Peter var, som han skrev, ikke den eneste, der havde fået forvildet sig til Perfume Genius under Regnskys faner. Jeg istemmer mig herfra, at det var en fantastisk koncert, og at den kære Mike Hadreas i aller højeste grad er værd at opleve i levende live. En fantastisk optræden der kommer til at rumstere i min bevidsthed i den næste lange tid. I stedet for at skrive endnu en anmeldelse så havde jeg taget en fotograf med i dagens anledning, og vi har udvalgt syv billeder fra koncerten, som giver et indtryk af, hvordan oplevelsen var – og specielt hvordan, Mike var klædt.
Den korte anmeldelse: I know my queen. Perfume Genius gjorde det sgu igen her til aften i DR Koncerthuset. Han leverede et vaskeægte mesterværk af en koncert foran et tilpas fuldt Studie 2, ledsaget af en særligt indkaldt strygerkvartet.
Det føles lidt som et deja vu at skrive denne anmeldelse, for det er ikke mere end tre måneder siden, at jeg sidst var ved at falde om af begejstring efter Mike Hadreas’ koncert på en regnfuld Haven Festival. For dig som læser vil det også snart komme til at føles som et deja vu, for her på Regnsky er vi åbenbart virkelig glade for Perfume Genius. Så glade, at Rasmus og jeg helt uafhængigt af hinanden har spurgt om lov til at komme ind og anmelde koncerten. Men hey, så kan vi jo se, om vores oplevelse af koncerten matcher hinanden…
Min oplevelse starter og slutter med aftenen sidste nummer, “Queen”. Det var som om, at hele koncerten for mig byggede op til det moment. Til kronen på værket – eller tiaraen om man vil. Det er ubetinget mit yndlingsnummer fra den karismatiske sanger, og det rummer alt det, der gør Perfume Genius til et spektakulært godt live act. Det er kraftfuldt, det er meningsfuldt uden nogensinde at miste den sårbarhed, som trækker Mike Hadreas helt ned på gulvet og gør, at ens største ønske bliver at omfavne denne androgyne mandsling.
Koncerten var langt hen ad vejen bygget op som et makrokosmos af hittet. Forestil dig, at du tager en virkelig dyb vejrtrækning og holder vejret. Og puster ud. Dén følelse var gennemtrængende hele vejen igennem. De stille numre fungerede som vejrtrækningen, inden numre som “Grid”, “Slip Away” og “Fool” fungerede som den tilfredsstillende, nærmest desperate udånding.
For et par dage siden læste jeg en anmeldelse i Politiken. Det var en fireårig knægt, som havde anmeldt en ny is. En ny Magnum. Han kaldte den for den bedste is, han nogensinde havde fået, og så brugte han udtrykket: “Den smagte diamantisk!”
Jeg kan umuligt finde på en bedre beskrivelse af Perfume Genius’ koncert end dette, så jeg vil tillade mig at citere en tydeligvis sprogligt veludviklet dreng og sige: Hold nu kæft, hvor var Perfume Genius diamantisk her til aften!
Amerikanske Perfume Genius er en artist, som jeg altid har haft et lidt ambivalent forhold til, så jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente mig af hans koncert på Haven Festival. Jeg overvejede sågar for en stund at høre Danish String Quartet i stedet. Men hold nu kæft, hvor er jeg glad for, at jeg endte med at bruge en time i det silende regnvejr i selskab med enigmatiske Mike Hadreas og Perfume Genius!
Perfume Genius udgav lige inden sommeren (eller hvad vi nu skal kalde de seneste regnfulde måneder) et nyt album, “No Shape”, og det var da også numre fra det album, der dominerede koncerten på Mindfield-scenen.
Allerede fra åbneren “Otherside” kunne man mærke, at det her ville blive en særlig oplevelse. Lyden fungerede, Hadreas havde fundet sine bedste og mest sensuelle dansemoves frem, og på grund af regnen var det kun den hårde kerne blandt publikum, som var mødt op. Måske er regnvejr slet ikke så skidt igen…
Koncertens første højdepunkt kom med “Longpig” fra “Too Bright”-pladen, hvor Hadreas gav prøver på sin helt vilde vokal, der skar sig gennem regnens trommen og helt ind i sjælen på de regnvåde gæster. “Longpig” flød langsomt over i “Fool” fra samme plade, inden Perfume Genius besluttede sig for at hoppe tilbage til nutiden.
De næste fire numre var en helt eminent session, der viste styrkerne ved “No Shape”-albummet. På “Wreath” viste han sin melodiske forståelse og tog i hvert fald mig på en rejse tilbage til 80’erne, mens han nærmest messende sang “I see the sun go down”.
På “Just Like Love” kravlede han igen helt ind under huden på festivalgæsterne, inden han på den selvsikre og selvtillidsboostende “Go Ahead” fastslog, hvem der var dronningen af Mindfield. Nummeret blev da også afsluttet med et meget sigende statement: “I don’t play games anymore!”
Det var dog især med koncertens sidste seks numre, at Perfume Genius gjorde sig fortjent til ovenstående proklamering om genialitet. En nærmest eksplosiv udgave af “Slip Away” gik over i hjerteskærende og smertensskrigende versioner af “My Body” og “Grid”, hvor en sensuelt dansende Mike Hadreus for alvor lod sig rive med af sin egen musik og lukkede sig inde i den boble, hvor magi opstår. Den boble, hvor mennesket træder i baggrunden, og musikken får lov til at sejre.
“I Decline” blev koncertens sidste eksplosive højdepunkt, inden “Die 4 You” desværre fik taget luften lidt ud af ballonen. Nu var folk ellers lige ved at have danset regnen væk. Heldigvis gjorde Perfume Genius det godt igen og afsluttede den 15-numre lange tour de force med den helt fantastiske “Queen”, der stillede spørgsmålet, alle tilstedeværende godt kendte svaret på:
“Don’t you know your queen?”
I do. Perfume Genius var den ubestridte dronning af Mindfield. Både denne aften men også på festivalen som sådan.
Tidligere på ugen offentliggjorde Roskilde Festival det endelige program for 2015-udgaven af landets største festival. Og modsat sidste år, hvor jeg var meget kritisk overfor et program, som, jeg mente, manglede kvalitetsnavne i både dybden og bredden, er jeg anderledes positivt stemt overfor årets program. Selvom Rising-dagene på ren og skær “name-value” er faldet lidt i niveau, er de ligesom sidste år fyldt med en række spændende navne, som vi formentlig vil se på de større scener i de kommende år.
Hovednavnene er på mange måder en gentagelse af sidste år, hvor Paul McCartney er dette års The Rolling Stones, Kendrick Lamar dette års Drake og Pharrell Williams dette års Outkast i form af en appel til et tilsvarende publikum. Men det er nok ikke helt forkert at påstå, at sidste års hovednavne var stærkere, end hvad festivalen kan præstere i år, da Stevie Wonder, Major Lazer og Trentemøller på mange måder giver Florence Welsh og hendes maskineri, Disclosure og Mew massive baghjul.
Men det fører tilbage til min første pointe: De mindre hovednavne betyder nemlig, at der har været penge og plads til at styrke bredden og dybden i årets program, og det er helt klart til festivalens fordel. Så alt i alt er jeg en glad kommende festivalgænger, som kan finde artister at glæde mig til på samtlige musikdage. Lige en lille note, inden vi kommer til de egentlige anbefalinger: Jeg vil i denne artikel udelukkende fokusere på de “rigtige” musikdage, som i år hedder onsdag til lørdag. Et nærmere kig på warm-up-dagene vil komme senere. Men lad os komme i gang: Her er mine 10 bud på artister, du ikke må gå glip af under årets festival.
Onsdag:
Communions, Pavilion klokken 18.00
Jeg lægger ud med en Regnsky-yndling i form af de danske punkere i Communions. Vi elskede dem som Rising-band sidste år, og de skal selvfølgelig også have en anbefaling med på vejen i år, hvor de er blevet en del af det voksne program. Danmark har de senere år vundet genklang internationalt for vores bidrag indenfor den punkede rock med et band som Ice Age og nu Communions. Her er garanti for en energisk åbning af Pavilion.
Pre-listen råd: Communions – Summer’s Oath (Live)
The War on Drugs, Arena klokken 23.00
Jeg vil primært anbefale mindre kendte artister, for jeg går ud fra, at I læsere kender de fleste af de større navne, men jeg gør en undtagelse med The War on Drugs. Det efterhånden 10 år gamle orkester fra Philly er nemlig for mig det åbenlyse valg fra et onsdagsprogram, som ellers kommer til at stå i Pharrell Williams’ festlige navn. Derfor er programsætningen ekstra ærgerlig, da mange formentlig vil gå glip af i hvert fald dele af The War on Drugs’ optræden på Arena, da de går på bare en time efter Pharrell. Men står det til mig, er det pitten til Arena, man bør stille sig i kø til onsdag aften for at opleve Kurt Viles tidligere band.
Pre-listen råd: The War on Drugs – Red Eyes (Live)
https://www.youtube.com/watch?v=JED1hq7GIio
Torsdag:
Perfume Genius, Pavilion klokken 20.00
Torsdagen har rigtig mange stærke navne på programmet, og jeg glæder mig blandt andre rigtig meget til både St. Vincent og Father John Misty. Men det er ikke dem, jeg vil snakke om her. Faste læsere vil vide, at jeg ELSKER Seattle og stort set alt, hvad der udsprunget derfra af musikalske vidundere. Et af disse vidundere er Mike Hadreas aka Perfume Genius, der vel nok er et af de største navne, man kan møde på Pavilion i år. Perfume Genius’ musik og fysiske fremtræden på en scene giver associationer til David Bowie og fortjener min allerstørste anbefaling. Hvis du skal vælge én koncert på årets festival, så vælg den, der foregår under pavillonen torsdag aften.
Pre-listen råd: Perfume Genius – Fool
Kaytranada, Apollo klokken 23.30
I en helt anden boldgade finder man Haiti-canadieren Kaytranada. Jeg bliver aldrig nogensinde Regnskys ekspert indenfor elektronisk musik, men det skal ikke afholde mig fra at anbefale at besøge Kaytranada ved røgslørede Apollo sent torsdag aften, mens resten af festivalgængerne hænger ud ved Orange eller Arena. For Kaytranada er en DJ/producer/remixer, der har formået at skabe sin helt egen lyd; en lyd, som går på tværs af genrer som RnB, hiphop og house og låner de bedste elementer fra hver genre for at skabe en unik musikalsk oplevelse. Tag selv og lyt til mit udvalgte Kaytranada-nummer, der vel nok tager prisen som årets festivals bedste titel.
Pre-listen råd: Kaytranada – Holy Hole Inna Donut
Fredag:
Kippi Kaninus, Gloria klokken 16.30
Islandske Kippi Kaninus er skåret ud af den samme vulkan som sine noget mere berømte kollegaer i Sigur Rós. Men hvor Sigur Rós i høj grad læner sig op ad en symfonisk opbygning af musikken, er Kippi Kaninus mere eksperimenterende og finder inspiration i den elektroniske musik og til dels i verdensmusikkens univers. Her er tale om en af den slags koncerter, hvor man bliver nødt til at glemme sine omgivelser og lade sig omfavne af musikken for at få det maksimale ud af koncerten. Hvis man har lyst til at lege med, vil man få en ganske særlig oplevelse; hvis ikke, er det nok bedre at gå et andet sted hen denne fredag eftermiddag.
Pre-listen råd: Kippi Kaninus – Klafi (Live)
Goat, Avalon klokken 00.00
De svenske geder i Goat er nok nummer to på min liste over must-sees på dette års program. På mange måder deler de inspirationskilder med Kippi Kaninus, men lyden, der kommer ud i sidste ende, er en helt anden. Bandet er svært at placere genremæssigt, men i Roskildes program fremgår beskrivelsen “shamansk dansefest”, og det er egentlig meget rammende. Jeg tror i hvert fald på, at publikum foran Avalon vil få en fantastisk fest sammen med Goat, så sørg for Guds skyld for at være en del af det publikum!
Pre-listen råd: Goat – Hide from the Sun
Twin Peaks, Pavilion klokken 02.30
Hvis jeg siger Twin Peaks, er de flestes første tanke ikke et garage rockband fra Chicago, men det er ikke desto mindre en af fredagens anbefalinger. Det relativt nye band har fået et svært spilletidspunkt klokken halv tre natten til lørdag, men det bør ikke afholde dig fra at dukke op. Twin Peaks kan beskrives som en mellemting mellem The Strokes og sidste års hovednavn The Rolling Stones. Selvom det kan virke som store sko at udfylde for så ungt et band, lykkes de alligevel langt hen ad vejen. Så hvis ikke trætheden overvælder dig, bør du helt sikkert slå vejen forbi den (meget) sene Twin Peaks-koncert. Du kan jo passende lave morgenmad efter koncerten…
Pre-listen råd: Twin Peaks – Making Breakfast
Lørdag:
Perfect Pussy, Pavilion klokken 15.00
Jeg elsker støjrock. Jeg elsker især støjrock med kvindelige forsangere. Enter: Perfect Pussy. Det er ekstremt simpelt, ekstremt støjende, ekstremt hurtigt og ekstremt kaotisk. Det er med andre ord alt, hvad du behøver for at vågne op på Roskilde Festivals sidste musikdag anno 2015. Meredith Graves og co. er et unikum på dette års program, så hvis du havde en fest med Sleigh Bells sidste år, er Perfect Pussy helt sikkert noget for dig.
Pre-listen råd: Perfect Pussy – Big Stars
Benjamin Booker, Pavilion klokken 19.00
Jimi Hendrix, The Black Keys, Jack White og Velvet Underground. Det er bare nogle af de artister, som snart 26-årige Benjamin Booker er blevet sammenlignet med. Og jeg kan egentlig godt forstå hvorfor, for her er tale om guitarmusikkens helt store håb. Benjamin Booker stammer fra det sydlige USA og er stadig et ubeskrevet blad i den brede offentlighed. Hans hidtidige gennembrud kom i form af et job som opvarmer for førnævnte Jack White, og siden da er det gået stærkt. På Roskilde spiller han på Pavilion, men det skulle ikke undre mig, hvis vi ser ham på Arena eller Orange indenfor få år – talentet er i hvert fald stort nok til det!
Pre-listen råd: Benjamin Booker – Have You Seen My Son?
Drenge, Avalon klokken 00.00
Jeg overvejede længe at lade min sidste anbefaling være Jamie xx eller Nils Frahm, men I ved selvfølgelig godt, at I bør tage til begge disse koncerter. I stedet vil jeg fremhæve det britiske band med det meget dansk-klingende navn Drenge. Navnet er såmænd dansk nok, men musikken trækker tråde tilbage til, ja, Seattle og grungens hjemstavn. Hvis man ikke har lyst til at blive hængende til Jamie xx går på klokken 2 om natten, så er Drenge den perfekte måde at afslutte Roskilde Festival 2015 på i festligt lag med en fadøl i den ene hånd og sin bedste ven eller veninde i den anden.
