“You know the road has given us everything we’ve got”, er Samuel T. Herrings første ord til publikum i et fyldt Arena-telt. Klokken er 16, det vil sige, at det er formiddag på Roskilde, og det vil også sige, at et lidt søvnigt publikum kan forekomme. Måske ved Future Islands ikke det, måske gør de og er i så fald lige glade.
Future Islands er live såvel som på deres seneste to album, Singles (2014) og The Far Field (2017) indpiskere. De er et band af vejene, som Sam Herring pointerer. De har spillet over 1000 liveshows, og lad os blot få det sagt: de er et forbandet godt og karismatisk liveband, som kan bære at være netop indpiskere over en festivalkoncerts 75 minutter med et energihungrende publikum uden at miste deres personlighed i et forsøg på at please.
Publikum sugede godt til sig af Future Islands’ energi. Den kom fra live-trommeslageren Michael Lowrys piskende trommer, fra Gerrit Whelmers ekskursioner udi synthens lange toner, fra saltstøtten William Cashions melodiske basspil. Og så kom den selvfølgelig fra den nok mest usandsynlige dansestjerne, Sam Herring. Jo, en del af publikum var mødt op for at se giraffen i form af Herrings gorilla-dans. En del af dem gik efter koncertens tredje nummer. Synd, for havde de ventet, var de nok blevet omvendt til at være en del af fællesskabet af Future Islands-fans live – præcis sådan som Future Islands altid har opbygget deres publikum.
Future Islands lagde fra land med to forrygende singler, “Ran” og “A Dream of You And Me”, inden en række lidt mindre genkendelige tracks fra tidligere udgivelser og A Far Field overtog. Future Islands har fået sit gennembrud på baggrund af albummet Singles, og girafgæsterne kom på den baggrund. Det har været en udfordring for Future Islands at få lyttere med over på nye album.
Så meget desto heldigere for bandet, at de havde en Roskilde-koncert at gøre det ved. Et nummer som “North Star” funklede live med sit todelte omkvæd, som går en tone ned i sted fremfor op. Det er den form for overraskelser, som gør Future Islands til et gode liveband, trods deres musikalsk univers over 75 minutter kan blive lidt vel ensformigt, når festivalsettet hives frem for at give publikum den maksimale energi – nuancerende albumtracks som de mere stille “Give Us The Wind” og “Little Dreamer” blev naturligt undladt.
I stedet valgte Future Islands at give os energien. Den ustoppelige Herring – der i øvrigt stadig ligner en værftsarbejder fra Baltimore – farede scenen rundt med skiftevist parringsdans, på hug growlende mod publikum og hoftevrikkende som den vildeste ladyboy. Lod man sig indtage af det til tider lidt aparte syn og blev man hængende, så fik Future Islands i en solid arbejdssejr overbevist om, at også The Far Fields mere album-orienterede sange er af en helt særlig funklende slags – det kunne ses og høres i publikums fortløbende jubelbrøl halvvejs i sange. Så må nuancerne opleves til en venuekoncert med et veludhvilet publikum.
