2011 blev på mere end én facon året, hvor hukommelse stod i centrum for den musikalske diskurs. Ideer som retro, nostalgi og muligheden for genuin ny musik blev diskuteret ekstensivt, især efter at den berømte britiske musikjournalist Simon Reynolds udgav sin bog Retromania og argumenterede indgående for, at moderne popkultur er blevet fanget i en tendens til tilbageskuen og reproduktion af tidligere tiders ideer.

Det var dog ikke kun i diskursen om musik, men også i musikken selv, at forholdet til fortiden blev eksplicit tematiseret. Fra at retro var den direkte vej til subkulturel kapital (hiphed), blev det noget, man var nødt til at omgås med refleksion og humor. Nogen af de plader, som det tema lykkedes bedst for var James Ferraro med Far Side Virtual og Oneohtrix Point Never med Replica. Men hvordan fungerer det rent musikalsk, det her med at tematisere hukommelse? Jeg vil i dette indlæg lade diskussionen om Reynolds og retro ligge (vi kan tage den en anden dag) og i stedet kigge nærmere på, hvordan ny musik kan sætte vores måde at lytte til fortiden fri.

Lidt firkantet kan man sige, at hvis retro er tendensen til reproduktion, så skal denne reproduktion forvanskes og muteres, hvis den skal gælde som en tematisering af hukommelse. Hukommelse handler ikke om at reproducere fortiden, men om at sætte den i perspektiv. I musikken (eller kunsten generelt) behøver dette perspektiv imidlertid ikke være vores eget. Et stykke musik kan f.eks. udsætte fortiden for et fiktivt eller overdrevet perspektiv.

Tag for eksempel tracket ‘Sleep Dealer’ fra Oneohtrix Point Nevers Replica.

Oneohtrix Point Never – Sleep Dealer by Mexican Summer

Oneohtrix’ strategi går ud på at kombinere lydelementer lidt som var det forskellige tegn. Jeg vil prøve at vise hvordan ved at inddele trackets lyde i tre forskellige kategorier, der tilsammen udgør en helt speciel hukommelsesfigur.

Den første kategori består af overgangslyde: Lyde som i deres oprindelige kontekst har været relativt tilfældige og som er opstået i underlige overgange i lydfiler til en video. Det er de lyde du kan høre i starten af tracket, og som udgør grundelementet i beatet – et underligt ‘dump’ og et ‘pling’. Oneohtrix’ samler disse restlyde som en slags auditiv skrald og organiserer dem. Indimellem, næsten ubemærket, kan man også høre små hvin eller sære gnidelyde.

Den anden kategori består af menneskelige lyde. Der er et ‘tsk’, der lyder som starten på en ytring og et fornøjeligt ‘ah’, der afslutter noget – muligvis en velfortjent kaffetår. Dertil kommer en del mumlen eller snak. Åbenlyst frarøvede deres oprindelige sammenhæng fungerer de som spor af en betydning, de har mistet.

Den tredje kategori er en slags kosmisk/komisk kategori. Den består dels af en gennemgående dronelyd, men også af korstemmer og violiner, der lander i baggrunden. Og der er de pludseligt sprudlende, lyse klange, der dukker op som små springvand.

Sidst men ikke mindst er der den klare melodilinie, der dukker op et par gange og samler stykket. Hvordan udgør denne kombination en hukommelsesfigur?

Først har vi skraldet, restlydene, der burde være døde og borte, men som er organiseret nøjsommeligt og dermed har fået en ny, uforudset betydning. Som modvægt har vi menneskelydene, der har mistet kontakten til den vilje, der lå bag dem. De kæmper for at beholde deres betydning: Det ‘ah’ gør alt, hvad det kan, for ikke at blive skrald, selvom at både kaffen og mennesket er long gone. Midt i disse betydningskampe kommer kor og violiner for (forgæves) at skabe stemning og kosmisk udsyn, men ingen ved hvis udsyn, der er tale om. Situationen virker fortabt, og dog! Med ét gør en smuk jingle-agtig melodi sin entré og pludselig synes alle lyde at hygge sig med hinanden. For et øjeblik bliver de afstumpede stemmeudbrud endda til talende mumlen. Ingen ved hvorfor eller på hvilken baggrund denne hygge foregår – men måske var der engang nogen, der havde drukket kaffe, og er det ikke hyggeligt? Det er som om musikken prøver at huske stemningen omkring det at drikke kaffe, uden nogensinde selv at have prøvet det. Genistregen rent kunstnerisk er, at denne absurde hukommelsesfigur ligger i den musikalske effekt: Den er noget man oplever ved lytningen, den er ikke et koncept eller en reference.

James Ferraros album Far Side Virtual er et andet godt eksempel på en reflekteret behandling af fortid og hukommelse, men med en nærmest modsat strategi af Oneohtrix. Lad mig forklare hvordan.

James Ferraro – Global Lunch by Hippos In Tanks

Som du måske kan høre er nummeret ‘Global Lunch’ (ligesom resten af albummet) konstrueret af lyde fra computerens verden: Et ‘svup’ fra Skype, når du logger på, glemte Windows-jingler, samples fra Second Life og lignende. Tracket lyder som en blanding af introen til en tv-serie fra 90erne og en gammel reklame for ferier i Florida. Hvis Oneohtrix’ strategi er at opfinde et fiktivt perspektiv på fortiden, så finder Ferraro et allerede eksisterende og overdriver det: ‘Global Lunch’ er en ond fælde, hvor du samtidigt hader alle de sleske substitut-lyde (intet, virkelig intet, lyder som et ægte instrument her), men også – ufrivilligt og i afsky – gribes af samme velbehag og glædelige spænding som da du i teenageårene, dovent i sofaen, følte en kildren i maven ved lyden af en velkendt tv-series kendingsmelodi.

Hvilket af de to følgende filer er en ringetone og hvilket et Ferraro-track?

[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/02/sunset.mp3]

Okay, du kunne nok godt gætte, at Ferraro-tracket er nummer to. Men pointen er klar. Disse numre er som ringetoner du i et stenet øjeblik (og nok i smug) hører til ende, fordi de tiltaler dig på en eller anden spøjs facon. Ferraros kunstgreb er at puste dem op til kompositioner.

Man kan se Oneohtrix’ og Ferraros musik som to perspektiver på fortiden, to refleksioner over hukommelse. Oneohtrix giver et splintret og betydningsforvirret perspektiv, mens Ferraro tilbyder en overstilisering. Det interessante er, at Oneohtrix er den mest romantiske (som en vampyr der ser sig i spejlet i et patetisk håb om at opdage antydningen af hans tabte menneskelighed, jf. coveret til Replica). Ferraros perspektiv er ikke sci-fi, men kynisk realisme. Han omfavner verden af emotionelt kunstige og til groteskhed betydningstunge lyde, som vores medieliv er fyldt med. Disse lydes betydninger (som at logge på, være glad, få information, glemme kedsomhed) puster han op og eksponerer. Oprindeligt er de designet til, at du aldrig skal glemme dem, men heller aldrig forbinde dem med andet, end det de vil. De tager magten – du får ikke lov at tolke på dem. Den mulighed giver James Ferraro dig. Han giver dig mulighed for at huske dem på en anderledes måde.

Midt i en tid, hvor retroen er kommet i krise, byder de to anderledes perspektiver på fortiden en ny måde at gå til den historiske bevidsthed på. Det er kun misforstået fremtidsiver, der tror, at den kan befri sig fra de betingelser, fortiden sætter. Men fortidens betingelser er ikke entydige og ubestridelige, de kan diskuteres og fortolkes. Det er netop det, kunstnere som Oneohtrix og Ferraro sætter sig for ved at forstyrre fortiden og dermed sætte den fri i vores fantasi og hukommelse på nye måder.

Som afslutning kan vi passende høre denne 7-sekunders start-up-melodi til Windows 95, som ingen ringere end Brian Eno har komponeret. Den udfylder sin egen funktion (tegnet på at alt fungerer, glæden derved og indbydelsen til at bruge maskinen) så godt, at det næsten er uhyggeligt. Sådanne lyde sidder utrolig dybt i os. Jamens Ferraro bringer dem frem i lyset.