Tag: Skepta (6 indlæg)

Feature

Du kan roligt droppe Mø og Skepta

Af Laura Fromm den

Er du også en af dem, der hvert år hiver dig selv i håret over, hvilke koncertoplevelser du skal prioritere på Roskilde? Når festivallens mangfoldige musikprogram folder sig ud, er det ikke til at undgå at store og små kunstnere overlapper hinanden – eller i værste fald decideret karambolerer. Hvis du allerede nu ved, at du ikke kan tilgive dig selv, hvis du ikke står forrest i pitten til Skepta, Mø eller Cypress Hill, skal du stoppe med at læse NU. – Så vil jeg i hvert fald ikke have skylden for, at du tager til koncert, med en vestafrikansk mali-dronning fremfor Led Zeppelins gamle forsanger, og efterfølgende fortryder valget.

Denne artikel går ud til DIG, der tænker tilbage på Roskildes spontane intim-koncerter, som de stærkeste oplevelser. De koncerter, som du på forhånd ikke vidste, at du skulle se, da du blev bremset på din færd mod et headliner-band. Du husker, hvordan undergrundsbandet på den lille scene slog benene væk under dig,  som var du en ‘tigermis’ i ølbowling. Du fortrød ikke et sekund, at du missede en forsinket pop-diva fra Barbados eller pinligt platte peber-drenge på Orange. Når dine måbende venner kom tilbage til campen efter parodi-koncerter med Rihanna og Red Hot Chili Peppers, var de ikke røde, men grønne, som umodne peberfrugter, over din spontane koncertoplevelse på Gloria eller Apollo.

Her giver jeg dig fem bud på små koncertoplevelser, du skal prioritere, hvis du vil have udvidet din musikalske horisont og tør satse nogle af de store stjerner, som ikke altid er de stærkeste.

Ghetto Kumbé – Onsdag, 3. juli kl. 20.30 på Gloria > Skepta kl. 20.30 på Arena

Skepta har aldrig rigtig sagt mig noget, måske er det fordi, hans hip-hop er for hård i kanten til mig, eller også har jeg bare aldrig givet ham en reel chance. Maybe in another life, when we are both cats … I stedet vil jeg lægge vejen forbi Gloria; Roskildes verdenshjørnescene, når den colombianske trekløver Ghetto Kumbé skruer op for en eksotisk fest, hvor akavet smalltalk og vejranalyser er bandlyst. Med rytmiske jungletrommer, elektroniske samples, kodyle koklokker og høje hornskæringer, som trækker associationer til Hans Zimmer-soundtracks, er der dømt trance-lignende techno-fest for fuld skrue. Jeg har skamlyttet nummeret Kumbé, som er essensen af førnævnte beskrivelse i én skæring. Tjek dén og nedenstående klip ud og få idé om, hvorfor du skal prioritere colombiansk bassmusik fremfor vred, sammenklemt hip-hop. Jeg forestiller mig allerede en kæmpe kædedans foran Gloria, hvor gamle festånder meget vel bliver fremanet.


Crack Cloud torsdag d. 4 juli kl. 22:30 – Gloria > MØ kl. 22:00 – Orange

MØ er næsten blevet for stor til Danmark, og hvis jeg skal være helt ærlig, er jeg for længe siden stået af på hendes musik, som er blevet for Ashley O – On a Roll-agtig til min smag. Har du set den seneste sæson af Black Mirror, vil du fange referencen. MØ er en vanvittig dygtig musiker og live-performer, men det er som om, hendes musik er blevet for stor og markedsorienteret med årene. Jeg savner klassikere fra No Mythologies To Follow og en ung, crowdsurfer-MØ tilbage fra de spæde optrædener i Vega … The wind is changing, and you can’t have it all!
– Til gengæld kan du få fornøjelsen af canadiske Crack Cloud, som spiller beskidt og forførende punk-rock, der trækker tråde til Iggy Pop og Talking Heads. Bandet består af et utraditionelt kollektiv sammenflettet af kreative sjæle fra film- og kunstverdenen, og der er både originalitet, ærlighed og sjæl i deres lyd. Måske er det fordi, bandet udgøres af tidligere stofmisbrugere og folk som ved “serious shit about life”. Det er med høje forventninger, at jeg tropper op foran Gloria torsdag aften. Ikke for et skud heroin, men intens og selvbevidst musik ind under huden.


Fatoumata Diawara – Torsdag, 4. juli kl. 21.00, Avalon over >/< Robert Plant and the Sensational Space Shifters kl. 21.00 på Arena. 

Det er med stor smerte i mit far-rock-hjerte, at jeg højst sandsynligt kommer til at prioritere Fatoumata Diawara over mit store rockidol, den gamle Led Zeppelin forsanger Robert Plant, torsdag aften. Rock-veteranen er i besiddelse af et af verdens bedste og bredeste bagkataloger, og så har han fået et glimrende soloarbejde fra hånden. Jeg er fuldstændig tosset med nummeret Heart in your hand, og jeg er da også sikker på, at Plant ville have mit hjerte i sin hule hånd foran Arena torsdag aften, men nogle gange er hjertets kunst at ville ét, og glæden findes ofte i de små glæder.

– Derfor er planen at tage forbi Avalon til Fatoumata Diawara, som er Vestafrikas ukronede dronning af Mali-pop og -blues. Mali-sangerinden har bl.a. samarbejdet med Disclosure og Amadou & Mariam – (pladen Welcome to Mali er noget af det bedste Mali-musik produceret i nyere tid). Hvis valget falder på sidstnævnte, vil jeg glæde mig til at bevæge mig til bløde, akustiske rytmer og vugge med til Fatoumata Diawaras charmerende toner i takt med båden i musikvideoen.

I skrivende stund er valget stadig svært, og det understreger hvor vanskeligt Roskildes musikalske karambolage-dilemma kan være. Jeg vil torsdag aften erhverve mig en White Russian fra Sputnik bar og lade rusen fra signaturdrinken afgøre udfaldet. Jeg er sikker på, at Kirkegaard ville have erklæret sig enig, når jeg skriver: “Tag til Robert Plant på Arena, og du vil fortryde det – Tag ikke til Robert Plant på Arena, og du vil også fortryde det”.

Sushi x Kobe – fredag, d. 5 juli kl. 14.00 – Apollo > Lowly kl. 14.00 – Pavilion 

Og tvivlen stopper ikke her! Hvis du aldrig har oplevet danske Lowly live, vil jeg klart anbefale dig at gribe chancen fredag eftermiddag på Pavilion. Der er altid noget magisk over koncerter med danske bands på Roskilde, men der er endnu mere magi over Lowlys drømmepop og meditative indie-univers. Jeg elsker begge deres albums til skyerne, og numrene fra Heba og Hifalutin er endnu mere fortryllende live, end de er på pladen. Jeg er også vild med overlegenheden i, at bandet turnerede i udlandet, før de prøvede kræfter i Danmark. Jeg havde fornøjelsen af at opleve Lowly til deres danske debutkoncert på Hotel Cecil, hvor jeg, efter bandet havde spillet hittet baglaens, kun kan give den råbende mand fra tilskuerrækken ret: “I er for store til Danmark!”.

Det er altså kun fordi, jeg allerede har haft fornøjelsen af Lowly live, at jeg nu skal udforske den norske urban-scene med Sushi x Kobe. Der er noget Emil Stabil- og tissekone-hiphop-agtigt over den unge Bergen-duos livsenergiske og dansable tracks. Jeg glæder mig til at mingle og hoppe med til koncerten med alle de nyudklækkede studenter og en long island i hånden. Jeg vil iføre mig hurtigbriller og falsk pelsjakke, uanset hvor mange grader termometret viser. Det bliver dumt, ungt og svedigt på alle de rigtige måder! Og du ved, hvem jeg er, hvis du hopper ind i min long island-drink, og skylder mig en ny!

DJ Koze lørdag, 6 juli kl. 02:00 – Apollo > Cypress Hill kl. 02:00 – Arena.


At vælge mellem Roskildes to sidste spidskandidater, som stiller op for at lukke festen lørdag nat, er et sygt dilemma at stå i. Begge kunstnere er ekstremt stærke muligheder, og jeg er sikker på, at begge koncerter kommer til at afslutte Roskilde med et brag. Cypress Hill bliver kanonslaget, der får teltdugen over Arena til at smælde med ægte old-school hip-hop. Og så kommer koncerten uden tvivl  til at få din brain til at gå insane. Den elektroniske hitmager DJ Koze bliver heliumballonen, der ikke afgiver et brag, men en sivende lyd af disco- og house tracks, der gør dig skør i hovedet på den helt rigtige måde. Jeg glæder mig som en tosse til at opleve den tyske excentriker, når han slipper 25 års erfaring i house, hiphop, disco, breakbeats og leftfield-lyd løs på Apollo.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Feature

Hiphop er for unge i 2019, hvad punk var for unge i 80’erne

Af Nikolaj Boesby Skou den

Hiphop er den altdominerende genre i 2019. Det er en genre, der har vokset sig så stor og mangfoldig, at den nærmest ikke længere kan klassificeres som en genre. Men fælles for de forskellige grene af hiphop er, at de stjæler med arme og ben fra andre musikalske stilarter både i form af lyd, men især også i forhold til live-elementer. Undergenrer som trap, grime og de mere eksperimentelle kunstnere har ofte meget voldsomme og punkede udtryk, når de spiller koncerter.

Rappen og hiphoppens popularitet er dog ikke kommet helt uden kritik. Blandt garvede koncertgængere er der en vis skepsis overfor ‘de unges’ moshpit-kultur, og kritikken går blandt andet på, at koncerterne udelukkende handler om at være så vilde som muligt. Jeg er med på, at det giver god mening at have en fornemmelse, for hvornår beatet ‘dropper’, før man bryder ud i ragnarok, men der er også flere kunstnere, hvis musik og optrædener lægger op til de kraftige, kollektive energiudladninger, og det er en central del af oplevelsen. Derfor skal der lyde en kæmpe ros til sikkerhedspersonalet på festivaler rundt om i landet og institutionerne, der tillader publikum at slå sig løs, for selvom det er vildt, føles det stadig (som regel) sikkert. Her er fem koncerter på årets Roskilde Festival, hvor du kan opleve moshpit-kulturen, både aktivt i cirklen og passivt i siden af teltet.

Death Grips – Fredag, 5. juli kl. 02.00 – Arena

Det er svært at anbefale Death Grips uden at komme til at lyde som et røvhul af en musiksnob. ‘Hey! Har du hørt det her anmelderroste noise-punk-industrielle eksperimentelle hiphop?’ Den er måske lidt svær at sælge. Det ville være en del nemmere, hvis man kunne give en pille kondenseret Death Grips, så man kunne opleve deres energiudladninger på egen krop. De har fornyet en genre på en dybt original måde og excellerer i deres brutale hardcore live show, som man har mulighed for at opleve fredag nat på Arena.

Travis Scott – Torsdag, 4. juli kl. 01.00 – Orange

Måske verdens største trap-stjerne og den første reelle verdensstjerne, der udsprang af SoundCloud-miljøet. Travis Scott har et af de vildeste live shows i spillet med rutschebaner på scenen og en endeløs mængde af fyrværkeri og røgkanoner. Hvad rapperen muligvis mangler af klassisk musikalsk træning, vejer han op for med et energiniveau, som vil gøre en duracell-kanin grøn af misundelse. Hans sange lægger op til moshpits med beats, der dropper og skifter stil undervejs for på ny at droppe. Men det er ikke kun gak og løjer, Scott har leveret nogle album, der kommer til at få status som klassikere inden for genren, og der er masser af ekvilibristiske produktioner gemt bag røgslørene og pistolskuddene.

Skepta – Onsdag, 5. juli kl. 20.30 – Arena

Kongen, gudfaderen, daddyen, kald ham hvad du vil, Skepta er indbegrebet af grime – den britiske rap-genre med hårde elektroniske beats i et vanvittigt tempo. Selvom han var med, da det hele startede på piratradioer i London, har han formået at forblive på toppen i løbet af de seneste års grime-renæssance. Det er han i høj grad af sin eminente teknik, sin humor og kreative flows. Skepta rapper så godt og tydeligt, at det næsten lyder som om han er dårlig – på en MC Einar-måde. Men det er kun, fordi han er så overlegen, hvilket han heller ikke er bleg for at gøre sit publikum opmærksom på.

JPEGMAFIA – Onsdag, 3. juli kl. 19.15 – Apollo

JPEGMAFIA er målt på aggressivitet på niveau med de andre i artiklen og eksperimenter som Death Grips også ekstremt meget med formen på musikken. Det er ikke let tilgængeligt, men man opfanger straks pulsen og attituden i musikken, og hip-hoppen har aldrig været så in-your-face, som når JPEGMAFIA klipper sine beats sammen og råber ind over dem.

Sheck Wes – Onsdag, 3. juli kl. 22.00 – Apollo

Udstyret med minimalistiske trap-beats, der giver plads til hans skingre stemme, går Sheck Wes i krig sammen med sit publikum. Han giga-hittede sidste år med Mo Bamba, og han er nu på en mission, hvor han skal vise, at han er mere end et one-hit-wonder. En del af rapstjerne-pakken har han dog helt styr på, og det er at sætte ild til publikum. Han har om muligt endnu mere energi end trap-kollegaen Travis Scott og leverer en uhyggelig vokal, der hjemsøger lytteren og pumper adrenalinen rundt i blodet.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Feature

Månedens bedste tracks: Februar 2019

Af Morten Bruhn den

Februar er overstået, foråret står for døren, og som sædvanligt ser Regnskys skribenter tilbage på den forgangne måned med et overblik over de numre, der var med til at forme den. Denne gang er det blevet til ti numre, og man kan på listen finde alt fra Gents og Girls In Airports til Skee Mask og videre til hårdtspyttende Freddie Gibbs.

Kenton Slash Demon – Tik-Tik

Tik-tak, tiden går, og det har været svært at vente på den danske techno-duo Kenton Slash Demons nye ep, Oli. På tracket Tik-Tik opstår et elektronisk lydbillede af en skrattende græshoppesværm, der frembringer ætsende tonegnidninger med baglårene. Rytmen er repetitiv (næsten en anelse for meget) og sitrer i samtlige fem minutter – kun afbrudt af en enkelt pause, hvorefter den akkompagneres af hule ‘panfløjte-ekkoer’. Lydbilledet passer perfekt til den simple musikvideo, hvor blade badet i noget, der kunne ligne babyolie, synkront slanger sig op og ned i en ‘elektronisk dance’. Et stærkt nummer, hvor rytmen ikke kan udelukke en inspiration fra Jaars – Mi Mujer. (Laura Fromm)

Girls in Airports – Rold Skov
Har du også altid drømt at besøge Rold Skov, men aldrig fået det gjort, fordi Nordjylland simpelthen er for langt et smut på en søndagsudflugt? Så frygt ej. Det  ceremonielle og minimalistiske jazzband Girls In Airports, som gav en forrygende koncert på Hotel Cecil tidligere på måneden, tager dig med på en hypnotisk skovtur, der er ligeså skøn som optagelserne fra det himmerlandske naturområde i musikvideoen. Med en hæsblæsende saxofon og halvdystre men også lyse rytmer kommer vi helt ind i skovens mørke muld og bliver samtidig løftet højt op over trækronerne i et smukt og opbyggeligt toneunivers. (Laura Fromm)

Freddie Gibbs & Madlib – Flat Tummy Tea

Der er noget, der tyder på, at 2019 kan blive året, hvor vi får den længe ventede opfølger på Freddie Gibbs og Madlibs mesteralbum Piñata fra 2014. Flat Tummy Tea er i hvertfald en spændende teaser, der bestemt holder niveau med de tidligere skæringer. Gibbs leverer rap i maskingeværstempo over Madlibs tunge produktion, der ændrer karakter halvvejs gennem nummeret og giver mere plads til Gibbs, der klinger en anelse som DMX på nummeret. (Nikolaj Boesby Skou)

Bibio – Curls

Jeg forelskede mig i Bibio på gennembrudsalbummet Ambivalence Avenue fra 2009 og i særdeleshed den charmerende Lover’s Carvings, men så mistede jeg alt to år senere på Mind Bokeh og det fjogede, corny og tenderende åndssvage midt-00’er-ironisk-poprock-track Take Off Your Shirt, og siden da har jeg faktisk ikke givet Stephen James Wilkinson en ny chance. Indtil nu, hvor den engelske producer er aktuel med det kommende album Ribbons, hvorfra førstesinglen Curls har fanget min opmærksomhed. Bibio varsler, at albummet er en akustisk genopdagelse af 60’er- og 70’er-psykadelika, soul, ambient og field recordings, og det er præcis denne kombination, der venter lytteren på Curls – krydret med Bibios genkendelige lo-fi-skramlede guitar og et overraskende fingerspids Ringenes Herre-på-besøg-i-Herredet-violinspil. (Morten Bruhn)

Skepta – Wish You Were Here

Grime-godfatherne Skepta og Wiley har haft en mindre beef over Instagram de seneste par måneder. I et forsøg på at få talt ud, tog Skepta til Wileys fødselsdag, men Wiley dukkede ikke selv op, hvilket pissede Skepta af. Det kom der diss-tracket ‘Wish You Were Here’. Hvis nummeret er det første i en lang beef, må den godt fortsætte i lang lang tid, for det får det bedste frem i Skepta. (Nikolaj Boesby Skou)

Skee Mask– 808AB

Skee Masks 2018-album Compro blev på nærværende side hyldet som et af årets bedste albums – og måske også et af årtiets bedste – og nu er den tyske techno-producer klar med første udspil siden da med ep’en 800BB. Her er det pladens lukkenummer, 800AB, hvor Skee Mask bare fortsætter i samme stil fra Compro med sin lige dele indviklede og rørende techno-electro-breakbeat-lyd. Skee Mask kan ikke gøre noget forkert. (Morten Bruhn)

Octavian feat. Skepta & Michael Phantom – Bet

Brandvarme Octavian har fået fint besøg af Michael Phantom og den levende legende Skepta på den benhårde Bet. Et simpelt men hårdtslående beat tvinger de tre rapper til at spytte korte og præcise linjer. Videoen er også værd at tjekke ud; den er holdt i sort/hvid, og det er umuligt at lade være med at nikke med i takt med briterne. (Nikolaj Boesby Skou)

Gents – Smoke Machine

Det er svært at beskrive instrumentet, og selvom det føles ufyldestgørende, er den nærmeste beskrivelse nok, at det lyder som en form for elektronisk tuba. Catchyness’en er kun overgået af omkvædets sang, der klæber sig fast til hjernen som fluer på en lort. Hør ikke nummeret to gange, hvis ikke du er klar på at have Smoke Machine så meget på hjernen, at du har svært ved at koncentrere dig om helt almindelige samtaler og praktiske gøremål. Gents er efterhånden ret populære, men det her kan være nummeret, der i kraft at både genkendelighed – men også et produktionsmæssigt fingerspitzengefühl og elegante detaljer – giver Gents det helt store gennembrud. (Mathias Gavnholt)

Modeselektor – Wake Me Up When It’s Over

Selvom begge er elektroniske, er der langt fra Aviciis Wake Me Up til Modeselektors nummer tyskernes seneste album, Who Else. I hvad der ligner en hyldest til Aphex Twin indledes sangen med forvrængede mandlige stønnelyde som baggrund til lækre layers, der stille og roligt bygger op, som man kender det fra Modeselektors mere “rolige” numre. Nummeret peaker ved at flå lytteren ud af velværen og ind i ny lydboble af trommer i sjette gear og tunge synths, der kører i syvende eller ottende. Der er sket meget, siden tyskernes klassiske komponister dominerede musikscenen, men på trods af at lyden er anderledes, føles Wake Me Up When It’s Over langt hen ad vejen mest af alt som en storladen komposition. (Mathias Gavnholt)

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Livestemning

Kan man blive for gammel til at tage til grime-koncert?

Af Rasmus Stegmann den

Det med at blive ældre, det er altså noget mærkeligt noget. For nylig fyldte jeg 29 år. Niogtyve år. Det er så tæt, man kan være på 30 – uden at være det. Jeg kender flere jævnaldrende, der har etableret sig i familieliv med villa, vovse og Volvo. De er måske mere en typisk 29-årig, end jeg er. Det er som om, at da jeg flyttede til København, der fik jeg lige lov til at forlænge min ungdom med fem år, men man kan ikke lade være med at sidde og reflektere over, om man er der i livet, hvor man gerne vil være, og om der er ting, man simpelthen er blevet for gammel til.

De sidste par år har jeg været på forskellige festivaler og mødt moshpit-kulturen. Den har jeg konkluderet, at jeg ikke forstår, og at jeg simpelthen er for gammel til. Gider jeg betale for at tage til et arrangement for at blive skubbet rundt af en flok 18-årige hormonbombede gymnasie-elever fra Gammel Hellerup? Ikke tale om. Til bl.a. Stormzy-koncerten på Roskilde var der nærmest ikke sjovt at være pga. kulturen omkring det. Slet ikke når man er 198 cm og har et lidt for højt tyngdepunkt.

Mit problem er dog, at jeg elsker grime-musik. Jeg har hørt Skepta i mange år – og jeg har set ham to gange før på dansk grund. I lørdags var han tilbage i Danmark, da han gav koncert i Tap1. Mit dilemma var kæmpe stort. Ville jeg helst blive væk af frygten for at blive opslugt at et moshpit, eller ville jeg trodse risikoen og tage til koncert med en musiker, jeg elsker?

Du kan nok gætte, at jeg tog til koncerten. Fandme ikke om sådan nogle ungdomssvin skal bestemme over mig! Jeg knytter næven i vejret lige nu, det kan man bare ikke se på skrift.

Sidst jeg så Skepta live var på Roskilde i 2016, hvor han leverede hele 40 minutters koncert. Dog var det en af årets mest intense og bedste oplevelser, som jeg husker den. Det er en mand hvis musik, jeg har hørt i mange år, og som er kendt for at levere toptunede liveshows. I lørdags var ingen undtagelse. Det blev kun til en times koncert, hvilket jeg synes er lidt sølle for 370 kroners billetpris, men jeg er måske heller ikke den ideelle målgruppe for arrangementet. (Dengang jeg så Skepta til Distortion i 2015, der kostede det sgu gratis). Det var en fortrinlig højenergis koncert, men der var så meget mere end moshpits at komme efter. Jeg synes virkelig, at Skepta er dygtig. Og så er han pisse fucking sej. Han designer sindssyge ting sammen med Nike, dater Naomi Campbell, og laver sprød lo-fi grime som er så langt fra amerikansk hiphop, det overhovedet kan komme. Lydene er simple men rimene er stadig solide og teknikken helt i top. I lørdag trådte han ind på scenen i en meget 90’er inspireret nærmest technoagtig heldragt med selvlysende striber. Han leverede derefter hvert eneste vers med kirurgisk præcision, og jeg kunne stå et godt stykke væk fra moshpittene og være gammel og nyde koncerten med kun den lejlighedsvise svedige bare overkrop klaskende op af min adidastrøje. Et fint kompromis tænker jeg.

Det er værd at se Skepta live, hvis man har interesse for hans musik. Også selvom man ikke har lyst til at befinde sig i en times moshpit med ti år yngre gutter og gutinder. Han er i høj grad noget for sig selv. Jeg har nydt hver af de tre gange, jeg har været i selskab med ham, og jeg ser allerede frem til den fjerde.

Sidenote: Tap1 er altså ikke så slemt et sted, som det har fået ry for at være. Måske egner stedet sig bare bedst til hiphop-koncerter.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Livestemning

Sammendrag af hiphop-koncerter på Roskilde

Af Rasmus Stegmann den

Indrømmet. Sammendrag af hiphop-koncerter på Roskilde er ikke den mest sexede rubrik, men den er sgu da meget konkret. Jeg er glad for, at du læser med alligevel.

Jeg var til en del hiphop-koncerter under årets Roskilde. Jeg ville rigtigt gerne have været til flere, men festivalslivet er hårdt, og nogle gange er det svært at prioritere en gut der kalder sig Young Thug over en fadølspause med dertilhørende flæskestegssandwich fra Meyers. Den gode med æbler og sennepsdressing, du ved. Dog nåede jeg seks styks koncerter i et ret spækket program (og to flæskestegssandwich), og lad os lige starte med et klappe i hånden over Roskildes hiphop-begejstring. Det er sgu godt kørt af dem, og jeg håber, det er en tendens, der fortsætter fremover fordi, jeg virkelig synes hiphopkoncerterne egner sig til festivalsformen. Hvad mener jeg så med det? Jeg er glad for, at du spørger!

  1. Hiphop-koncerter er oftest en kort men utrolig intens oplevelse, hvilket betyder, at man oftest sagtens kan overskue det i forhold til en tre timers maraton-koncert med en kunstner, som dine forældre synes er bomben, og som spiller guitarsoloer på en halv time. Intet had på Neil Young men den underliggende pointe foreligger stadig.
  2. De er unge, og de taler til Roskilde-generationen. Der er meget fisse, hash og penge hiphop derude, men dem går Roskilde heldigvis (oftest) uden om, og det betyder, at de dygtige rent faktisk kommer til orde. Dem med noget på hjerte.
  3. De kan holde en fest. Det gør ikke så meget, at de kun rammer 1 ud af 100 toner, når den tonstunge bas smadrer dig i ansigtet som en mudret gummistøvle med mursten i, og du alligevel har travlt med at være lidt fuldere, end hvad godt er og at hoppe rundt med armene i vejret. Som den wigga du er.

https://www.instagram.com/p/BGs_fq-kF4D/?taken-by=vincestaples
Vince Staples
Jeg kendte egentlig kun Vince fra ham og Flumes fantastiske kollaboration “Smoke & Retribution”, men alene ud fra dette nummer blev han et must-see for mig. Hans vokal på nummeret er helt fantastisk, og efterlader en tanke om, at han er, eller bliver, noget helt særligt. Det var en tidlig onsdagskoncert, men jeg tror måske, folk har været ovre hos Action Bronson først og blive kørt op, fordi fra første sceneindtræden dominerede Vince teltet, så man stod tilbage med et “gid jeg kunne det dér”. Pavillion var fyldt til randen, og det hele hoppede og svajede med diverse håndtegn i luften. Folk fik, hvad de kom efter fra en yderst veloplagt ung mand, der også gav mig, hvad jeg kom efter – nemlig Smoke & Retribution.

Don't miss tHa pit stops…… DENMARK COPENHAGEN

A video posted by ScHoolboy Q (@groovyq) on

Schoolboy Q

Da Future aflyste gjorde han Roskilde Festival en enorm tjeneste. Ikke blot er hans eget fravær beundringsværdigt, men den erstatning Roskilde hev ind, må kandidere til at være en genial løsning. Dengang Drake aflyste kom Jack White i stedet for. Det er en helt anden genre, vi har med at gøre, og det er langt fra det samme publikum, der ville blive tiltrukket. Men med denne aflysning efterlod det kun Macklemore til at bære popfanen højt. Schoolboy Q ligner på ingen måde en stjerne. Han virker ydmyg og som om, han altid forsøger at skjule sit ansigt med sin karakteristiske bøllehat. Han har lavet sange med mange andre – specielt med dem fra A$AP Mob. Herfra fik vi dog også den fabelagtige “Hands on the Wheel” og “Work” af A$AP Ferg. Han leverede den endda 10 gange bedre, end Ferg selv gjorde tilbage i 2014. Vi fik selvfølgelig også lov til at slutte på “Man of the Year”, som man ikke behøver at kunne teksten på i forvejen for at skråle med på. Desuden gik det hele virkelig amok på Arena, da han spillede m.A.A.d city af Kendrick Lamar. Vi kom et bredt repetoir af covers igennem, men det gjorde ikke noget, når Schoolboy Q ikke har fine fornemmelser som erstatning for et andet navn – til gengæld gik han ind på scenen og leverede den største hiphop-fest, jeg var vidne til og deltager i på RF16. Se selv videoen.

MEN HEY SCHOOLBOY Q. Jeg ved godt, du er fra Los Angeles, og det er en relativt stor by, men Roskilde Festival foregår IKKE i Copenhagen. Det bliver heller ikke Copenhagen, selvom du siger “WHAT’S UP COPENHAGEN” otte gange.

Lars Vaular

Tjek Straight outta Bergen.

Skærmbillede 2016-07-01 kl. 17.43.38

Anderson. Paak

Mirja har allerede anmeldt Anderson. Paak, så jeg vil ikke gå i dybden. Jeg vil dog kommentere, at han har en aura af kommende superstjerne omkring sig. Det burde Roskilde have vidst på forhånd. At sætte ham på klokken 14.00 på Apollo var en dødssynd. Fremmødet var MASSIVT. Intet var dog større end hans levering. Han kan spille trommer, han kan synge. Han er faktisk en rigtig musiker.

Last night was the best @ Roskilde 2016. See you again soon. Love. Love. Love.

A photo posted by SKEPTA (@skeptagram) on

Skepta

For helvede jeg havde glædet mig til den her koncert. Fredagen var dog ved at gøre sit indtog på mig, og det var svært uoverskueligt, at koncerten først startede 02.30. Med et øjebliks klarsyn fik jeg udsat mit allerede udsatte søvnbehov og hældt tre-fire fadøl mere ned. Så var jeg klar til at grime den til den koncert, jeg måske mest havde glædet mig til. Klokken 02.00 ankommer jeg i håb om at få en god plads. Det lykkedes ikke. Plads får jeg dog, og jeg venter spændt på, Tottenham-rapperen kommer frem fra sit skjul. En gut ved siden af mig har angiveligt lige spist en svamp, og han spørger mig, om jeg også kan se højtalerne trække vejret. Okay, det bliver sådan en slags koncert, tænker jeg, og putter min mobil og pung i en lomme med lynlås. Selvom Skepta forsøger at starte stille og roligt ud med “Konnichiwa” fra det nyeste album kaldet… ja, Konnichiwa, så kan folk slet ikke have det stille og roligt. Der går halvandet nummer før det første moshpit opstår. Det er langt fra det sidste. Det var forventeligt, men det er stadig irriterende at blive tvunget ind i, når man ikke har lyst. Selve koncerten varer hele 40 minutter, før Skepta ikke kan finde mere materiale fra sine 4 (!) studiealbums at spille for os, og derfor forlader scenen uden at kigge sig tilbage. Det var et kæmpe antiklimaks, men måske var det smartest, fordi det var vildt og sindssygt – og måske endda for vildt. Jeg hader bare, når nogle få ødelægger det for de mange. Nå, men vi fik lov til at høre Shutdown, It Ain’t Safe, That’s Not Me og Numbers. Jeg er faktisk i tvivl, om der overhovedet var et nummer fra et andet album end det nyeste.

Skepta, fordi jeg elsker dig så højt, så får du en chance til for at imponere mig. Det kan ikke være rigtigt, at du har fået penge for at komme og spille i 40 minutter. Jeg ved ikke, hvad der ligger bag. Der er dog ikke noget at brokke sig over i forhold til leveringen af numrene. En dygtig herre – jeg tror bare godt, han ved det.

We flew from NYC to Istanbul Airport. Much love and support for them. From Istanbul to Bucharest. From Bucharest we decided as a result of a last minute decision to take a pair of really fast transporter cabs through the beautiful Romanian countryside stopping at a few small towns (Ramnicu Valcea) before reaching Sibiu. Incredible festival. Romanian people are not afraid of dying in a speeding car yo. ? This Romanian dude was top 5 dead or alive drivers! We performed at MIDNIGHT… AND THATS WHEN IT STARTED. 3 FESTIVALS IN 3 different countries in 24 hours. Right after we performed at the Airfield Festival in Sibiu we drove to Cluj where we caught a flight from a terrible airline called Wizzair that none of you will hopefully ever have to deal with. lol We landed in Eindhoven and then drove to Tilburg and crashed for like 6 hours and then we tore down the Woo Hah Festival at 4:15pm Immediately after we got off stage, we drove to Amsterdam and then flew to Copenhagen. Directly from the plane to the stage at Roskilde Festival (pictured here.) Denmark was insane. Closing out the Festival to tens of thousands, at MIDNIGHT! Thank you #Romania Thank you #Denmark One love #Netherlands Peace #istanbul #Bucharest #Sibiu #tilburg #amsterdam #Roskilde I'm going to sleep. Back to home to finally finish The Middle Passage Shout to my brothers that crawled through hell with me and walked through the sky with me. Great run! @poisonpenbk @cf201 @djstatic222 @chinoxl Warrior shit fellas. No sleep and still pushing. Partied out after the show was done. It's 7am and I'm going to sleep now. Goodnight Earth. #tourlife Haha! #3Festivalsin24hours

A photo posted by Immortal Technique (@techimmortal) on

Immortal Technique

Endnu en hiphop-aflysning var skyld i bookingen af Immortal Technique. Den her gang var det dog desværre den kære Freddie Gibbs, som jeg havde set frem til at se live. Freddie var blevet forhindret pga. en anholdelse i Toulouse og efterfølgende udlevering til Østrig i en sag om voldtægt. Sååå deeeet. Men hey! Så er det da naturligt, at tjekke hans erstatning ud, nu hvor jeg alligevel havde sat kryds ved hans navn. OG WOW. Jeg kendte intet til det, men det var sgu crazy. Immortal referede selv til den gang han spillede på Roskilde for 10 år siden, og han havde tænkt sig at lave en “Schoolboy Q” – dvs. bare levere et sindssygt show, så folk glemte skuffelsen over aflysningen. Avalon var pakket og klar til at tage i mod. Og de fik.

Roskilde, hold din hiphop-fane højt og bliv ved med det. Det passer så godt ind på festivalen, og I er så gode til at fange både nye og gamle navne. Selv med så bred en vifte af navne, så kan de alle sammen noget forskelligt og tilhører forskellige genrer. Jeg er glad og taknemmelig for, at jeg må være en del af det. Tonstung kærlighed fra en kæmpe wigga.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *