan set også være plads til den slags kunst, så det hele ikke bare er Absolute Music 2. Men jeg har set en perlerække af gode koncerter, der tog mig med storm, hvor jeg heller ikke forstod symbolikken. De var bare medrivende alligevel. Man bliver desværre aldrig helt fanget af Smerz’ show.
Foto: Laura Ioana V
I øjeblikke fungerer det. De to strygere spiller upåklageligt og redder store dele. Det er live, og det spiller sammen med de dybe toner og skæve beats fra backing tracket. Særligt en seance, hvor lyset slukkes og et langt, instrumentalt stykke starter ud i drum n’ bass og ender med dystopiske nummer ‘Flashing’ lykkedes. Her får Stoltenberg og Lutzfeldt igen spotlys og lykkedes med en af deres forcer: deres vokale kemi. Med den 90’er-inspirede dystopisk bagtæppe fremhæves deres følelsesladede sang-sammenspil og det hele begynder at gå op i en højere enhed.
Der går bare ikke lang tid, så begynder opsætningen at virke nøgen igen. Et tilsvarende lavpunkt opstår, når Stoltenberg rapper acapella, mens Lutzfeldt nynner en melodi, der virker lidt tilfældig. Igen er det svært at finde formålet med det. Stoltenberg er en dygtig producer, men rapteknisk er der ikke meget at råbe hurra for, og derfor bliver det igen meget bart, når det ikke er flankeret af bas og trommer fra Vegas formidable lydsystem.
Teknisk skinner Lutzfeldt til gengæld igennem, når hun på smukkeste vis krydrer stykket med smuk norsk opera, når cellisterne får fokus eller når de to nordmænd synger ind over hinandens vers. Det løfter sig bare aldrig længere end i momenter, og det store billede ender med at være en optræden, hvor det der ikke fungerer kommer i forgrunden.
Årets bedste koncerter udvalgt af Regnsky-skribent Mathias Gavnholt (Grafik: Magnus Søholt)
At lave en liste over årets bedste koncerter baseret på samtlige koncerter i 2018 er noget nær umuligt. Og man skal da også tage det forbehold, at der helt sikkert er en del koncerter, som ikke er taget med i overvejelserne. Men de festivaler og koncerter, jeg har set, er til gengæld nøje udvalgt. Det er eksempelvis helt bevidst, at jeg ikke har set Fredagsrock med Rasmus Seebach, men ufrivilligt, at jeg ikke har været på Heartland for at se Oneohtrix Point Never eller på Tinderbox og se Depeche Mode. Det er der kommet denne liste ud af i et 2018, hvor der ikke har været én koncert, der var længder bedre end de andre, men rigtig mange der var rigtig gode.
10. The War on Drugs, Green Stage, Northside
Ikke så meget bullshit. Bare en koncert med indlevelse og musikalsk fingerspiztengefühl nok til, at det skaber en intim stemning og et fællesskab mellem band og publikum. Der bliver ikke snakket til publikum, men musikken taler for sig selv.
9. Smerz, Gloria, Roskilde Festival
De skrøbelige og følsomme stemmer fra de to norske kvinder flankeret af bastunge melankolske melodier fungerer perfekt i et røgfyldt, mørkt og intimt Gloria. Duoen tilføjer teateragtige gimmicks med blandt andet olieindsmurte og veltrænede mænd, der træner på ribbe, bare bryster og et utraditionelt modeshow med skarpe politiske budskaber.
8. Kokoko!, Avalon, Roskilde Festival
Kokoko!s historie er ret vild. Kort sagt ville bandet gerne lave elektronisk musik, men var så fattige, at de måtte bygge instrumenter ud af skrald. Det lægger de ikke skjul på, når de optræder live, og som publikum spotter man også hurtigt et instrument, der bogstaveligt talt bare er et stativ med to dåser flåede tomater. Men Kokoko! er meget mere end en god historie. Bandet har en vanvittig energi på scenen. De crowdsurfede blandt publikum og efterlod flere fans råbende på mere Kokoko! op mod ti minutter efter, koncerten var slut.
7. Khruangbin, Pumpehuset
“Oh, we know how to rock, Denmark”, siger Mark Speer, da det texanske thaifunk-band lægger an til publikumsfavoritten ‘People Everywhere (Stil Alive)’. Og det gjorde de. En godt og vel fem miunutter lang improviseret battle mellem Spencer selv og bassisten Laura Lee bliver skudt ind i nummeret som opbygning til et omkvæd, der blæser bagvæggen af Pumpehuset i et absurd stort klimaks. Resten af koncerten var ikke dårlig, men det er ekstranummeret, der får Khruangbin med i top-10.
6. Sampha, Avalon, Roskilde Festival
Det er ikke længe siden, Sampha spillede en fremragende og følelsesladet koncert på Lille Vega, der primært var båret af Samphas smukke stemme og hans klaver. Alligevel er det en helt anden oplevelse at se ham på Roskilde Festival, hvor sættet svinger i tempo, og Sampha er både helt inde i sig selv og helt ude over scenekanten, når han eksempelvis står med resten af sit band henne ved trommeslageren og improviserer. Smuk løsning på den svære udfordring, det er at gøre rolig klaverbåren skønsang til noget for et festivalpublikum på sjettedagen.
5. Kraftwerk, Meadow Stage, Haven
Haven Festival var ikke en specielt positiv oplevelse, før Kraftwerk indtog scenen. Silende regn, en tom festivalplads og en koncert der blev aflyst halvvejs er bare nogle af problemerne. Men der er ikke noget, der kan redde en festival som vaskeægte tysk effektivitet. I et skarpt sæt på cirka halvanden time går 3D-billederne og den stjerneklare himmel i perfekt symbiose med computerkærligheden fra højtalerne og skaber en helhedsoplevelse, hvor man forsvinder ind i et visuelt-musikalsk vakuum fyldt med radioaktivitet, modeller og motorveje.
4. Anderson .Paak & The Free Nationals, Arena, Roskilde Festival
Hvorfor skal han dog spille så sent, var der mange, der undrede sig over på årets Roskilde Festival, hvor Anderson .Paak først gik på efter midnat på festivalens sidste dag. Det finder man dog hurtigt ud af, for få andre kan klemme den sidste energi ud af folk og levere den fest-afslutning, som Roskilde Festival så længe har søgt efter. Med knæene i brysthøjde dansende som frontmand eller med lige så høj puls bag trommerne forvandlede han Arena til en stor dansende masse. The Free Nationals spillede med kolosalt overskud og fik endda flettet toner fra Still D.R.E ind i et af numrene. En magdemonstration, der nok havde scoret en førsteplads på denne liste, hvis ikke det var, fordi sættet mindede meget om Anderson .Paaks koncert på Apollo to år forinden.
3. Rhye, P6 Beat Stage, Northside
Jeg har aldrig været stor fan af at gå til koncerter for at synge med på den samme sætning igen og igen. Men til Rhye – efter en forrygende koncert båret af Mike Milosh’ føljsbløde stemme – tog jeg mig selv i at synge med på den samme linje utallige gange i et af de der øjeblikke, hvor man står og håber, det aldrig vil slutte. Et øjeblik som kan ses nedenfor.
Når jeg skriver om The Blazes mesterværk af en onsdagskoncert, kommer det hurtigt til at lyde som beskrivelsen af Kraftwerks koncert på Haven, hvor der bare står computeramour i stedet for liebe. For The Blazes grundopskrift er egentlig den samme, og eksekveringen lige så effektiv. En tranceoplevelse hvor musik og visuals går i et. Men The Blazes koncert var bare lige lidt bedre. Et gennemført lysshow akkompagnerer de stemningsfulde visuals og giver en endnu større helhedsoplevelse. Når koncerterten går i gang, er det eneste på scenen en stor firkant med LED-skærme på siderne, der viser den franske duos fortryllende visuals. Undervejs i koncerten åbner firkanten sig og afslører, at de to franskmænd står indeni og skaber deres melodiske house ved hjælp af sang og synthesizers. Koncerten afrundes elegant ved, at firkanten lukker i igen, og når musikken slukkes, står man tilbage med en følelse af at have været inde i en helt anden verden i knap halvanden time. Jeg gav gerne et par fingre for at rejse tilbage.
1. Danny Brown, Avalon, Roskilde Festival
Til opvarmningskoncerten for Run The Jewels på Tap1 i begyndelsen af året skulle den ellers så energiske rapper have haft problemer med både at stå på benene og huske sine egne tekster. Lørdag eftermiddag på Apollo er Danny Brown den sidste til at have svært ved noget som helst. En energiudladning i den skala tror jeg aldrig, jeg har set før. Der går ikke mere end ét minut, før alle hårene på armene står op, halvdelen af moshpitten ligger ned, og syv dages tømmermænd forsvinder ind i den bragende bas og Danny Browns flow, der er mere tight end Nye Borgerliges asylpolitik.
Boblere:
Wilkinson, Nathan Fake, Maribou State, Tyler, The Creator, Gorillaz
Hvis ikke arrangørerne selv har opfanget, hvor morsomt det er, at Smerz og AV AV AV spiller samme aften, så vil jeg meget gerne lige påpege det. Okay, det er måske ikke HAHA morsomt, men det er i hvert fald ekstra-luft-ud-af-næsen sjovt. Frost Festival holdte i lørdags afslutningsfest på Stødpudelageret med Smerz, Sekuoia og AV AV AV på plakaten. Den fire timer lange koncert bød på elektronisk musik og flagspætte-repeterende stortrommer, og det var lige præcis, som det skulle være.
Frost Festival havde valgt Stødpudelageret på Carlsberg som venue, og jeg må sige, at stedet var fremragende valgt til lejligheden. Det var hverken for stort eller for småt, og akustikken var petervælteme i orden, hvilket jeg synes er imponerende for en gammel industribygning. Garderobeforholdene er dog en helt anden snak, og alle der var til stede den aften, vil nok ikke lige foreløbig glemme den time, man stod i kø i regnvejret for at kunne få lov til at lægge sin jakke. Det er dog svært at skyde skylden på arrangørerne, da det virkede som om, alle gæsterne ankom samtidig, og der derfor blot var tale om et uheldigt sammenfald.
SMERZ. Foto af: Jens Wulff
Aftenen startede ud med Smerz-pigerne, der vel nok, med rette, er nogle af de mest hypede og interessante kunstnere i Danmark lige for tiden. De kom med debut-EP’en “okey” i bagagen, og havde fået det mindst tilgivende slot i dagens tredelte koncert. Der manglede publikum, der stadig stod i kø, da Smerz gik på, og det kunne mærkes. Måske desværre også lidt på engagementet fra pigerne, der kom lige fra en koncert dagen før i London. Det tog lidt tid at varme op, men halvvejs gennem koncerten fik publikum omsider danseskoene på, og det løftede hele stemningen, da publikum og Smerz-pigerne endelig fandt hinanden. Det endte med ikke at blive et skuffet selskab. Jeg vil vove at påstå, at Smerz slår SKAM i forhold til kvaliteten af nutidig norsk eksport.
Mellem koncerterne vendte Simon Dokkedal og Shaq nogle plader på en computer, og jeg er dybt imponeret over deres evne til at holde folk i gang. Deres musikvalg svingede fra det tungeste trap til electro-klassikeren Hyph Mngo af Joy Orbison, som fik folk til at fastholde fokus på trods af tisse- og øltrang.
Sekuoia. Foto af: Jens Wulff
Det har aldrig været en hemmelighed, at vi på Regnsky er glade for Sekuoia. Det er heller ingen hemmelighed, at vi måske er lidt besatte af Sekuoia. Men er det virkelig ikke fair nok, når der bliver leveret så solid en optræden, som der gjorde i lørdags? Med på scenen var livemusikere i form af en trommeslager, en guitarist (ham fra Chinah, måske?) og en gæsteoptræden af Marc Roland fra Kentaur på nummeret “Brace”. Det gav en helt anden følelse af liveoptræden, end man er vant til fra elektroniske musikere. På trods af den rå elguitar kunne man godt være med, selvom man led af nikkelallergi (elguitar -> metalmusik… Følg nu med!), fordi tonerne var alt andet end rockede. Det gik op for mig, hvor dygtig Sekuioa faktisk er, da jeg blev suget ind i lyduniverset, der spænder så evigt bredt. Han kan også synge, og gør det selv på sine numre. How about that. Det var uden sammenligning aftenens højdepunkt, og jeg vil valfarte til Sekuoias koncerter fremover.
Der skal lyde en special hyldest til Kasper Dauberg og Jannik Jensen, der har stået for lysinstallationerne. Min tanke var, at der var valgt varme røde og blå farver som grundpillerne i setuppet, men jeg blev ved med at blive overrasket. Noget af lyset var så hårdt og insisterende, at man ikke kunne se, hvad der foregik på scenen, og jeg håber ved gud ikke, der var epileptikere til stede i lørdags. Fantastisk setup og som resten af Frost Festivalen var lyset et kunstværk i sig selv.
2/3 del af AV AV AV i form af DJ E.D.D.E.H. og Eloq. Foto: Jens Wulff
Jeg vil ikke knytte så mange ord til AV AV AV, fordi her blev min ædruelighed for alvor sat på prøve. Det er ikke min kop te, men jeg kan sagtens se det smarte i at sætte dem på til at lukke ballet. Det blev mere klub-stemning, end det var koncert, da Unkwon, Eloq og Dj Er Du Dum Eller Hvad fyrede op for deres triumvirat af DJ-pulte. Deres setup var så vildt, at der måtte sættes ekstra lys op, før de spillede. Det var et stroboskop-helvede, på den måde der er fantastisk, hvis man alligevel er i en alkoholinduceret trance, men hvor det mest af alt føles som lyskeglerne under et opdaget flugtforsøg fra en koncentrationslejr under holocaust, hvis man er ædru. Min egen oplevelse skal dog ikke overskygge det brag af en afslutning, det var.
Fremragende måde at spendere sin lørdag på. Alt i alt er jeg fan af Frost Festival, og den måde hvorpå vinteren i København ikke nødvendigvis behøver at være kedelig. Det er også ok godt klaret at booke The Orb til en omgang opgraderet vinterbadning en stivfrossen søndag i februar. Dejligt bidrag til det københavnske kulturliv.
