Hvis der er én kunstner, jeg kan anbefale i år, så er det ham med det åndssvage navn, Ross From Friends. Det er nyskabende house, som selv din mor kan forstå. Grunden til, at Ross From Friends er noget af det mest aktuelle inden for house-genren lige nu, er, at han formår at bruge stemningen i musikken til at definere numrene. På den måde gør han kærligshedssange gribende, selvom teksten typisk består af den samme linje, der bliver samplet om og om igen. Når den samme smukke linje bliver bakket op en syret, men kontrolleret bas, keys og samples, gør han numrene catchy. Og når breaks i numrene kommer på overraskende, men samtidig oplagte, tidspunkter, formår han at fastholde lytterens opmærksomhed på en måde, hvor man hele tiden spidser ører. Tilsæt skæv percussion eller drumpad og så har du hovedingredienserne til Ross From Friends’ succes på plads.
Engelske Felix Clary Weatherall er manden bag det underlige kunstnernavn. Forklaringen skulle angiveligt være, at han på et tidspunkt ejede en DVD-afspiller, der kun var i stand til at spille den samme DVD med ‘Venner’, fordi den sad fast i afspilleren. Finurligheden bag navnet finder man også i musikken, hvor der sniger sig spøjse elementer ind. Tag for eksempel introen til ‘John Cage’, hvor en form for terapi-session er samplet som en slags intro. Mon ikke den form for legesyge kommer til at kunne mærkes endnu mere, når han skal skrue en helt koncert sammen.
Ross From Friends er tilknyttet det LA-baserede pladeselskab Brainfeeder, der huser kunstnere som Flying Lotus og Thundercat. Og det giver god mening, at han er tilknyttet netop der, hvor den eksperimenterende elektroniske musik vælter ud. En af forskellene mellem Ross From Friends og de to førnævnte er, at han har fundet en form for gylden mellemvej mellem off-beat trommeslag og mærkelige lyde og så det poppede, der gør, at mange flere kan være med.
Han plejer i øvrigt at optræde med et par live-musikere. Så hvis du har problemer med at hive dine venner med op, på grund af det evigt trættende argument at det “bare er en, der trykker på knapper”, så kan du smide den på bordet. Og mon ikke også han har en plan med bandet, for selvom viben omkring ham kan virke fjollet, så er der en mening med hver eneste lille detalje.
Ross From Friends spiller fredag kl. 18.00 på Apollo.
Her er Regnskys officielle guide til Roskilde Festival 2019. Der er lidt til enhver smag, lige fra flamenco-pop til indie-rock. Forhåbentligt vil du blive inspireret til at opleve nogle koncerter, der måske var fløjet under din radar, for vi kender i hvert fald følelsen af at opdage kunstnere, og så se til ens ærgrelse, at de lige har spillet på Roskilde. Vi håber, at du med vores guide kan undgå eller som minimum minimere følelsen, når du sidder med Roskilde blues i juli og august.
Onsdag 3/7
Maggie Rogers – Onsdag, 3. juli kl. 17.30 – Avalon
Den dybt originale amerikaner åbner Avalon scenen i år. Hun blev bl.a. kendt for at få Pharrell til at græde, fordi hun har så stærk en kunstnerisk integritet. Hun har udgivet et meget stærkt album i år, der hedder ‘Heard It In A Past Life’, fyldt af inderlige sange, der ville være det perfekte soundtrack til en laaaaang køre- eller gåtur. Dem der møder op ved Avalon kommer til at blive mødt af en ekstremt sikker sangerinde, der er fuldt bevidst om, hvor hendes styrker ligger, og jeg forventer en stærk vokal præstation med et godt band i baggrunden. (Nikolaj Boesby Skou)
Tears For Fears – Onsdag, 3. juli kl. 18.00 – Arena
Jeg er sgu’ ikke så meget til de der koncerter, hvor der er fællessang gennem hele koncerten, og næste gang du ser kunstneren er det nogenlunde samme oplevelse. Det gælder både D-A-D, Rasmus Seebach og Minds of 99. Men når der er 30 år mellem hver koncert, så er det altså okay. Legendariske Tears For Fears spillede sidst i Danmark i 1989! Med sig har de et væld af hits fra 80’erne, som du helt sikkert kender. Tænk blandt andet ‘Shout’, ‘Everybody Wants To Rule The World’ og ‘Mad World’. Ved offentliggørelsen gjorde det regnskys seniorreporter, Rasmus, fuldstændig ekstatisk, hvilket du kan læse mere om her.
Bob Dylan – Onsdag, 3. juli kl. 20.00 – Orange
Det er Bob Dylan.
Rosalìa – Onsdag, 3. juli kl. 21.30 – Avalon
Spanieren eller rettere catalaneren Rosalìa tager castagnetter med til Roskilde Festival, når hun spiller sin fænomenale blanding af flamenco og pop. Hun er uddannet i den spanske dans, og har videreudviklet og opdateret udtrykket så det passer til selv det mest leverpostejsfarvede publikum. Prøv lige at høre ‘Malamente’ og se om du kan undgå at prøve at klappe i takt. Det bliver jo for fedt! Hun er i besiddelse af en sindssyg stemme, der på trods af dens vævre lyd har en helt utrolig power. Hvis der er en koncert jeg ikke vil gå glip af på Roskilde i år, så er det den her. (Nikolaj Boesby Skou)
Cardi B – Onsdag, 3. juli kl. 23.15 – Orange
Verdens største kvindelige rapper gæster ENDELIG Roskilde Festival. Man kan se frem til et storstilet show med masser af hits og bombastisk attitude fra stjernen i midten. Cardi B er en ultramoderne superstjerne, der er vant til at tage sagen i egen hånd og smadre alle udfordringer på sin vej. Hun er den første kvindelige rapper årevis til at gå nummer 1 i USA, og har på mange måder været et friskt pust ind i popverdenen, der til tider kan virke en anelse tør og stagneret. (Nikolaj Boesby Skou)
Torsdag – 4/7
Sharon Von Etten – Torsdag, 4. juli kl. 15.00 – Avalon
Der er mødepligt til dig, der har en forkærlighed for indie- og singer-songwriter-genren, der næsten ikke fås mere ren og ærlig end hos Sharon Van Etten. Den amerikanske sangerindes lyd udforsker mørket, men bevæger sig samtidig i lette og svævende himmellag. Måske var du blandt de heldige, der oplevede Sharon Von Etten i Studie 2 i Koncerthuset i foråret. Måske var du ikke, eller måske kan du bare ikke få nok. Jeg har aldrig haft fornøjelsen af indie-dronningen før, og jeg glæder mig til min første oplevelse med sangerinden, der minder mig om Trentemøllers kvindelige gæste-vokalister, som jeg forguder! (Laura Fromm)
Jorge Ben Jor – Torsdag, 4. juli kl. 16.00 – Orange
Den brasilianske fader af sambarock har været elsket af fans og ikke mindst af dj’s, som har samplet hans mix af samba, soul, funk og vestlig pop i forskellige genrer i årtier. Du kan ikke have undgået at høre et track på dansegulvet i byen! Jorge Ben Jors lyd er indbegrebet af feel-good-musik og læner sig op af bands som Buena Vista Social Club og Gilberto Gill. Jeg er sikker på, at hans optræden bliver et eksotisk og dynamisk indslag, hvor både de tømmermændsramte og siddende koncertgængere kan drive den af efter opvarmningsdagene og de dansable bossa nova- og Tropicálla-typer kan få bevægelse i halefjerene med en Mojito fra Gringo-barens Mojito Bus i hånden. Det er i hvert fald en drink, jeg uden tvivl kommer til at stå med, når jeg skal danse og drømme mig væk under brasilianske himmelstrøg torsdag eftermiddag foran Orange. (Laura Fromm)
Parquet Courts – Torsdag, 4. juli kl. 17.00 – Avalon
Hvis du er til kantet brit-rock og kunstnere som Franz Ferdinand og The Hives, er der mødepligt, når indie-rockbandet Parquet Courts giver dig Brooklyns svar på, hvordan klassisk rock, punk og funk skal skæres. Bandets lyd er krydret med rå attitude, og så er deres seneste plade udgivet i et samarbejde med Danger Mouse. Jeg glæder mig til at rocke, danse og føle, at jeg er i til pub-koncert i Manchester, selvom bandet er amerikansk, og jeg befinder mig på en mark i Roskilde. – Gør dig selv den tjeneste, at tjek dukke-videoen til Human Performance ud, hvis du har en forkærlighed for bizar 80’er video-kunst, som nogen ville kalde kult, mens andre ville spørge sig selv, om Kogekunst mon har haft en finger med i spillet bag. Se den til ende og du vil finde ud af, at Phil Collins har mange andre hobbyer end at lege med trommestikker. Jeg havde sgu aldrig gættet, at det var dukker … (Laura Fromm)
Tirzah – Torsdag, 4. juli kl. 20.00 – Gloria
Du skal lægge vejen forbi Gloria torsdag aften, hvis du vil høre hvordan britisk post-r’n’b lyder, når det bliver krydret med minimalistisk garage og grime. 31-årige Tirzah er et nyt pop-pust, og jeg er vild med hendes vokal, som er ligeglad, sløv og almægtig på samme tid. Hendes lyd minder mig om svenske Museum of Bellas Artes, og jeg kan ikke vente med at høre bangers fra debutalbummet Devotion på den lille intime scene. Godt råd: kom i god tid. Der bliver højst sandsynligt packed! (Laura Fromm)
Jon Hopkins – Torsdag, 4. juli kl 23.30 – Avalon
Brian Eno’s protegé er efterhånden en af koryfæerne indenfor house-genren. Og så er han en mester i den visuelle side. Forvent trance-oplevelser, når Hopkins forhåbentlig spiller en masse fra sin nyeste udgivelse ‘Singularity’. Forvent klassiske elementer og eminent klaverspil, der eskalerer i den klassiske feststemte house-lyd. (Mathias Gavnholt)
Brockhampton – Torsdag, 4. juli kl 23.45 – Arena
Få grupper spænder bredere end kollektivet Brockhampton, der består af en stor gruppe rappere og producere, der mødte hinanden på et forum for Kanye-fans og nu bor sammen i LA. De kalder sig selv for et boyband, men blander rap, sang og beats. Det er fremragende nyskabende rapmusik, der excellerer ved konstant at være i forandring. Forvent dog, at forhenværende medlem, Ameer Vann’s vers er censureret helt ud af numrene. (Mathias Gavnholt)
Speaker Bite Me – Torsdag, 4. juli kl 00.00 – Pavillon
Tag med til midnats-støjrock-koncert med danske Speaker Bite Me, som har over 11 års erfaring i musikbranchen og var blandt de optrædende til P6-Beat-Rocker-Koncerthuset i foråret. Jeg glæder mig til at blive opslugt af P6-Beat-darlingernes larmende og rendyrkede støjunivers, som får mig til at tænke på Sonic Youth’s melodiske støjrock, hvor Thurston Moores grusede vokal er byttet ud med Signe Høiruaps rene rock-røst. (Laura Fromm)
Fredag 5/7
Jada – Fredag, 5. juli kl 13.00 – Avalon
Danmarks næste store pop-stjerne, Jada, er rykket op fra Countdown-scenen sidste år til Avalon i år. En af landets bedste sangerinder, har en eventyrlig evne til at finde fængende melodier, og kæde dem sammen med sit lækre R&B-univers. På scenen er det ikke forkert at betegne hende som en diva, når hun står og spreder luftkys og vifter med sine fine vifter. Alle der kan lide god popmusik kommer til at elske Jadas koncert, der formentlig kommer til at være fuldstændig proppet.
Lowly – Fredag, 5. juli kl 14.00 – Pavillon
Endnu et spændende band, der er vokset ud af smilets by. De byder på drømme-pop, som man kender det fra fx Beach House, der kan føles langsomt og drævent på en overskudsagtig måde, selvom der godt kan komme tempo på, fx på nummeret ‘stephen’. Lowly er et meget sammentømret band, som kommer til udtryk, når de giver koncerter. Her kan man virkelig mærke, hvor godt de spiller og synger sammen. (Nikolaj Boesby Skou)
Ross From Friends – Fredag den 5. juli kl 18.00 – Apollo
Det bliver ikke mere aktuelt end Ross From Friends, hvis man kigger på den eksperimenterende house. Det lyder fjollet, og det er det på sin vis også, men det er lyttevenligt, teknisk genialt elektronisk musik, der får dig til at bevæge fødderne. Det er mit absolutte must see i år, og derfor kommer jeg også med en endnu mere udførlig guide til, hvorfor det lige netop er Ross From Friends du skal se i år. Følg med her på siden de kommende dage. (Mathias Gavnholt)
Hans Philip – Fredag, 5. juli kl 19.00 – Arena
Hans Philip er allerede etableret folkeeje, og har cementeret sin status med sit debutalbum ‘Forevigt’ fra tidligere på året. Til koncerten på Arena, bliver det spændende at se, hvordan Hans Philip som solokunstner vil optræde. Hvordan kommer setuppet med band osv. til at være? Hvordan vil han interagere med publikum? Selvom albummet har udstukket en lo-fi-agtig rettesnor, bliver det interessant at se om den snor vil blive fulgt eller brudt med, når musikken kommer til live på scenen. (Nikolaj Boesby Skou)
Nicola Cruz – Fredag, 5. juli kl 20.00 – Apollo
I de sidste par år har Roskilde Festival haft besøg af flere sydamerikanske kunstnere, der blander traditionel sydamerikansk musik med moderne elektronisk. Både Bomba Estéreo og Tropkillaz leverede rigtig gode koncerter. Med Nicola Cruz er det samme blanding, men så alligevel ikke helt. For hvor de to fornævnte lever højt på drops, er Nicola Cruz mere ovre i deep house, hvor de traditionelle elementer får lov at simre i retten over tid. Det skal nok komme til at smage rigtig lækkert på Apollo fredag aften. (Mathias Gavnholt)
Underworld – Fredag, 5. juli kl 23.30 – Arena
Sent fredag aften bliver Roskilde omdannet til en svedende rave i et gigantisk rave, når techno-grandmasterne, Underworld, tænder op for stereoanlæggene. Forbered dine trommehinder på et hæsblæsende tempo med hidsige trommerytmer, der tager dig med på en tur til en dunkel klub i 90’erne i England med kondens dryppende ned fra væggene. (Nikolaj Boesby Skou)
Robyn – Fredag, 5. juli kl 01.00 – Orange
Nok en af de skarpeste bookinger til Orange i meget lang tid. Med tre albums fra tre forskellige årtier skal Robyn nok favne bredt, og aktualiteten er i top efter udgivelsen af ‘Honey’ fra 2018, der imponerede både på Regnskys redaktion og hos rigtig mange andre musikanmeldere. At nå ud over scenekanten bliver ikke noget problem for den folkekære svensker, Robyn forstår om nogen at gøre triste kærlighedssange festlige. (Mathias Gavnholt)
Death Grips – Fredag, 5. juli kl 02.00 – Arena
Det bliver ren ondsskab når Death Grips smadrer Arena fredag nat. Både musik og tekst er så absurd, at du højst sandsynligt ikke kan lide det, men hvis du kan, så elsker du det. Følg med på regnsky.dk de kommende dage for en mere udførlig anbefaling af Death Grips. Det er nemlig et navn, der rammer mig lige i hjertet, men sandsynligvis rammer din nabocamps lyst til at kaste ting efter dig. Det fortjener mere, end et par spalter. (Mathias Gavnholt)
Lørdag – 6/7
Khruangbin – Lørdag, 6, juli kl 13.00 – Avalon
Den californiske trios lyd bliver ofte beskrevet som ’Thaifunk’. Men selvom thaifunk lyder asiatisk. så forestil dig det helt modsatte af kinesisk operarock. Kinesisk operarock er måske en smule specifikt, men i skrivende stund har min kinesiske sidemand valgt at udsætte en halv togvogn for lyden af førnævnte genre spillet fra en mobiltelefon uafbrudt i to timer – og det er præcist lige så sløset, larmende og overdrevent som Khruangbins lyd ikke er det.
Khruangbin er så chilleren, at deres merchandise blandt andet består af rullepapir til joints. Det er bas, guitar og trommer i en bolsjeblanding, som man kan spise, mens man ligger i en hængekøje. Forvent vilde improvisationer, når de spiller på Avalon, for de er på et højt teknisk niveau, som de udnytter til fulde både i de stille momenter og i de øjeblikke, hvor det eskalerer. (Mathias Gavnholt)
Flohio – lørdag, 6. juli kl 18.00 – Apollo
Tænk Stormzy på LSD. Hvad spinkle Flohio ikke har i muskelmasse sammenlignet med førnævnte grime-stjerne, har hun i crazyness. Det skal nok gå apeshit, når hun blander traditionel grime med techno, trance, drum ‘n’ bass og andre hårde elektroniske genrer. Forvent attitude og originalitet, der holder grime-bølgen levende, mens Stormzy er i Bøgeskoven. Og så er hun i øvrigt tight af helvedes til. (Mathias Gavnholt)
DJ Koze – Lørdag, 6. juli kl 02.00 – Apollo
Tyske DJ Koze er en rutineret herre. Og rutine er der brug for, når man skal levere den elektroniske afslutningsfest på Apollo og sørge for, at dem, der er tilbage, stadig fester. Koze laver house, men hvis man skal sætte et tillægsord på, er det første der dukker op i mit hovede: optimistisk. Settet kommer ikke til at have en masse drops, men i stedet er det den slags house, der hele tiden lægger op til, at der kommer mere. Det kan fungere rigtig godt, som det sidste skud energi til et vedholdende publikum. Tysk effektivitet, når det er bedst. (Mathias Gavnholt)
2018 var et stort år for Regnsky. Bloggen fejrede sin 10 års fødselsdag, udvidede skribentstaben til ni bidragsydere og havde generelt et optursmusikår. Men hvad lyttede skribenterne til, og hvad vil de især huske musikåret 2018 for? Det fortæller fire Regnsky-skribenter, der kommer forbi alt fra The Internet og Robyn til innovative Ross From Friends og dansk italotechno fra Kasper Marott.
Anderson .Paak – Til It’s Over
En af årets mest elegante singler, der low-key er ret dansabel. Det er FKA Twigs i hvertfald enig i, for hun dansede sangen ud i et syret udtryk i en reklame for Apple, instrueret af Spike Jonze, der virkelig er et kig værd. Jeg synes, sangen viser, at .Paak godt kan bære at være underspillet uden at miste sin ukuelige charme, og det klæder ham godt. (Nikolaj Boesby Skou)
Angèle – Balance ton quoi
Med mine folkeskolefranskkundskaber har jeg absolut ingen ambitioner om at forstå mere end maks. fem pct. af Angèles ordforråd, men heldigvis er det heller ikke nødvendigt, når musikken taler alle verdens sprog. Balance ton quoi er en dejlig sød popmelodi tilsat et par skæve synths, der måske er inspireret af Paris’ harmonikaer, hvem ved? Det er en sang, der godt kan få gang i mit stive stativ, selv når jeg står og bander over opvasken. (Nikolaj Boesby Skou)
Barker – Low How Hard I’ve Tried
Sam Barkers solodebut på Berghain-pladeselskabet Ostgut Ton er et af årets bedste techno-ep’er, og så byder den ikke engang på ét eneste trommeslag over skivens fire numre og mere end 20 minutters spilletid. Ep’en fusionerer trancens mest euforisk og melodiske stunder med en pulserende techno-tilstedeværelse. Look How Hard I’ve Tried synes måske ved første gennemlytning at tippe over af akkordsammenslutninger ad flere omgang, men holder sig evigt lige til grænsen af ekstase, som også fremkaldes af sine lytter. (Morten Bruhn)
Brockhampton – Weight
Med sit fjerde album på lidt over et år og et bandmedlem mindre skulle man tro, kreativiteten begyndte at sætte begrænsninger for drengene i Brockhampton. Det gør det bare ikke, og det ser man i sær på Weight fra Iridiscence-pladen, hvor skarpe rim og tætte produktioner mødes i en sublim blanding af hiphop og drum’n’bass. (Mathias Gavnholt)
Earl Sweatshirt – Cold Summers
Indrømmet, det var svært at vælge en sang fra Earl Sweatshirts eminente album Some Rap Songs, men valget faldt på ’Cold Summers’, fordi det bare er så stærkt. Det hele holder på det 66 sekunders lange nummer. Ét vers, ét beat og ikke så meget pis. Det er er Earl, når han i min bog er bedst, med rim der som sild i en tønde står mast sammen som en tætpakket 5C på en sludregnende decemberdag. (Nikolaj Boesby Skou)
The Internet – Come Over
Skal det være drevent, skal det godt nok også være drevent for at fungere. The Internet er næsten for ligeglade til at spille eller synge. Syd crooner apatisk hele sangen igennem, og på trods af, at hun beder om at komme over til dig sent om aftenen, virker det som om, hun egentlig gør dig tjeneste. Ingen er dog mere kostbare end mit mancrush Steve Lacy, der spiller den mest tilbagelænede guitarsolo på Syds opfordring, og det irriterer mig hver gang, jeg hører sangen, at han slipper af sted med det. (Nikolaj Boesby Skou)
Kasper Marott – Keflavik
Den unge producer med opvækst i Skee lige uden for Roskilde har med Keflavik ikke blot stået for et af årets absolut bedste numre – Kasper Marott har også leveret et nummer, der nærmest fuldstændig indkapsler den københavnske technoscene anno 2018 med hvad det indebærer af virilitet og global appel. Marott mixer en dominerende italo-bassline ind i et højt tempo – 135 bpm – med tunge trommer og adskillige breakdowns, og resultatet er en både charmerende og kløgtig banger. Ep’en af samme navn er udgivet på ingen ringere end Modeselektors pladeselskab, Seilscheibenpfeiler – og ja, det er så godt som Kasper Marotts endegyldige internationale gennembrud. (Morten Bruhn)
Loidis – A Parade
Brian Leeds er for de fleste bedst kendt under producer-aliaset Huerco S, men i 2018 udkom den amerikanske house- og ambientproducer med to til lejligheden nye aliaser, Pendant og Loidis. Hvor Leeds som Pendant udgav et ganske fint ambient-album, viste han med “mikrohouse”-projektet (egne ord) Loidis og ep’en A Parade, In The Place I Sit, The Floating World (& All Its Pleasures), hvad det er, han gør allerbedst. Den syv minutter lange A Parade – pladens åbningsnummer og korteste track – veksler konstant mellem atmosfærisk house placeret i front og sensibel ambience bølgende i understrømmen. Dette i en perfekt ratio, og det lyder slet og ret fremragende og forfriskende. (Morten Bruhn)
Pil – Nattely
Den danske sangerinde Pil har i år udgivet hele to ep’er, Side A og Side B. På Side A gemmer sig det hjerteskærende nummer Nattely blandt en række engelsksprogede sange. Pils endnu eneste dansksprogede sang er en smuk følelsesbombe, der rammer lige i hjertekuglen gang på gang. Jeg har skamhørt denne sang, siden den blev udgivet tilbage i marts, og jeg har ingen intentioner om at stoppe. (Line Mortensen)
Robyn – Missing U
I år gjorde Robyn stort comeback med albummet Honey, og førstesinglen Missing U indfriede alle mine (store!) forventninger til den svenske sangerinde. Nummeret er en perfekt blanding af den nye moderne-Robyn og den gamle velkendte party-Robyn, og Missing U fik med det samme en plads på min playliste. Jeg har da også allerede kriller i maven over, hvor fedt det bliver at høre hende live på Roskilde til næste sommer! (Line Mortensen)
Ross From Friends – John Cage
Ross From Friends er tilknyttet Flying Lotus’ pladeselskab Brainfeeder, og det er meget typisk, at disse kunstnere udviser innovation i sådan en grad, at mange bare synes, det er en mærkelig samling af tilfældige lyde og skæve trommeslag. På John Cage formår Ross From Friends at ramme den gyldne mellemvej, hvor han udfordrer house-genren men samtidig giver lytteren har en fornemmelse af, at hvert enkelt trommeslag sidder lige, hvor det skal. (Mathias Gavnholt)
Sheck Wes – Mo Bamba
Der er sange, der får dig til at stoppe op, der er sange, der får hårene til at rejse sig, og så er der ’Mo Bamba’. Sheck Wes’ gennembrudshit får det til at løbe koldt ned af ryggen på mig på en god måde. Sangen består af fire gange omkvæd kun kortvarigt afbrudt halvvejs af et skingrende vanvittigt vers. Det er en gigantisk ørehænger og Wes’ rå Harlem-energi har ingen værdig modstander lige i øjeblikket. Det er simpelthen umuligt ikke at lade sig rive med, når han skriger ad-libben ’Bitch!’. (Nikolaj Boesby Skou)
Skee Mask – Flyby VFR
Ja, det var et rigtig godt år for elektronisk musik, særligt når man tænker på alle velproducerede genrehybrider, der fandt vej igennem til en universel anerkendelse. Skee Masks (aka tyske Bryan Müller) album Compro var en af dem, og albummet høstede både i Pitchfork, Resident Advisor og talrige andre medier skyhøje roser for dets fjerlette techno og for Müllers perfektionistiske tilgang til både produktionen og trommerytmikken over Compros 12 numre. Der er så mange numre at fremhæve fra dette mesterværk af et album, men jeg kan ikke komme udenom at nævne den atmosfæriske Flyby VFR. Start der, og sæt så efterfølgende hele albummet på! (Morten Bruhn)
Tove Styrke – On The Low
Tove Styrkes album Sway fra maj er en lille skattekiste fyldt med fantastiske numre til enhver popfan. Det er næsten umuligt for mig at udpege et enkelt nummer fra albummet, men valget er faldet på den snigende og quicky On The Low. Med sin evigt uforløsende og ikke-eksisterende opbygning samt Styrkes næsten hviskende vokal falder On The Low på en dejlig måde uden for den klassiske popformel. (Line Mortensen)
6lack – Pretty Little Fears
Om det er r’n’b, trap-soul eller pop, ved jeg ikke, men det kan alt det, et godt popnummer skal kunne. Omkvædet sidder fuldstændig fast, og man kan høre nummeret igen og igen. Samtidig er det inderligt, ærligt og velproduceret. Og så synger han sublimt på tracket. Og så har han også lige J. Cole med. Behøver jeg at sige mere? (Mathias Gavnholt)
