Tag: Shy shy shy (7 indlæg)

Feature

Eksklusiv forpremiere: Shy shy shy – Lucky Luke

Af Peter Pishai Storgaard den
Shyshyshy Lucky Luke Make Up
Foto: Lasse Steinmetz

På fredag udkommer Shy shy shy endelig med deres debutalbum, som får titlen “Make Up”. Jeg tog mig en snak med duoen, der som bekendt består af Astrid Cordes og Simon Kjeldgaard, om det nye album og deres arbejdsproces. Og så selvfølgelig om det spritnye nummer “Lucky Luke”, som vi i dag helt eksklusivt kan præsentere for jer.

Hvordan har I arbejdet med at lave det nye album?
“Vi skrev en masse gode sange og lavede nogle helt skrabede optagelser af dem kun med sang og Simons Juno 60 – og en trommemaskine, når det gik rigtig vildt for sig. Vi havde lyst til at præsentere sangene i deres reneste form. På den måde låste vi os ikke fast på noget, inden vi begyndte at samarbejde med Rune Borup, som vi har produceret pladen sammen med. Vi isolerede os i hans kælderstudie på Vesterbrogade fra efteråret 2016 til slutningen af 2017, og det føles derfor helt vildt endelig at kunne løfte sløret for pladen – og snart at skulle ud og prøve de nye numre af på en scene. Det har været det hårdeste ved processen; ikke at være ude og spille. Men vi følte ikke, at vi kunne gøre begge dele helhjertet samtidig.”

Hvad handler “Make Up” om for jer?
““Make Up” er en meget personlig plade. Alle sangene tager afsæt i os selv og de ting, vi kæmper med. Titlen er et symbol på, at vi nogle gange forsøger at sminke os lidt, så vi fremstår sejere, end vi egentlig er. Hvilket i sig selv er håbløst, da der nok ikke er noget, der er mere usejt end folk, der prøver at være seje. På den måde er pladen fuld af kontraster. Lyden på numrene varierer også meget. Alle sangene spejler hver sin følelse eller situation, og derfor har vi haft lyst til at give dem hvert sit unikke univers. Vi har eksperimenteret meget med instrumentering og genre på pladen, og vi har forsøgt at presse grænser for, hvordan et Shy shy shy-nummer kan tage sig ud.”

Hvordan bygger albummet ovenpå jeres seneste EP, “Love Songs”?
“Det er jo stadig de gode melodier og den umiddelbare fortælling, der er i fokus. Det er uden tvivl stadig vores sangskrivning, der er i centrum, selvom både arbejdsprocessen og resultatet har udviklet sig. At der er dobbelt så mange sange på “Make Up” har jo i sig selv givet mere plads til variation, og vi har leget endnu mere med at synge hver for sig og flerstemmigt, hvilket åbner op for den kendte Shy shy shy-lyd. Tekstmæssigt har vi også åbnet op for nye emner, som handler mere om selvforståelse end romantiske relationer.”

Har I hver især et yndlingsnummer fra den nye plade?
Simon: “Lige nu er mine favoritter “Someone Else” og “Never Gonna Sleep”, fordi det er de to mest dristige sange på pladen.”
Astrid: “Jeg synes, det er svært at vælge. Men jeg kan mærke, at “Pretenders” stadig virker frisk på mig, når jeg lytter pladen igennem, og det skal der en del til, når man har brugt så mange timer på at sidde med næsen begravet i noget, som vi har. Også kan jeg bare virkelig godt lide glade sange, der handler om nederen ting. Det er en last, jeg har.”

I dag har vi som sagt premiere på “Lucky Luke”. Kan vi sætte et par ord på, hvad den sang handler om?
“Den er skrevet ud fra en følelse af at have lyst til at vende ryggen til det liv, man har bygget, og gå en anden, nemmere vej og leve det simple nomade-liv. Uden bekymringer, uden regninger og forpligtende relationer.”

Nå, så kan jeg vist heller ikke trække den længere. Her kommer “Lucky Luke” – god fornøjelse!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Livestemning

Shy Shy Shy anmelder… Blood Orange

Af Peter Pishai Storgaard den
Blood Orange

Torsdag aften var det blevet tid til en af de koncerter, jeg havde set allermest frem til på årets Roskilde Festival. Armeret med et spritnyt album skulle New York-baserede brite Dev Hynes aka Blood Orange nemlig give en af sine sjældne koncerter. Ikke på Orange scene, uanset hvor passende det ellers ville have været, men på den nye og markant forbedrede Avalon-scene.

Dev Hynes er en ekstremt interessant personlighed i nutidens musikbillede. Han vil egentlig helst lave musik til andre og har blandt andet gjort det for både Sky Ferreira, Florence and the Machine og nok mest kendt stået bag Solanges anmelderroste “True”-EP. Men samtidig udgav han i 2013 et decideret mesterværk i form af “Cupid Deluxe”, som flere medier har kåret som et af årtiets ypperste albums – og som da også rangerer godt oppe af listen for undertegnede. I tirsdags udsendte han meget overraskende sit tredje album, “Freetown Sound – ikke at albummet i sig selv var uventet, men den officielle udgivelsesdato var sat til i dag, den 1. juli. Og allerede efter de første gennemlytninger står albummet som et af de bedste, jeg nogensinde har hørt.

Blood Orange – Augustine

Dev Hynes’ kreativitet og skabertrang har kastet en masse hengivne fans af sig, og en del af dem befinder sig i samme branche som ham selv. Blandt dem er den Roskilde-aktuelle popduo Shy Shy Shy. Jeg satte dem stævne under en af årets mange regnbyger til en snak om gårsdagens koncert, og det var umiddelbart en begejstret duo i form af Astrid Cordes og Simon Kjeldgaard, jeg mødte.

“Det var helt vildt fedt at lov at se en koncert med ham og høre de der sange, som jeg har hørt fire millioner gange,” siger Simon Kjeldgaard.

“Ja, vi stod ret tæt på – der var kun én rigtig høj pige, der stod foran mig. Jeg følte mig ret fangirl-agtig. Det var fedt!” supplerer Astrid Cordes.

For begge medlemmer af Shy Shy Shy har Blood Oranges musik fyldt meget, og det er noget, de har lyttet meget til, når de har været sammen.

“Det er noget af det, jeg har hørt allermest de sidste fem år. Hvis man hører vores musik, vil man også kunne høre, at der er nogle lighedstegn. Det er helt klart en kæmpe inspiration,” forklarer Simon.

“Ja, der er i hvert fald nogle små referencer. Han er så vild! Jeg kan huske, at jeg engang har hørt ham sige, at han kun skriver sange til andre kunstnere, og så er det dem, andre ikke gider bruge, han selv indspiller. Så har man fandme et højt bundniveau!” siger Astrid, som har været fan af Blood Orange, siden Dev Hynes udgav første album “Coastal Grooves” under det alias.

Simon Kjeldgaard kom – ligesom hovedparten af Blood Oranges fans vil jeg vove at påstå – til, da “Cupid Deluxe” udkom. Og det var da også flere af hittene fra netop det album, Dev Hynes åbnede med torsdag aften, og især sekvensen med “Chamakay”, den spritnye “Augustine” og Shy Shy Shys koncerthøjdepunkt “You’re Not Good Enough fangede for alvor publikums opmærksomhed.

For de to danske kunstnere sad alt dog ikke helt i skabet, hvilket trak ned på den samlede oplevelse.

“Jeg synes, at bandet virkede fejlcastet. Det var irriterende, at de ikke underbyggede den energi, som Dev Hynes har. De spillede godt, men de stod bare og kiggede ned på deres instrumenter – ikke på hinanden, ikke på ham og heller ikke på publikum. Jeg havde det sådan lidt, ‘synes I ikke, at det er federe?'” siger Astrid.

“Ja, det var Dev Hynes, der stod for at skabe festen. Hvis bandet gjorde noget, så var det at trække det i den anden retning. Det var meget underligt,” supplerer Simon.

“Jeg har faktisk lyst til at anmelde dem hver for sig. Han var topfed og virkelig tjekket, og de var sådan lidt, meh,” siger Astrid, som dog roser saxofonisten for at komme med lidt mere energi end de andre.

Heller ikke korsangerinden, gæstesolisten eller hvad man nu vælger at kalde kvinden, som supplerede Dev Hynes’ vokal på de fleste numre, imponerede det københavnske band.

“Jeg synes, det er fedt, at Blood Orange giver plads til andre, og hun fik en solo med det der Rihanna-nummer (“James Joint”, red.). Men jeg ville gerne have haft, at hun var mere forsanger-agtig. Hun lignede en korsanger, som havde fået lov til at synge et nummer,” siger Astrid.

Alligevel er de begge enige om, at det var en god koncert – og det skyldes udelukkende hovedpersonen selv.

“Han har bare så sindssygt meget overskud, og der sker virkelig meget på scenen. Hvis jeg gav mig ud i det der, er jeg sikker på, at jeg ville brække alle knogler og ødelægge trommesættet, fordi jeg vælter over i det. Han er virkelig vild!” understreger Astrid.

“Ja, det virker som om, at han leger meget med det. Det hele er sikkert planlagt, men det virker som om, at han ret tilfældigt bare får lyst til at spille lidt guitar midt under koncerten,” siger Simon.

Noget af det overskud viste Dev Hynes til sidst i koncerten, hvor han sendte bandet væk fra scenen for at levere et fremragende medley af de største af sine sange, som han ellers netop har spillet sammen med det anonyme band. Og måske skulle han bare have gjort det fra start af, hvis det står til Shy Shy Shy.

“Hvis det bare havde været ham, havde det været helt i top. Men bandet trækker ned. De holdt ham lidt tilbage på en eller anden måde,” konkluderer Astrid.

Jeg er meget enig. Uden bandet kan man godt forsvare at kalde Blood Orange-koncerten for årets bedste.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Livestemning

Roskilde Festival: Dag 2

Af Mirja Bonné den
Gundelach

Søndag aften arriverede jeg på pladsen med fuld oppakning af diverse festivaludstyr; luftmadras, gummistøvler, sovepose, bønnepostej og hvad der ellers lader sig høre til en klassisk omgang Roskilde Festival. I år er dog ganske særlig, i og med at jeg har fået lov at komme med som en af skribenterne på Regnsky. Og jeg har glædet mig HELT vildt!

Mandag lagde lummert ud med en tur i den berygtede badesø, men derefter en skyller under de (is)kolde brusere, så jeg var frisk til min første koncert på dette års festival med Soleima. Mange var trådt op for at høre den spirende pop-prinsesse, der både er fryd for øre og øjne. Lyd, performance og visuals fusionerede i en isklar æstetik, og man kan med rette sige, at Soleima – med det borgerlige navn Sarah Mariegaard – indtog scenen som en sand queen of countdown.

Derefter var det tid til at få lidt kulør i kinderne med bandet Shy Shy Shy, som i sandhed må siges leverede lidt af en dansefest på Rising-scenen. Hvor Soleimas udtryk er mere strømlinet, føles bandet Shy Shy Shy som en behagelig bølge af kærlighed og konfetti (allegorisk og bogstaveligt talt). Siden deres udspil med førstesinglen ”Do Not Ask” i 2014 må man sige, at kærligheden i og omkring bandet kun er vokset, og det var et varmt, legende og engageret band, som mødte et talstærkt publikum denne mandag.

Eftermiddagen forsatte i selskab med norske Gundelach, som stort set stod ukendt hen for mig, men ikke desto mindre forstærkede dette bare indtrykket og begejstringen – for hold nu kæft, hvor var det fedt! Gundelach førte mig overbevisende gennem sit elektroniske univers med en sådan kraft og nuancering, at jeg blev bevæget nye steder hen fra start til slut. Gundelach er tung elektropop, når det er bedst. Der arbejdes med kontrasterne, og utallige lag af lyd flettes ind og ud af hinanden; fra de dybeste kræfter til de højeste tinder; en koncertoplevelse som ganske givet kunne gå hen og blive en af de mest overbevisende opdagelser for mit vedkommende på dette års festival.

To kopper kaffe og en halv pakke tuc-kiks senere befandt jeg mig ved street scenen, hvor M.I.L.K´s soulinspirerede toner skulle varme op under regnhætter og våde fusser. Det havde virkelig klædt de lækre grooves med en god omgang solskinskoger, men Emil Wilk og resten af besætningen fik alligevel spillet op til dans og indsvøbte et talrigt publikum i vuggende rytmer og tropical vibes.

Det var, hvad jeg nåede her på anden opvarmningsdag, og glad og begejstret vil jeg nu bevæge mig ud i det kølige tusmørke og finde med en varm kop kakao at finde hjem til lejren på.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Feature

Året der gik – del 4: Årets album

Af Peter Pishai Storgaard den

December er julens tid, det er hyggens tid, og så er det tiden for de evindelige årslister fra alverdens ordsmede rundt om i verden. Og I skal selvfølgelig ikke snydes for vores.
Året i år har været et specielt år for os på Regnsky. Vi har kørt på lavt blus af forskellige årsager, og for mit eget vedkommende skyldes det en kombination af, at jeg har brugt årets første seks måneder i New Zealand for derefter at forsøge at få papir på, at jeg rent faktisk er journalist. Men trods vores travlhed er musikken fortsat med at udkomme i en lind strøm, og jeg må sige, at 2015 har været et af de bedste musikår i nyere tid. Det vil jeg nu forsøge at hylde via fire indlæg i form af forskellige personlige lister og kåringer.

Så er vi ved at være ved vejs ende, og vi slutter naturligvis af med at kåre årets bedste album fra Danmark og udlandet. Det gik op for mig i processen, at jeg faktisk ikke har lyttet til voldsomt mange danske album, fordi jeg har haft så stor fokus på de helt nye artister, som af gode grunde ikke har udgivet albums endnu, så derfor har en enkelt EP fået lov til at snige sig ind på listen. Den er til gengæld god!

Del 1: Årets bedste koncerter
Del 2: Årets nummer
Del 3: Årets nye navn

Årets danske album

3. Mew – +-
Jeg er ikke Mew-fanatiker på nogen måde, men selv jeg må indrømme, at den mest rutinerede danske artist på alle mine lister har begået et virkelig, virkelig godt album. Det er på mange måder et Mew, som i mine ører er vendt tilbage til rødderne, og det klæder det i den grad. Især Water Slides og The Night Believer sidder lige i skabet.

2. Shy Shy Shy – Love Songs EP
Love Songs EP’en er ganske enkelt bare et rigtig godt stykke håndværk og en imponerende debut fra Shy Shy Shy, som dog bestemt stadig har ting at arbejde på. Lyden kan godt finjusteres, så de kommer lidt mere ud over stolekanten (eller hvor man nu lytter til EP’en), men når det er sagt, er jeg stadig dybt imponeret over, hvordan et så ungt band har formået at samle så mange højdepunkter på en EP med blot fem numre. Do Not Ask, Soft & Hard og In the Palm of My Hand. Sidstnævnte sender straks mine tanker i retning af det hedengangne Swan Lee, og det er en yderst interessant vej at vælge – mere af det, tak.

1. Blaue Blume – Syzygy
Nu når vi vist til det punkt, hvor jeg deler holdning med størstedelen af det danske anmelderkorps. For der bør ikke være nogen tvivl om, at Blaue Blume har lavet årets bedste album. Det er en rørende historiefortælling, som giver et dybt intimt indblik i Jonas Smiths liv fyldt med kærestesorger, længsel og håb. Det er gennemført – nej, det er nærmest perfekt, og det er på alle måder unikt ikke bare for dansk musik men for musik i det hele taget, hvad det koldingensiske band har skabt med Syzygy.

Årets udenlandske album

5. Braids – Deep In the Iris
Endnu et canadisk orkester gør sit indtog på en af mine årslister i form af Braids. Det er blevet mit koncentrationsalbum i 2015, som jeg har lyttet til stort set hver gang, jeg har skullet forsøge at være produktiv. Det er ikke helt oppe at ringe ligesom Flourish // Perish fra 2013 for mit vedkommende, men det er stadig eksperimenterende elektronisk shoegaze af højeste kvalitet, og jeg bliver stadig fuldstændig indsuget af Raphaelles drømmende univers.

4. Unknown Mortal Orchestra – Multi-Love
Jeg har allerede berørt Multi-Love som single tidligere, men hele albummet er også noget af det bedste fra 2015. For mens II fra 2013 havde en række gode numre på, føles Multi-Love som en mere sammenhængende oplevelse, og det er det, jeg personligt ønsker fra et album. Samtidig har bandets newzealandske aner nok også spillet en rolle i forhold til at gøre mig ekstra opmærksom på Unknown Mortal Orchestra netop i år, men det rykker nu ikke ved, at det er en helt fortjent fjerdeplads til det snart Northside-aktuelle band og Multi-Love.

3. SOAK – Before We Forget How To Dream
Jeg kan vel nærmest ikke blive ved med at introducere dette album, efter jeg nærmest gjorde det to gange i går. Det er stadig godt, det er stadig en dybt imponerende debut fra SOAK, og du skal stadig lytte til det lige nu. Og igen i morgen. Og dagen efter.

2. Courtney Barnett – Sometimes I Sit and Think, and Sometimes I Just Sit
Sometimes I Sit and Think, and Sometimes I Just Sit (jeg forkorter det SISaTaSIJS fra nu af) er ubetinget det album, jeg har lyttet allermest til i år. Jeg kan simpelthen ikke blive træt af Courtney Barnetts finurlige tekster, og selvom jeg typisk ikke kan fordrage talesang, fungerer det bare for mig, når det er en britisk vokal. Jeg har meget svært ved at lave andre ting, når jeg lytter til albummet, fordi jeg får lyst til at lytte efter teksterne – det er meget få album, der kan det, men det kan Courtney Barnett og SISaTaSIJS.

1. Tame Impala – Currents
Jeg afslørede vist Tame Impalas placering på listen for et par dage siden, men det skal jo alligevel gøres officielt. Currents ér årets bedste album, og jeg har egentlig ikke været i tvivl, siden jeg hørte det for første gang tilbage i juni. Det er psykedelisk rock af den bedste skuffe og i et dejligt langt format, som giver lytteren mulighed for at lade sig indhylle og omfavne af hvert eneste nummer på pladen. Jeg kunne snildt have gjort en håndfuld forskellige numre på albummet til årets nummer, og det siger vist det hele.

Bonus liste: Årets mest interessante album
Shamir – Ratchet
Jeg har haft meget svært med at placere Shamirs eksperimenterende og genre-nedbrydende debutalbum, men jeg følte, at jeg var nødt til at nævne det et eller andet sted. Det er nemlig meget sjældent, at en ny artist på så gennemført manér formår at skabe et fusionsalbum, som på så elegant vis smeder disko-funk sammen med elementer af electronica, r&b og sågar gospel i en underlig men overraskende velfungerende mismask. Så hvis du her på årets sidste dage vil udfordre dine musikalske smagsløg, er Shamirs Rachet bestemt et lyt værd.

Tusind tak for et fantastisk musikår i 2015, og vi ses i 2016 kære læsere. Husk, at du stadig har mulighed for at blive en del af Regnsky-familien – du skal bare sende mig en uformel ansøgning på peter@regnsky.dk. Godt nytår!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Feature

Året der gik – del 3: Årets nye navn

Af Peter Pishai Storgaard den

December er julens tid, det er hyggens tid, og så er det tiden for de evindelige årslister fra alverdens ordsmede rundt om i verden. Og I skal selvfølgelig ikke snydes for vores.
Året i år har været et specielt år for os på Regnsky. Vi har kørt på lavt blus af forskellige årsager, og for mit eget vedkommende skyldes det en kombination af, at jeg har brugt årets første seks måneder i New Zealand for derefter at forsøge at få papir på, at jeg rent faktisk er journalist. Men trods vores travlhed er musikken fortsat med at udkomme i en lind strøm, og jeg må sige, at 2015 har været et af de bedste musikår i nyere tid. Det vil jeg nu forsøge at hylde via fire indlæg i form af forskellige personlige lister og kåringer.

Så er vi nået til tredje del, som for mig nok er en af de mest interessante. Den handler nemlig om de nye artister. Det er selvfølgelig svært at sige, hvornår en artist er ny, men jeg har valgt at definere det som de nye artister, som er dukket op i mit liv i 2015. Så lad os kigge på det!

Del 1: Årets bedste koncerter
Del 2: Årets nummer

Årets nye danske navn

3. Nick Sway
Den bare 18-årige Nick Sway vandt tidligere på året Karrierekanonen, og 2015 har i det hele taget været et godt år for den talentfulde singer-songwriter. Jeg har kun haft fornøjelsen af at se opleve ham live én gang i år, men det var nok til at se et potentiale for noget virkelig stort i fremtiden.

2. Shy Shy Shy
I går afslørede jeg, at jeg er ret så vild med deres største hit Do Not Ask, og i det hele taget er jeg godt og grundigt forelsket i Shy Shy Shys Love Songs EP. Men det er nu ikke kun derfor, de har fundet vej til andenpladsen over nye danske artister. Det skyldes derimod i høj grad den udvikling, jeg har set i deres live optrædener. Det er tydeligt, at det er et ungt band, som lige har skullet finde deres udtryk, men det må man sige, at de har med en fokus på voldsomme energiudladninger og en Simon Kjeldgaard som føler sig mere og mere hjemme på scenen ved siden af Astrid Cordes.

1. Velvet Volume
…I havde nok set det komme. For mig har 2015 i høj grad været Velvet Volume-året. Jeg er simpelthen så vanvittigt imponeret over de tre århusianske piger, som har fået et langt større gennembrud, end jeg nogensinde havde forestillet mig, da jeg i foråret som en del af Uhørt Festivals lytteudvalg gav dem den absolutte topkarakter. Attituden, lyden, energien, udstrålingen – det hele holder for søstrene Lachmi, og jeg glæder mig helt ekstremt til at følge Velvet Volume næste år og forhåbentlig også mange år fremover.

Årets nye udenlandske navn

5. Oh Wonder
Jeg kunne simpelthen ikke beslutte mig for, om Oh Wonder eller Girlpool skulle have femtepladsen, men jeg endte nu alligevel på Oh Wonder – ganske enkelt fordi jeg gerne vil hylde duoens nytænkende måde at udgive på. De besluttede sig sidste år for at udgive et nummer hver måned, og hermed gjort. At de så også har formået at skabe hyggelig popmusik af så høj kvalitet, vidner om et helt unikt talent, som udsolgte koncerter i det meste af Europa kunne tyde på, at også mange andre har fået øje på.

4. Låpsley
Nogle af jer vil sikkert påstå, at Låpsley ikke er et nyt navn i 2015 men derimod hører til i 2014. Men i så fald har jeg nok bare været lidt lang tid om at komme med på vognen. Men med på vognen må man så i hvert fald sige, at jeg er kommet, for hold da helt op. Den kun 19-årige sangerinde debuterede min sin første EP som 17-årig, og siden har hun med sine lo-fi elektroniske produktioner formået at slå sit talent fast. Musikkens omdrejningspunkt er Holly Lapsley Fletchers vokal, en ordentlig omgang samples og et tungt beat. Det er simpelt, det er lækkert, og det virker.

3. Zella Day
Jeg havde nærmest ikke lyttet til Zella Day, før jeg tog til den koncert, som jeg nævnte for et par dage siden. Siden da har min forelskelse kun taget til, og sangene fra debutalbummet Kicker har for alvor fanget mig. Det er popmusik med et country-vibe og referencer til flere af tidens store sangerinder; dog med en charme som adskiller hende fra mange af hendes popsøstre i en i mine øjne nok lidt overfyldt del af musikbranchen. Hun kunne meget vel også stå foran det helt store gennembrud – hun har i hvert fald et talent, der fortjener det.

2. SOAK
En 19-årig kvinde ved navn Bridie Monds-Watson gemmer sig bag nordirske SOAK, men helt ærligt behøves hun ikke gemme sig nogen steder, for hun er på mange måder noget af det bedste, der er sket i 2015. Hun leverer en optimistisk indiepop, som man ikke kan lade være med at blive i godt humør af, selvom emnerne i teksterne til tider er tunge. SOAK adskiller sig fra de fleste andre helt unge artister ved, at hun har formået at skabe et helstøbt debutalbum, som med højdepunkter som Sea Creatures og B a noBody introducerer lytteren til en artist, man forhåbentlig kun har hørt det første til.

1. HONNE
Jeg har været forbi HONNE tidligere, og de er for mig den helt store nyhed i år. Den største ros, jeg kan give dem, er nok, at man med det samme ved, at man lytter til HONNE, når man sætter et af deres numre på. De har allerede fundet deres lyd – og hvor er det dog en fantastisk lyd! Men hvilken lyd er det så? Jeg vil tillade mig at døbe det elektronisk sexyfunk med soul elementer. Nu må de gerne snart komme med et helt album som opfølgning på deres otte 2015-udgivelser.

Bonus liste: Årets bedste debutalbum
SOAK – Before We Forget How To Dream
Jeg har vist allerede argumenteret for, hvorfor SOAK fortjener denne anerkendelse længere oppe. Jeg kan desværre ikke linke til hele albummet her, men det findes hos din foretrukne streaming-tjeneste. Lyt til det – det vil gøre dig glad!

Det var alt fra i dag. I morgen afslutter vi føljetonen med årets bedste album fra ind- og udland, hvor jeg godt kan love, at flere af artisterne fra i dag og de foregående dage vil optræde.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Feature

Året der gik – del 2: Årets nummer

Af Peter Pishai Storgaard den

December er julens tid, det er hyggens tid, og så er det tiden for de evindelige årslister fra alverdens ordsmede rundt om i verden. Og I skal selvfølgelig ikke snydes for vores.
Året i år har været et specielt år for os på Regnsky. Vi har kørt på lavt blus af forskellige årsager, og for mit eget vedkommende skyldes det en kombination af, at jeg har brugt årets første seks måneder i New Zealand for derefter at forsøge at få papir på, at jeg rent faktisk er journalist. Men trods vores travlhed er musikken fortsat med at udkomme i en lind strøm, og jeg må sige, at 2015 har været et af de bedste musikår i nyere tid. Det vil jeg nu forsøge at hylde via fire indlæg i form af forskellige personlige lister og kåringer.

I går så jeg nærmere på årets bedste koncerter, og her i anden del er tiden så kommet til de enkelte numre. Hvem har lavet lige præcis det nummer, som har sat sig fast i min øregang i 2015? Find svaret herunder.

Del 1: Årets bedste koncerter

Årets danske nummer

3. Faunea – Cope
Faunea mangler stadig det store gennembrud herhjemme, men hvis hun bliver ved med at levere numre på niveau med Cope, går der formentlig ikke lang tid, før det sker. Hun er da også i studiet for at arbejde på sit debutalbum, som jeg glæder mig meget til. Men indtil videre må vi nøjes med Cope, som med et tungt elektronisk beat og et nærmest manisk vokalt udtryk trækker lytteren mod et mørke, der gør lytteren nysgerrig på mere. Jeg føler mig indhyllet, jeg føler mig varm, og det er nok til en flot tredjeplads.

2. Shy Shy Shy – Do Not Ask
På andenpladsen finder vi endnu et ungt orkester, som optrådte på Uhørt Festival, i form af Shy Shy Shy. Do Not Ask er velsagtens det længste, man kan bevæge sig væk fra Faunea, og det er for mig ubetinget lyden af sommeren 2015. Jeg kan ikke lade være med at nynne med på de hyggelige toner fra Astrid Cordes og Simon Kjeldgaard, og jeg kan ærligt sige, at jeg gerne må danse til den sang! Og på trods af at have hørt nummeret tæt på 100 gange, er jeg endnu ikke blevet træt af det. Det må trods alt være et godt tegn…

1. Blaue Blume – Thinking of Roxy
Vi tager et smut tilbage til den mere dystre ende af det musikalske spektre i selskab med Blaue Blume for at finde årets ubetinget bedste danske nummer efter min mening. Thinking of Roxy rører ganske enkelt bare noget, fordi den rammer noget helt personligt i mig. Det gør nummeret tydeligvis også for forsanger Jonas Smith, som har skrevet et helt album nærmest dedikeret til denne Roxy og en skæbnesvanger nytårsaften – og det mærker man i den underspillede opbygning mod et klimaks, som er det mest elegante, der er at finde på bandets fantastisk debutalbum Syzygy.

Årets udenlandske nummer

5. Unknown Mortal Orchestra – Multi-Love
Jeg elsker, når bands eksperimenterer med deres lyd, og det må man sige, at Unknown Mortal Orchestra har gjort med titelnummeret fra deres 2015-album. Ruban Nielsons hæse og til tider afgrundstruede vokal kommer virkelig til udtryk på Multi-Love, og det er med til at skabe en unik kontrast mellem de nærmest musikal-inspirerede vokalstykker og de mere funky instrumentale afsnit af det velkomponerede nummer.

4. Ducktails – Headbanging In The Mirror
Havde I virkelig regnet med, at jeg kunne gå en hel liste uden en lille smule shoegaze? Nej vel? Ducktails har med Headbanging In The Mirror lavet et nummer, som nok beskriver min musiksmag bedre end noget andet nummer i år. Matt Mondanile inviterer igen ind i sit vidunderlige drømmende univers, hvor man med det samme bliver sendt af sted ned af en highway i det sydlige Californien. Det er der, jeg vil hen, og Matt leverer altid – uanset om det så er som Ducktails eller Real Estate.

3. HONNE – Warm On A Cold Night
Jeg tror ikke, at der er et band, jeg har lyttet mere til i år end HONNE. De to britter har hele året igennem sendt det ene mesterværk af en EP ud efter den anden, og deres elektrofunkede soul-lyd har ganske enkelt bare ramt plet hos mig. Der har derfor været hele otte udgivelser at nyde i år, men deres hidtil bedste nummer finder man på deres anden EP i form af Warm On A Cold Night, som på sin vis giver et godt øjebliksbillede af producerduoens virke. Det er velproduceret, det er sexet, og det er ikke mindst bare utroligt fængende for øret.

2. Courtney Barnett – Pedestrian at Best
2015 har været året, hvor kvinder, der laver rock, har været over det hele. Og øverst blandt dem står britiske Courtney Barnett, som jeg godt kan love, at vi kommer til at møde et par gange mere på årslisterne. Alle hendes numre er karakteriseret ved eminente tekster om relativt basale hverdagsemner, og selvom talesang kan være ekstremt anstrengende at lytte til i mange tilfælde, formår Courtney Barnett alligevel at gøre det spiseligt – måske netop på grund af de simple budskaber. Jeg kunne have valgt blandt mange numre, men især Pedestrian at Best har sat sig fast hos mig med linjer som “give me all your money and I’ll make some origami honey // I think you’re a joke but I don’t find you very funny”.

1. Tame Impala – New Person, Same Old Mistakes
Eventually, Let It Happen og The Less I Know The Better er alle tre numre, som snildt kunne have fundet plads på denne liste, men for variationens skyld har jeg valgt at begrænse mig til ét nummer per artist. Derfor bliver årets udenlandske nummer i min bog et af de mere oversete af slagsen på Currents i form af New Person, Same Old Mistakes, som sætter punktum for årets suverænt bedste album (hov, det var vist en spoiler).

https://www.youtube.com/watch?v=qjWs-lVa8Oc

Bonus liste: Årets bedste covernummer
Highasakite – Heavenly Father (Bon Iver cover)
Hvis der er én ting i verden, jeg virkelig er imod, så er det covers af Bon Iver-numre. Det er ganske enkelt umuligt at forbedre numrene, og det ender ofte med et meget tvivlsomt forsøg, som gør helt ondt ind i hjertet. Derfor er det blot endnu mere imponerende, hvad Highasakite har formået med deres cover af Heavenly Father. De har ikke bare formået at skabe et fornuftigt resultat – nej, de har overgået Bon Ivers egen version med længder. Det er formentlig et af de eneste numre, som stadig i dag kan give mig kuldegysninger, når jeg lytter til det.

Det var alt for denne gang. Læs med i morgen, når jeg kigger nærmere på de nye ansigter i musikbranchen anno 2015.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opdagelse

Gå på opdagelse på UHØRT Festival

Af Peter Pishai Storgaard den

Musikåret 2015 har indtil nu været underligt fragmenteret for mit vedkommende, da jeg i størstedelen af årets første otte måneder har befundet mig på den anden side af jorden i New Zealand i Christchurch, som trods stor charme og en unik historie halter noget bagud, når det kommer til musik- og koncertliv. Derfor var jeg heller ikke mange sekunder om at takke “ja tak”, da UHØRT Festival tilbage i juni spurgte, om jeg havde lyst til at være en del af 2015-udgaven af deres lytteudvalg – side om side med musikalske idoler og dygtige kollegaer. Opgaven bestod kort sagt i at vurdere et solidt udpluk af det nordiske (dog primært danske) musikalske vækstlag, og selv som erklæret musiknørd formåede jeg at blive overrasket af fantastiske artister, jeg aldrig havde hørt om tidligere. Og det er netop den oplevelse af opdagelse, som UHØRT vil give de nysgerrige gæster, som finder vej til Refshaleøen fredag og lørdag.

I alt kan man opleve næsten 40 artister på de to dage, så det kan være svært at få et overblik – og det er egentlig heller ikke meningen. For mig er den bedste måde at tage på UHØRT sådan set bare at kaste sig ud i det og gå til så mange koncerter som muligt uden alt for mange forventninger eller forudindtagede holdninger. Men hvis du alligevel godt kan lide at forberede dig lidt, vil jeg komme med tre anbefalinger til de respektive dage, som du bare ikke må gå glip af.

Paper Tigers: Fredag 7/8 klokken 17.30-18.00, Tak Rock Scene
Sammen med blandt andre Kejthåndet, Mund de Carlo og den nyslåede vinder af DRs Karrierekanonen Nick Sway må Paper Tigers betragtes som et af årets største og klart mest rutinerede navne på en festival, hvis primære tiltrækningskraft er manglen på hovednavne. Paper Tigers er et band, som er ekstremt nemt at gå til – eller ekstremt nemt at hade – afhængigt af, hvordan man har det med god, gedigen britrock. De ligner briter, de lyder som briter, men de er ganske danske. Jeg havde fornøjelsen af at høre dem live på SPOT for to år siden, og jeg vil anbefale, at du gør mig selskab ved Tak Rock Scenen fredag eftermiddag til en hyggelig og forhåbentlig veloplagt indledning på festivalen.

Paper Tigers – Head Over Heels

Rest In Beats: Fredag 7/8 klokken 18.10-18.40, Hvid Scene
Lige så snart Paper Tigers forlader scenen, vil det være en rigtig god idé at bevæge sig mod Hvid Scene. Her står Rest In Beats nemlig klar bare 10 minutter senere til at sende dig ud på en vidunderlig rumrejse ledsaget af sangerinde Rezwan Farmis omfavnende vokal og en velskrevet lyrik. Rest In Beats var et af de bands, som jeg ikke kendte noget til, inden jeg begyndte arbejdet med at vurdere de mange bands, men i dag står de absolut øverst på min liste over “must-hears” på årets UHØRT. Som navnet lægger op til, er bandets omdrejningspunkt en beat-baseret produktion, som giver plads til Farmis hip-hoppede vokal, hvilket resulterer i et unikt drømmende udtryk. Årets anbefaling!

Rest In Beats – Stadigvæk

Shy shy shy: Fredag 7/8 klokken 20.10-20.40, Tak Rock Scene
Shy shy shy sender mig fra første sekund ud på en tids- og genrerejse, som bringer mig tæt på Depeche Mode i deres storhedstid for snart en halv menneskealder siden, men som også trækker tråde til på en og samme tid den selvdestruktive lyd fra mit elskede Seattle og den ubekymrede lyd fra surfpoppens højborg, Californien. Shy shy shy er et unikum på den danske musikscene, og alene derfor fortjener de en klar anbefaling. At de så derudover fremstår ekstremt stilsikre med et gennemført udtryk, er kun en bonus for det unge band, som jeg sagtens kunne se slå igennem internationalt og om fem år stå som det største navn fra dette års festival. Potentialet på både Do Not Ask og In The Palm of My Hand er i hvert fald ikke til at tage fejl af.

Shy shy shy – Do Not Ask

Faunea: Lørdag 8/8 klokken 16.40-17.10, Sort Scene
Hvis man skulle være ramt af tømmermænd eller andet og har svært ved at komme op om lørdagen, så er det selvfølgelig i orden. Men jeg vil nu alligevel sige, at man skal være til stede 16.40, når dansk-peruvianske Faunea indtager Sort Scene. Fauneas elektroniske lyd er til tider storslået og pompøs, men samtidig inderlig og minimalistisk med tunge synths og en vokal, som i sig selv kan befinde sig både i Peru og Danmark i løbet af bare et enkelt nummer. Jeg forventer, at Fauneas koncert bliver en af de koncerter, hvor man føler sig indhyllet og nærmest krammet af musikken, og hvor lyttesansen ikke er den eneste sans, som kommer i spil.

Faunea – Cope

Kejthåndet: Lørdag 8/8 klokken 18.40-19.10, Tak Rock Scene
Jeg nævnte tidligere Kejthåndet som et af årets formodede hovednavne, og de får da også en anbefaling med herfra. Jeg var aldrig i tvivl om, at de ville blive booket til festivalen, da jeg så deres navn blandt de oprindelige ansøgere, og det fejlede da heller ikke. Med P3-hittet Det Ville Vokse i baghånden er mine forventninger enorme, og de er nok det bedste bud på en dansksproget artist, som på sigt kan gå i fodsporene på Minds of 99 og blive et fast element på landets festivaler og i høretelefonerne på en stor del af den danske befolkning. Med en nærmest Steffen Brandtsk vokal er syng-med-potentialet i orden, og hyggen vil formentlig være i højsædet foran Tak Rock Scenen lørdag aften.

Kejthåndet – Det Ville Vokse

Velvet Volume: Lørdag 8/8 klokken 20.00-20.30, Tak Rock Scene
Fra hygge og fællessang skal vi over i en helt anden boldgade, når de tre søstre i Velvet Volume går på scenen en lille time efter Kejthåndet. Det er trashet, det er råt, og det er helt fantastisk. Som en hardcore udgave af Haim-søstrene leverer Velvet Volume rock på den helt autentiske, naturlige og simple facon, som alle kan forstå. Så hvis du bare har den mindste smule rock i kroppen og eventuelt har et godt øre til deres sjælesøstre i Baby In Vain, fortjener Velvet Volume bestemt en stor stjerne i dit program. Jeg kommer i hvert fald til at rocke med; forhåbentlig med en kold fadøl i hånden, mens årets festival så småt nærmer sig sine sidste timer.

Velvet Volume – There’s Nothing Here

Der er med andre ord noget til enhver smag på årets UHØRT, uanset om du måtte være mest til hiphop, pop, elektronisk musik eller rock i både den bløde britiske og hårde danske ende. Så hvis du ikke ved, hvad du skal bruge din weekend på, er UHØRT bestemt et godt bud som den festival i landet, hvor du får mest musik for pengene. Jeg ved, at jeg skal høre lidt af det hele, og som sagt er disse seks anbefalinger kun som at dyppe tåspidserne i vandkanten – UHØRT er et sted, hvor man går på opdagelse.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *