Der er ingen FESTIVAL uden FEST, og på det punkt er Roskilde ingen undtagelse. Der er lagt i kakkelovnen til dansemaratons hver aften til den lyse morgen på Dyrskuepladsen. Her er de fem fedeste fester, du ikke vil gå glip af:
1. Robyn – Fredag, 5. juli kl. 01.00 – Orange
Der er ingen tvivl. Robyn kommer til at holde årets fest på Roskilde Festival. Fredag nat vil Øresund tørre ud og Danmark og Sverige vil blive forenet under Robyns taktstok. Der kommer til at være en stemning, der ellers er reserveret til store landskampe, og plænen foran Orange Scene vil tilbede den svenske popdronning. Hun er i storform efter store koncerter på blandt andre Primavera i Barcelona og har sit fremragende album Honey med til det danske publikum, og hvis man tilsætter et par partystartere fra hendes tilsyneladende uendelige bagkatalog, er det umuligt at se, hvordan Robyn undgår at triumfere.
2. Octavian – Fredag, 5. juli kl. 02.30 – Apollo
Den fremadstormende britiske rapper og sanger har haft et stærkt 2019 og har foreløbigt toppet det med sit dugfriske mixtape Endorphins. Han er essensen af London som storby og blander grime, house, R&B og en masse andre genrer, der giver ham sit unikke, internationale udtryk. Han er fremragende live både som rapper og danser. På det nye mixtape er der et nummer med Theophilius London, som i hvert fald bliver mit sommernummer:
3. Christine and the Queens – Onsdag, 3. juli kl. 00.30 – Arena
Jeg er en hund efter fransk dansemusik, og Christine and the Queens er ingen undtagelse. Deres koncert har potentiale til at skrive sig ind i traditionen med vanvittigt gode koncerter på Arena. Jeg husker selv tydeligt Solange i 2017, Tame Impala i 2016 og Damon Albarn i 2014 – som alle blev kollektive giga-fester. Christine and the Queens lyder lidt som en funket udgave af HAIM, og det er så groovy, at jeg er sikker på, at alle i teltet kommer til at hoppe med.
4. Spleen United – Torsdag, 4. juli kl. 02.00 – Arena
Det danske synth-powerhouse er blevet gendannet i sin originale form og giver torsdag nat et brag af en koncert på Arena. Deres hårdtslående beats med skarpt skårede synths er umulige at stå stille til, og jeg forestiller mig, at publikum danser fuldstændig synkroniseret til Spleen Uniteds intense musik. Det er en speciel oplevelse at høre danske bands på Roskilde, så sæt kryds ved Spleen United, også hvid det måske ikke umiddelbart er din kop te.
5. DJ Koze – Lørdag, 6. juli kl. 02.00 – Apollo
Det er altid vigtigt med en god ‘efterfest’, og det sørger tyske DJ Koze for på Apollo efter The Cures maratonkoncert på Orange lørdag nat. Den ekstremt erfarne tyske mester mixer house og disco med utallige samples, der nok skal sætte gang i hofterne på selv den trætteste festivalgænger. Hans musik sender tankerne lidt hen imod (hvis man tør sammenligne med) Daft Punk, så kom og oplev en verdensklasse festbestyrer gøre, hvad han gør bedst og slut din Roskilde Festival 2019 ordentligt af.
Februar er overstået, foråret står for døren, og som sædvanligt ser Regnskys skribenter tilbage på den forgangne måned med et overblik over de numre, der var med til at forme den. Denne gang er det blevet til ti numre, og man kan på listen finde alt fra Gents og Girls In Airports til Skee Mask og videre til hårdtspyttende Freddie Gibbs.
Kenton Slash Demon – Tik-Tik
Tik-tak, tiden går, og det har været svært at vente på den danske techno-duo Kenton Slash Demons nye ep, Oli. På tracket Tik-Tik opstår et elektronisk lydbillede af en skrattende græshoppesværm, der frembringer ætsende tonegnidninger med baglårene. Rytmen er repetitiv (næsten en anelse for meget) og sitrer i samtlige fem minutter – kun afbrudt af en enkelt pause, hvorefter den akkompagneres af hule ‘panfløjte-ekkoer’. Lydbilledet passer perfekt til den simple musikvideo, hvor blade badet i noget, der kunne ligne babyolie, synkront slanger sig op og ned i en ‘elektronisk dance’. Et stærkt nummer, hvor rytmen ikke kan udelukke en inspiration fra Jaars – Mi Mujer. (Laura Fromm)
Girls in Airports – Rold Skov
Har du også altid drømt at besøge Rold Skov, men aldrig fået det gjort, fordi Nordjylland simpelthen er for langt et smut på en søndagsudflugt? Så frygt ej. Detceremonielle og minimalistiske jazzband Girls In Airports, som gav en forrygende koncert på Hotel Cecil tidligere på måneden, tager dig med på en hypnotisk skovtur, der er ligeså skøn som optagelserne fra det himmerlandske naturområde i musikvideoen. Med en hæsblæsende saxofon og halvdystre men også lyse rytmer kommer vi helt ind i skovens mørke muld og bliver samtidig løftet højt op over trækronerne i et smukt og opbyggeligt toneunivers. (Laura Fromm)
Freddie Gibbs & Madlib – Flat Tummy Tea
Der er noget, der tyder på, at 2019 kan blive året, hvor vi får den længe ventede opfølger på Freddie Gibbs og Madlibs mesteralbum Piñata fra 2014. Flat Tummy Tea er i hvertfald en spændende teaser, der bestemt holder niveau med de tidligere skæringer. Gibbs leverer rap i maskingeværstempo over Madlibs tunge produktion, der ændrer karakter halvvejs gennem nummeret og giver mere plads til Gibbs, der klinger en anelse som DMX på nummeret. (Nikolaj Boesby Skou)
Bibio – Curls
Jeg forelskede mig i Bibio på gennembrudsalbummet Ambivalence Avenue fra 2009 og i særdeleshed den charmerende Lover’s Carvings, men så mistede jeg alt to år senere på Mind Bokeh og det fjogede, corny og tenderende åndssvage midt-00’er-ironisk-poprock-track Take Off Your Shirt, og siden da har jeg faktisk ikke givet Stephen James Wilkinson en ny chance. Indtil nu, hvor den engelske producer er aktuel med det kommende album Ribbons, hvorfra førstesinglen Curls har fanget min opmærksomhed. Bibio varsler, at albummet er en akustisk genopdagelse af 60’er- og 70’er-psykadelika, soul, ambient og field recordings, og det er præcis denne kombination, der venter lytteren på Curls – krydret med Bibios genkendelige lo-fi-skramlede guitar og et overraskende fingerspids Ringenes Herre-på-besøg-i-Herredet-violinspil. (Morten Bruhn)
Skepta – Wish You Were Here
Grime-godfatherne Skepta og Wiley har haft en mindre beef over Instagram de seneste par måneder. I et forsøg på at få talt ud, tog Skepta til Wileys fødselsdag, men Wiley dukkede ikke selv op, hvilket pissede Skepta af. Det kom der diss-tracket ‘Wish You Were Here’. Hvis nummeret er det første i en lang beef, må den godt fortsætte i lang lang tid, for det får det bedste frem i Skepta. (Nikolaj Boesby Skou)
Skee Mask– 808AB
Skee Masks 2018-album Compro blev på nærværende side hyldet som et af årets bedste albums – og måske også et af årtiets bedste – og nu er den tyske techno-producer klar med første udspil siden da med ep’en 800BB. Her er det pladens lukkenummer, 800AB, hvor Skee Mask bare fortsætter i samme stil fra Compro med sin lige dele indviklede og rørende techno-electro-breakbeat-lyd. Skee Mask kan ikke gøre noget forkert. (Morten Bruhn)
Octavian feat. Skepta & Michael Phantom – Bet
Brandvarme Octavian har fået fint besøg af Michael Phantom og den levende legende Skepta på den benhårde Bet. Et simpelt men hårdtslående beat tvinger de tre rapper til at spytte korte og præcise linjer. Videoen er også værd at tjekke ud; den er holdt i sort/hvid, og det er umuligt at lade være med at nikke med i takt med briterne. (Nikolaj Boesby Skou)
Gents – Smoke Machine
Det er svært at beskrive instrumentet, og selvom det føles ufyldestgørende, er den nærmeste beskrivelse nok, at det lyder som en form for elektronisk tuba. Catchyness’en er kun overgået af omkvædets sang, der klæber sig fast til hjernen som fluer på en lort. Hør ikke nummeret to gange, hvis ikke du er klar på at have Smoke Machine så meget på hjernen, at du har svært ved at koncentrere dig om helt almindelige samtaler og praktiske gøremål. Gents er efterhånden ret populære, men det her kan være nummeret, der i kraft at både genkendelighed – men også et produktionsmæssigt fingerspitzengefühl og elegante detaljer – giver Gents det helt store gennembrud. (Mathias Gavnholt)
Modeselektor – Wake Me Up When It’s Over
Selvom begge er elektroniske, er der langt fra Aviciis Wake Me Up til Modeselektors nummer tyskernes seneste album, Who Else. I hvad der ligner en hyldest til Aphex Twin indledes sangen med forvrængede mandlige stønnelyde som baggrund til lækre layers, der stille og roligt bygger op, som man kender det fra Modeselektors mere “rolige” numre. Nummeret peaker ved at flå lytteren ud af velværen og ind i ny lydboble af trommer i sjette gear og tunge synths, der kører i syvende eller ottende. Der er sket meget, siden tyskernes klassiske komponister dominerede musikscenen, men på trods af at lyden er anderledes, føles Wake Me Up When It’s Over langt hen ad vejen mest af alt som en storladen komposition. (Mathias Gavnholt)
Octavian rapper inden en moshpit. Foto: Johannes Bruun Andersen
De to unge britiske rappere Slowthai og Octavian viste lørdag aften deres høje klasse til JOURNEY fest.s afslutningsbal i Den Grå Hal. De måtte kæmpe med et publikum, der bar præg af at have været en hel aften på Christiania. Pusher Streets funklende lamper havde givetvis lokket en del gæster til sig under de, mildt sagt, knap så heldige koncerter fra Bob Moses og Health. De to nordamerikanske bands var som taget ud af stock photos, du finder, hvis du googler henholdsvis pop rock og metal. Skuffende tandløst udtryk og de var da også genstande for utallige jokes blandt de fremmødte.
Bob Moses spillede desværre ordinær rock denne aften. Foto: Johannes Bruun Andersen
Heldigvis var en stor del af publikum blevet i den kølige hal til aftenens sene lækkerbiskner. Scenen sydede efter at være blevet varmet grundigt op af den britiske upcoming rapper, Flexlikekev, og Slowthai startede med at hælde en kæmpe dunk musikalsk benzin på bålet. Sammen med sin elefanthue-klædte DJ/Hypeman fyrede han den fuldstændigt af med sin intense punkede hiphop. Jeg må indrømme, jeg blev lidt intimideret, da han skreg ’KODAK MOMENT POLAROID PICTURE SHAKE IT YEAH YEAH YEAH’ ind i fjæset på mig med fuldt udspilede pupiller.
Slowthai har en punket og ekstremt direkte attitude, der manglede lidt modspil fra publikum. Rapperen åbnede flere gange op for moshpits, og deltog selv flittigt i dem. Men det var som om gnisten aldrig rigtig blev tændt, på trods af tunge sange som ’Doorman’, ’Drug Dealer’ og ’T N Biscuits’. Jeg tror Slowthai fungerer bedre på et lidt mindre spillested med lavere til loftet, hvor kondensen kan drive ned ad væggene og den aggressive stemning er mere klaustrofobisk, end tilfældet var i Den Grå Hal.
Slowthai sender salver ud mod publikum. Foto: Johannes Bruun Andersen
Så var det blevet tid til den koncert, jeg har glædet mig mest til i dette år; Octavian. Det var tydeligt at mærke, at han spiller i en anden liga end aftenens andre artister. Fra et gennemført stærkt visuelt sceneshow til de knivskarpe shuffle-agtige dansetrin, så sad det hele lige i skabet. Jeg synes ofte, at rap-koncerter handler om at se giraffen og høre ham forsøge at holde trit med et backing track. Octavian havde kun et par ad-libs, men ellers rappede han fuldstændig live og lå stramt på beatet.
Det der adskiller Octavian fra andre fremstormende rappere er hans alsidighed. Han kan gå op og ned i tempo, og springer ubesværet rundt i forskellige genrer, så man aldrig kan gætte, hvad der kommer i næste sang eller vers. Han croonede sjælefuldt på ’Move Faster’ og var helt rå på ’Bet’. Koncerten var endnu en bekræftelse på, at der ikke er nogen begrænsninger for, hvor stor han kan blive, for han har hele pakken. Hvis man var så uheldig at gå glip af briten, kan man heldigvis få rådet bod på det, når han spiller på sommerens Roskilde Festival.
Octavian indhyllet i galaksefarver. Foto: Johannes Bruun Andersen
Tidligere på aftenen viste norske Varnrable og Erika de Casier spændende smagsprøver på talent, der skal blive spændende at følge fremover. De Casier indtog scenen blot med en trommeslager og sin naturlige charme, og delte soleklart ud af sine tågede og mystiske popsange.
Erika de Casier under sin koncert. Foto: Johannes Bruun Andersen
Mystik var der også rigelig af da rockens Young Thug, Yves Tumor spillede. Efter at have smidt fotograferne væk fra fotograven, gav han stort set hele sin koncert på hegnet foran publikum. Hans unikke genreblandinger er svære at sætte ord på, så jeg vil anbefale at høre hans, efter min mening, bedste nummer ’Noid’. Det blev også leveret ekstremt stærkt, og det er mig en gåde, hvordan en næsten to-meter-høj mand kan vogue så nænsomt, mens han brøler sine tekster ud.
Alt i alt var JOURNEY fest. i Den Grå Hal en pose blandede bolsjer. De navne jeg havde glædet mig mest til leverede 100%, men de positive overraskelser udeblev desværre. Måske havde det gavnet at lægge arrangementet i en lidt mindre venue, der havde givet plads til mere nærvær og intensitet mellem publikum og kunstnerne. Men det var også fedt at kunne skeje ud på forreste række som kæmpe uk-fanboy.
Der er 23(!) navne på plakaten, når smash!bang!pow! afvikler JOURNEY fest. i denne uge. Det kan være lidt uoverskueligt at tage stilling til hvilke aftener, man skal tage afsted til, så her kommer de seks koncerter, du ikke må gå glip af.
Octavian – Hvor? Den grå hal – Hvornår? Lørdag d. 23/2
Jeg har glædet mig sindssygt meget til at opleve den britiske rapper for første gang i Danmark. Han måtte desværre aflyse sidste gang Journey løb af stablen, men nu skulle alt være klar til, at man kan få lov til at høre hans unikke blanding af grime og house live. Briten er ekstremt dygtig til at indfange alle facetter af byen og klubben, op- såvel som nedture. Hans tekster og omkvæd er catchy uden at blive for poppede. Der kan ikke herske nogen tvivl om, at han bliver en af fremtidens helt store stjerner. Hør ‘Lightning’, hvor han udvælger elementer fra forskellige genrer, og sammensætter dem til netop hans dybt originale udtryk.
Slowthai – Hvor? Den grå hal – Hvornår? Lørdag d. 23/2
Endnu en meget spændende ung uk-rapper, der har et lidt mere råt udtryk end Octavian. Tempoet er højere og generelt mere punket og direkte. Den lidt skingre stemme har en utrolig intensitet, der griber lytteren ved første lyt. Jeg synes at kunne høre en snert af The Streets en gang i mellem, men for det meste bliver jeg bare slynget rundt i Slowthais fråde-om-munden, aggressive univers. Se bare den Trainspotting-inspirerede musikvideo til hans seneste single ‘Doorman’:
Homeshake – Hvor? Pumpehuset – Hvornår? Onsdag d. 20/2
Canadiske Homeshake kommer til København med et dugfrisk album ‘Helium’ i bagagen. Peter Sagars soloprojekt er et finurligt et af slagsen. Her er der plads til søde melodier og brede synthflader, mens Sagar synger sine skrøbelige tekster. Musikeren kommer fra Montreal, og han indfanger den kulde, vi kender fra de mørke måneder, men krydrer det med det lys vi inderligt længes efter.
Varnrable – Hvor? Den grå hal – Hvornår? Lørdag d. 23/2
Varnrable har kun udgivet tre numre, men de holder allesammen højt niveau. Det er spændende at se, hvad den norske sangerinde har at byde på i forhold til at skabe et liveshow, men hvis det bare er i nærheden af singlerne, kan man godt begynde at glæde sig. ‘On/Off’ pulserer lidt som en lampe, der står og flimrer, så man bliver lidt irriteret, men samtidigt draget ind og vil se nærmere.
Yves Tumor – Hvor? Den grå hal – Hvornår? Lørdag d. 23/2
Sidste efterår udgav Yves Tumor albummet ‘Safe In The Hands of Love’, der var en af årets stærkeste og mest interessante plader i min bog. Pladen svingede rundt i mange forskellige genrer og tempi, og det er svært at klassificere Yves Tumors stil. Jeg glæder mig til at lade mig suge ind i malstrømmen, og lade mig snurre rundt til fx ‘Honesty’. Amerikaneren har også arbejdet sammen med bl.a. Blood Orange, så måske man også kunne forvente noget fra den skuffe?
Obongjayar – Hvor? Store Vega – Hvornår? Fredag d. 22/2
En glat blanding af afrobeat, soul og elektroniske beats giver nigerianske Obongjayar en unik lyd. Modsætningerne mellem de forskellige genrer har skabt en lille oase, hvor sangeren har sat sit telt op for en stund, før han drager videre mod nye indflydelser. Men mens han er, hvor han er, spiller han heldigvis en koncert, man helst ikke skal gå glip af.
Først og fremmest vil vi sige jer tusind tak for jeres selskab i løbet af 2018, som snart lakker mod enden. Som flere af jer måske allerede har bemærket, er vores blog nu 10 år gammel, og selvom vores produktivitet i løbet af året måske ikke bevidner det, har det været et rigtig godt år. Vi håber, at I også vil sidde tilbage med samme fornemmelse, når I har læst og lyttet til Regnsky-skribenternes bud på de albummer fra i år, der for alvor skiller sig ud. Og ikke nok med, at det har været et stærkt år – det har også været et mangfoldigt år, og selvom vores liste bærer præg af alt fra dansksproget lofi-pop til dronningen og kongen af indie rock og videre over til banebrydende hiphop, så kan ingen årsliste illustrere den tætte urskov af kreativt liv, som dansk musik bærer rundt på.
Og det skal vi værne om. Problemet er, at det ikke er alle, der gør dette. Om et år skal vi takket være politisk besluttede nedskæringer i DR vinke farvel til radiostationerne P6 Beat, P7 Mix og P8 Jazz, der har spillet og spiller en stor rolle i formidlingen af skæv og nichepræget musik. Og netop mangfoldigheden savner også et skub, når man kigger på det (snart) forgangne års festivalprogram. Kvinderne er underrepræsenterede, nogle steder mere end andre. Tinderbox er den helt store synder, og her lyder undskyldningen, at deres bookere særligt lider under, at der findes så få kvindelige dj’s. Det er bare ikke rigtigt. Og vi slutter i hovedstaden, hvor politikerne på Københavns Rådhus forsøgte at få implementeret nye og mere restriktive støjgrænser for aktiviteter i Københavns byrum. Den nye grænse skulle gå på 60 dB, lød forslaget i det kommunale forskrift. Det er et støjniveau, vi kender fra en almindelig samtale mellem to mennesker. Men takket være en stor protest mod forslaget samt en underskriftsindsamling, der genererede 27.000 underskrifter mod forslaget, besluttede Teknik- og Miljøudvalget i sommer, at forskriftet for udendørs musikarrangementer skal ændres. Så vi holder vejret til foråret 2019, hvor et nyt forskrift efter høringssvar bliver fremlagt.
Og mens vi gør det, må vi blive ved med at kæmpe for de bedste vilkår for musikkens strømninger. Men nu er det tid til at kigge tilbage på de særligt positive ting, som musikåret bød med sig.
Against All Logic – 2012-2017
Det kan komme som lidt af en overraskelse, når en personlig favorit har udgivet at album, som man slet ikke har opdaget. Det er nemlig Nicolas Jaar, der står bag Against All Logic, som inden 2012-2017-udgivelsen kun havde udgivet enkelt numre. Men i modsætning til Nicolas Jaars eget og hans fantastisk Darkside-projekt er 2012-2017 enormt udadvendt og i højt tempo. Det er tilbage til klassisk house, men med en mængde af samples, der i størrelse kan måle sig med Kanyes megalomani. Ja, han sampler faktisk Kanye på et nummer. Et komplet album, der minder om et DJ-sæt i opbygningen – hvor man hele tiden spidser ører og lytter efter, hvad den næste musikalske godte mon består af. (Mathias Gavnholt)
Alle – Dine Pæne Øjne
Ja, et tilbagelænet pop-album med banale tekster som “Selvom du er sød // Ka’ du godt vær’ fræk // Selvom du er blid // Ka’ du godt vær’ fræk” kan sagtens gøre sig til blandt årets bedste plader. For bag aliaset Alle gemmer sig den dygtige house-producer Natal Zaks (DJ Central), der træder helt nye pop-græsgange med albummet ‘Dine Pæne Øjne’. Legende let, lakonisk og næsten kurrende går han igennem centrale følelser for ethvert ungt hjerte. Zaks’ producerbaggrund skinner dog stadig igennem, for det er et popalbum, der værner meget om sine instrumentaliseringer. Igennem ‘Dine Pæne Øjne’ er den skramlet og legesyg, med få armbevægelser og bestræbelser når den rigtig langt ind i hjertekulen på denne lytter.
Beach House – 7
Baltimore-bandet gjorde det igen på 7. De inviterer lytteren med på en vidunderlig drømmeodyssé, når tonerne flyder ud af højtalerne, og man lader sig rive med. Jeg synes, Beach House formår at udviske grænserne i deres musik, uden det bliver mudret. På den måde er 7 en helhedsoplevelse, og derfor fortjener den at være et af årets vigtigste albummer. (Nikolaj Boesby Skou)
GDRN – Hvað ef
I år har jeg været så heldig at opdage den islandske sangerinde GDRN, og sikke et dejligt bekendtskab. GDRNs debutalbum Hvað ef består af bløde og dybe elektroniske elementer med en særlig nordisk kant, især tilføjet af det smukke og – i mine ører – mytiske islandske sprog. Albummets højdepunkter er efter min mening titelsangen Hvað ef, Það sem og Ein, men jeg synes, at alle sangene fortjener et lyt – eller mange. GDRN er i hvert fald blevet en fast del af min playliste, og jeg håber, at der er nye udgivelser på vej fra det høje nord i 2019. (Line Mortensen)
Janelle Monáe – Dirty Computer
Et fuldkomment mesterværk. Mindre vil jeg ikke kalde Janelle Monáes fuldstændig fantastiske album Dirty Computer. Med en lang video, der binder alle sangene sammen og fremviser Monáes dybe og samfundskritiske sangskrivning, blæste den amerikanske sangerinde mig fuldstændig bagover, da “Dirty Computer” blev allemandseje. Det er en næsten umulig opgave for mig at fremhæve enkelte sange på den helhedsoplevelse, som “Dirty Computer” er, men hvis man har hengivet sig til at streame singler fremfor albummer, så vil jeg alligevel sige, at man bør smide powersangen Django Jane, førstesinglen Make Me Feel og den geniale Pynk på playlisten i første omgang. Men igen …. hele albummet fortjener en plads. Nu kan jeg ikke gøre andet end at krydse alt, hvad jeg har, og håbe på, at Roskilde Festival offentliggør Monáe. (Line Mortensen)
Jon Hopkins – Singularity
Klassisk musik og house er to genrer, man normalt ville tænke er noget langt fra hinanden. Det er det ikke på Singularity, hvor smukke, følelsesladede klaversekvenser bliver bundet sammen med Hopkins’ velkendte house. Singularity er i den grad en enhed, og det er umuligt at anbefale et nummer, for det hele hænger sammen – og det er det, der gør Singularity så fantastisk. (Mathias Gavnholt)
Kali Uchis – Isolation
Den colombianske sangerinde debuterede med et brag. Isolation er en smuk blanding af latinamerikanske rytmer og diva-pop. Kali Uchis har samlet et stærkt hold bag sig med producere som Kevin Parker og Damon Albarn. Det er et meget alsidigt album, men Uchis stemme er den røde tråd, der binder alle de musikalske indtryk sammen. Det er absolut noget af det bedste, 2018 havde at byde på. (Nikolaj Boesby Skou)
Octavian – Spaceman
Spaceman var et forfriskende originalt pust ind i en genre, der har stagneret de seneste par år: OVO-lyden der kendes fra PartyNextDoor, Roy Woods, Bryson Tiller osv., og som også har været populær herhjemme. Octavian har taget den melankolske R&B og givet den et drys af grime og house, og nu har lyden fået en helt ny smag. Jeg glæder mig helt vildt til at opleve ham på Journey-festival og på Roskilde festival til sommer. (Nikolaj Boesby Skou)
Pusha T – Daytona
Pusha Ts Daytona var en del af et spændende projekt, Kanye West havde gang i i 2018. De kompakte og korte albums blev spyttet ud henover sommeren til overvejende positiv modtagelse. Jeg synes, Daytona er den skarpeste, og jeg kan ikke få nok af Virginia-rapperens raspende røst. Han lyder så gritty uden at kamme over i en parodi. Der er en helt vild nerve på ’Daytona’, og man bliver blæst bagover fra første sekund. (Nikolaj Boesby Skou)
Robyn – Honey
Årets tre bedste tracks kunne meget vel alle sammen være fra Robyns nyeste album, for det er fyldt med catchy hits. Et album, der på trods af, at Robyn fik sit gennembrud i 90’erne, føles enormt aktuelt. Det er moderne, men det er samtidig tidløst, og det er meget sjældent, at et album formår det. Det eneste andet, jeg kan komme på, der for nylig har præsteret det samme, er A Tribe Called Quests We got it from here… Thank you for your service. Robyns ærlighed og geniale tekster er alt andet end fraværende og balancerer som altid på grænsen mellem konkret og abstrakt, så alle kan være med, men ingen mangler noget at tænke over. (Mathias Gavnholt)
Skee Mask – Compro
Hvis Boards of Canada var tyskere og lavede techno – så ville det muligvis lyde noget meget i retning af Skee Masks Compro, der for mig står som årets absolut bedste elektroniske album – og potentielt også et af de bedste fra det seneste årti. Skee Mask aka Brian Müller er simpelthen et naturtalent og til at programmere trommer og til at skabe sjælerensende ambience. Compro er et album med mange udtryk – se bare overgangen fra Dial 274 til VLI – men det er også stærkt centreret omkring Müllers mesterlige fornemmelse for soundscapes, stemninger og en art techno, både egner sig på et dansegulv men i høj grad også til hjemmelytning. Og der er vi tilbage til Boards of Canada-associationerne. For ligesom med det skotske brødrepar er der med Skee Mask mulighed for at opdage nye musikalske hjørner og referencer ved hver gennemlytning. Et helstøbt og langtidsholdbart mesterværk.
Tove Styrke – Sway
Det perfekte popalbum kom i år fra den svenske sangerinde Tove Styrke. De ni sange, der er at finde på Sway, passer perfekt ind i samme lydunivers med Styrkes vokal i fokus. Med personlige højdepunkter som On The Low og On A Level synes jeg, at svenskeren sætter barren utrolig højt. At hun også har valgt at inkludere et cover af en af mine favorit-sangere, Lorde, gør kun albummet endnu bedre. (Line Mortensen)
V/A – Kulør 001
Det efterlod et musikpublicistisk techno-tomrum i København, da Najaaraq Vestbirk (Courtesy) og Sara Svanholm (Mama Snake) i foråret indstillede arbejdede med pladeselskabet Ectotherm, der siden begyndelsen i 2016 nåede at udgive fem ep’er med lokale producere. Men det var to skridt tilbage og tre skridt frem, for ud af Ectotherm-asken hejste Courtesy egenhændigt det nye pladeselskab Kulør, hvis første udgivelse – der udkom i oktober – er en 12 numre lang kompilation med nyt materiale fra de københavnske techno-aktører. Og resultatet er både vellydende og noget, som scenen skal bryste sig med stolthed over. Musikken er med sit høje tempo først og fremmest skabt til natklubberne, men der er også produktioner, der løfter sig op fra dansegulvet. Schackes Automated Lover, IBONs No Sleep, Sugars Drowner og Funeral Futures ‘Heute Nicht kryder langsommeligt opbyggende melodier med hårdhudet techno-emotionalitet og 90’er-trance – bare uden de ironiske laserlys-indbydende breaks. (Morten Bruhn)
Yves Tumor – Safe In The Hands Of Love
Årets grænseeksperimenterende succeshistorie tilhører amerikanske Sean Bowie aka Yves Tumor. I efteråret udkom han med den selvbiografiske og åbenhjertige ‘Safe In The Hands Of Love”, der kombinerer dream-pop, noise og sløret 90’er-r’n’b, og som er fyldt med en masse følelser, så de nærmest er ved at flyde over. Det er på en måde pop, men ligesom med de musikalske artsfæller Arca og Mykki Blanco flyder han frit uden om regler og konventioner – og det gør han med stor succes og bred appel.
