For hvad der efterhånden føles som evigheder siden, gik jeg på jagt efter “The Seattle Sound.” Og jeg fandt den i Lemolo. Men jeg kunne ligeså godt have kastet mig over et utal af andre bands, som repræsentanter for den samme lyd. Eller snarere den samme følelse. Den udefinerbare følelse af at elske og af at hade. Af at være forvirret og af at være afklaret. Af at lide og af at nyde. Alle disse seks sindstilstande på samme tid.
Det er det, der kendetegner “The Seattle Sound.” Og det er det, der kendetegner Poor Moon. Men ud over at være en repræsentant for det, som jeg ganske ydmygt døbte “The Seattle Sound of 2012,” er Poor Moon også en god historie.
Historien starter og slutter med den Seattlefødte artist og gudsbenådede ordsmed, Christian Wargo. Hvis navnet lyder bekendt, så skyldes det formentlig, at han i al beskedenhed har en sidebeskæftigelse som backupvokal, bassist og sangskriver i et andet Seattle band; Fleet Foxes. Et band, hvor Wargo har stået i skyggen af berygtet kontrolfreak, frontmand og ligeledes sangskriver, Robin Pecknold.
Ved siden af sangskrivningen i Fleet Foxes fremelskede Wargo en lang række personlige sangtekster, som han ikke vidste, hvad han skulle gøre med. Han sendte dem derfor til tre af sine gode venner; Fleet Foxes-kollegaen Casey Wescott og brødreparret Peter og Ian Murray.
Wescott og de to brødre forelskede sig i Wargos tekstunivers, og de ville derfor være en del af det. Og det blev så starten på Poor Moon; et band som opstod på baggrund af Wargos tekster. På baggrund af Wargos uudtømmelige musikalske kreativitet.
Netop denne kreativitet er blevet bandets styrke, men det er også bandets største udfordring. For Wargo har ikke bare skrevet en masse tekster. Han har tænkt i arrangementer. I helheder. Ingen elementer må være overflødige. De skal underbygge hinanden. Sangene skal være spektakulære i detaljen, men samtidig enkle i deres overordnede udtryk. Det har i hvert fald været ambitionen, men lykkes det også?
Det synes jeg til dels, at det gør. Det kommer eksempelvis fint til udtryk i opbygningen af “Birds” fra bandets selvbetitlede debutalbum. Alt i alt et meget enkelt nummer bygget op om Wargos stærkt lidende rumklangsvokal og et drømmende nynnekor i baggrunden. Men hvis man lytter godt efter, bemærker man de små klap, som overdøves af claves for til sidst at blive overtrumfet af trommer. Men det forstyrrer ikke det simple. Det giver blot en konstant progression, som fører lytteren trygt igennem Walcos længselsfulde tekstunivers.
Poor Moon – Birds
Alligevel er det ikke debutalbummet, som har imponeret mig mest. Derimod har Poor Moons debut-EP, Illusion, taget mig med storm og på samme tid givet mig en fornemmelse af déjà vu. Illusion er nemlig til dels en rejse tilbage til dengang Fleet Foxes var Fleet Foxes. Tilbage til 2008. Men EP’en er også noget helt andet.
For mens “Illusion“, “Anyplace” og “Wido” kunne være skabt af 2008-udgaven af Fleet Foxes, skiller de to sidste numre på Illusion sig markant ud. De sender nemlig tankerne væk fra Fleet Foxes og folken og hen mod det hedengangne Memphis-rockband Big Star.
Big Star – September Gurls
“People In Her Mind” er et forfriskende popnummer, der sender en væk fra folkens klassiske eftertænksomme efterårstema og ind i et håbefuldt og bekymringsfrit forår, mens “Once Before” påtager sig en mørkere og guitardomineret lyd, som står i stærk kontrast til det foregående nummer. Også sangenes tekster fremstår som modsætninger.
Hvor “People In Her Mind” beskæftiger sig med en kvindes nysgerrige interesse i andre mennesker og deres kærlighed, repræsenterer “Once Before” en maskulin bedrevidende ligegyldighed, hvor nysgerrigheden og kærligheden afvises; “Curse the day that love comes knocking at my door.”
Disse to sange udgør altså i sig selv en helhed. Et modsætningspar. En konflikt. Men alligevel en håndterbar konflikt, da den pakkes ind i det simple univers, som er folkens univers. Hvilket i sig selv er meget rammende for den konflikt, som Wargo må have stået i, da han for alvor valgte at træde ud af Robin Pecknolds skygge. På den ene side kunne Wargo vise, at han spiller en væsentlig rolle i Fleet Foxes’ lyd. Og på den anden side kunne han også vise, at han evner at stå på egne ben. Men på bemærkelsesværdig vis er begge ting lykkedes for ham på blot fem sange.
Poor Moon – Illusion EP (Alle fem sange)
