“Newbees Festival præsenterer 10 af de mest spændende og lovende nye danske navne” skrev Newbees Festival i deres egen præsentation forud for den femte udgave af den unge to-dages festival i Aarhus.
Så det var med netop den forventning, at jeg troppede op i Studenterhusets hyggelige koncertsal, Stakladen, fredag og lørdag aften. Og så naturligvis med den der “hvordan-mon-det-går”-fornemmelse, som for mig altid vil være til stede, når jeg skal opleve relativt uprøvede artister live. For der opstår altid en del sjove situationer, når nye kunstnere skal vise sig frem. Men de fleste tog heldigvis diverse startvanskeligheder med et smil. Såsom Age of Giants‘ guitarist, Zacharias Baden, da han, med en lånt guitar i hånden, udbrød: “Jeg ved ikke, hvordan den her guitar virker.” Eller da han koncerten igennem måtte minde sine bandkammerater om, at de skulle vente på ham. Og selvfølgelig gjorde de det.

Selv med disse små svipsere undervejs, kom alle disse upcoming artister helskinnede igennem deres optrædener. Og nogen endda mere end det. Mere præcist var der fire optrædende, der i den grad sparkede benene væk under mig. To fredag og to lørdag. Det drejer sig om den purunge Barometer-komet, Jonathan Schultz, de drømmepoppede kanariefugle i We Were Born Canaries og så de to hovednavne i grimepopperen Linkoban og de vidunderlige kaosprofeter, Andrea og Kasper, under navnet Dig og Mig. Dem vil jeg kigge lidt nærmere på, for hvorfor var det lige netop dem, der fik mig til at grine, græde, lade mig forelske eller bare hoppe rundt som en vanvittig? Eller komme i tvivl om, hvorvidt en peberfrugt i virkeligheden er en frugt?

Nu er festivallen efterhånden et par dage inde i det, vi kalder fortiden. Men jeg kan stadig ikke helt forstå, at Jonathan Schultz fra Schultz and Forever blot er 18 år gammel. Hvis du har lyttet til “Falling”, kan du formentlig heller ikke. Og hvis du var til stede denne fredag på Newbees Festival, kan du med sikkerhed ikke. Hans vokal var kuldegysningsfremkaldende koncerten igennem, og man kunne mærke den inderlighed, med hvilken alle hans sange er skrevet. Netop inderligheden vil man kunne finde mere af på hans nye album, der kommer til januar. Første nummer på pladen får titlen “Sociopathic Youth”, og det er en sang, som Jonathan selv beskriver som en af de sange, der betyder mest for ham. Fans af Schultz and Forever går i den grad en lys fremtid i møde – og ligeledes gør Jonathan selv. Hvis jeg skal give koncerten et ord med på vejen, kan det kun blive følgende: Optur!

Schultz and Forever – Falling

Da klokken blev hen ad midnat, var det tid til fredagens hovednavn. Nemlig de to hyperenergiske københavnere, Andrea og Kasper, som til sammen udgør Dig og Mig, tilsat en smule Magnus på keyboard. Jeg havde på forhånd valgt ikke at fokusere på dem, da jeg hellere ville give de mindre kendte artister en chance, men deres optræden var ganske enkelt umulig at overse. Den var på samme tid støjende, kaotisk, ekstremt fragmenteret og alligevel helt igennem homogen.
For hvis man ikke vidste bedre, ville man tro, at Andrea på vokal, Kasper på guitar og Magnus på keyboard var kommet til at gå op på scenen på samme tid ved en fejl. Magnus ville passe perfekt ind i 70’ernes amerikanske East Coast hip-hop, Kasper tilhører bølgen af post-punk guitarister, mens Andrea ligner en, der mest af alt vil synge hyggelige popsange. Sammen bliver det til den umiskendelige lyd, som er Dig og Mig. Og det var den lyd, som for alvor fik sat gang i en ellers rimelig sløv fredagsfest.

Dig og Mig – Skyggerne

Lørdagen indledtes med Age of Giants’ ganske befriende tekniske vanskeligheder, men der gik ikke længe, før jeg stod med munden på vid gab af ren og skær fascination. Og lad mig sige det med det samme: Jeg er forelsket i Stine Grøn. Med andre ord havde We Were Born Canaries indtaget Stakladen, og med harmonier af himmelske proportioner og en vokal, som ledte tankerne hen mod Nanna “Oh Land” Fabricius’ bedste øjeblikke, tryllebandt Stine hele den brogede forsamling i salen. “My Beat” var det forventede højdepunkt, men et nyt nummer med arbejdstitlen “White Gold” gav løfter om en spændende fremtid for We Were Born Canaries. Produktionen var skarpere, end alt hvad jeg tidligere har hørt fra duoen, og brugen af diverse samples fremstod yderst velovervejet, indenfor et folk-univers som ellers ofte er præget af overdreven minimalisme og simplicitet.

We Were Born Canaries – My Beat

Efter denne tour de force i skønhed fulgte en desværre alt for rutinepræget optræden fra superbandet Dangers of the Sea, omend de spillede sig gevaldigt op i løbet af koncerten. Dernæst var det tid til Jetsi Kain, som heller ikke levede helt op til, i hvert fald, mine forventninger. Koncerten var præget af for megen livrem og seler, hvilket var en skam, for de viste undervejs et stort potentiale på eksempelvis en, til lejligheden, rimelig up-tempo udgave af “I’m In Control.”

Jetsi Kain – I’m In Control

Dernæst var vi nået til hende, som man kunne mærke, at en stor del af publikum havde set mest frem til. Flere små klynger, primært piger, havde sågar bevæget sig op foran scenen og varmede stille op til koncerten med et par forsigtige dansetrin. Festen gik for alvor i gang, da hipsterprinsessen, som de to konferencier fra Aarhus Studenterradio havde døbt hende, endelig dukkede op bag scenetæpperne. Og så var der i den grad dømt fest a la M.I.A. på Orange Scene i 2011. Linkoban erobrede scenen og publikum med en selvtillid, som selv Noel Gallagher ville have svært ved at matche.
Med energipumpede og koreografiproppede numre som “Popgun,” “Fireflower” og “Like This” fik Ling Ly sat en tyk streg under, at hun ubestridt er Danmarks sejeste kvindelige livemusiker lige nu. Og ingen var bagefter i tvivl om, hvorfor hun var årets hovednavn. Lad mig bare sige, at folk var “Super Into On It.”

Linkoban – Super Into On It
http://www.youtube.com/watch?v=Aka37ICdXRI

Og så må jeg hellere få opklaret situationen med peberfrugten. Jeg fik mig en snak med Andrea og Kasper fra Dig og Mig før deres koncert, og i den forbindelse nævner Kasper rød peberfrugt som sin yndlingsfrugt, hvilket fører til en længere diskussion, hvor Andrea er overbevist om, at en peberfrugt i virkeligheden ikke er en frugt. Efter længere tids research kan jeg dog bekræfte, at en peberfrugt ER en frugt.

Og det var så alt fra den skriftlige reportage fra dette års fantastiske Newbees Festival. En af de nærmeste dage vil der dog også følge en billedreportage fra min gode ven og dygtige fotograf, Sebastian Kjær. Glæd jer!