Der er stille på en måde, jeg aldrig har oplevet før. Fem unge håbefulde mænd går rundt mellem hinanden og roder med kabler og pedaler. Luften sitrer af koncentration og nervøsitet, og det er som om de mørkegrønne og lilla gardiner, der er trukket for omkring scenen, sluger al lyd i rummet. Svagt i baggrunden kan jeg høre larmen fra publikum og musikken fra baren, der inviterer til latter og torsdagsskåle med venner. Klokken er 20:35 og om femogtyve minutter skal mændene i MANILA spille deres største koncert i bandets historie på Hotel Cecil i indre by i København.
Pitstop. På kort tid skal instrumenterne på scenen skiftes mellem Theo X’ og MANILAs koncerter
Bandet har allerede været her i fire timer, og nerverne har haft god tid til at spire fra små stiklinger i maven til at være plukmodne uden på tøjet. Det er en speciel koncert, som de har brugt lang tid på at forberede, fortæller de mig i backstage-lokalet:
”Vi har øvet næsten hver dag i den seneste halvanden uge i hvert fald,” siger Gustav Lahrmann, der spiller bas. De andre stemmer i og fortæller, at de har arbejdet meget med at gøre deres nye musik mere live-venlig, bl.a. ved at inkorporere en ny form for backing track. ”Efter vi har fået vores eget studie, er vores musik blevet mere elektronisk med flere synth-lyde og bittesmå detaljer. For eksempel bruger vi risers, som er hvid støj, der vokser gennem nummeret og skaber en stemning, og dem er vi begyndt at bruge i backing tracket,” forklarer forsanger Julius Amdisen.
Sømmet i bund. Fra venstre: Tuner, Delay, yndlingspedalen Reverb, Overdrive
Selvom de tekniske muligheder kan skabe forbedringer, er MANILA stadig opmærksom på faldgruberne ved at være afhængig af backing tracket. Det kan virke stift og mekanisk når teknik skal blive til musik. ”Vi har prøvet at jagte den nerve, der er i vores musik, mens vi øvede.” fortæller Andreas Grønne, der spiller trommer, og manden på keys, Mads Boldt, fortsætter: ”Nogle af vores numre ville virke sterile, hvis vi bare spillede studieversionen live, på trods af det måske er det bedste billede af, hvad vi vil med sangen. Derfor tager vi f.eks. de funkede elementer og fremhæver dem, så det bliver mere live-venligt og akustisk.”
Finjusteringer. De sidste monitors indstilles med det rette forhold af bas og guitar
Under lydprøven er det tydeligt at mærke både sol- og skyggesiden af de nye tiltag. Det er udfordrende at få instrumenterne til at harmonere med backing tracket i de forskellige musikeres monitors. Men så snart musikken starter, kan guitarist Mikkel Strandberg ikke lade være med at hengive sig til de skæve rytmer, og kanaliserer sin kærlighed til musikken ud gennem en svingom med Gustav Lahrmann. Med computeren gaffatapet til synthesizeren, som sidste forberedelse, hopper bandet ned fra scenen, med blikke der siger, at de alle krydser fingre indvendigt for at teknikken holder. De går ud backstage for at hilse på Sherpa og Theo X, som er de to andre bands, der spiller til aftenens Limelight showcase for upcoming dansk musik.
Efter en bagel, en kold øl og et par vindruer er det blevet tid til en hurtig smøg på gaden foran Helligaandskirken i Niels Hemmingsens Gade. Det er blevet hurtigt mørkt og det snelag, der om formiddagen var drysset sirligt ud over byen, er nu smeltet. Min ånde bliver til en grøn dis i skæret fra Gasoline Grills grønne neonskilt lidt længere oppe ad gaden. De fem musikere ringer rundt for at finde ud af, hvem af deres venner, der kommer og støtter, og stemningen er høj efter de finder ud af, at nogle efterskolevenner også støder til. Herefter bliver det dog hurtigt alvor igen, når Julius Amdisen starter setliste-ritualet, hvor bandet står i en cirkel, og i rækkefølge siger sangene så alle er på samme bølgelængde.
Af kommer det varme vintertøj og på kommer fem kortærmede farvestrålende skjorter. Klokken 21 træder de fem venner en ad gangen de fire trin op på scenen i aftalt rækkefølge ledsaget af klapsalver. Selvom de går ind hver for sig, er jeg ikke i tvivl om, at det er en sammentømret gruppe.
”Vi har spillet sammen så længe, at vi har opbygget en fælles referenceramme,” forklarede Mikkel Strandberg tidligere. Andreas Grønne beskrev sin producerrolle, som ham, der skal koge suppen af alle de mange fælles idéer. Essensen og grundlaget for bandet definerer Gustav Lahrmann: ”Det, vi gør, er at dele musik med hinanden, som vi griber.”
De fem venner er ikke ens, men de overlapper på mange områder, og det er i det overlap, at MANILA eksisterer. Det er en fælles vision, som alle kan indgå i på fælles præmisser, og det er som om, hvert medlem får lov til at shine i forskellige sange under koncerten. Heldigvis svigter teknikken ikke og de indøvede overgange mellem numrene er elegante og ikke forcerede. Scenen bliver epicenter for MANILAs vibe, der sender rystelser ud i Hotel Cecil, og får publikum til at bounce og smile.
Triumf. Fra venstre: Mads Boldt, Mikkel Strandberg, Julius Amdisen, Andreas Grønne og Gustav Lahrmann
Sveddryppende, udmattede og lettede møder jeg bandet efter koncerten. De smiler alle fem stolt fra øre til øre, og er helt euforiske efter showet. Nu står menuen på kolde øl og varme kram fra familierne, der er kommet for at bakke op. Hurtigt dukker forskellige branchefolk op for at få en snak med bandet, og medlemmerne tager dem med storm uden tøven med samme charme, som de indtog scenen. Jeg efterlader MANILA siddende i en bås i foyeren med venner og kærester til, hvad der har udsigt til at blive en lang og dejlig danseaften.
