Countdown-scenen på Roskilde Festival har aldrig rigtig fungeret. Dårlig eller simpelthen bare for lav lyd har ødelagt fremadstormende artisters ellers gode koncerter. Et godt eksempel er Av Av Av, der fik alt til at fungere i 2015. Det var dengang scenen hed Apollo Countdown. Det eneste problem var, at lyden var så lav, at det hele tiden føltes som om, der manglede noget. Scenens lydkvalitet var lige så dårlig, som madboderne i år er til rent faktisk at have de ting, der står på deres menukort. I år er Countdown ændret for det bedre, og den Københavnske techno-producer Schacke viste mandag aften, at den ringe lyd er fortid.
Jeg tror ikke, der findes en bedre måde at overbevise folk om, at der er god og høj lyd på en scene end ved at sætte Schacke til at spille på den. For der er få som ham, der presser sine højtalere til det yderste. Hårdtpumpende techno skal høres højt! Og det blev det også. Og shit, hvor kan han skrue et sæt sammen, der rammer lige i øregangene.
Jeg tror magien ved techno er lidt svær at få øje på for mange. Men hvis man lytter efter, når Schacke går i gang, finder man ud af, at det er lidt med ham, som det er med Sopranos. At det, der sker i øjeblikket, har noget at gøre med det, der sker senere. Så lige som Tony Sopranos eskapader fra sæson tre bliver endnu mere relevante i sæson fem, så er det, man hører til Schacke sandsynligvis noget, som giver endnu bedre mening fem eller ti minutter efter, man har hørt det. En fremragende kalkuleret fest, hvor det eksploderer, fordi settet har bygget op over tid. Koncerten var en forløsende kontrast til lejranlæggenes basale bass-drops.
Schacke gik på scenen klokken 21.30, og det viste sig også at være det rigtige tidspunkt. For da solen langsomt gik ned bag scenen, begyndte lysshowet at træde i karakter. Det fuldendte oplevelsen, som når man kommer chili i en shawarma.
Endnu en gang byder Roskilde Festival velkommen til et festfyrværkeri af musikalske oplevelser fra nær og fjern. Denne guide til opvarmningsdagene har til opgave at få folk som min og din mor til at forstå, hvorfor man skal være på Roskilde i dagene før den ‘rigtige’ festival. For de byder på meget andet end druk og hor, ølbowling og dårlige pizza-slices. Det er (heldigvis) ikke længere den lokale trubadur, der får lov til at spille et par lejrbålssange på en eller anden middelmådig campingscene, men derimod nogle af de mest spændende navne i vækstlaget specielt i dansk og nordisk musik, som giver den op, inden selve festivalpladsen åbner.
Lørdag 29/6
Roskilde Festival har i år rykket lidt rundt på scenerne (se et kort her) og slår dørene op til et nyt område, der er døbt Central Park. Det ligger foran Countdown-scenen, og der er naturligvis arrangeret en housewarming i hiphoppens tegn med navne som Emil Stabil, ICEKIID, Pattesutter og Emil Kruse. Du kan læse mere om arrangementet, der starter 19:30 og præsenteres af Pelle Peter Jensen, her. (Nikolaj Boesby Skou)
Søndag – 30/6
Hjalte Ross –Søndag, 30. juni kl. 14.00 – Rising
Hjalte Ross åbner Rising-scenen, der ligger i toppen af campingområdet West. Jeg glæder mig rigtig meget til at lytte til hans rolige folk på søndag. Ross har en sans for at holde pauser på de helt rigtige tidspunkter, så han på den måde nærmest synger duet med sin egen guitar – hør selv på nummeret Embody nedenunder. Jeg tror, det bliver en behagelig start på en ellers hæsblæsende uge. (Nikolaj Boesby Skou)
ZAAR –Søndag den 30. juni kl. 17.00 – Rising
Den danske sangerinde og komponist ZAAR giver sin første koncert på Roskilde søndag sen eftermiddag. Hun har et ekstremt dragende lydunivers, der er bygget op af en masse forskellige elementer, der komplimenterer hinanden. ZAAR har en vis kølighed og distance, men klinger på en krystalklar og fængende måde. Der er noget episk og tungt over musikken, som jeg glæder mig til at opleve live. (Nikolaj Boesby Skou)
Lil Halima – Søndag den 30. juni kl. 21.00 – Countdown
Den norske sangerinde er uden tvivl den artist, jeg glæder mig mest til at høre i opvarmningsdagene. Lil Halima laver R&B, og i mine ører er der en klar inspiration fra britiske Jorja Smith, der i øvrigt spiller på Arena lørdag aften klokken 21:30. Hun er ekstremt talentfuld og har en lyd, der rammer lige i tidsånden, uden det virker forceret. Der bliver serveret supersprøde beats med søde melodier som tilbehør. PS: Det er altid virkelig sjovt at se norske koncerter på Roskilde, fordi det norske mindretal har en kollektiv eufori, der kun overgås af festen til VM i langrend. (Nikolaj Boesby Skou)
Mandag – 1/7
Selma Judith – Mandag den 1. juli kl. 14.45 – Countdown
23-årige Selma Judith vandt for nylig iByens pris som årets musiknavn med sin stille storm af minimalistisk harpespil. Bandet er tidligere blevet beskrevet som “et af landets største og mest kreative r’n’b-håb”, og allerede nu er musikken gået fra håb til realitet. Mød op foran Countdown og hør bandet, der på ingen tid er gået fra niche til udbredt populærkultur, og som ifølge mig næsten er for stort et navn til opvarmningsdagene. (Laura Fromm)
Kogekunst – Mandag den 1. juli kl. 15.30 – Rising Skæv, skør og skabelonsudfordrende popmusik med dybde under plattenslager-overfladen. Regnsky var med til en af de spæde koncerter på ALICE tilbage i februar, og du kan her læse, hvorfor du ikke må gå glip af den aalborgensiske duo Kogekunst, som blander pop-poesi og børnehavehits. Du kan også bare se med her, hvor Simon Mariegaard og Oskar Krusell spiller en sælsom buffetkoncert på M/S Sarfaq Ittuk i Grønland foran desserten på en båd. (Laura Fromm)
Discoshaman – Mandag den 1. juli kl. 18.00 – Countdown
Det her er koncerten, hvor du ikke opdager, at du er begyndt at danse.Regn med rytmisk naturmedicin, hvor du forsvinder ind i shamanens behandling og kun vågner sporadisk af, at resten af stammen danser rundt om dig. Daniel Andersen holder til i København, når han ikke er ude og være shaman. Han kommer til at tage mystiske strengeinstrumenter, stemningsfyldte vokaler, strygere og lækre percussion med i sin elektroniske medicintaske, så du kan starte mandag aften med at få dine tømmermænd helbredt. (Mathias Gavnholt)
Schacke – Mandag den 1. juli kl. 21.30 – Countdown
Det bliver snart ikke mere moderne, end Schacke er lige nu, så hvis du gerne vil være ung med de unge, så skal du skynde dig op foran til Schacke. Hvis du godt kan lide dansk techno, der viser cremen af den københavnske nattelivsscene frem på Berghain og andre af de største techno-spillesteder i Europa, så skal du også være der. Schacke har en evne til at fange lytteren med sin musik, på trods af at det virkelig hamrer afsted. Jeg håber, at Roskilde tør skrue lidt op for højtalerne på Countdown, der godt kan være en smule lave, for Schacke skal høres højt. Tip: Lad være med at tage dine bedsteforældre med. (Mathias Gavnholt)
Hôy La – Mandag d. 1. juli kl 21.30 – Rising
Hôy La er norsk minimalistisk trip-hop ala Portishead. Med en vokal, som læner sig stødt op af Beth Gibbons, og med langsomme, vedvarende beats eksperimenterer Ingri Høyland Kvamstad med elektroniske loops og akustiske elementer, som sammenflettet med et melankolsk tekstunivers skaber emotionelle konfrontationer. Mød op foran Rising mandag aften og oplev mørkets unge dronning. (Laura Fromm)
Tirsdag 2/7
AUÐUR – Tirsdag d. 2. juli kl. 20 – Countdown
Naturligvis kan man også finde noget i den mere poppede retning i opvarmningsdagene. Et interessant bud er islandske AUÐUR, der leverer sange til soveværelset med stor inderlighed. En lidt kæk bas og et catchy omkvæd? Det fungerer i de fleste sammenhænge. Jeg har et meget sparsomt bekendtskab med islandsk musik og ser derfor frem til at udforske en ny side af den barske øs kultur. (Nikolaj Boesby Skou)
Natkat – Tirsdag 18.30 – Countdown
De mest kendte bølger inden for dansksproget hiphop i øjeblikket læner sig op ad navne som Kesi og Gilli. Men der er en anden lyd på vej til at få sit gennembrud, hvor navne som F.L.E.M.M.I.N.G og Natkat banker på døren til rampelyset. Den lyd er mere oldschool og bruger jazzede elementer og drømmende lydflader som den mur, man læner sig opad, nar man smider intelligente, dansksprogede rim. Forvent eksperimenterende beats, historiefortællende rap og omkvæd, man kan synge med på, når gruppen går på scenen. (Mathias Gavnholt)
Først og fremmest vil vi sige jer tusind tak for jeres selskab i løbet af 2018, som snart lakker mod enden. Som flere af jer måske allerede har bemærket, er vores blog nu 10 år gammel, og selvom vores produktivitet i løbet af året måske ikke bevidner det, har det været et rigtig godt år. Vi håber, at I også vil sidde tilbage med samme fornemmelse, når I har læst og lyttet til Regnsky-skribenternes bud på de albummer fra i år, der for alvor skiller sig ud. Og ikke nok med, at det har været et stærkt år – det har også været et mangfoldigt år, og selvom vores liste bærer præg af alt fra dansksproget lofi-pop til dronningen og kongen af indie rock og videre over til banebrydende hiphop, så kan ingen årsliste illustrere den tætte urskov af kreativt liv, som dansk musik bærer rundt på.
Og det skal vi værne om. Problemet er, at det ikke er alle, der gør dette. Om et år skal vi takket være politisk besluttede nedskæringer i DR vinke farvel til radiostationerne P6 Beat, P7 Mix og P8 Jazz, der har spillet og spiller en stor rolle i formidlingen af skæv og nichepræget musik. Og netop mangfoldigheden savner også et skub, når man kigger på det (snart) forgangne års festivalprogram. Kvinderne er underrepræsenterede, nogle steder mere end andre. Tinderbox er den helt store synder, og her lyder undskyldningen, at deres bookere særligt lider under, at der findes så få kvindelige dj’s. Det er bare ikke rigtigt. Og vi slutter i hovedstaden, hvor politikerne på Københavns Rådhus forsøgte at få implementeret nye og mere restriktive støjgrænser for aktiviteter i Københavns byrum. Den nye grænse skulle gå på 60 dB, lød forslaget i det kommunale forskrift. Det er et støjniveau, vi kender fra en almindelig samtale mellem to mennesker. Men takket være en stor protest mod forslaget samt en underskriftsindsamling, der genererede 27.000 underskrifter mod forslaget, besluttede Teknik- og Miljøudvalget i sommer, at forskriftet for udendørs musikarrangementer skal ændres. Så vi holder vejret til foråret 2019, hvor et nyt forskrift efter høringssvar bliver fremlagt.
Og mens vi gør det, må vi blive ved med at kæmpe for de bedste vilkår for musikkens strømninger. Men nu er det tid til at kigge tilbage på de særligt positive ting, som musikåret bød med sig.
Against All Logic – 2012-2017
Det kan komme som lidt af en overraskelse, når en personlig favorit har udgivet at album, som man slet ikke har opdaget. Det er nemlig Nicolas Jaar, der står bag Against All Logic, som inden 2012-2017-udgivelsen kun havde udgivet enkelt numre. Men i modsætning til Nicolas Jaars eget og hans fantastisk Darkside-projekt er 2012-2017 enormt udadvendt og i højt tempo. Det er tilbage til klassisk house, men med en mængde af samples, der i størrelse kan måle sig med Kanyes megalomani. Ja, han sampler faktisk Kanye på et nummer. Et komplet album, der minder om et DJ-sæt i opbygningen – hvor man hele tiden spidser ører og lytter efter, hvad den næste musikalske godte mon består af. (Mathias Gavnholt)
Alle – Dine Pæne Øjne
Ja, et tilbagelænet pop-album med banale tekster som “Selvom du er sød // Ka’ du godt vær’ fræk // Selvom du er blid // Ka’ du godt vær’ fræk” kan sagtens gøre sig til blandt årets bedste plader. For bag aliaset Alle gemmer sig den dygtige house-producer Natal Zaks (DJ Central), der træder helt nye pop-græsgange med albummet ‘Dine Pæne Øjne’. Legende let, lakonisk og næsten kurrende går han igennem centrale følelser for ethvert ungt hjerte. Zaks’ producerbaggrund skinner dog stadig igennem, for det er et popalbum, der værner meget om sine instrumentaliseringer. Igennem ‘Dine Pæne Øjne’ er den skramlet og legesyg, med få armbevægelser og bestræbelser når den rigtig langt ind i hjertekulen på denne lytter.
Beach House – 7
Baltimore-bandet gjorde det igen på 7. De inviterer lytteren med på en vidunderlig drømmeodyssé, når tonerne flyder ud af højtalerne, og man lader sig rive med. Jeg synes, Beach House formår at udviske grænserne i deres musik, uden det bliver mudret. På den måde er 7 en helhedsoplevelse, og derfor fortjener den at være et af årets vigtigste albummer. (Nikolaj Boesby Skou)
GDRN – Hvað ef
I år har jeg været så heldig at opdage den islandske sangerinde GDRN, og sikke et dejligt bekendtskab. GDRNs debutalbum Hvað ef består af bløde og dybe elektroniske elementer med en særlig nordisk kant, især tilføjet af det smukke og – i mine ører – mytiske islandske sprog. Albummets højdepunkter er efter min mening titelsangen Hvað ef, Það sem og Ein, men jeg synes, at alle sangene fortjener et lyt – eller mange. GDRN er i hvert fald blevet en fast del af min playliste, og jeg håber, at der er nye udgivelser på vej fra det høje nord i 2019. (Line Mortensen)
Janelle Monáe – Dirty Computer
Et fuldkomment mesterværk. Mindre vil jeg ikke kalde Janelle Monáes fuldstændig fantastiske album Dirty Computer. Med en lang video, der binder alle sangene sammen og fremviser Monáes dybe og samfundskritiske sangskrivning, blæste den amerikanske sangerinde mig fuldstændig bagover, da “Dirty Computer” blev allemandseje. Det er en næsten umulig opgave for mig at fremhæve enkelte sange på den helhedsoplevelse, som “Dirty Computer” er, men hvis man har hengivet sig til at streame singler fremfor albummer, så vil jeg alligevel sige, at man bør smide powersangen Django Jane, førstesinglen Make Me Feel og den geniale Pynk på playlisten i første omgang. Men igen …. hele albummet fortjener en plads. Nu kan jeg ikke gøre andet end at krydse alt, hvad jeg har, og håbe på, at Roskilde Festival offentliggør Monáe. (Line Mortensen)
Jon Hopkins – Singularity
Klassisk musik og house er to genrer, man normalt ville tænke er noget langt fra hinanden. Det er det ikke på Singularity, hvor smukke, følelsesladede klaversekvenser bliver bundet sammen med Hopkins’ velkendte house. Singularity er i den grad en enhed, og det er umuligt at anbefale et nummer, for det hele hænger sammen – og det er det, der gør Singularity så fantastisk. (Mathias Gavnholt)
Kali Uchis – Isolation
Den colombianske sangerinde debuterede med et brag. Isolation er en smuk blanding af latinamerikanske rytmer og diva-pop. Kali Uchis har samlet et stærkt hold bag sig med producere som Kevin Parker og Damon Albarn. Det er et meget alsidigt album, men Uchis stemme er den røde tråd, der binder alle de musikalske indtryk sammen. Det er absolut noget af det bedste, 2018 havde at byde på. (Nikolaj Boesby Skou)
Octavian – Spaceman
Spaceman var et forfriskende originalt pust ind i en genre, der har stagneret de seneste par år: OVO-lyden der kendes fra PartyNextDoor, Roy Woods, Bryson Tiller osv., og som også har været populær herhjemme. Octavian har taget den melankolske R&B og givet den et drys af grime og house, og nu har lyden fået en helt ny smag. Jeg glæder mig helt vildt til at opleve ham på Journey-festival og på Roskilde festival til sommer. (Nikolaj Boesby Skou)
Pusha T – Daytona
Pusha Ts Daytona var en del af et spændende projekt, Kanye West havde gang i i 2018. De kompakte og korte albums blev spyttet ud henover sommeren til overvejende positiv modtagelse. Jeg synes, Daytona er den skarpeste, og jeg kan ikke få nok af Virginia-rapperens raspende røst. Han lyder så gritty uden at kamme over i en parodi. Der er en helt vild nerve på ’Daytona’, og man bliver blæst bagover fra første sekund. (Nikolaj Boesby Skou)
Robyn – Honey
Årets tre bedste tracks kunne meget vel alle sammen være fra Robyns nyeste album, for det er fyldt med catchy hits. Et album, der på trods af, at Robyn fik sit gennembrud i 90’erne, føles enormt aktuelt. Det er moderne, men det er samtidig tidløst, og det er meget sjældent, at et album formår det. Det eneste andet, jeg kan komme på, der for nylig har præsteret det samme, er A Tribe Called Quests We got it from here… Thank you for your service. Robyns ærlighed og geniale tekster er alt andet end fraværende og balancerer som altid på grænsen mellem konkret og abstrakt, så alle kan være med, men ingen mangler noget at tænke over. (Mathias Gavnholt)
Skee Mask – Compro
Hvis Boards of Canada var tyskere og lavede techno – så ville det muligvis lyde noget meget i retning af Skee Masks Compro, der for mig står som årets absolut bedste elektroniske album – og potentielt også et af de bedste fra det seneste årti. Skee Mask aka Brian Müller er simpelthen et naturtalent og til at programmere trommer og til at skabe sjælerensende ambience. Compro er et album med mange udtryk – se bare overgangen fra Dial 274 til VLI – men det er også stærkt centreret omkring Müllers mesterlige fornemmelse for soundscapes, stemninger og en art techno, både egner sig på et dansegulv men i høj grad også til hjemmelytning. Og der er vi tilbage til Boards of Canada-associationerne. For ligesom med det skotske brødrepar er der med Skee Mask mulighed for at opdage nye musikalske hjørner og referencer ved hver gennemlytning. Et helstøbt og langtidsholdbart mesterværk.
Tove Styrke – Sway
Det perfekte popalbum kom i år fra den svenske sangerinde Tove Styrke. De ni sange, der er at finde på Sway, passer perfekt ind i samme lydunivers med Styrkes vokal i fokus. Med personlige højdepunkter som On The Low og On A Level synes jeg, at svenskeren sætter barren utrolig højt. At hun også har valgt at inkludere et cover af en af mine favorit-sangere, Lorde, gør kun albummet endnu bedre. (Line Mortensen)
V/A – Kulør 001
Det efterlod et musikpublicistisk techno-tomrum i København, da Najaaraq Vestbirk (Courtesy) og Sara Svanholm (Mama Snake) i foråret indstillede arbejdede med pladeselskabet Ectotherm, der siden begyndelsen i 2016 nåede at udgive fem ep’er med lokale producere. Men det var to skridt tilbage og tre skridt frem, for ud af Ectotherm-asken hejste Courtesy egenhændigt det nye pladeselskab Kulør, hvis første udgivelse – der udkom i oktober – er en 12 numre lang kompilation med nyt materiale fra de københavnske techno-aktører. Og resultatet er både vellydende og noget, som scenen skal bryste sig med stolthed over. Musikken er med sit høje tempo først og fremmest skabt til natklubberne, men der er også produktioner, der løfter sig op fra dansegulvet. Schackes Automated Lover, IBONs No Sleep, Sugars Drowner og Funeral Futures ‘Heute Nicht kryder langsommeligt opbyggende melodier med hårdhudet techno-emotionalitet og 90’er-trance – bare uden de ironiske laserlys-indbydende breaks. (Morten Bruhn)
Yves Tumor – Safe In The Hands Of Love
Årets grænseeksperimenterende succeshistorie tilhører amerikanske Sean Bowie aka Yves Tumor. I efteråret udkom han med den selvbiografiske og åbenhjertige ‘Safe In The Hands Of Love”, der kombinerer dream-pop, noise og sløret 90’er-r’n’b, og som er fyldt med en masse følelser, så de nærmest er ved at flyde over. Det er på en måde pop, men ligesom med de musikalske artsfæller Arca og Mykki Blanco flyder han frit uden om regler og konventioner – og det gør han med stor succes og bred appel.
