Det tyske pladeselskab !K7 har over en længere årrække haft stærke navne til at udføre mixet på deres DJ-KiCKS serie. Gennem 15 år og 36 mix albums har man kunnet stifte bekendtskab med en stil, der fra starten var henvendt meget til det lyttervenlige med en stor variation af genrer på de respektive mixes, men som de senere år i større grad rammer klubscenens repræsentanter. Det afspejles også i hvem der gennem tidens løb har stået bag, og for blot at nævne nogle enkelte vil de fleste læsere med garanti kunne nikke genkendende til navne som Carl Craig, Chromeo, Erlend Øye, Four Tet, Henrik Schwarz og selvfølgelig mange flere.
Det seneste mix album, som er sammensat af Soul Clap i selskab med duoen bag producerholdet og pladeselskabet Wolf + Lamb, indeholder mange ikke-udgivet tracks fra artister med tilhørsforhold til netop Wolf + Lamb, blandet andre Soul Clap selv, Deniz Kurtel, Nicolas Jaar og No Regular Play.
Aftenens indlæg og fremhævning handler om sidstnævnte, der med nummeret Takin’ U Back for mig er højdepunktet på den seneste omgang DJ-KiCKS. Om nummeret siger duoen i et interview til DJ-KiCKS’ hjemmeside, at nummeret var produceret med henblik på at medvirke på mixet, da de var forberedt på at det netop ville være et “familieforetagende” med alle Wolf + Lamb-kunstnere mixet sammen – men at det ikke var skræddersyet til en bestemt rolle på pladen.
Alligevel er det albummets højdepunkt, frækt som No Regular Play altid har gjort det. Det virker på mange måder for mig som videreførelsen af 1990’ernes American house genre, banerført af kunstnere som Masters At Work, Kerri Chandler og flere. 11 år inde i det 21. århundrede fortsætter No Regular Play deres frække tematik med korte, forførende vokaludbrød om at tage en ubestemt person tilbage (frækt i sig selv) ovenpå produktioner, der bærer en reference til både old school hip hop og moderne R&B af synth- og basslines.
Hele pakken af numre medvirkende på mixet kan købes enkeltvist via !K7, som var hurtige med at udgive de tracks, der end ikke har været at kunne finde på Wolf + Lamb tidligere. Vil man købe CD’en med mixet kan man ligeledes gøre dette hos !K7.
No Regular Play – Takin’ U Back (Original Mix)
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2011/03/Takin-U-Back-Original-Mix-1.mp3]
Årstallet 2010 står på hæld, og hvis man ikke allerede har reflekteret over årets minder i forsøget på at forberede sig på det kommende års ditto, er chancen her nu. Fra den 23. december og frem til nytår vil vi fremover se tilbage på året der gik, startende med dagens indlæg, hvor jeg vil fremhæve de 25 bedste og mest mindeværdige house- og techno tracks, i tre passager over to døgn. Resten af året vil desuden byde på et resume af årets bedste plader samt årets bedste numre.
#25: Ozgur Can – Mr Winslow [My Disco Preset]
Den svenske DJ og producer Ozgur Can havde i flere år primært markeret sig på scenen for progressiv house og techno, men da han i april måned udsendte singlen Mr Winslow beviste han, at han ikke er en herre der står stille på eet felt. Med Mr Winslow omfavnede han den tiltagende sommerluft med et simpelt omend energisk groove, der ikke lige var til at ryste ud af kroppen igen.
#24: Jacob Korn – Supakrank [Dolly]
2010 har vist sig at være gennembrudsåret for det tyske multitalent Jacob Korn. Som lyddesigner, innovatør og opfinder har den Dresden-baserede Korn en helt unik og nørdet tilgang til producering og bærer i sine deep house tracks et originalt udtryk. På Supakrank – som i øvrigt var den første udgivelse på Panorama Bar-residenten Steffis nye pladeselskab, er situationen den samme. Jacob Korns smitsomme lyd, der på grund af Supakranks hårde, meget dybe kick og bass emmer af seksualitet og beruselse, var i 2010 skåret lige ind i den slags morgenset, der ikke skulle få folk til at gå, men blot smide hænderne endnu højere op i vejret.
#23: Ost & Kjex – Continental Lover [Diynamic]
Åh, de minder hvor drengene og jeg hylede af månen til dette nummer. Just kidding, det var vist kun i fantasien.
Ost & Kjex’ anden lp Cajun Lunch var over sommeren min foretrukne plade, primært tilrettelagt af førstesinglen Continental Lover, der bød på funky tech house krydret med divaernes familiære falset indover. Så når de velklædte nordmænd spørger os, om vi synes de er sexede, kan man ikke tøve med at svare et kontant ‘ja’.
#22: Om Unit – The Corridor [Terrorhythm]
Som det suverænt langsomste track på denne årsliste er The Corridor – og ep’en af samme navn – resultatet af engelske Om Units blend af electronica, beats, dub og hip hop. The Corridor blev konstrueret af en simpel formel, men drevet langt frem i lytterbevidstheden på mig med sin pulserende sub-bass, skævt anrettede percussions og hypnotiserende, stædige synthesizer stab. Nummeret kan i værste fald være svært at komme ind på, men er blot endnu sværere at komme af med, når man først har overvundet barrieren.
Vi ledte og ledte, men fandt aldrig det omtalte Point 0. Til gengæld fandt vi et skarpt, simpelt hit fra den tyske house producer-duo Trickski, drevet af et acid-influeret hook, tørre, reverbede kicks og et groove, der i nummeret bare tager til og tager til. Et 45 sekunder langt break deler Point 0 op i to, på den ene side kontrolleret, på den anden smitsom og farligt; hammered in the dance floor.
#20: No Regular Play – Doesn’t Matter (download) [Wolf + Lamb Music]
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/01-Doesnt-Matter-1.mp3]
Fra house-ørknen New York – kendt for en helt anden musikalsk scene – finder vi Greg Paulus og Nick DeBruyn, to barndomsvenner fra duoen No Regular Play. I 2009 fik de opmærksomhed i den internationale skala med numrene Owe Me og Smiling Faces, mens 2010 især trækker på et bestemt nummer; Doesn’t Matter. Understøttet af et retrofuturistisk groove og spontant anlagte acid synths negligerer d’herre kækt alle andre omkring dem, for det er ligemeget hvad andre synes og hvordan man vil blive behandlet af dem. Et track der fænger og en nedprioritering af andre mennesker, som man sympatiserer for, og du har skabt dig berettigelse til en 20. plads over årets bedste tracks.
#19: Storm Queen – Look Right Through [Environ Records]
Med Look Right Through er der her blevet gjort plads til et af årets senere tracks. Bag Storm Queen finder vi den legendariske producer Morgan Geist og sanger Damon C. Scott, som Morgan Geist først mødte på en undergrundsstation i New York. Look Right Through – der endnu er det eneste udspil fra denne duo – tager os tilbage til Geists rødder med retro bass, smittende synth stabs og en mere organisk lyd end de seneste års udspil. Storm Queen fanger ved allerførste lyt og allerede nu er forventningerne høje til mere fra dette nye samarbejde.
#18: Fairmont – All Dreams Are Nightmares [Areal Records]
Da den canadiske techno producer Jake Fairly aka Fairmont optrådte på Dunkel i november, var det min første oplevelse med hans berygtede live set. De efterfølgende dage, da jeg gennemgik hans nyere materiale, slog det mig som en hammer i hovedet, hvordan han trækker mange live elementer ind i hans producering; de lange, opbyggende passager der får tiden til at stå stille og samtidigt rusker i lytteren. All Dreams Are Nightmares fra juli måned er et fantastisk eksempel på, hvordan hans benhårde, melodiske og dragende techno trækker lytteren ud af kedelige omgivelser og skaber fantaserende rammer om et tætpakket dansegulv bestående af skobegloende mennesker, en sen weekend nat.
