Overalt på internettet er december måned lig med listemania, hvor majoriteten af samtlige musikmedier og -blogs udpeger deres personlige højdepunkter fra året der gik; årets numre, årets udgivelser, årets musikvideoer, årets skandaler, årets frisurer, årets troll (hej, Grimes!), og mange andre kategorier. Hvor de forskellige sites ikke kan blive enige i, hvilke lister der skal vægtes højest, ser det ud til, at de fleste medier med fokus på elektronisk musik peger på DJ Kozes Pampa Records som et af årets mest skelsættende labels.
Året igennem har det tyske pladeselskab med fokus på house spyttet den ene fornemme udgivelse efter den anden, heriblandt Isolées Allowance, en ep jeg tidligere i år bragte op og kaldte ‘pladen man køber som gave til en pige, men ender med at beholde for sig selv’, samt Kozes eget album, den pragtfulde Amygdala. Nu runder Pampa året af på lige så pragtfuld vis med ep’en When Radio Was Boss fra tyske Soulphiction, der på titelnummeret sender nostalgiske kærlighedserklæringer til radioen igennem en rå bassgang, klingende percussion og et væld af samples, som de smukke strygere, der bidrager med et organisk og varmt element til produktionen.
When Radio Was Boss akkompagneres på ep’en af to øvrige skæringer, og hele udgivelsen kan købes til julevenlig pris på Pampa Records’ hjemmeside.