Tag: Sigur Rós (6 indlæg)

Feature

Regnskys julekalender 2016: 4. december

Af Peter Pishai Storgaard den
Highasakite Regnsky
Foto: Tonje Thilesen

Vi nærmer os så småt juleaften og for at gøre ventetiden lidt kortere, vil Peter hver dag frem til juleaften åbne en låge i Regnskys julekalender. Her vil han blandt andet afsløre sine 24 yndlingsnumre fra det forgangne år og se nærmere på andet fra musikkens verden, som er værd at mindes. God fornøjelse og god jul!

I dag er anden søndag i advent, og vi er efterhånden fire dage inde i december. Det er tid til at tage hul på rangeringen af det, som jeg brugte det meste af foråret og sommeren på; nemlig festivaler. Men inden vi når dertil, skal vi et smut til Norge og møde nummer 21 på listen over mine yndlingsnumre fra 2016.

Årslisten: #21
Det sidste navn uden for top 20 er en artist, som var festival-aktuel i den danske sommer, nærmere bestemt på Avalon-scenen på Roskilde Festival. Dengang blev koncerten forsinket godt et kvarter på grund af tekniske problemer, men tekniske problemer er der heldigvis ingen af på et af mine ubetingede yndlings popnumre fra i år. For med “Samurai Swords” har Highasakite skabt et nummer, som både er dramatisk, rytmisk og skrig-med-venligt – alt sammen elementer, som jeg forventer af en god popballade. Jeg kunne egentlig have valgt en række numre fra bandets stærke album “Camp Echo”, men valget faldt alligevel på det nummer, som undervejs i sommerens koncert var den bedste undskyldning for at fyre op for det lysshow, som forsinkede det hele til at begynde med.

Årets festival: #3
Jeg synes altid, at den her liste er ekstremt svær at lave. For stort set alle festivaler har hver deres individuelle charme, og hvordan sammenligner man lige korte byfestivaler som SPOT Festival og Trailerpark Festival (R.I.P.) med ugelange overnatningsfestivaler som Roskilde Festival? Jeg ved det ikke, men jeg prøver alligevel.
Så på tredjepladsen har jeg endt med at placere aarhusianske NorthSide Festival, som jeg – før i år – af forskellige årsager ikke har været af sted på siden 2013. Det var i den grad et glædeligt gensyn med festivalen, som i den grad prægede det halvandet år, jeg boede i Aarhus fra 2012 til 2013. Og som stadig den dag i dag har stillet med det ubestridt stærkeste lineup i min festivaltid – det skete i 2013, hvor programmet blandt andre indeholdt The Flaming Lips, Nick Cave, Portishead og svenske The Knife.
I år var dog ikke langt efter, og jeg havde helt fantastiske oplevelser med Beck, Sigur Rós, Iggy Pop, Velvet Volume og flere andre. Jeg glæder mig allerede til næste år.

Det var alt fra denne adventssøndag. I morgen kommer det på flere måder til at handle om fremtiden…

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Livestemning

Perfekte Sigur Rós skønsang Northside tavse

Af Peter Pishai Storgaard den
Foto: Thorsten Iversen

For en stund gik det hele op i en højere enhed på Northside Festival. Den irriterende småsnak, som senere på aftenen skulle dræbe en ellers fantastisk optræden fra Beach House, forstummede, og publikum helligede sig en sjælden gang fuldstændig til musikken. Og det hele kan tilskrives den magi, som islandske Sigur Rós skabte lørdag aften.

Det var en af den type koncerter, hvor verden smelter fuldstændig sammen, og man bare er til stede i Jónsi og bandets mystiske univers. Det var musik i sin reneste form, og det siger ikke så lidt om bandets format, at det netop var dem, der formåede at fange Northside-publikummets fulde opmærksomhed for første gang på årets festival. For jeg ved ikke, om det bare er mig, der er ved at blive gammel, men der har været en helt absurd tendens til forstyrrende småsnak under koncerterne både på sidste weekends Heartland Festival og i løbet af denne weekend i Aarhus. Men det skulle ikke stoppe Sigur Rós, som på – for mig – uforståeligt islandsk og deres selvopfundne vonlandiske skabte et lydunivers, som gav en følelse af konstant gåsehud i de 75 minutter, koncerten varede.

Alt gik simpelthen op i en højere enhed. Publikum tav, mens hver en tone, der forlod Jónsis fænomenale stemmebånd, var perfekt i ordets allerklareste forstand. Selv vejret lod til at lade sig rive med af den islandske skønsang, og vinden fungerede som et perfekt supplement til det storslåede og dommedagsvarslende musikalske univers.
Jeg har kun én ting at sætte på oplevelsen, og det er simpelthen, at koncerten var sat på programmet for tidligt. Sigur Rós fungerer ganske enkelt bedst i mørke, og selvom mørket langsomt sænkede sig over Ådalen, så var det alligevel ærgerligt, at bandets spektakulære visuals i starten druknede i skumringens sidste lys.

Nu giver vi ikke stjerner, men lad mig til slut i stedet sige, at det her vil gå over i Northside-historien som en af de bedste koncerter nogensinde. Tusind tak til både Sigur Rós og publikum for for en gangs skyld bare at lade musikken tale.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Livestemning

Sigur Rós og publikum sejrede sammen

Af Eva Laksø den
Sigur Rós fanget ved anden lejlighed
At starte en anmeldelse med at referere til bandnavnet, det er lidt af en kliché. Men som det er med dem – altså, med klicheer – så får de kun deres status, fordi de oftesr holder. Således er tilfældet også med Sigur Rós, islandsk for sejrens rose. For med deres midnatsmesse på Arena sent lørdag sejrede bandet hele vejen gennem det komplet pakkede telt, så de taknemmeligt bukkende kunne modtage publikums uendelige ovationer ikke blot en, men to gange.

Sigur Rós’ musik er egentligt relativt svær. Den lyder ikke som noget andet, og derfor er det proppede telt en fremragende overraskelse. Musik kan brænde igennem ved sin blotte kvalitet.
Sigur Rós leverede en pletfri udførelse af et gennemført totalshow. Den nyslåede trio blev flankeret af intet mindre end to multiinstrumentalister (hvoraf den ene viste sig som en decideret fremragende guitarist på “Festival” og den anden brændte igennem som ekstra perkussionist på “Hrafntinna”), et kor, tre strygere og tre blæsere. Foruden et uovertruffent lysshow mellem det blændende mørke og blindende lys.

Sigur Rós indgik fra start en kontrakt med publikum. To  numre fra den højaktuelle og virkelig gode plade Kveikur indledte koncerten, men blet snapt efterfulgt af “Glósoli“ fra hitpladen Takk…. Med ældre numre rakte Sigur Rós fra første tone hånden ud til publikum og garanterede, at de ville spille så englene sang om kap med Jónsis flagermusfrekvenser, men efter “Glósoli” ikke så meget som tøvede publikum på at gengælde invitationen og gå hele vejen med ind i islændingenes særprægede og fortryllende univers. Da Sigur Rós efter lysere og drømmende numre som “Sæglópur”, ligeledes fra Takk… og livefavoritten “E-Bow” (kendt fra Heima, den fornemme koncertfilm/dokumentar om Sigur Rós) skruede op for støjen på “Hrafntinna” blev de tilmed klappet i gang. Det er sjældent, at 20.000 mennesker klapper et drømmepoporkester til støjrock!

Men Sigur Rós ville kun Arena det godt. Derfor belønnede de opbakningen med en magisk tung version af “Hoppipolla”. Det helt store udtræk var fremme, de smadrede løs i det næsten arketypiske klimaks, som Sigur Rós flere gange forløste denne sene aften. Imens vi blev oversvømmede af den i øvrigt absurd vellydende kulmination, intensiverede stroboskoplyset oplevelsen til endnu højere stadier, til den vægtløse tilstand som Sigur Rós helt særlige klang kan skabe. Ikke vægtløs, i betydningen “manglende tyngde”, men vægtløs som udenfor tyngdekraftens indflydelse – som fra en helt anden verden.

Måske det var derfor, så mange mennesker på Arena accepterede Sigur Rós’ måske svære musik. Fordi den er så komplet, og deres univers så komplekst. Lørdag nat sejrede Sigur Rós og publikum sammen. Og det var intet mindre end utroligt smukt.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opdagelse

Evas anbefaling til Roskilde Festival 2013 – Sigur Rós

Af Eva Laksø den
Sigur Rós

Søndag på Roskilde Festival er altid en dag fuld af gru. Et af mine (eneste) minder fra søndagene på Roskilde er at sidde på græsset ved Pavilion med panden mod knæene på de snurrende ben og et roterende hoved. Hvorfor? Fordi lørdag altid er festivalens travleste dag. Altid, og derfor er Roskilde Festival 2013 ingen undtagelse. Min største anbefaling til dig – overhovedet – på dette års festival er, at du lørdag klokken 23 indfinder dig under festivalens største teltdug, Arena. Du skal stå lige bag pitten, og helst til højre (der er der altid færrest mennesker). Du skal have spist i forvejen, tisset af og i øvrigt have en karton hvidvin med, for du kommer til at være her længe, og der kommer til at være pakket.
Lørdag nat på Roskilde er noget særligt, om du er til smadrefest på Orange eller til den ekstreme musikoplevelse. Sidste år endte jeg i en tilstand, hvor kroppen holder op med for alvor at findes, så det blot er musikken og menneskerne omkring dig, du oplever. En tilstand, hvor de fysiske sanser er væk: du mærker ingen sult, ingen træthed, ingen andre behov end behovet for at være lige her lige nu. En sært autentisk eufori. Sidste år så jeg Mew på nogenlunde samme tidspunkt, som de danske heltes islandske sidestykke, Sigur Rós, i år indtager Arena. Sigur Rós spillede Roskilde i 2006 – det sidste år, hvor jeg var for lille til at være på pladsen (og i stedet hadede min far for at være der) – så i år bliver første gang, jeg bliver banket igennem af Orri Páll Dyrasons tonstunge trommer og gennemlyst af Jónsis stemme.

Sigur Rós har efter deres to seneste plader nu genfundet sin helt særegne plads på rockhimlen, som de har haft svært ved at finde hen til siden 2005s fremragende udgivelse, Takk…. På Takk… begyndte bandet at flirte med den sære version af orkestreret uptempo dreampop, en romance, som ganske vist skabte “hits” som “Hoppipolla”, men som også gjorde de seneste plader til mindre ophidsende bekendtskaber. Med den helt aktuelle plade Kveikur er Sigur Rós igen i deres ultimative es. Det er en tung plade, Sigur Rós spiller nu støjende postrock, ligesom da de første gang satte deres aftryk på branchen med debuten Von.
Det er derfor jeg glæder mig sindssygt meget til at høre Sigur Rós. Det skal være den fysiske oplevelse, som gør dig så skrøbelig om søndagen. Det skal være lidt for meget, lidt for voldsomt. Jeg vil skubbes til til denne her koncert., både fysisk og mentalt. For skubbene vil komme fra musikken. Og den falder ned igen, og efterlader dig så mange følelser i hele kroppen, at det bliver svært bare at trække vejret. Så koncerten kan give dig samme følelse, som “Sæglópur” fra Takk… gør, eller når  den abstrakte “Hrafntinna” går over i hittet “Ísjaki”. “Ísjaki” er i øvrigt det perfekte eksempel på Sigur Rós som et komplet enestående band – hvordan går man fra abstrakte hornkompositioner til en popsang på et ukendt sprog, som så lige topper sig selv med dansable(!) trommer, hvis man ikke er Sigur Rós? De bækkener der. Og så en hvinende støjguitar. Hvad sker der? Sigur Rós er en så intens oplevelse, at du må synge med på det, du ikke ved hvad betyder verbalt.
Til gengæld er du ikke i tvivl om følelsen, nogensinde. Hvordan det fungerer er jeg stadig i tvivl om. Men jeg tror, at det er det, jeg skal finde ud af, når et af de mest unikke bands her i verden gør lørdag til søndag.

Sigur Rós – Sæglópur

Sigur Rós – Hrafntinna

Sigur Rós – Ísjaki

Og så skal du naturligvis blive på Arena, når When Saints Go Machien overtager scenen.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opdagelse

Sigur Rós – Untitled 2 (Sekuoia remix)

Af Eva Laksø den

Under navnet Sekuoia sætter Patrick Alexander Bech-Madsen, ene del af den fremstormende Nordsjællandske house-duo Kilimanjaro, lyd til denne torsdag nat – mere præcist med sit remix af Sigur Rós ”Untitled 2 (Fyrsta)” fra 2002’s ().

Det er sfærisk, svævende og passer glimrende til stille aftentimer. Originalens klaver, karakteristiske guitar spillet med violinbue og Jónsis vokal – dog en hel del toner dybere – er remixets gennemgående melodiske elementer, mens elektronisk knitren og rytmiske sammenfletninger af genrer skaber finurlige rammer for mødet mellem house og postrock. Resultatet er, trods sin i remixtraditionens korte varighed, både fængende og fortryllende, helt i Sigur Rós ånd.

Sekuoias første originaltrack, “Nothing”, blev postet på Soundcloud for en måned siden, som foreløber for en fire numres ep. Den forventes ude relativt snart, og udgives via det nystartede Fødselsdagsbarnets Pladeselskab. Er smagsprøven repræsentativ, kan vi forvente os harmonisk indietronica med fokus på opklippede rytmer, melodiske kor og analog instrumentlyd i tilbagelænet tempo.

Sigur Rós – Untitled #2 – (Sekuoia remix)
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2011/10/Untitled-2-Sekuoia-remix.mp3]

Sekuoia – Nothing

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *