Tag: Northside (4 indlæg)

Opdagelse

Månedens bedste tracks: Marts 2019

Af Mathias Gavnholt den
Mars og Hollys nye udspil imponerede i marts. Foto: Brian Raaby Andersen.

Holder det, når en norsk sangerinde forsøger sig med et Cher-cover? Kan Tame Impala stadig noget efter mange års pause? Og bliver der overhovedet lavet nye numre, der passer perfekt til et roadtrip? Ja, lyder svaret, og det er alt sammen blevet bekræftet i løbet af marts måned.

Astronaut – New York 

Jeg har tidligere beskrevet min beundring af det danske indie-rockband Astronaut i forbindelse med udsendelsen af deres første single Inside An Atom, som er et sneak-peak på deres debutalbum Silence One, der udkommer senere i foråret. For at lette spændingen bare en smule, har de fem flamboyante århusianere været så generøse at diske op med endnu en delikat forsmag inden albummet rammer gaden. Smagsprøven hedder New York og er en sammensmeltning af 70’er pop ekstravagance og space noir, der bliver tilført en excentrisk vibe af nutidig New Yorker lyd og disco rytmik, der får mig til at tænke Vinnie Who, og at jeg ikke kan stå stille, når jeg lytter til det. (Laura Fromm)

  • Astronaut kan opleves live den 17.04 på Radar i Aarhus  eller den 10.05. på Beta i København.

Okay Kaya – Believe 

Den norske sangerinde Okay Kaya, som nu (apropos Astronauts nye single) er flyttet til New York, er for mig en af de mest håbefulde stjerner på indiepoppens himmellegeme, hvor kun de bedste får lov at brænde igennem. Der er noget utrolig fint og skrøbeligt ved den unge sangerindes silkebløde og harmoniske lydunivers, der samtidig emmer af enorm styrke og ærlighed. Da jeg først så, at hun havde begivet sig ud i en coverudgave af Cher’s Believe begyndte de blasfemiske alarmklokker at ringe, men da jeg spændt og noget skeptisk gav nummeret en chance, blev jeg overvældet af en lavmælt og jazzet udgave, hvor Okay Kayas nonchalante og satinagtige vokaler hurtigt bevidner om, at det faktisk er muligt at rykke bare en anelse ved en klassiker, som man ellers troede stod urokkeligt. (Laura Fromm)

  • Okay Kaya kan opleves live i VEGAs Ideal Bar den 20.04, og jeg har meget svært ved at vente! 

Mars & Holly – Anker Hos Dig

Den spritnye danske duo Mars & Holly udgav tidligere på måneden deres debut-EP Lårkorte Tanker, og jeg har flere gange ærgret mig over, at jeg ikke kunne finde tid til at skrive om den forrygende dejlige, dansksprogede EP. Jeg har skamlyttet EP’en, og derfor er det også oplagt, at der skal et nummer med derfra. Mit valg er faldet på Anker Hos Dig, som er en vaskeægte synthpop-basker. Nummeret er knivskarpt produceret af duoens ene halvdel – det tidligere The Minds of 99-medlem Mikkel Bech-Hansen – der sammen med vokalist og pianist Amy Horn udgør Mars & Holly. Men trods den rene pop-produktion er der stadig plads til leg og opfindsomhed, og jeg synes konstant, at jeg opdager små, nye detaljer for hver gang, jeg lytter til Anker Hos Dig. (Peter Pishai Storgaard)

    • Man kan i øvrigt opleve Mars & Holly på Radar i Aarhus på fredag den 12. april og dagen efter i Ideal Bar i København; begge aftener varmer de op for JÆRV.

Middle Kids – Real Thing

Hvis man var i tvivl om, hvorvidt sommeren nærmer sig, er man det ikke, efter at have lyttet til australske Middle Kids seneste udspil. Real Thing er et jangly postpunk-nummer om den livslange jagt på meningen med livet – hverken mere eller mindre. Nummeret er en forløber til bandets kommende mini-album New Songs For Old Problems, der udkommer til maj, og er for mig det perfekte soundtrack til et roadtrip gennem den australske outback – eller op gennem de svenske skove, hvis man ikke orker at køre helt til bandets hjemland. Det er fandme the real thing. (Peter Pishai Storgaard)

      • Middle Kids har endnu ikke offentliggjort en koncert i Danmark, men mon ikke det kommer – de er i hvert fald i London i slutningen af juni. Indtil da kan man se frem til mini-albummet New Songs For Old Problems, der udkommer på Lucky Number den 24. maj.

Tame Impala – Patience

Som en perfekt afbalanceret drink, rammer Patience med Tame Impala alle de rigtige steder. Hvis Patience var en cocktail, så var den med masser af citrus, uden at være sur, frugtig uden at være sød og med masser af alkohol for pengene. Jeg har muligvis arbejdet lidt for meget som bartender på det sidste, så hvis den skal tages bogstaveligt, så har Kevin Parker skruet et nummer sammen, der formår at være rock’et uden at være indie-stereotypt, poppet samtidig med at det er udfordrende, og originalt mens det stadig er nemt at lytte til. Propper man lidt inderlighed og kløgtig tekstskrivning i shakeren, så har man Tame Impalas nye tørstslukker. (Mathias Gavnholt)

  • Tame Impala kan opleves på Northside den 6. juni. Og de er vanvittige live. Faktisk vil jeg gå så langt som at sige, at hvis du er på festivalen, og du undlader at se koncerten, så skal du seriøst overveje at søge noget hjælp.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opdagelse

Tame Impala er tilbage med første nye nummer i fire år

Af Morten Bruhn den

Tame Impala er tilbage! Inden deres koncert ved Saturday Night Live – og inden deres koncert på Northside til juni – har den australske psychrock-gruppe spyttet det første nye nummer i fire år ud, Patience.

Og Tame Impala-frontmanden Kevin Parker virker til at være godt klar over, at fans har ventet længe på ny lyd siden det fremragende album Currents fra 2015. Kevin Parker starter i hvert fald ud med at synge ‘Has it really been that long?’. Og ja, Kevin, det har sgu været så længe siden. Men ventetiden kan man næsten tolerere, når man lytter til Patience. Nummeret har en god LCD Soundsystem-vibe over sig med pianostabs og bongotrommer, mens den for gruppen kendetegnende flangerlyd – I ved, den der kører ooooooooooop og neeeeeeeeeeeeeed – fortsat lever videre.

Med til historien hører det, at Kevin Parker i løbet af de seneste par år har samarbejdet tæt med blandt andre Mark Ronson, Lady Gaga, Theophilus London og Travis Scott, ligesom Tame Impala ventes at udgive et fjerde album i løbet af 2019. Om Patience er en del af dette album, vides endnu ikke.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Livestemning

The Blaze tvang publikum til at danse med hinanden

Af Nikolaj Boesby Skou den

En kæmpestor firkantet UFO er landet på scenen søndag aften i Store Vega. På gulvet og balkonen vrimler det med mennesker, der er kommet for at se fænomenet. Med ét slukkes lyset i salen, og The Blaze byder velkommen med nummeret ’Prelude’. Publikums øjne retter sig mod rumskibet på scenen, hvor aftenens første film projekteres op på kubens hvide vægge.

Måske er folk bare betagede af de forbløffende smukke videoer, der ledsager house-musikken, men de virker en anelse forvirrede over, hvordan de skal reagere, og med god grund. De to franske Alric-fætre, der udgør The Blaze, står nemlig ikke til frit skue, men holder sig skjult bag videoerne. I et interview med Spotify, siger de, at de gerne vil have publikum til at forstå, at deres musik og videoer er uadskillelige, og kuben er deres redskab til at indprente konceptet hos deres festglade publikum. Efter to numre glider dørene til UFOen op og afslører de to franskmænd stå og synge og spille midt på scenen. Nu kan publikum endelig rigtigt få udløst deres energi, og der lyder et vaskeægte jubelbrøl op mod de to aliens.

Når jeg sammenligner The Blaze med rumvæsner, er det fordi de på mange måder distancerer sig fra deres publikum. For det første er de trukket tilbage på scenen og starter koncerten uden at være synlige. For det andet står de to mænd i stærkt modlys under hele koncerten, så man kun kan se deres silhuetter. For det tredje er vokalen i The Blazes musik anonymiseret ved at blive pitchet ned, så det lyder som en sløret stemme i en krimi-udsendelse. Lyt bare til ‘Heaven’:

Man skulle tro, at The Blazes dehumanisering burde gøre musikken kold, maskinel og koncerten umulig at relatere til, men resultatet er det diametralt modsatte. Netop fordi kunstnernes personer ikke fylder meget, tvinger det publikum til at være nærværende, og musikken får sin sjæl fra de mennesker, der hører den og danser til den. De sætter høje krav til gæsterne, og de skal komme hinanden ved, før det fungerer. – Og det gør det. Stor cadeau til alle, der var med til at skabe den stemning søndag aften.

’The Blaze’ står for at skabe stemninger, der støttes af den visuelle del af showet. Lys og lyd teleporterer os til Algeriet eller Paris, og man kan nærmest dufte, hvordan de varme himmelstrøg suser ind igennem salen på Vesterbro. Det var rent ud sagt lige, hvad jeg havde brug for, og absolut den bedste koncert jeg har oplevet i år. Heldigvis har du muligheden for snart at høre dem (igen), når de spiller på Northside Festival til sommer.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Feature

SKYSKRABERE 2018: Årets bedste koncerter

Af Mathias Gavnholt den
Årets bedste koncerter udvalgt af Regnsky-skribent Mathias Gavnholt (Grafik: Magnus Søholt)

At lave en liste over årets bedste koncerter baseret på samtlige koncerter i 2018 er noget nær umuligt. Og man skal da også tage det forbehold, at der helt sikkert er en del koncerter, som ikke er taget med i overvejelserne. Men de festivaler og koncerter, jeg har set, er til gengæld nøje udvalgt. Det er eksempelvis helt bevidst, at jeg ikke har set Fredagsrock med Rasmus Seebach, men ufrivilligt, at jeg ikke har været på Heartland for at se Oneohtrix Point Never eller på Tinderbox og se Depeche Mode. Det er der kommet denne liste ud af i et 2018, hvor der ikke har været én koncert, der var længder bedre end de andre, men rigtig mange der var rigtig gode.

10. The War on Drugs, Green Stage, Northside

Ikke så meget bullshit. Bare en koncert med indlevelse og musikalsk fingerspiztengefühl nok til, at det skaber en intim stemning og et fællesskab mellem band og publikum. Der bliver ikke snakket til publikum, men musikken taler for sig selv.

9. Smerz, Gloria, Roskilde Festival

De skrøbelige og følsomme stemmer fra de to norske kvinder flankeret af bastunge melankolske melodier fungerer perfekt i et røgfyldt, mørkt og intimt Gloria. Duoen tilføjer teateragtige gimmicks med blandt andet olieindsmurte og veltrænede mænd, der træner på ribbe, bare bryster og et utraditionelt modeshow med skarpe politiske budskaber.

8. Kokoko!, Avalon, Roskilde Festival

Kokoko!s historie er ret vild. Kort sagt ville bandet gerne lave elektronisk musik, men var så fattige, at de måtte bygge instrumenter ud af skrald. Det lægger de ikke skjul på, når de optræder live, og som publikum spotter man også hurtigt et instrument, der bogstaveligt talt bare er et stativ med to dåser flåede tomater. Men Kokoko! er meget mere end en god historie. Bandet har en vanvittig energi på scenen. De crowdsurfede blandt publikum og efterlod flere fans råbende på mere Kokoko! op mod ti minutter efter, koncerten var slut.

7. Khruangbin, Pumpehuset

“Oh, we know how to rock, Denmark”, siger Mark Speer, da det texanske thaifunk-band lægger an til publikumsfavoritten ‘People Everywhere (Stil Alive)’. Og det gjorde de. En godt og vel fem miunutter lang improviseret battle mellem Spencer selv og bassisten Laura Lee bliver skudt ind i nummeret som opbygning til et omkvæd, der blæser bagvæggen af Pumpehuset i et absurd stort klimaks. Resten af koncerten var ikke dårlig, men det er ekstranummeret, der får Khruangbin med i top-10.

6. Sampha, Avalon, Roskilde Festival

Det er ikke længe siden, Sampha spillede en fremragende og følelsesladet koncert på Lille Vega, der primært var båret af Samphas smukke stemme og hans klaver. Alligevel er det en helt anden oplevelse at se ham på Roskilde Festival, hvor sættet svinger i tempo, og Sampha er både helt inde i sig selv og helt ude over scenekanten, når han eksempelvis står med resten af sit band henne ved trommeslageren og improviserer. Smuk løsning på den svære udfordring, det er at gøre rolig klaverbåren skønsang til noget for et festivalpublikum på sjettedagen.

5. Kraftwerk, Meadow Stage, Haven

Haven Festival var ikke en specielt positiv oplevelse, før Kraftwerk indtog scenen. Silende regn, en tom festivalplads og en koncert der blev aflyst halvvejs er bare nogle af problemerne. Men der er ikke noget, der kan redde en festival som vaskeægte tysk effektivitet. I et skarpt sæt på cirka halvanden time går 3D-billederne og den stjerneklare himmel i perfekt symbiose med computerkærligheden fra højtalerne og skaber en helhedsoplevelse, hvor man forsvinder ind i et visuelt-musikalsk vakuum fyldt med radioaktivitet, modeller og motorveje.

4. Anderson .Paak & The Free Nationals, Arena, Roskilde Festival

Hvorfor skal han dog spille så sent, var der mange, der undrede sig over på årets Roskilde Festival, hvor Anderson .Paak først gik på efter midnat på festivalens sidste dag. Det finder man dog hurtigt ud af, for få andre kan klemme den sidste energi ud af folk og levere den fest-afslutning, som Roskilde Festival så længe har søgt efter. Med knæene i brysthøjde dansende som frontmand eller med lige så høj puls bag trommerne forvandlede han Arena til en stor dansende masse. The Free Nationals spillede med kolosalt overskud og fik endda flettet toner fra Still D.R.E ind i et af numrene. En magdemonstration, der nok havde scoret en førsteplads på denne liste, hvis ikke det var, fordi sættet mindede meget om Anderson .Paaks koncert på Apollo to år forinden.

3. Rhye, P6 Beat Stage, Northside

Jeg har aldrig været stor fan af at gå til koncerter for at synge med på den samme sætning igen og igen. Men til Rhye – efter en forrygende koncert båret af Mike Milosh’ føljsbløde stemme – tog jeg mig selv i at synge med på den samme linje utallige gange i et af de der øjeblikke, hvor man står og håber, det aldrig vil slutte. Et øjeblik som kan ses nedenfor.

2. The Blaze, Apollo, Roskilde Festival

Når jeg skriver om The Blazes mesterværk af en onsdagskoncert, kommer det hurtigt til at lyde som beskrivelsen af Kraftwerks koncert på Haven, hvor der bare står computeramour i stedet for liebe. For The Blazes grundopskrift er egentlig den samme, og eksekveringen lige så effektiv. En tranceoplevelse hvor musik og visuals går i et. Men The Blazes koncert var bare lige lidt bedre. Et gennemført lysshow akkompagnerer de stemningsfulde visuals og giver en endnu større helhedsoplevelse. Når koncerterten går i gang, er det eneste på scenen en stor firkant med LED-skærme på siderne, der viser den franske duos fortryllende visuals. Undervejs i koncerten åbner firkanten sig og afslører, at de to franskmænd står indeni og skaber deres melodiske house ved hjælp af sang og synthesizers. Koncerten afrundes elegant ved, at firkanten lukker i igen, og når musikken slukkes, står man tilbage med en følelse af at have været inde i en helt anden verden i knap halvanden time. Jeg gav gerne et par fingre for at rejse tilbage.

1. Danny Brown, Avalon, Roskilde Festival

Til opvarmningskoncerten for Run The Jewels på Tap1 i begyndelsen af året skulle den ellers så energiske rapper have haft problemer med både at stå på benene og huske sine egne tekster. Lørdag eftermiddag på Apollo er Danny Brown den sidste til at have svært ved noget som helst. En energiudladning i den skala tror jeg aldrig, jeg har set før. Der går ikke mere end ét minut, før alle hårene på armene står op, halvdelen af moshpitten ligger ned, og syv dages tømmermænd forsvinder ind i den bragende bas og Danny Browns flow, der er mere tight end Nye Borgerliges asylpolitik.

Boblere:

Wilkinson, Nathan Fake, Maribou State, Tyler, The Creator, Gorillaz

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *