Stjernerne på himlen blev tændt i perfekte formationer, da Floating Points spillede natten ind i Roskilde Festivals smukkeste solnedgang.
For et lille, men dog tætpakket publikum trådte Floating Points alias Sam Shepherd ind på Apollo-scenen flankeret af sit fem-personers band til stor jubel fra den dedikerede skare hardcore fans af 90% mænd på 20-30 år. Stemningen var til noget helt særligt, og det blev gengældt af det vanvittigt velspillende og oplagte band, som med en uhyre sans for finesser eksekverede to udgivne og to nye tracks, der alle bevidste Floating Points status som en af de så absolut kraftigst lysende spidser indenfor high-brow-delen af den elektroniske musik.
I Floating Points’ musik sætter jazzen og electronicaen hinanden fri – som om genrernes systemer bliver udlignet. Trommernes placering i centrum af scenen, Shepherd til højre på sit karakteristiske rhodes samt øvrig elektronik, to guitarister, en bassist og en keyboardspiller fordelt i en halvcirkel omkring, var indikationen tydelig: trommerne bliver ganske vidst ikke betvinget af Shepherd selv, men live indtager de den ledende rolle i de alenlange og ofte komplekst sammensatte kompositioner. Det var således også det seneste album Elaenias stand-out track “Silhouettes” intensiverende lilletromme/hihat-rytme som for alvor igangsatte koncerten efter en intro af ren vellyd fra netop særligt det himmelstræbende rhodes-klaver.
“Silhouettes” var som en tour-de-force udi både Floating Points kompositoriske kvaliteter og bandets ekvilibrisme. Jeg troede, vi havde ramt toppen, og at koncerten enten ville a) blive der eller b) dykke i niveau, formentligt grundet et overdrevent jazzeri – den typiske faldgruppe indenfor highbrow-techno. Ingen af delene var imidlertid tilfældet. I stedet tog Floating Points og band sit koncentrerede publikum med ud i endnu nyere kompositioner end det blot otte måneder gamle album, først med den seneste single “Kuiper” og dernæst to uudgivne numre, som fortsætter tendensen til lange, opbyggelige numre i flere dele. Og det er en god tendens, vi nu har fået stærke indikationer på, at Floating Points også fremover forfølger. De subtile intensiveringer og kulminationerne i sublimt sammenspil fik på Apollo selv anmelderne til at løfte hænderne, blok og kuglepen i lykkerusen.
Koncerten var en manifestation af Floating Points position på den elektroniske scene. Elaenia sendte ham som producer op i den absolutte topliga ved siden af artister som Mount Kimbie, Caribou og James Holden, hvis koncert på samme scene i 2014 Floating Points subtile magtdemonstration vækkede minder om. Med sin store investering i liveperformance – fem musikere, så mener man det altså seriøst – er pladsen i front ubetvivlelig og fortjent.
