Et af de mest omdiskuterede punkter i festivalsregi de sidste fem år er den nye tendens med såkaldte DJ-koncerter. Kan man virkelig tillade sig at smække en DJ op på en stor scene og kalde det en koncert, når man lige så godt kunne have tilsluttet en iPhone med Spotify, og det ville give den samme oplevelse?

Jeg kan huske diskussionen for alvor tog fart omkring Deadmau5’ koncert på Roskilde tilbage i 2011, hvor Politiken gav koncerten 1 ud af 6 stjerner. Status her fem år efter er, at tendensen er blevet umulig at ignorere. Når man kigger på årets Northside-program, så er nogle af de tungeste trækplastre helt sikkert de elektroniske navne. De sidste to år har der også været elektronisk på programmet, men det var i form af “sikre” navne som Röyksopp feat. Robyn og Underworld sidste år, der dog begge formåede at få noget live-stemning ind over med sang fra scenen. I år har opbudet af elektroniske navne gjort sit indhug i plakaten, og derfor er det relevant at diskutere og kigge på, om den satsning har været en succes fra arrangørernes side, fordi det i høj grad er en udvikling fra de tidligere års indierock-prægede programmer.

Digitalism

Jeg nåede desværre aldrig selv til Digitalism. Derfor bad jeg min enormt entusiastiske ven Thomas Laumark om at fortælle, hvad han synes om koncerten:

“Hvor The Chemical Brothers holdt sig fuldstændig anonyme gennem et overvældende sceneshow valgte Digitalism at hænge et halv-gennemsigtigt gardin op, der slørede deres tilstedeværelse på scenen. Det fungerede godt til formålet: at lade fokus være på musikken og publikum, som havde en fest sammen. Der opstod en trancestemning i de mindre drop-baserede numre, mens man rigtig kom i håndgemæng med sin svedige sidemand til numre som “Wolves” og den nye “Utopia” – de to stod helt klart ud som de største publikumsfavoritter.
Drengene spillede oveni Lukas Graham, hvilket gjorde det til en lukket fest for de indviede, som ikke valgte det ‘kendte’ og ‘mainstream’ over en til tider krævende techno-fest. Men det gjorde samtidig, at det var en ren pølsefest, mens kæresten var parkeret til fællessang på Grøn Scene.”

The Anonymous Brothers

I mine øjne er The Chemical Brothers den absolutte sværvægter af de elektroniske bookings. Vi har at gøre med en gruppe, som har domineret den elektroniske scene siden 90’erne, og som så sent som sidste år udsendte albummet “Born in the echoes”, der affødte flere sublime numre som “Go” og “Wide Open”. Vi snakker om en gruppe, som har headlinet Roskilde Festivalen i 2008, og som altid er højaktuelle. Jeg er ikke enig i tesen om, at de skulle være has-beens og et par år for sent ude som f.eks. Underworld måske var det. Publikum på Northside har alligevel alderen til at huske dengang, hvor de rigtigt store hits blev udsendt.

Derfor var forventningerne til fredagens koncert da også absolut de højeste fra min side af. Jeg forventede, at så stærke hitmagere og rutinerede DJ’s kunne levere et act på højde med Underworld sidste år.

Det kunne de desværre ikke.

Hvor Underworld var tilstedeværende og frontman Karl Hyde sang fra scenen og talte til publikum, var The Chemical Brothers til dato det mest anonyme, jeg har set. Det var som om, at vi ikke måtte se, hvem der var på scenen. Der var slukket for storskærmen, og man blev forsøgt distraheret med sindssyge visuals i stedet. Det kan godt være, det bare er mig, men jeg var altså kommet for at se The Chemical Brothers spille. Det blev dog så anonymt, at det lige så godt kunne have været DJ Palle Pis fra den lokale i Skanderborg, de havde hevet ind og givet en setliste i hånden. Det er problematisk, fordi oplevelsen af at det var live-musik vi havde med at gøre overhovedet ikke var til stede.

Vi fik dog serveret alle klassikerne som “Block rockin’ beats” og “Galvanize” over “Hey Boy Hey Girl”, og jeg kunne da ikke holde mig fra at begynde at svinge mine 198 cm i den mest akavede facon, jeg har lært, fordi det jo bare ER god musik, de har lavet. Det kunne bare lige så godt have foregået hjemme på mit Marshall-anlæg via Spotify, som det kunne have foregået i Ådalen.

Jamie XXX-rated

Det er virkelig svært at vide, hvad man skal forvente, når et DJ-sæt starter med Joy Divisions “Atmosphere”, men man ved hurtigt, at det bliver noget helt andet, end man har oplevet før. Det fungerede som en perfekt teaser til den kommende koncert, fordi det hurtigt gjorde, at folk ikke vidste, hvad de skulle forvente, og dermed brød Jamie XX alle forhåndsforventningerne op. Han kunne gøre præcis, hvad han ville herfra. Anonymiteten var ingensteds at spore, og vi fik lov til at se på Jamie XX og hans sublime DJ-skills fra scenen. Vi så ham også rode sine vinyler igennem, næsten for lige at markere at han ikke helt på forhånd havde besluttet, hvad der skulle spilles. Hvis det var tilfældet, så får han kun endnu flere point her fra, fordi en god DJ skal kunne spille op til sit publikum. Det udløste sig i musik med så lækre beats, at det gjorde sommernatten et par grader varmere.

Jeg må indrømme, at når der bliver mikset så meget, som Jamie gjorde, så er det svært at høre, hvilke numre der bliver spillet, og jeg kendte ikke hans egen musik så godt på forhånd ud over The XX, men det fungerede så fint som den lørdagsfest, det skulle være, og det var ikke nødvendigt at kunne synge med på sangene, det var mere relevant, om der kunne danses til beatsne. Og det kunne der i aller højeste grad. Jamie er en fantastisk dygtig DJ, og det var det, han var kommet for at vise. Jeg har ikke en finger at sætte på ham, og jeg synes det var det elektroniske højdepunkt fra årets program.

Flumes orbassme

Flume, Flume, Flume… Hvor skal vi starte?
Jeg elsker Flume, og jeg har skamhørt hans nyeste album “Skin”. Han er så uendeligt dygtig til at skabe nogle helt unikke lyde, og man kan se, hvordan han er gået fra at være endnu et mærkeligt navn på programmet på Roskilde i 2013 til at være et must see på Northside i 2016. Han har kun udgivet to albums (og en millard remixes), men de er begge to så nyskabende og gennemførte, at det var svært ikke at klappe i sine fedtede fingre, da NorthSide havde booket ham.

Harley Edward Streten, som Flumes borgerlige navn lyder, er en ung mand både aldersmæssigt men også musikalsk, men han vidste præcis, hvad publikum ville have. De ville have ham. Han er en flot mand, og han kom selvsikkert ind på scenen med sine solbriller på og et kækt smil på læben. Han er en superstjerne, og han ved det godt. Den attitude passer godt overens med hans musik, der svinger fra ultrapoppet til uudhørligt eksperimenterende. Publikum fik ham, og publikum fik lov til at høre alle de sange, de havde håbet på fra både gammelt og nyt album. Der var “Never be like you” og “Holding On”, og der var selvfølgelig en afslutning med Disclosures “You and Me”, som Flume lavede et ok succesfuldt remix af…

Der var heller intet forsøg på at være andet end en DJ, og musikken lød præcis som på pladen. Faktisk lød musikken så meget, som på pladen, at jeg forsøgte at “Shazamme” et nummer, jeg ikke kendte. Bare for at vi er på samme side, så er Shazam en app, du kan holde op til din radio, hvis du er i tvivl om hvad en sang hedder. Den kan genkende musikalske mønstre og dermed fortælle dig, hvad nummeret hedder. Netop derfor burde det ALDRIG være muligt at kunne Shazamme noget til en live-koncert, men det fangede sgu uden problemer det nummer, jeg ikke kunne genkende:

Og pga. den detalje, så ved jeg virkelig ikke, hvad jeg skal mene om Flumes koncert.

Han kom, han spillede sine hits direkte fra albummet og han skred igen. Det var historien om Harley Edward Stretens besøg i Ådalen.

Cari-boss

Peter kunne ikke skjule sin begejstring over Caribous søndagskoncert, og blev nødt til at skrive en anmeldelse af koncerten. Jeg er så uendeligt enig med Peter. Det var en helt anden tilstedeværende oplevelse. En magtdemonstration som Peter pointerede. Måske endda en underspillet fuckfinger til de andre elektroniske musikere, fordi Dan Straith spillede elektronisk musik med orkester. Alle var klædt i hvidt, og så uformelt som det kunne være, havde Dan ikke engang sko på. Til gengæld havde han lilla sokker på med store huller i. Det var så nede på jorden, og det klædte programmet at slutte af med Caribous tightness og talent. Det var en perfekt blanding af alt det, som de andre navne gjorde rigtigt.

Honorable mention skal gå til AV AV AV og Den Sorte Skole, som jeg ikke var til stede hos, da de lå oven i Jamie XX og The Chemical Brothers. Af erfaring ved jeg dog, at de begge er så dygtige, at det sikkert også har været en oplevelse. Gode alternativer hvis man ikke var i hovednavns-humør!

Konklusionen på Northsides elektroniske program må være den, at det i høj grad har været et sats fra arrangørernes side, men at der dog alligevel har været en enorm alsidighed navnene imellem, hvilket gjorde, at ikke to af koncerterne på nogen måde var ens. Og det er den største styrke, jeg kan komme på, fordi netop kritikpunkterne af DJ-koncerter oftest er, at de jo bare står og vender plader. Nu var det dog (heldigfuckingvis) ikke David Guetta, der var booket, og alle acts passede fint ind i årets program. Cadeau til NorthSide for at tage hånd om DJ-tendensen, som efterhånden må kunne konkluderes at være kommet for at blive. Husk på succesen, når I skal sammensætte næste års program. I sælger sikkert også flere fadøl, hvis der er rave kl. 1 fremfor en tudekoncert med et melankolsk indieband, og Ådalen kan sagtens håndtere en endnu større fest.

Man kunne også sagtens begynde at satse på navne, der ikke er sikre. Folk går alligevel bare efter lyden af bass, når klokken er kvart i fadøl om natten.