Tag: Saveus (2 indlæg)

Feature

Fem ting, vi lærte af Roskilde Festivals endelige line-up

Af Morten Bruhn den

Så skete det omsider. Torsdag løftede Roskilde Festival sløret for årets endelige program. Vi har sat luppen på lineuppet og spottet fem af de vigtigste pointer iblandt de 170 navne, der spiller til det 48. år med Roskilde Festival.

1. Roskilde Festival siger farvel til den grå headliner – og goddag til en ny generation
Siden en vrissen og gammel udgave af Neil Young spillede regn og torden ind med en pragtpræstation på Orange i 2016, har Roskilde Festival været tømt for hovednavne, der taler direkte til det ældste segment på Dyrskuepladsen. Og i 2018 glimter de musikalske elefanter endnu en gang ved deres fravær. 60-årige Nick Cave kommer sammen med sit band, The Bad Seeds, tættest på at være den ‘grå headliner’ i 2018, men australieren har i Danmark dedikerede fans i begge ender af aldersspektret. En ære, der til dels kan tilskrives de mange koncerter, Nick Cave i forvejen har leveret på Roskilde Festival. 2018-udgaven bliver således hans sjette koncert på Danmarks største musikfestival siden debuten i 1990.

På bekostning af de legendariske navne har Roskilde Festival i stedet gjort plads til to nye internationale, kvindelige stjerner: 25-årige Cardi B, der fredag udgiver debutalbummet Invasion of Privacy, og 22-årige Dua Lipa. Selvom kendskabet herfra til de to kvinders musikalske udspil fortsat er begrænset, har både Cardi B og Dua Lipa et godt tag i ungdommen. Dua Lipa var i 2017 den mest streamede kvindelige musiker på Spotify, mens Cardi B har fem millioner følgere på Facebook og 20 millioner på Instagram. En følgerskare, som Roskilde Festival må være bevidst om.

2. Årets hovednavne roder og har ikke lyst til at dø
Med over 170 navne på plakaten har Roskilde Festival i årtier været en festival for mange mennesker og med mange genrer på menuen. Det kommer hvert år til udtryk i både toppen og bunden af festivalplakaten, men i år synes det sværere at få øje på den røde tråd, der væver festivalens helt store trækplastre sammen. Jo, det skal selvfølgelig nævnes, at Eminem og Bruno Mars foruden et samarbejde på 2011-nummeret Lighters har det tilfældes, at de i 2012 begge (sammen med Linkin Park) var i top tre over de mest ønskede navne til Skive Festival. Hvis det ikke fortæller noget om deres tilstedeværelse på Roskilde-plakaten anno 2018, så ved jeg ikke, hvad gør.

Selvom Eminem i 2017 udsendte et album, der hedder Revival, har den amerikanske rapper fra Michigan ikke udgivet noget, der bonner ud hos hverken metakritikkens eller lytterskarens skalaer. Og denne ‘jeg har ikke lyst til at dø’-mentalitet omkring den musikalske karriere deler Eminem med dansk(-engelsk)e Nephew. Bandet udsendte ganske vist tre nye numre tidligere i år, de første siden YouTube-singlen Statusopdaterer at jeg statusopdaterer fra 2013, men det tilbagevendte band havde sine bedste år i 00’erne. Nephew har tidligere leveret flotte og roste koncerter på Orange i både 2007 og 2010, og det er meget muligt, det sker igen i 2018, men det er fortsat bagkataloget, der skal berettige Nephew en plads på festivalens største scene.

Og det samme gør sig gældende for de banebrydende, britiske triphoppere fra Massive Attack. Selvom gruppen er hyperrelevant under det nuværende politiske klima og selvom de udsendte et par single- og ep-udspil i 2016, kan det ikke ændre på det faktum, at det i år er 15 år siden, vi har set det sidste solide pladeudspil fra gruppen. Vi har med andre ord ikke et topnavn, der både befinder sig på toppen af karrieren og evner at favne bredt. Det kan heller ikke Nine Inch Nails eller David Byrne (hvis nye album, American Utopia, er lavet i samarbejde med 24 mandlige og 0 kvindelige artister), prale af.

Selv med en afslutningsfest med Gorillaz kan lørdagsprogrammet på Roskilde Festival gå hen og blive en langtrukken affære.

3. Lørdag bliver en halvtam afslutningsdag
Mange festivalgæster vil formentlig få god tid til at pakke deres telte og soveposer sammen om lørdagen, festivalens afslutningsdag. Programmet slutter efter alt at dømme af med et potentielt brag på Orange med Gorillaz på scenen, men indtil da er det op til navne som Kelly Lee Owens, John Maus, Juana Molina, Vince Staples og Anderson.Paak at levere de overraskende indslag på festivalens notorisk længste dag. Programmet har tidligere år haft for vane at slutte med et proverbialt festfyrværkeri på stort set samtlige scener den sidste dag. I stedet er der tilsyneladende mere musikalsk energi i vente allerede torsdag og fredag.

4. Det bedste elektroniske program i mange år
Og netop på disse to dage er man i et fremragende selskab med nogle af de mest interessante elektroniske artister netop nu. Laurel Halo, Equiknox, James Holden & The Animal Spirits, Nathan Fake, Juju & Jordash og Four Tet har alle udgivet stærke albums inden for det seneste år, Regelbau er det stærkeste aktiv på den danske house-scene i adskillige år, og de er alle fremragende tilføjelser til Roskilde Festival. Der er både elektronisk musik til fødderne og til hovedet. Festivalen skal desuden have ros for at have modet til at satse på de grænsesøgende navne til fordel for mere todimensionelle EDM-artister. 2018 er det bedste år for elektronisk musik på Roskilde Festival i mange år.

5. Valget af SAVEUS som Orange-åbner er en fin fortælling – men langt fra det bedste valg
For festivalnostalgikere er det af stor betydning, at åbningsnavnet på Orange Scene har et dansk pas. Det vil historien også have dig til at mene. VETO, Kellermensch, The Minds of 99, Vinnie Who og senest Phlake har alle haft æren af at skyde (‘den rigtige del af’) festivalen i gang. Opgaven er i senere år imidlertid også blevet tildelt Outkast og The Orchestra of Syrian Musicians ft. Damon Albarn, mens festivalen har understreget, at det aldrig har været alfa og omega, at det var eet dansk navn, der skulle åbne Orange.

Ser man bort fra sidstnævnte kendsgerning og foretrækker dansk musik fra festivalens største scene, er SAVEUS vel et glimrende valg, som blev offentliggjort i tirsdags. Bag SAVEUS finder man den tidligere X-Factor-vinder Martin Hedegaard, der egentlig ikke er meget for at blive (gen)kendt som ‘den tidligere X-Factor-vinder Martin Hedegaard’. Fem singler som SAVEUS siden 2016 er imidlertid ikke nok til at udviske fortællingen om talentet fra Ørum, der som blot 15-årig vandt en sangkonkurrence på tv. Valget af SAVEUS indikerer ikke desto mindre en længe ventet musikalsk blåstempling for Martin Hedegaard fra en af Danmarks største kulturinstitutioner, og det er en god fortælling og derfor også et godt valg. Men han er ikke det bedste.

Dertil er han endnu ikke i nærheden af at besidde den samme kvalitet og opbakning som eksempelvis The Minds of 99 besad i 2015 og som Phlake gjorde i 2017. Og skeler man eksempelvis til P3 Guld-vinderne Benal – der rent faktisk spiller på årets festival – havde de også været et mere passende bud på en Orange-åbner anno 2018. Men så er der altid et nyt år næste år.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Livestemning

Roskilde festival: Dag 3 var fucking nice, fucking højt og fucking specielt

Af Peter Pishai Storgaard den
20160628_132411

Tirsdag var det allerede blevet tid til årets sidste opvarmningsdag – hold nu op, hvor er tiden bare fløjet af sted! Det føles som få timer siden, at Gents åbnede Countdown-scenen, men det er tværtimod i stedet blot en god håndfuld timer siden, at Saveus lukkede selvsamme scene, så den kunne blive omdannet til en port ind til Apollo-scenen. I dag går det så løs med den første af de “rigtige” musikdage, og vi bliver fuldtallige på Regnsky-holdet, men inden da skal I selvfølgelig ikke snydes for min oplevelse af opvarmningsdag nummer 3. Vi lægger dog ud med Mirjas oplevelse af de danske støjrockere i Deadpan Interference.

“Det var FUCKING NICE og FUCKING HØJT!” Sådan lød kommentaren fra min tømmermandsramte ven Mads, som jeg intetanende havde lokket med op forrest ved scenen, da Deadpan Interference rystede liv i et halvvågent Roskilde-publikum. Sidste opvarmningsdag startede altså med en “motherfucker” omgang noice-rock fra den danske eksperimenterende rockgruppe. Det var anden gang, jeg skulle opleve Deadpan Interference, og jeg havde høje forventninger, men de skuffede ikke. Endnu engang leverede de en overbevisende og gennemført performance, og det var ikke svært at give sig hen og space ud til de twangede strenge og intense rytmer allerede efter første nummer. Det er bestemt ikke sidste gang, jeg giver mig hen til Deadpan Interference, som også er aktuelle på dette års Copenhagen Psych Fest, som afholdes på Christiania den 13.-16. juli, hvor navne som De Underjordiske, Papir og Spids Nøgenhat også er på programmet. – Mirja

Mads’ kommentar kunne lige så godt have handlet om det islandske hiphop-kollektiv Reykjavíkurdætur, som et par timer senere invaderede Countdown-scenen med den mest tilstedeværende – både bogstaveligt talt og i overført betydning – performance på årets festival indtil nu.
“This song was about our beautiful language while saying fuck a lot. The next song is about dancing as meditation,” lød det på et tidspunkt fra en af de mange kvinder på scenen, og det var egentlig meget rammende for hele oplevelsen.
15 ud af kollektivets 22 medlemmer var dukket op til dagens koncert, og fra første sekund stod det klart, at det her ville blive en fucking speciel oplevelse. Med attitude, tydelig stillingtagen i både musikken og det omkringliggende samfund og en på overfladen overraskende musikalsk kvalitet formåede Reykjavíkurdætur at få overbevist alle de fremmødte om at tage del i deres revolution, hvilket i sig selv er imponerende. Imponerende i den forstand, at hiphoppen klassisk er meget lyrikbåren, hvorfor man ellers kunne tro, at den rimelig markante sprogbarriere – de islandske døtre optræder på islandsk – kunne være et problem. Det var det ikke. Jeg ved ikke, hvad det er med islandske artister, men på en eller anden måde er de de eneste, som altid slipper godt fra at optræde på modersmålet. Jeg tror ikke, at jeg nogensinde vil sætte Reykjavíkurdætur på hjemme på anlægget, men jeg vil til enhver tid dukke op til deres koncerter. For det var en fucking fest!

En noget anderledes fest stod finske Have You Ever Seen The Jane Fonda Aerobic VHS? for, da de forsøgte at starte et beach party på Rising-scenen tirsdag aften. Bandet med det alt for lange navn spiller en sjov blanding af surf rock og 80’er pop med punkelementer – primært i det visuelle udtryk og længden på bandets numre. Og det fungerede for publikum, som tydeligvis var nået til det stadie, hvor de bare havde brug for at danse. Jeg havde på forhånd glædet mig meget til at opleve bandet fra Kouvola, men jeg må desværre sige, at de på trods af festen blandt publikum mangler lidt rent musikalsk. De har fundet en opskrift, der virker, men det bliver desværre for ensformigt over en hel koncert, og når de så endelig forsøgte at bryde det lidt op, blev de to vokalisters begrænsede kunnen udstillet. Jeg havde det lidt som om, at jeg var til koncert med en discountudgave af Cults tilsat en smule The Darkness-falset. Men hvis man bare var kommet for at danse, så kan Have You Ever Seen The Jane Fonda Aerobic VHS? fint levere.

Da finnerne havde forladt scenen, blev jeg hængende ved Rising, for ikke lang tid efter skulle den danske sanglærke Katinka optræde. Og hvor Kouvola-bandet havde manglet lidt på vokalerne, må man sige, at Katinka har talent i overflod på den front. Det er egentlig ikke, fordi hun kaster sig ud i vilde fraseringer eller andet, der får hårene til at rejse sig, men alt sidder bare lige, hvor det skal – og det er en kvalitet, som de færreste besidder. Jeg stod dog alligevel tilbage med en fornemmelse af, at jeg hellere ville have set Katinka Bjerregaard i et telt senere på festivalen – Pavilion virker som en bedre arena for hendes mange kærestesorger. Når det er sagt, er der ingen tvivl om hendes talent, og hendes evne til at lege med sproget og skrive tekster er misundelsesværdig.

Klub 27 og Saveus fik æren af at lukke henholdsvis Rising og Countdown, men jeg nåede desværre kun meget kort forbi begge koncerter, så jeg vil ikke kaste mig ud i de store ord om de to koncerter, men blot konstatere at de i hvert fald begge har fanbasen i orden. Især Saveus – som jeg, på trods af at han inden sidste nummer får sagt, at man ikke skal sidde fast i sin fortid, altid vil huske som Martin fra X Factor – formåede at samle et af de største publikum på festivalen indtil nu.

Apropos fortid er det nu tid til at se fremad mod en lille håndfuld musikdage proppet med fantastiske artister, som jeg har glædet mig meget til at opleve. Vi ses derude!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *