En gang i mellem er man det helt rigtige sted på det helt rigtige tidspunkt. En gang i mellem går forventningens glæde hånd i hånd med indfrielsens lettelse og sådan et øjeblik var jeg vidne til onsdag nat på Arena, da Christine and the Queens lyste den mørke og kolde festivalplads op.
Jeg var målløs fra første færd, og Christine er en popstjerne med alt hvad det indebærer. Hun er fuldkommen overlegen i alt, hvad hun foretager sig på den store scene og som den mest elegante, spinkle og vævre guldsmed danser hun rundt i et hektisk men elegant tempo. Uden at miste pusten på et eneste tidspunkt synger den franske mester med en brølende kraft, der kommer fra den mave, der gang på gang flexes og slipper urkraften løs.
Hun er helt vanvittigt kæk og flabet, uden man nogensinde bliver træt af hende, for man vil bare have mere. Hun havde dansere med på scenen, og naturligvis dansede hun bedre end dem. Hun havde frækheden til spontant at rappe Cardi Bs monsterhit ‘Bodak Yellow’ og, hvad hendes raplevering måske manglede gjorde hun så sandelig op for med attitude. Hun spillede desuden Travis Scott og fik hele det tætpakkede telt til at synge David Bowies ‘Heroes’. Kort sagt tager hun, alt hvad du elsker ved din yndlingskunstner og gør det bedre end dem, endda i deres musikalske arena.
Men Christine pryder sig ikke kun med lånte fjer. Hendes ekstremt stærke og potente album ‘Chris’ fra sidste år udgjorde det meste af setlisten, og det var ingen kede af. Det ene funky nummer efterfulgte det andet og jeg dansede til dem alle sammen. Passende til den store aften, var Christine bedst til sit største nummer ‘Tilted’, her gik sang og dans op i den højeste enhed, jeg har oplevet på dette års Roskilde Festival.
Der var kun en eneste tanke i mit hoved da jeg forlod Arena: JEG SKAL HØRE HENDE IGEN!
Man kan på ingen måde mærke, at norske Lil Halima blot er 21 år gammel. Hun virkede utrolig scenevant og selvsikker da hun søndag aften kl 21 indtog Countdown-scenen på Roskilde Festival. Hun spiller R&B-inspireret popmusik af usædvanlig høj kvalitet. Det var første gang jeg så hende live, og hun overgik mine højeste forventninger. Lil Halima synger fremragende og hendes sange bliver endnu bedre af at få live trommer og synths på. Jeg snakkede med hende dagen efter for at høre, hvordan hun oplevede koncerten og for at finde ud af, hvad hun drømmer om med sin musik.
Hvordan var din oplevelse af koncerten? Lil Halima: Den var virkelig god rent faktisk. Det var som om det først gik op for mig, at jeg spillede på Roskilde Festival, da jeg stod på scenen, og jeg tænkte ved mig selv, ‘wow, tænk at jeg skal spille her’.
Der var mange nordmænd blandt publikum. Var det anerledes end at spille i Norge, eller følte du dig på hjemmebane? Lil Halima: Det føltes lidt som at spille hjemme i Norge, fordi den forreste række bestod af nogle piger, der næsten kommer til alle mine koncerter og giver mig en fantastisk opbakning. Så jeg blev måske lidt for optaget af den forreste række, men jeg blev bare så overrasket over, at de var der, og så havde jeg bare lyst til at synge til dem.
De bukser du optrådte i, havde mange lommer. Hvad har du i lommerne? Lil Halima: Jeg har rent faktisk nogle lykkesten i lommerne. Jeg har en rosefarvet kvarts og en krystalkvarts med mig på scenen.
Hvilken reaktion fra publikum gør dig mest glad? Jeg ønsker bare, at folk skal få det en lille smule bedre når de går fra koncerten end de havde det, da de kom. Jeg kommer nok aldrig til at være den, der vil have, at alle skal gå helt amok til mine shows, så jeg ønsker bare at folk kan chille og vibe til min musik. Så de forhåbentlig føler sig en smule mere afslappet og gladere end da de kom. Hvis det sker, er jeg mere end lykkelig.
Hvilken sang kan du bedst lide at spille i øjeblikket? Jeg har en ny sang, som udkommer til efteråret, som vi er i gang med at øve som jeg er helt vild med. Ellers er jeg altid glad for at spille ‘Jasmine’.
‘Jasmine’ og mange af dine sange er i mine ører lyden af 2019, og det ville være musik jeg kunne spille for folk om ti år, hvis jeg skulle forklare hvordan 2019 lød. Hvordan vil du sikre dig fremover, at din musik ikke bare vil tage form af den lyd, der er populær på det pågældende tidspunkt? Jeg synes, at min lyd lige nu er blandet af alle de forskellige slags musik jeg lytter til og er vokset op med. For jeg voksede op med 90’er R&B og hip hop, latin og en del popmusik. Senere har jeg lyttet en masse til lidt mere indie/folk-inspireret musik. Så jeg har mange forskellige musikalske indflydelser, og derfor føler jeg ikke, at jeg skal finde ‘min lyd’, fordi jeg kan tage min musik ind i en masse forskellige musikalske spektre. Så når tiden ændrer sig vil min musik også ændre sig, men det vil stadig være min musik og dermed en del af mig og min personlige udvikling.
Du nævnte forskellige musikalske spektre. Hvilket spektrum er dit yndlings lige nu? Jeg er lige begyndt at sætte mig ind i ballroom culture og vogueing og den subkultur lytter til noget meget speciel musik. De har ligesom deres egen ting, og jeg er blevet mere interesseret i det efter jeg er begyndt på at gå til balls, og musikken er mere house-baseret der, og jeg troede ellers, at jeg aldrig ville kunne lide house. Men det er god house/techno, og selvom jeg formentlig aldrig kommer til at lave den genre, kan man stadig høre deres indflydelse i min musik fx med en meget insisterende stortromme. Jeg lytter til alt muligt, og har en drøm om at udgive mine indflydelser i et slags mixtape-format.
Roskilde er godt i gang , og hvis du er en af de hårde hunde, der ikke er blevet for gammel til opvarmningsdagene, kan du måske nikke genkendende til at have fået udvidet din musikalske horisont. Hvis du først rammer pladsen når de ‘rigtige’ musikdage begynder, men faktisk er lidt nysgerrig på hvad opvarmningsdagene kan, giver jeg dig her fem bud på de bedste koncertoplevelser fra mandag til søndag på Rising.
OBS: Hvis du er en af de 20%, der hvert år bliver i campen for at safte dig ned til Pattesutter, og aldrig når ind på musikpladsen er denne artikel måske også noget for dig. Der er ikke langt fra festivalområdet til Rising eller Countdown-scenerne.
SØNDAG, 30. JUNI
Søn, kl. 21.30 – Musik og møs til alle (selv shawarma-manden)
Indrømmet! Jeg havde ikke planlagt, at jeg skulle se Søn mandag aften, men jeg er virkelig glad for, at jeg gjorde det! Foran Rising vrimlede det med folk, der, ud fra deres fornuftige og anti-gøglede beklædning, højst sandsynligt har været tættest på de 30 og alt for gamle til at campe i C. Folkets musiksmag viste sig at være en vinder, og jeg blev først og fremmest grebet af forsanger Kristoffer Jessens ualmindelig glatbarberede isse, der næsten ville kunne spottes fra teltene i E. Da Søn gik i gang, viste det sig, at bandet er meget mere end en catchy frontmand med hvidt tøj. Søn består af fem venner, der mødte hinanden på en højskole. Sammen spiller de skandinavisk, poetisk smadderpop med tekster der bevæger sig mellem gak og genialt. Bandets lyd trækker tråde til Barcelona og Bisse, og debutalbummet; Det Skandinaviske Design, er, ligesom de to danske darlings, blevet taget varmt imod med hele seks stjerner.Jeg ELSKER at pladen indeholder numre som Når Pornofilmen er færdig eller King Kebab, som uddeler kys til alle med teksten: “Jeg fletter øjne med neonlysets kys, Shawamamanden, Ku’ godt trænge til et møs, Fra mig”. – For ikke at nævne Dan Bilzerian, som er det perfekte parodi nummer, til Instagrams største gambler.
Deres koncert på Rising var fyldt med dybe improvisatoriske tendenser, synth-melodier og jazzinspirerede klange. – Og på trods af et enkelt lydteknisk break (som ikke var bandets skyld), var jeg solgt til deres tossede tekstunivers og fængende melodier. Bandet sluttede med hittet Malmö, og jeg har aldrig haft så meget lyst til en smuttur over Øresundsbroen som ved koncertens ende. Du kan høre nummeret (8.15 min. inde i videoen – eller sammenhængende med Fem Fingre) her.
Hjalmer, kl. 23.00 – Ungdommens op- og nedture i stemningsfulde sjælere
Boogies‑flaget med et logo fra Odenses one and only Dance Café blafrede højt foran Rising scenen kl. 23 søndag aften. Der var stærkt fremmøde fra hjemstavnen, da den unge singer/songwriter fra Fyn gik på scenen. Der var desværre også stort fremmøde fra unge og fulde fans, som gentagende gange råbte: “KIM LARSEN!” fra de bagerste rækker. Et ærgerligt tilråb til Hjalmer, som alle kender efternavnet til, da han er søn af Kim Larsen. Tilråbene var ærgerlige, fordi alle sammenligninger er unødvendige. Hjalmers popmusik er iørefaldende og fængende, og jeg ville nærmere skyde på, at han var søn af Thomas Helmig, hvis ikke jeg kendte Hjalmers bagland. Koncerten var en stemningsfuld fest af vuggende bevægelser og stærke sjælere, og den trak associationer til Helmigs formidable koncert på Northside i 2017. Du vil kunne lide Hjalmers musik, hvis du er til søde melodier og stærke tekster, som går ud til alle; om du er ung eller gammel. Du vil sandsynligvis kunne lægge genkendelse til tekster, som kredser om ungdommens op- og nedture og alt det, der følger med: byture, sex, kærlighed og angst forbundet med voksenlivet.
Fik du ikke set Hjalmer på Rising, kan du stadig nå at tage revance til hans koncert på Hotel Cecil den 23. oktober. – Og ellers uden tivl en anden god gang. Hjalmer er på vej frem!
MANDAG, 1. JULI
Kogekunst, kl. 15.30 – Pivfalsk til perfektion
Mandag eftermiddag ilede jeg hen mod Rising scenen for at høre Kogekunst performe deres excentriske og elektriske flipperier. Jeg blev glædeligt mødt af de aalborgensiske gøglerne; Simon Wetterstrøm og Oskar Krusells, som repetitivt stod og skrålede “Lalalalalalalalalalalala”, mens Oscar spillede percussion og Simon luftkeyboard med opløftede hænder. Publikum gjorde Simon kunsten efter, og straks efter var tilskuerrækken forvandlet til et hav af sigøjner fagter. Kogekunst er så fantastisk amatøragtige og samtidige professionelle, at det er svært at beskrive, hvad de minder om. Hvis de var en ret, ville de være en blanding af en billig omgang ruskomsnusk eller en finurlig Michelin-anretning. Bandet har før fået kritik for at synge for rent, men jeg er sikker på, at selv Etta Cameron her ville kaste et “stuuurt, stuuurt” fem tal i Kogekunsts retning for falsk vokal. Det er nemlig mening, at lyden skal være kogt. Oscar sang eksempelvis med brægende vokal og growling over et støjrocket nummer, og jeg er sikker på, at det ville være det perfekte indslag på Copenhell. Hvor var i, Kogekonst?! På Rising kørte beatsene i tunge opbyggelige loops, og jeg tænkte flere gange på, at Kogekunst minder om en skør udgave af Mikael Simpsons spoken words-projekter – hvilket skal tages som et kæmpe kompliment. Der er nemlig dybde i plattenslager poesien, og selvom det afsluttende nummer, hvor Oscar synger ‘hun kan ikke sove’ handler om skatte og slatne pikke, er nummeret på sin egen måde en smuk skæring.
Josiah Konder, kl. 17.00 – Manden med den store stemme tog alle sine homies med
Jeg kendte ikke Josiah Konder på forhånd. Det blev derfor en af de ‘øreåbnende’ koncertoplevelser, hvor tomme forventninger løftes i forundring. Seksmandsbandet spiller dyster folk, og der hersker en dybfølt melankoli over musikken. Lyden er på sin vis en blanding af Ice Age (som Josiah Konder allerede har turneret med), Nick Cave og David Byrne. Forsangeren Julius Ernst var iført et gråt jakkesæt, som må siges at skille sig ud blandt usoignerede festivalgængere i støvet. Han sang som en mand, der har knust et hav af hjerter (måske også sit eget) og gennemlevet mange smerter i sit korte liv. På Roskilde havde Josiah Konder udvidet fra seks til 10 mand, og hevet alle sine venner med. Orkesteret blev lidt af en social safari hvor strygere, sax og larmende guitar fusionerede i en forvirrende sammenblanding. Udtryksmæssigt havde guitaristen hurtigbriller på og manglede begge fortænder, bongo trommeslageren var iført en tropisk hat og korsangeren havde brækket armen. Stilsider, der ikke umiddelbart passede til den dybfølte melankoli i musikken. Nogle gange skal musik bare høres, og det visuelle kan være mere forstyrrende end gavnligt. Jeg blev en anelse i tvivl om, hvad bandet ville på Rising, men efter at have hørt debutpladen Songs for the Stunned, er jeg på ingen måde i tvivl. Julius Ernst stemme er kommet for at blive, og bandet har uden tvivl stort talent! Jeg glæder mig til at indtræde Josiah Konders mørke kammer, hvor der spilles dyster folk på den anden side af festivalen. Det bliver det perfekte soundtrack til ‘Roskilde bluesen’.
M. Rexen, kl. 20.00 – Tenacious D møder Jazz
“We are crazy kids. We’re ‘we rule the world style’. We make wild stuff” sådan beskrev troubadouren Michael Rexen sit band på Rising mandag aften. Udsagnet ramte spot-on i beskrivelsen af verdensbandets suveræne sigøjnermusik, og man må sige, at han sælger den godt! Frontmanden er født i de Forende Arabiske Emirater, men bor nu I et telt på Christiania. Han udtaler selv, at musikken er et biproduktet af det liv, han lever. Musik, som er en blanding af afrobeat-rytmer, mellemøstlige strygerarrangementer og rock’n’roll-stykker. Rising blev i går forvandlet til en folkelig fest, hvor alle var velkomne, og hvor der uden tvivl har været noget for enhver smag. Der var masser af horn, tamburin og psykedeliske tilbøjeligheder. Nogle ville måske tænke, at det var for meget. Andre ville tænke, at det var PERFEKT! Lyden var ren, som en festivalgænger på Musik i Lejet, og blæserne kom skarpt i fokus i stil med Fat Freddy’s Drop.Michael Rexen mindede mig på det udseendesmæssige om John Mogensen og på lyd- og performer-siden om Jack Black. M. Rexen gjorde det bare langt bedre end Tenacious D på Orange i 2016. Alle, som har en forkærlighed for indie og folk-bands som Devendra Banhart, Grizzly Bear og Fleet Foxes, skal gøre sig selv den tjeneste at se M. Rexen, hvis de får muligheden for det. Det er den fedeste opvarmningskoncert, jeg har haft i mine ni år på Roskilde, og lyden fra Spotify når ikke live-stemningen til sokkeholderne. Den gør dig til gengæld glad i låget, som musikvideoen nedenfor, men M. Rexen skal opleves live!
Når folksangeren Hjalte Ross giver koncert, er det altid som aldrig før. Søndag kl 14.00 havde han til opgave at åbne Rising-scenen på Roskilde Festival 2019, og med sig havde han både sit fem mand store band samt strygerkvartetten Who Killed Bambi. Et stort publikum havde trodset Kræftens Bekæmpelses formaninger om skygge mellem 12 og 15 og var mødt op for at opleve årets første koncert på Rising. Det var en dejlig, rolig start på musikprogrammet, hvor der var plads til, at hvert nummer kunne spilles i den tid, der var behov for.
Koncerten bar tydeligt præg af, at Hjalte Ross & co. spiller utrolig godt sammen. Det var på grænsen til en offentlig jamsession, på den gode måde. Hele tiden sprang nye musikalske krummelurer frem forskellige steder på scenen og blev taget op, vendt og drejet, og undersøgt som børn kigger på sten i strandkanten. Bandet har indbyrdes en utrolig kemi, der blev lagt frem til frit skue, og det var forfriskende at opleve musikken blive til i øjeblikket. Jeg snakkede med Hjalte Ross og bandet kort efter koncerten for at finde ud af, hvor kemien kommer fra.
Hele bandet kommer fra Aalborg, hvordan har det påvirket bandet?
Hjalte Ross: Det er egentlig bare musikmiljøet i Aalborg, som har skabt bandet. Nogle kender man gennem skolen, eksempelvis Mads Lang, der spiller bas, og resten er via musikmiljøet, hvor vi har kendt hinanden i mange år efterhånden. Vi har spillet på kryds og tværs i mange forskellige ting. For cirka to år siden rykkede vi sammen, og os seks, der spiller sammen, fandt sammen og blev til en gruppe. Jeg har også ofte fået at vide, at ’Hjalte, det er et fedt band, du har sat sammen!’, og når nogen siger det, har jeg lyst til at skyde æren over på bandet, for det samlede sig selv, føler jeg. Det er lidt spøjst, at det ikke var mig, der samlede det, men medlemmerne har peget på de andre medlemmer.
Sammenspillet var ekstremt tydeligt under koncerten. Det føltes på ingen måde indøvet, uden at virke uprofessionelt. Er det noget, I lægger meget vægt på?
Hjalte Ross: Det er ikke sådan, at vi har aftalt, at nu spiller vi så og så mange rundgange. Vi følger egentlig bare hinanden uden at sidde og tælle inden i hovedet.
Andreas Westmark, elguitar: Vi ved godt, hvad vi skal i de forskellige numre, vi ved også godt, hvad vi ikke må, og hvilken farve sangene skal have. Der er et par små aftaler, men ellers er det meget leg og forskelligt, hver gang vi spiller.
Hvilket nummer havde den fedeste version i dag?
Hjalte Ross: Jeg følte, vi sluttede det hele godt af i dag med nummeret Come By.
Andreas: Jeg havde det også godt i Holidays. Det er en meget smadret sang, meget støjet.
Astrid Matthesen, klaver: Jeg synes også, Holidays var overraskende dejlig i dag. Jeg var bare så glad på scenen. Jeg havde det virkelig sygt over at freestyle med bandet i Holidays. Der var helt vildt meget kærlighed på scenen i dag. Bandet føles som en slags familie, fordi vi er så meget sammen.
Hjalte Ross: Generelt har folk bare spillet vildt meget sammen med hinanden, så vi kender hinandens spil ud og ind. Når Oskar gør et eller andet over på den ene side, reagerer jeg med det samme og omvendt.
Andreas: Der begynder snart at komme noget telekinese over vores sammenspil. Vi er på vej derhen af i hvert fald.
I det sidste nummer kunne jeg ikke finde ud af, hvornår sangen var færdig, og koncerten blev lukket i etaper. Koncerten tog det hele i sit eget tempo, hvilket igen passede godt til tidspunktet og det varme vejr. Det var døsigt uden at blive kedeligt.
Hjalte Ross: Jeg kan også godt lide at tirre publikum nogle gange. Lade det glide mega langsomt ud og efterlade publikum med følelsen af, at de ikke ved, hvornår det hele slutter. Tage det med ro og lade koncerten lande.
Andreas: Specielt med det sidste nummer. Hvis vi siger, at sangen skal ånde ud, så går der lang tid med det. Det er fedt, at den får lov til at være nede der, hvor publikum også kan blive i tvivl, om vi har styr på, hvad vi laver. Det får lov til at falde fra hinanden.
Der var en masse blomster på scenen, og det fik mig til at tænke på Baz Luhrmanns filmatisering af Romeo og Julie. Det skabte en melodramatisk stemning, hvor jeg ikke kunne finde ud af, om det var tragisk eller romantisk. Hvad var tankerne bag det?
Andreas: Måske begge dele. Jeg tror bare, vi synes, det ser flot ud.
Hjalte Ross: Det er fedt, når der ikke er et stort lysshow, og så er det bare en ret stille og rolig måde at udsmykke scenen på, og jeg synes, scenen skal udsmykkes. Det er jo en organisk koncert, og vi spiller alle sammen ’organiske’ instrumenter. Så på den måde synes jeg også, at det er nok med os i sig selv på scenen. At se os spille sammen er nok i sig selv.
Men der må godt være lidt krymmel på softicen?
Hjalte Ross: Præcis.
Andreas: Jeg synes, det er rart, at man kan se sammenspillet. For vi har hele tiden noget kørende mellem os. Det er fedt, at man kan se os, for stroboskoplys eller noget andet ville ikke passe ind, men stadigvæk, at man kan se sammenspillet.
Det var også noget jeg lagde mærke til, at du sagde, at publikum lytter intenst, og at røgmaskinerne overdøvede dem. Var der en snert af spydighed i den bemærkning?
Hjalte Ross: Det var ikke ment spydigt, men måske var røgmaskinerne bare meget høje
Andreas: Det kan godt være, at man kunne høre røgmaskinerne, men der var godt nok også en fed kontakt med publikum.
Hjalte Ross: Jeg følte også virkelig, der var god kontakt, og jeg er mega positivt overrasket over publikummet. Ikke fordi, jeg havde frygtet, at de ville være slemme, men man var jo lidt bange for, at de bare ville have en fest fra klokken 14.
Andreas: Jeg gad godt at se, hvad der ville ske, hvis man spillede her om aftenen. Jeg tror, musikken ville kunne noget andet.
Jeg var glad for, i kraft af det er tidligt og meget meget varmt i dag, det var fedt, at I omfavnede øjeblikket, og lod være med at spille op til dans. Det øjeblik blev omfavnet i stedet for at modkæmpe det. Er det noget I forsøger, uanset hvornår I spiller?
Andreas: Jeg tror ikke vi kan spille op til dans, så jeg tror lidt det er der den ligger.
Hjalte Ross: Det er rigtigt, at vi ikke kan spille op til dans, men det var rart, at der så var så meget kontakt med publikum. Det er rart, når der er mulighed for det, så det ikke bare bliver en sort masse. Det er rart at se nogle ansigter og føle, at man spiller til nogen. Publikum kan godt få seks stjerner, og man kan godt mærke, at Roskilde Festival ikke kun er en fest, men også en musikfestival. Jeg var lidt bange for, at folk kun kom for at få en fest, men vi kunne slet ikke høre noget fra campen.
Bandet består af Andreas Westmark på el guitar, Mads Lang på Bas, Simon Mariegaard på trommer, Osker Krusell på Althorn, elguitar og orgel og Astrid Matthesen på klaver.
Selvom jeg meget selektivt vælger, hvem af mine venner jeg introducerer Death Grips for, er det stadig under halvdelen af dem, der kan lide det. Death Grips deler virkelig vandene. Dels fordi, det er hiphop blandet med noise og punk. Hvilket oversat til folk, der ikke har forstand på genrerne, bare betyder larm. For dem, der godt kan lide, når det hele går lidt for meget amok, er det til gengæld umuligt ikke at elske lyden af tunge rim, decideret ulækre tekster og vanvittige temposkift i en meget uhellig forening. Dette udpluk fra sangen ‘Hahaha’ kan måske give et billede af stemningen.
“I’ll do anal in the pit
Repulsive as a benched knick
Show your titties and I’ll spit
These chicks are crazy, god”
Death Grips spiller sjældent koncerter, selvom de har et ry for at være særligt dygtigste til netop dette. Derfor er smadder på Arena fredag aften også en oplevelse, der helt sikkert ikke kommer til at gentage sig. For du finder ikke noget, der er lige som Death Grips. Er du ikke helt overbevist endnu? Så prøv at se om det kan lykkedes dig at se denne video til ende.
Det kan godt lyde som en stor pærevælling af lyde, men det giver faktisk mening, hvis man har lysten til at lægge mærke til detaljerne i numrene. MC Ride, Zach Hill og Andy Morin formår nemlig, at skrue larmen sammen, så du får denne ustandselige trang til at gå amok.
Indrømmet; jeg sælger det måske ikke så godt. Men prøv at se på det sådan her: Vi har alle sammen brug for at få vores aggressioner ud en gang i mellem. Nogle råber af andre i trafikken, nogle bliver hooligans, nogle lader vreden gå ud over muslimer, og så er der et lille mindretal, som vælger at tage til koncert med Death Grips.
Death Grips spiller fredag klokken 02.00 på Arena.
