Lad mig fortælle dig en personlig historie. En historie om genfunden kærlighed. For næsten fire år siden faldt jeg tilfældigt over en demo fra et lille, ukendt band fra byen Oxford i staten Mississippi i USA.
Demoen indeholdte tre sange. “Catapilah“, “Liars” og “Three Deep.” Det blev starten på et forhåbentlig langt bekendtskab med Jim Barrett og Ben Yarbrough og deres band, Young Buffalo. Et band som dengang havde to erklærede mål. At lave god musik og undgå at opføre sig som idioter. Hvorvidt begge mål vil blive opfyldt, skal jeg ikke kunne sige, men de er i hvert fald godt på vej til at indfri det første. For det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg straks blev forelsket i bandets umiddelbarhed og især “Catapilahs” evne til at sidde fast med det samme.
Young Buffalo – Catapilah (Demo)
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/11/Catapilah-Demo.mp3|titles=Young Buffalo – Catapilah (Demo)]
Young Buffalo – Liars (Demo)
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/11/Liars-Demo.mp3|titles=Young Buffalo – Liars (Demo)]
Young Buffalo – Three Deep (Album Version)
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/11/Three-Deep-Album-Version.mp3|titles=Young Buffalo – Three Deep (Album Version)]
“Catapilah” er uden tvivl den mest iørefaldende af de tre sange, og den er da også at finde på bandets bemærkelsesværdige debut EP fra sommeren 2011, Young von Prettylips. En EP hvorpå bandet præsterer noget ganske usædvanligt for så ungt et band. De undgår nemlig at gå på kompromis med kvaliteten på EPen for lige at få et ekstra nummer med, hvilket desværre er en fælde, som mange unge bands falder i, i deres søgen efter en identitet og en lyd, som er deres egen. En proces som i øvrigt medførte, at bandets dengang tredje medlem, Alex Hardberger, valgte at gå egne veje i begyndelsen af 2012.
Men trods denne søgen får bandet med veltimede treklangsharmonier, et opløftende percussionkaos og en catchy lyd a la en genreforvirret Robin “Fleet Foxes” Pecknold-gone-Femi Kuti, vist det potentiale, som den trods alt ret ufokuserede demo gav løfter om.
Lyt til Young von Prettylips EP’en på Bandcamp her.
Men den egentlige grund til, at jeg vælger at skrive om Young Buffalo netop nu, er, at de netop er udkommet med deres anden EP, som meget passende blot har fået titlen Young Buffalo. Passende, fordi der her tydeligt er tale om et band, som er ved at have fundet sin lyd. De har fået defineret Young Buffalo som Young Buffalo. Identitetskrisen er vasket bort, Alex Hardberger har fundet andre græsgange, og uden ham er treklangen blevet til en toklang. Men tilbage står en duo med de samme værdier som for næsten fire år siden. Med glæde, med passion, med energi. Og ikke mindst med den umiskendelige catchyness og noget der minder om en percussionbesættelse, som heldigvis aldrig tager overhånd. Referencerne er ikke i samme grad Robin Pecknold og en Kuti’sk afropop. I stedet ledes tankerne fra første sekund af åbningstracket “Baby Demons” hen mod Wild Nothing, Real Estate og sidste års bølge af lo-fi surfpop og shoegaze, mens inspirationen fra Beach Boys heller ikke er alt for langt væk.
Højdepunktet på EP’en er for mit vedkommende “Nature Boy.” Harmonierne og det hyggelige guitarspil dominerer, men afropoppen kan alligevel anes undervejs i form af keyboardet. Her er tale om et af årets bedste popnumre, som nærmest gør det umuligt at holde et lille smil tilbage. Jeg forestiller mig, at Animal Collective ville lyde sådan, hvis de var et decideret popband (som på eksempelvis “Fireworks“)
Young Buffalo – Nature Boy
Nu er vi efterhånden så sent på året, at jeg godt tør vove pelsen og kalde Young Buffalo årets mest formfuldendte EP. I hvert fald når der er tale om et relativt uprøvet band, som Young Buffalo stadig må siges at være. Også selvom de har været en del af mit liv i snart fire år. Og hvis jeg kigger på dem igen om fire år, vil det album, som “Three Deeps” betegnelse som “Album Version” lagde op til, forhåbentlig eksistere.
