De første guitaranslag på det her nummer vil få enhver Twin Peaks-fan til at spidse ører. At det så er et ret cute og optimistisk indienummer og ikke en myrdet teenagepige som følger efter, finderer jeg ganske behageligt. Jeg vil til alle tider foretrække indie-softrock i det tilfælde. Især når de rytmiske skift intuitivt holder det millisekunds pause, som jeg virkelig er en sucker for.
Af og til har jeg bare behov for at høre noget simpelt. For at høre et nummer, som fænger mig ved første lyt og ikke behøver de store analyser for at åbne sig. Hvis essens er en god melodi; blotlagt og lige til at lappe i sig.
Sådan et nummer er “Stark Glass Man”, som jeg forleden fandt på verdens bedste blog. Bag det står de komplet ukendte Phantom Buffalo. Kvartetten er fra Portland og byfællerne i The Shins ville lyde sådan her, hvis James Mercer prøvede at tillægge sig Morrisseys accent (det ville garanteret være en god idé). Men vigtigste af alt er “Stark Glass Man” den type nummer, som får dig til at åbne øjnene og se mere end november, november, november og november, når du kigger ud i verden.
Phantom Buffalo – Stark Glass Man
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/11/Phantom_Buffalo_Stark_Glass_Man.mp3]
Jeg har en passion for musik, der ikke glitrer. Der ikke er pæn, men heller ikke udpræget grim. Som ikke har store armbevægelser og et symfoniorkester i ryggen. Den ærlige sang, der bare er. Ikke giver sig ud for at være noget, men lever det enkle liv, måske er optaget i det billige studie i hjembyen eller på den simple pult guitaristen fik da han var færdig med highschool. Ikke tilfældigt, for disse sange stammer som oftest fra USA, og en fin lille samling har taget form de sidste uger. Så dem får i her. En del af æren for dem tilfalder verdens bedste musikblog (Time Magazine uddeler den pris, og de sidste år er den velfortjent gået til denne): Said The Gramophone.
Hvis du ikke kender den, men kan lide personlig musik og fantastisk historiefortælling er det din nye homepage.
Bear in Heaven er emigreret til New York fra Atlanta, for det gør alle jo. Udgivelsen af 2. album, Beast Rest Forth Mouth fandt sted for et par uger siden, og indeholder drømmende, svagt støjende popsange, skåret af samme halvt solbeskinnede og halvt kælderdybe læst som bysbarnet Atlas Sound.
På singlen “Lovesick Teenagers” rammer bandets hovedmand, Jon Philpot, mig lige i hjertet. Instrumenteringen er holdt enkel, men synthen fanger mig øjeblikkeligt og holder hele vejen gennem nummeret, fra versene til de smooth overgange til omkvædet. Det er romantisk, velfortalt og velspillet. Bear in Heaven er en organisme, musikken fylder mig med varme og gør mig næsten til en lovesick teenager. Jeg er ikke sikker på det er helt originalt, netop det her nummer. Til gengæld har “Wholehearted Mess” en originalitet i sin nærmest mathrockede kompleksitet, der som noget sjældent bevarer charmen, roen og sødmen.
For at klistre noget namedropping på bandet, kan man tilføje, at de er hypet (via twitter, selvfølgelig) af ingen ringere end Grizzly Bear’s Edward Droste.
Bear in Heaven – Lovesick Teenagers
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/10/Lovesick_Teenagers.mp3]
Bear in Heaven – Wholehearted Mess
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/10/Wholehearted-Mess.mp3]
Kan i huske The Moldy Peaches? Det var dem, der leverede “Anyone else but you” til teenagekultfilmen Juno. Det blev deres gennembrud til en masse følsomme personligheder, og i nogenlunde samme kategori ligger Rattail, bandet med det mest upassende navn. Der er meget lidt skaldet skadedyr over den musik, der på “Go Green” er sympatisk, vellydende og rart selskab. Vokalen bliver måske lidt for meget, men charmen reder det meste. Bandet spiller akustisk, kun lige med guitar, trommer og vokal, og det er faktisk nok til at frembringe fine og simple sange.
Rattail – Go Green [audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/10/Go_Green.mp3]
