Ovenpå gårsdagens tilføjelse af 67 nye navne til årets program er Roskilde Festival meget tæt på at præsentere sit endelige program. De største trækplastre, som festivalen i dag kunne hive op af hatten, tæller uden tvivl Stevie Wonder samt rapperen Drake, mens det alternative rocksegment kan glæde sig til at opleve koncerter med Mogwai, Connan Mockasin og Sleigh Bells på Dyrskuepladsen. Og så er der selvfølgelig Future Islands, bandet, der scorede massiv omtale ovenpå dets fornemme optræden hos David Letterman forrige måned, hvor YouTube-videoen derfra er blevet set mere end nogen af de andre musikalske optrædener, der er at finde på showets egen YouTube-kanal. Men er dagens nye navne og i sidste ende det endelige facit et produkt, der er Roskilde Festival værdig?
Beskuet fra afstand og med fokus på de individuelle navne, ser Roskilde Festival anno 2014 ud til at tilbyde et godkendt program over en bred vifte af genrer. Den legendariske hip hop-duo OutKast meldte tidligere i år ud, at de havde en masse festival-gigs i udsigt, og ganske heldigt for det danske publikum viste Roskilde Festival sig at tilkæmpe sig en af disse. Af danske trækplastre kan Trentemøller nævnes, der vender tilbage til Orange Scene, hvorfra han i 2009 leverede et mindeværdigt og anmelderrost show. De britiske elefanter fra The Rolling Stones vil tiltrække det ældre publikum, hvor det allerede er kendt, at koncerten kommer til at foregå om torsdagen. Derfor kan der allerede nu meldes udsolgt af endagsbilletterne for samme dag.
Men en lang række af disse navne, der skal agere væsentlige brikker i Roskilde Festivals fundament, er enten pensionsklare musikere, eller artister, der ikke har nyt materiale til at bakke deres forestående festivalkoncert op. Derudover kan man udpege mange fra festivalens line-up, der ikke har udgivet ny musik siden deres sidste besøg på dansk grund. Connan Mockasin, Drake, Mogwai, Future Islands, Cyril Hahn, Moderat, Haim, Darkside, Major Lazer og Forest Swords er blot et lille udpluk af de navne, der har spillet i Danmark indenfor det sidste halve års tid.
Mange kritikere har de seneste år argumenteret, at Roskilde Festival er ved at miste sin tidligere ellers så solide plads som landets bedste musikfestival til Northside Festival i Aarhus, der i løbet af fire år er gået fra ingenting til i år at kunne præsentere Arcade Fire, The National, Franz Ferdinand og Mew. Men sammenligningen mellem disse to fejler på det grundlag, at Roskilde Festival trods alt appellerer til et mere nysgerrigt segment, mens Northside byder på musik med mere eller mindre høj genkendelighed igennem hele sit program. I den forbindelse skal Roskilde Festival roses for at satse på mindre etablerede artister som James Holden, Connan Mockasin, Future Islands og danske Cancer, der med stor sandsynlighed vil opleve en større fanskare efter sommeren.
Skåret over en bred kam mangler Roskilde Festival dog at byde på et frisk pust af det uventede og overraskende, det være sig enten særlige konstellationer til lejligheden eller store navne, der opfylder følgende kriterier:
1) Artisten har en stor fanskare herhjemme
2) Artisten har en aktiv karriere og har udgivet et album indenfor de seneste 12 måneder
3) Artisten har ikke spillet i Danmark indenfor de seneste 12 måneder
Min maskine tygger ud fra ovenstående kriterier de næsten 150 annoncerede navne igennem, og kan til min egen skuffelse ikke fremvise et eneste navn, der klarer dette cut. Kun Interpol og Arctic Monkeys passer ind i denne algoritme, men sidstnævnte giver selvsagt koncert på Roskilde Festival, hver gang de har et nyt album på gaden.
Som noget nyt har hip-hop ganske vist fået en større rolle, hvilket måske/måske ikke kan tilskrives Roskilde Festivals nye musikchef Anders Wahrén, der tidligere har udtalt, at han er stor tilhænger af netop denne genre. En anden lyd, der til gengæld for andet år i træk savner tilstrækkelig albuerum, og altså ikke er blevet løftet op af Anders Wahréns tiltræden, er folk-musikken. Jovist ser jeg Hymns of Nineveh figurere, hvis musik i bedste fald kan kaldes en pop/folk-hybrid, men det ændrer ikke på, at folken er voldsomt underrepræsenteret. Det er en særdeles uoriginal og ukonstruktiv ting at nævne navne, der kunne og burde være booket, men hvor er Volcano Choir, Sharon Van Etten og San Fermin, eller nutidige genrefornyere som Courtney Barnett, Angel Olsen, Majical Cloudz, James Vincent McMorrow og Waxahatchee?
Elektronisk musik vil der på årets Roskilde Festival være rigeligt at løbe ind i, men i forhold til sidste år, der blandt andet bød på Andy Stott, Numbers-showcase, Om Unit, Sekouia, Kenton Slash Demon, Daedelus og en veludført koncertoplevelse med Crystal Castles på Arena, ser dette års program ud til at være fokuseret imod en mere poppet vinkel af den elektroniske musik. Set bort fra et par enkelte afstikkere virker årets program til at mangle meget af den originalitet, kant og plads til fordybelse, som nogle af ovennævnte navne sidste år tilbød. Her kunne jeg godt savne artister som Donato Dozzy, Jon Hopkins eller The Haxan Cloak, der sidste år alle udsendte forrygende fuldspillere.
I stedet står vi med et elektronisk program, hvor mange artister – heriblandt Cyril Hahn, Classixx, Maya Jane Coles, Chromeo og Kavinsky – peakede kunstnerisk for år tilbage. Det lyder måske ikke så grelt, men i den elektroniske musiks meget umiddelbare stil og kultur handler det som booker om at fange øjebliksbillede, hvor artisterne er på toppen. Det formåede Roskilde Festival ikke på samme måde, som det eksempelvis lykkedes dem i 2013.
Mere foruroligende er dog manglen af den boomende psykedeliske musik – hvor er den? Jovist, Connan Mockasin er der, men hans farvelade er nu mest et (helt fantastisk) popfreakshow. Hvor er Temples, Panda Bear, Avey Tare’s Slasher Flicks, Ariel Pink ft. Jorge Elbrecht, Yamantaka // Sonic Titan, Pure X, Mark McGuire eller bare Liars, som tidligere i år udgav det fine album Mess? Lige gyldigt hvad Anders Wahrén siger, er hverken The Men eller Hookworms decideret ’psych’.
Nu, hvor programmet mere eller mindre er fuldt annonceret, træder vi ind i næste fase. Her skal festivalens bagland sørge for at placere musikerne på de scener, der komplimenterer deres optrædener bedst. Der vil altid være et par svipsere, men sidste år huskes blandt andet for en lang række artister, der enten var placeret på en for stor eller lille scene, eller ud fra deres respektive udtryk placeret på et uheldigt tidspunkt af døgnet. Klumben og Raske Penge på Orange Scene bliver sikkert en festoplevelse for deres meget dedikerede følger, for hvis noget skal siges, så er de det. For os andre risikerer det dog at virke som en meget esoterisk og malplaceret fest, der ligeså vel kunne afholdes på Arena.
Spurgt til Roskilde Festivals dækning af elektronisk musik og hip hop på årets festival taler Anders Wahrén meget om den hoppeborgslignende scene Apollo. Jeg håber så sandelig ikke, han her har tænkt sig at putte Darkside, James Holden og Moderat, hvis musik til tider er bygget op omkring skrøbelig æstetik. Og det siger jeg, uden helt at kommentere på, hvor meget scenen stinker af urin, når vi rammer fredag, lørdag og søndag. Venligst find en anden løsning for disse artister, der er så meget mere end blot ‘elektronisk musik’.
Læg mærke til:
James Holden – Den britiske producer udgav sidste år The Inheritors, et fantastisk album primært konstrueret af englænderens fascinerende samling af modular synthesizers, der skaber et lige dele eksperimenterende, technoid og ambient svendestykke.
Warpaint – Alternativ rock møder shoegaze i et blend, der var en stor succes på kvartettens debutalbum The Fool fra 2010. Dette års selvbetitlede opfølger ændrer ikke meget på bandets opskrift, der dog stadig fungerer. Bandet skulle efter sigende fungere rigtig godt sammen live, et udtryk jeg glæder mig til at opleve.
Connan Mockasin – Connan-drengen var her, der og alle vegne, både i fysisk format og i mit news feed, der svømmede over af ekstatiske og veltilfredse kommentarer, da han med sit popfreakshow og til tider iklædt pyjamas gav koncert på Bremen i februar. Om han tager sin pyjamas med til sommer vides ikke, men man skal sikkert blive overrasket.
Moderat – Moderat II, trioens seneste udspil, virkede lettere uinspireret, men ændrer ikke på det helhedsindtryk, denne stjernekonstellation hidtil har vist. Sammen har Modeselektor og Apparat krydret lyst til dans og eftertænksomhed i en lækker drink, og skal til sommer se, om de kan følge op på den fantastiske nattekoncert de gav, da de i 2010 sidst var at finde på Roskilde Festival.
Future Islands – Det er din debut på amerikansk TV. Dit bands navn er noget så Pitchfork-generisk som Future Islands. Du har fire minutter til at markere dig. Hvad gør du? New wave/indie pop-bandets forsanger Samuel T. Herring valgte på Seasons, hentet fra deres nye plade, at kombinere skønsang med virtuos dans, at hamre sig på brystkassen og runde af med en perfekt, distanceret growlen. Hele verden var solgt af denne optræden, der tilsyneladende meget præcist skulle repræsentere bandets liveshow.
