Roskilde Festival er tilbage, og alt ser ud til at være, som det altid har været. Cateringselskaberne har overtaget madboderne, allierede med de arbejdsomme (og til tider småberusede) frivillige, der blot prøver at arbejde sig frem imod den gratis festivalbillet, det kaster af sig. Priserne er i selv samme madboder urimeligt uproportionale i 80 % af tilfældende, og i campingområderne kører der i hver agora – på hvilket som helst givet tidspunkt – mindst tre numre, direkte revet ud af de seneste tyve års dance charts. Og så har vi, heldigvis, også alt det smukke ved festivalen.

Men ikke alt ser ud til at fungere ligesom tidligere år, og det er derfor jeg bliver ved med at komme tilbage. I rampelyset står det alsidige musikprogram stadigvæk som Roskilde Festivals største kvalitet og funklende stjerne, og jeg er spændt på at kunne bevæge mig fra bragende pompøse koncerter på Orange Scene, prydet af programmets absolutte topnavne, over til indendørsscenen Gloria, der med plads til 1.200 publikummer repræsenterer Roskilde Festivals alsidighed mere end festivalens seks andre scener. Dette år bliver mit femte i streg, og ligesom foregående år bør man fra torsdag til søndag udskifte de (uundgåeligt nødvendige) gummistøvler med kondisko, hvis man ønsker at nå så mange koncerter som muligt. Jeg har taget mig friheden til at præsentere, hvad der i min personlige kikkert bliver nogle af de individuelle sceners højdepunkter.

Apollo

Højdepunkter: Modeselektor (DE), Rockwell (UK), Commix (UK), Addison Groove (UK), Korallreven (SE), Blondes (US), Lone (UK), Martyn (NL)

Apollo er Roskilde Festivals seneste scenesatsning, der sammen med Pavillion Jr. er de eneste scener, der byder på musik både i opvarmningsdagene og under selve Roskilde Festival. Apollo styrke er dens mobilitet, og i opvarmningsdagene bliver scenen med den kuriøse hoppeborgsfacade trukket rundt og placeret i forskellige agoraer i campingområdet. Tirsdag giver Beastie Respond koncert, og efter at have hørt ham flere gange på mindre spillesteder i det københavnske, er jeg sikker på, at Apollo vil tage varmt imod producerens retrofuturistiske, eskapistiske og yderst vellydende drum & bass.

Dreams & Reality / Lonely Ride by Beastie Respond

Torsdag og helt frem til søndag spiller artister fra den mere veletablerede del af den elektroniske scene på Apollo, hvoriblandt flere allerede tidligere har stiftet bekendtskab med det danske publikum. Jeg ser særligt frem til at finde ud af, om Blondes, Commix og Rockwell kan genskabe den samme særlige stemning som de har gjort det på Dunkel i København, men hvis deres bagkatalog efterlader nogle spor af, hvordan oplevelsen bliver, er der utvivlsomt nogle gode koncerter i vente.

Modeselektor er langt fra at være et ubeskrevet blad, hverken i miljøet for elektronisk musik eller i miljøet omkring Dyreskuepladsen. I 2010 leverede tyskerne sammen med Sascha Ring (aka Apparat) en fænomenal koncert en sen lørdag aften, styret af både fest og dybtklingende indhold. Sidste år udsendte duoen den fænomenale LP ‘Monkeytown’, der favnede meget bredt, og det skal blive spændende at se, om placering af Modeselektor på Apollo vil være en fejlplacering eller ej.

Arena

Med festivallens næststørste publikumskapacitet præsenterer Arena selvsagt artister, der er lige under – og i nogle tilfælde ikke langt fra – Orange Scene-artisternes renommé og historie. I modsætning til tidligere år er Roskilde Festival gået væk fra at booke den helt store folkefest indenfor EDM-scenen (tidligere med optrædener fra Deadmau5, The Chemical Brothers og Trentemøllers eklektiske DJ-set fra 2009). Skulle man som festivalgænger derfor føle sig snydt for lå lålå-festen, vil man helt sikkert finde trøst hos tyske Paul Kalkbrenner, Tysklands muligvis største eksportvare indenfor kategorien ‘bredtfavnende, melodisk techno med flair for underbeviste melankolske tendenser’. Kalkbrenner spiller sent lørdag nat, men har man set (scener fra) den lettere tåbelige spillefilm ‘Berlin Calling’ med Kalkbrenner selv i hovedrollen, ville man muligvis gerne have ønsket en koncert, som ville finde sted under skyfri himmel midt om eftermiddagen. Men da vejret ikke ser ud til at være med os på noget givent tidspunkt, vil en sen nattefest være det næstbedste alternativ.

The Shins og M83 er nærmest vanlige gæster på denne blog, og vi ved mere eller mindre, hvad begge artister står for. Sidste år udsendte franske M83 albummet Hurry Up, Where Dreaming, franskmandens hidtil bedst sælgende af slagsen. Ligesom med The Shins’ Port Of Morrow, vil det blive en kærkommen mulighed for undertegnede at dykke yderligere ned i seneste værker, jeg endnu ikke har fået udforsket til fulde. Nyere koncertanmeldelser af både The Shins og M83 allieret med et energisk liveband taler sit tydelige sprog; uforglemmelige oplevelser på dette års festival er i vente.

Orange Scene

Højdepunkter: Bruce Springsteen & The E Street Band (US), The Roots (US), The Cure (UK), Björk (ISL), m.fl

Ingen smalle steder her på bloggen. Bruce Springsteen og hans evige følgesvende The E Street Band bliver et personligt must. Ligesom alle andre mennesker har det, vil man om mindst én kunstner føle et personligt bånd, der udblomstrer af familiære relationer, og dette er også historien med Bruce og jeg. Koncerten på lørdag bliver min første med amerikaneren, hvorimod mine forældre nok kan tælle mindst 15 tilsammen og igennem min levetid tælle endnu flere situationer, hvor jeg har afvist deres ord på, at Bruce Springsteen er manden (eller bossen, om man vil). Med frygt for at dette møde bliver tårefremkaldende og personligt ømt, trasker jeg mod festivalens uden sidestykke største scene med konstateringen i baghovedet om, at jeg højest sandsynligt misser Addison Groove på Apollo, norske 120 Days på Odeon og slutteligt The Toddla T Sound på Cosmopol. Men man kan ikke altid vinde, og sådan er det nu en gang med spilleplanen på Roskilde Festival – men jeg skal nu nok vinde alligevel. Med forbehold for erkendelsen af, at Bruce Springsteen anno 2012 aldrig vil blive ligesom 80’ernes Bruce Springsteen, er denne koncert alligevel en af de allervigtigste opleveler, jeg skal have med mig fra festivalen.

Allerede torsdag kan man dog opleve engelske The Cure, der ligesom førnævnte Springsteen nyder stor, historisk anerkendelse. Bandet har ændret meget form i løbet af dets lange levetid, men der er stadig ingen tvivl om, at dette er et must see. Bandet har nærmest konsekvent udgivet et album hver fjerde år i de seneste 20 af slagsen, med 4:13 Dream som den seneste, fra 2008. Pladen modtog blandede modtagelser, men mon ikke man primært kommer til at høre bandets allerstørste schlagere. Dette ville uanset hvad være lig med mødepligt i min bog.

Er The Roots en fejlplacering på Orange Scene? Dette spørgsmål har jeg stillet mig selv de seneste par uger, men måske er min paranoia ubegrundet, også selvom at noget af det seneste, der er tilføjet bandets CV, er at være husorkester hos The Jimmy Fallon Show, hvilket ikke just er Orange Scene-materiale i sig selv. Men om de så skulle spille under broen mellem campingcenter øst og campingcenter vest, ville jeg stadig være forventningsfuld. Spørgsmålet er imidlertid, om bandet har den fornødne tiltrækningskraft hos det danske publikum. Spørgsmålet bliver besvaret lørdag, når det store band sent om eftermiddagen træder op på scenen.

Vi har at gøre med et særdeles solidt program i år – ingen tvivl. Det skal derfor blive spændende at få udforsket disse mangfoldige oplevelser, der er i vente, og jeg vil sammen med resten af Regnsky rapportere tilbage med anmeldelser fra nogle af disse fremhævede koncerter. Hav en rigtig god festival.