Det danske band med det bemærkelsesværdige navn, Pinkunoizu, udgiver d. 8 november første del af deres to-delte udgivelse, kaldet “Free Time Volume One & Two”. En plade hvor man kan møde medlemmer fra bl.a. Howl Baby Howl, Chimes & Bells, Valby Vokalgruppe og sidst men absolut ikke mindst Le Fiasko, som alle fire medlemmer i sin tid spillede med i. Hvis du, ligesom jeg, til tider savner Le Fiaskos fantastiske og melankolske drømmerock, så er der godt nyt til lige præcis dig. Kreativiteten på denne plade vil ingen ende tage, og Pinkunoizu er ikke bange for at gøre lige præcis dét som ingen af de andre tør gøre – Og det virker. Det rammer lige der hvor det gør allermest ondt, og jeg kan næsten ikke vente med at gå en lang tur i frostklart vejr med denne lille vinter favorit på repeat på min iPod. Med en plade, bestående blot af fire (lange!) sange, administrer Pinkunoizu at fylde alle 35 minutter ud til perfektion, med interessante og innovative lyde, der fanger ens opmærksomhed og får en til at tænke ‘Ej, jeg starter den lige igen!’. Jeg hørte, på min gode veninde Lucias opfordring, første gang Pinkunoizu på dettes års SPOT festival, og det var en af de der koncerter man går ind til, uden nogen forventninger overhovedet, og kommer ud med hjerte, hjerne og krop fyldt med kreativitet og melankoli. – Det har siden indprintet sig på mit sind, som en af de absolut smukkeste koncerter jeg nogensinde har været til.

Jeg fik mig en lille snak med forsanger, Andreas Pallisgaard om Pinkunoizus lille lydunivers og om hvordan “Free Time Volume One” blev til;

• Hvordan opstod projektet Pinkunoizu?

Pinkunoizu er egentlig en naturlig videreførelse af nogle af de idéer vi prøvede af med Le Fiasko (som vi alle fire spillede med i). Efter Le Fiasko gik jeg i start 2009 igang med at skrive en masse nyt materiale og indspille en ordentlig bunke skitser. Mere eller mindre bevidst begyndte musikken at få et lidt andet fokus. Ved at være færre personer end vi var i Le Fiasko var der større mulighed for at spille musikken frem. Før vi begyndte at spille live havde vi en længere periode hvor vi lukkede os inde og blev ved med at søge i vores spil. Med Pinkunoizu har vi skabt tingene ved at blive i dem længe og give dem plads og tid. Men der har også hele tiden hersket en stemning af bevægelse og foranderlighed inden for et totalt åbent felt. Alle impulser har hele tiden været velkommende i det her band. Vi har gerne villet prøve at spille musik på en, for os, ny måde. F.eks. brugte vi meget tid på at finde ind til hvordan vi kunne undgå en traditionel tromme/bas-afhængighed. Jakob lagde bassen i graven, og vi spillede med tre el-guitarer og trommer i stedet. Det åbnede op for en ny og frisk luftighed i lydbilledet.

• Hvad inspirerede jer under tilblivelsen af “Free Time Volume One”?

Jeg tror det vil være svært at sætte en finger på en fælles inspiration vi har dyrket. Men skal man nævne én ting der har rumsteret i det skjulte, er det nok det faktum at vi har opsøgt musik fra fjerne himmelstrøg i højere grad end tidligere. Her taler vi måske endda specielt om musik fra det afrikanske kontinent. Særligt den malinesiske guitarmusik, den nigerianske high-life, men også percussiv trancemusik fra Marokko har haft en betydelig indflydelse på vores spil. Det transcenderende ved gentagelsen som musikalsk virkemiddel går igen i den del af det vi har lavet.

Derudover har vi dyrket diverse opsamlinger med asiatisk 60’er pop. Mange af de her optagelser rummer en sær dobbelthed af på den ene side, at have en helt eventyrlig renhed over sig, og på den anden, at være helt obskure, beskidte og grimme i deres udtryk.

Da vi selv stod for optagelsen og miksningen af Free Time Volume One, havde vi tid til at lege mere med teksturer både i det vi indspillede med også i selve produktionen af lyden. Her skylder vi sikkert en del til de amerikanske minimalister som La Monte Young, Steve Reich og Terry Reily. Også Morton Feldman har i den forbindelse været spændende at dykke mere ned i.

Men altså listerne er uendelige. Det vigtige for os har været at være i stand til at gøre plads i Pinkunoizu til alle de der figurerer på disse lister.

• Hvornår lytter man bedst til Punkunoizus plade?

Juleaften, hvis man ikke har nogen at holde den med. Foran pejsen eller hvis man bare trænger til en god lang gåtur i de tomme gader. Jeg tror enten man skal plante sig godt i en stol, eller også skal man rejse med pladen. Det er nogle lange forløb der er på færde, og de gør sig nok ikke så godt hvis man bare lige skal bruge noget at lytte til på en kortere cykeltur fx.

• Hvorfor valgte i at dele pladen op, i “Volume One” & “Volume Two”?

Nok både fordi vi har en masse materiale vi allerede har lavet, og det kan ikke alt sammen proppes ned på én LP. Men også fordi vi gerne vil ha det lidt hurtigt ud af vagten. Derudover bliver det sjovt allerede nu at gå i gang med at finde ud af hvad vi skal lave på Volume Two. Den kommer måske til at være meget anderledes end 1’erne. Det håber jeg da.

• Hvad synes du om personlige musikblogs generelt?

Jeg synes altid der er rart når der brydes med centralisering; det være sig musikblogs, musikindustrien, fødevareindustrien, byplanlægning, kartografiske strukturer, narrative strukturer, tankevirksomheder og alle mulige andre virksomheder. Derudover mærkes det stærkt og nærværende at dét folk vælger at skrive om, er det de reelt har lyst til at videreformidle. Jeg sporer også en anden åbenhed på mange af de personlige blogs, da de ikke er underlagt samme normdannelse som på flere af de større sites.

Pinkunoizu – Time Is Like A Melody

[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/11/01-Time-Is-Like-A-Melody2.mp3|titles=Pinkunoizu – Time Is Like A Melody]

Regnsky er fans, og vi vil virkelig opfordre jer alle til at erhverve i Pinkunoizus fantastiske debutalbum, der er den perfekte sammenslutning af en musikalsk fangeleg.. Første del udkommer elektronisk d. 8 november, og det vil være muligt at købe den samlede plade “Free Time Volume One & Volume Two” i marts 2011.