Himmel og HAVEN stod i et, da tyske Nils Frahm indtog Meadow-scenen lørdag aften på HAVEN Festival. Der var ellers lidt usikkerhed, om det ville komme til at ske, efter landsmændene i Einstürzende Neubauten havde afsluttet deres optræden tidligt af frygt for deres udstyrs velbefindende. Det bekymrede tilsyneladende ikke Nils Frahm, som allieret med en håndfuld håndklæder kastede sig ud i det perfekte soundtrack til styrtregnet, der har været flere måneder undervejs.
Og det var virkelig det perfekte soundtrack. De velkomponerede, buldrende rytmer matchede regnens hidsige trommen på den mest naturlige måde og skabte en nærmest hypnotisk oplevelse, hvor man først efter Nils Frahms sidste tryk på klaveret opdager, at man er drivvåd og kold. På en festival, hvor de store musikalske oplevelser i den grad har manglet, var Nils Frahm alt det, som de fleste andre ikke har været. Han var tilstedeværende, han var selvopofrende, og så var han knaldhamrende dygtig.
For mig er der noget helt særligt ved regnvejrskoncerter. Ligesom under Perfume Genius sidste år, som var Haven 2017’s ubestridt bedste koncert, var der under Nils Frahm-koncerten også en stemning af, at det var noget, vi gjorde sammen. At vi var den hårde kerne, som VIRKELIG gerne ville bakke op om og nyde en time i selskab med den tyske virtuos. Dét kan fandme noget, og det smitter af på artisten. Jeg tror aldrig, at jeg har været til en dårlig koncert i regnvejr. Jeg har til gengæld været til mange mindeværdige koncerter, og denne med Nils Frahm vil jeg også huske.
På en festival, der hylder de umage kunstnersamarbejder, er det endelig lykkedes at finde en konstellation, der holder: Nils Frahm X Den danske styrtregn.
Om ganske få timer slår Roskilde Festival dørene op til syv dage med musik og mere end 175 kunstnere. Men hvad skal Regnsky-redaktionen høre? I dag bringer Morten som den sidste i Roskilde-redaktionen sine fem anbefalinger (Foto: Jonas Skovbjerg Fogh/Scanpix)
Allerede for halvanden uge siden kunne Roskilde Festival melde udsolgt af samtlige 80.000 partout-billetter. Det er andet år i træk, at festivalen sælger den sidste billet forud for opstarten.
Hvordan sælger man så en festival? Kan det virkelig betale sig, at vi på Regnsky påtager os ansvaret for at promovere de bedste, mest interessante artister lige nu? Roskilde Festival har tilsyneladende ingen problemer med at omsætte udbuddet af festivalbilletter til et publikum, der hungrer efter livekoncerter, øl-bowling og orange feber.
Svaret er ja. For mens mange planlægger deres program helt ned til detaljerne, så er der også mange, der på spontan vis risikerer at løbe ind i en koncert, der helt uventet udvikler sig til en ny, hed kærlighed mellem musiker og festivalgæst.
Det er også sket for mig. Fra Tokyo Police Club på Pavilion Junior i 2008 til Apollo-koncerten med James Holden sidste år. Men risikoen for, at man overser en kunstner på det 175 navne store program, som ellers ville have været det perfekte Tinder-match, er i ligeså høj grad til stede.
Fem anbefalinger
Og her har jeg også stirret mig så blind på et navn, at jeg har misset nogle artister, som jeg i dag ville have skrevet på min must hear-liste. Derfor er det vigtigt for mig, at hele listen, måske lige foruden Kygo, Pharell Williams og Suspekt, bliver lyttet igennem for at give kunstnerne – og mig selv – en chance.
Jeg har nu været hele listen igennem, og inden jeg pakker de sidste vådservietter, rene strømper og dåser leverpostej ned i idrætstasken og drager ud på Dyrskuepladsen, så vil jeg anbefale fem navne, som jeg glæder mig rigtig meget til at opleve for første, om end ikke sidste gang.
Communions – Pavilion, onsdag, 18.00
Danske Communions har utvivlsomt vundet en masse hjerter med den selvbetitlede ep, der udkom tilbage i maj – herunder mit. Forud for opfølgeren til 2014-debuten ’Cobblestones’ var det mit indtryk, at de danske drenge blot var en popdestilleret udgave af kollegerne og vennerne Iceage og Lower (tak for det udtryk, Adam Thorsmark). Men Communions har med deres nyeste udspil ramt en nerve og fundet sin helt egen hylde med lige dele new wave, post-punk og balearica, som eksempelvis fosser ud af åbneren Forget It’s a Dream. Og så er Summer’s Oath, So Long Sun og især Out Of My World fantastisk post-punk med den rette mængde pop som krydderi.
Communions – Out Of My World (fra Communions EP)
Jungle – Avalon, torsdag 21.00
Briterne Tom McFarland og Josh Lloyd-Watson har kendt hinanden siden barndommen, og spillet musik sammen igennem en årrække. I 2013 fandt de deres hylde som Jungle, hvori de henholdsvist indtager pseudonymenerne J og T. Som Jungle leverer de popovertrukken neo-soul, der charmerer og smitter af på danselysten. Deres selvbetitlede debutalbum fra 2014 er en solid hitparade, og selvom der ikke sker den store variation over albummets 12 numre, så bliver det interessant at se, når festlighederne folder sig ud live. Og når de indtager livescenen, sker det i selskab med en masse musikalske venner fra hjemstavnen.
Deres musik er fyldt med glæde, og Avalon kommer til at stå overfor en vaskeægte dansefest, når de på torsdag lægger vejen forbi Roskilde Festival.
Run The Jewels – Arena, fredag, 21.00
Samarbejdet mellem producer/rapperen El-P og rapper/aktivist Killer Mike som Run The Jewels er de senere år blevet betragtet som en af de mest hypede hip hop-duoer netop nu. Samarbejdet har indtil videre kastet to anmelderroste albums af sig, og sidste år blev hypen omsat til en anmelderrost første koncert på dansk grund, da de i december 2014 gæstede Pumpehuset.
Min baggrund i hip hop og i Run The Jewels-medlemmernes historie er på et lille sted. Alligevel ser jeg frem til en hip hop-lektion fra den anden side af Atlanten, når El-P’s projektilskarpe produktioner skyder sig ud over Arena.
Run The Jewels – Oh My Darling Don’t Cry (fra Run The Jewels 2)
Nils Frahm – Avalon, lørdag 20.00
Nils Frahm gæstede faktisk Roskilde Festival i 2012, men en uopmærksom Morten endte med fuldstændig at overse den tyske pianist på musikprogrammet. I mellemtiden har et enkelt nummer åbnet op for en hel verden indtil en pianist, der i et moderne udtryk kombinerer klassiske ritualer med synthesizers, de-tuners og midi-trommekicks. Det er selvfølgelig Says fra livealbummet Spaces fra 2013, hvor også ravers og klubgængerne fik slået øjnene og ørerne op for tyskerens evne til at forene repetition, epos og jagten på et klimaks.
Hvis man skal indstille forventningerne til Nils Frahm gør man klogt i at tjekke den tyske pianists åbningskoncert på kroatiske Dimensions Festival fra 2014 ud. Hvis man vil tryllebindes og hypnotiseres på dette års Roskilde Festival, kan Nils Frahm meget vel være din heksedoktor.
Clark – Apollo, lørdag, 21.30
Britiske Clark er alt det, den elektroniske headliner Kygo fra Norge ikke er. Og så alligevel ikke. For mens deres forskelle er symboliseret i den typiske kategorisering – medierne kan godt lide at bruge det elitære label IDM (intelligent dance music) på Clark, mens Kygos lyd oftest kaldes EDM eller ’electronic dance music’ som et symbol på den poppede appel til den laveste fællesnævner) – så jager Clark og Kygo de samme følelser, tilflugt og epos.
Clarks musik knitrer og buldrer og sender hyldester ud til ambiente kolleger som Boards of Canada og Aphex Twin, inden britens formel indtager en helt nye klæder på den næste skæring. Alene albummet Body Riddle fra 2006, et af mine absolutte favoritter og første åbenbaringer ind imod IDM-lyden, bør være grund nok til at lægge vejen forbi koncerten på Apollo, som ifølge Roskilde Festival kommer til at være en hel ny skikkelse i forhold til tidligere år.
Kan I huske den gode gamle Regnsky-darling og minimal techno-producer Max Cooper? Forholdet mellem os og englænderen har igennem de seneste par år været lettere akavet og uopdateret, men noget tyder på at negligeringen af Max Cooper er ubegrundet. Ovenpå deres koncerter på Decibel Festival i Seattle har den London-baserede producer nemlig remixet Nils Frahms ambiente perle For, fra den hyperproduktive tyskers udgivelse Juno, udgivet i 2011 gennem Erased Tapes Records. For fans af Max Coopers sans for harmoni og detaljerige teksturer vil dette være et venligt gensyn med lyden fra nogle af de skæringer, der i al fald fangede vores opmærksomhed, eksempelvis den melodiøse Empirisch EP fra 2011.
Den blå melankoli fra Nils Frahms space echo-lyd går fint i spænd med Max Coopers glitchede og filmiske tag på minimalistisk techno, og melodien fra originalversionen er velbevaret i den nye, ommøblerede version. Dette remix er langt fra det første ‘samarbejde’ imellem disse to, og hvis man læser Max Coopers udtalelse om netop dette remix af For kunne man konspirere i, hvad fremtiden mellem disse to vil byde på.
Nils Frahm is one of the best artists out there in my opinion, with pretty much the best live show I’ve ever seen. But aside from all that, this was just a really enjoyable remix to work on because the original is such a great piece of music, and seemingly so well suited to what I wanted to do with it – which was to try and turn Nils’ instrumental jam on his Juno, into something house/techno/club/44 compatible, but still carrying the class and feeling of the original. It was one of those remixes that just seemed to fit and flow easily, with minimum strain and maximum enjoyment on my part – usually a good sign for a remix (the one’s that have to be forced never seem to quite get there).
For fans af lagring af digitale musikfiler kan remixet downloades kvit og frit igennem Soundcloud-playeren nedenfor.
En yndet musiker-kritik af musikjournalistik er følgende:
”Writing about music is like dancing about architecture”
Om end der i nogle tilfælde er en sandhed i det udsagn, er musikjournalistikken også en gave til musikken. Musikjournalistik har mulighed for at åbne det abstrakte, decifrere det kryptiske og italesætte en kontekst og et forhold mellem musik og samtid som den intuitive musiker måske ikke altid har gjort sig bevidst.
I kompositionsprocessen, på den anden side af journalistens tekst, i tiden før skriften, i processen ved klaveret eller ved sampleren, anvender nogle musikere farver eller andre abstraktioner for at kommunikere til hinanden, for at kunne italesætte lyden. De giver den tekstur og farve for at navigere i det abstrakte og magiske rum, som går unden betegnelsen musik.
Når en musiker sanser en farve i lyden, gør denne brug af en evne, som inden for psykologien kaldes synæstesi. Synæstesi er en sammenblanding af sanseindtryk og betyder sam-sansning. Synæstesi kan antage mange former, men en mild og hyppig afart af evnen er, at lytteren sam-sanser farve og lyd.
Jeg vil bruge denne synæstesi vinkel til at præsentere musik, hvis klanglighed gør, at den fremstår gennemlyst og hvid. Lad os kalde det følgende en essayistisk autobahn, der fører dig milevidt omkring i abstraktionens kamre. Indlægget er ledsaget af den her WiMP-playliste med en god portion af den omtalte musik:
Jesu transfiguration og en ordenligt portion blegemiddel
Fra en optisk vinkel er hvid den farve som det menneskelige øje sanser, når det er rettet imod lys. En overflade fremstår hvid, fordi den reflekterer lyset som rammer den, samtidig med at den ikke absorberer farver. Den hvide farve har en neutraliserende kvalitet, og skabes ved at kombinere passende intensiteter af de tre primære farver rød, grøn og blå. Den neutraliserende kvalitet og tilknytningen til lys, giver farven hvid en puritansk overtone. Farven hvid forbindes med det rene, det uskyldige, det perfekte og har en kulturel vægt som er ganske umiskendelig. Det er vel formentlig en af årsagerne til, at den hvide farve symboliserer Jesus’ transfiguration. Spørg Paven – hvordan vasker de mon hans klæder, skal der blegemiddel til, åh, så mange spørgsmål – vi begraver os i hvide toner.
Jocelyn Pook – Dionysus
I det første stykke hvide musik er vi i selskab med en sorgfuld uskyldighed i skikkelse af en kønsløs stemme, der over et repeterende kor fraserer i et formløst sprog. Den hvide association kommer af uskyldigheden i stemmeføringen, men det er måske især det formløse sprog, som er interessant. Et sprog, hvor ordlyden angiver emotion uden at formidle et egentligt budskab. Det er en velsignet kompositorisk beslutning at undgå den semantiske tyngde, som et ord kan iklæde en komposition. Pook undgår den friktion, som kan opstå, når musikken forenes med et betydningsmættet fælles sprog, og hun åbner for et tolkningsrum frigjort fra sprogets vægt. Musikken får lov til at udfolde sin egen mening, selvom den er vokalbåret, og det er væsentligt, fordi vokaler ellers har en særegen evne til altid at placere sig i centrum af musikken.
Hans Otte – Wassermanmusik
http://youtu.be/2TmB-SYduYw
Elegante gevandter – den hvide elegance
Den hvide sanseoplevelse af musik er ofte et tegn på en særlig elegance. Måske fordi kunsten at afklæde musikken til dens essens – instrumentet og instrumentalisten – kræver, at de grundlæggende musikalske ideer er stærke og udførelsen ligeså. Måske foreligger elegancen i dette samspil mellem menneske, instrument og komposition. I “Wassermanmusik” er der ikke anvendt de effekter og redigeringsmuligheder, som en moderne musikteknologi tilbyder, og således bliver farveoplevelsen af musikken heller ikke kandiseret eller forvredet af ændringer i klangen eller i musikkens tekstur. Den hvide farves tilknytning til det rene er den åbenlyse pointe.
Ligesåvel er der en mærkbar balancering mellem simplicitet og kompleksitet i “Wassermanmusik”. “Wassermanmusik” er nemlig simpelt instrumenteret men samtidig et enormt komplekst stykke musik. Det er derfor både mini – og maksimalistisk, og fremstår som et balanceret værk, der rummer den lethed og tyngde som kendetegner egentlig substans.
Detour; den hvide musik i relation til samtidsmusikken – det digitale rums konstruerede stilhed
Den hvide musik, med dens elegante og klare fremtræden, står i kontrast til det man med et vagt ord kan kalde samtidsmusikken. Med samtidsmusikken forstås det effekterede og nano-redigerede. En tilstand, hvor musikkens undfangelsesrum er blevet overvejende digital. Musikkens rumfornemmelse konstrueres digitalt eller med samplinger af fysiske rumklange. Syntetisk ambience er ikke noget nyt fænomen. Det kan Bon Jovis diskografi bevidne, men ligesom i den periode, synes jeg at spore en bevægelse iblandt musikere og musik-forbrugere lige nu. Man lader sig ikke mætte af gigantiske computeriserede konstruktioner og vender sig i stedet mod plader såsom Spirit of Eden af Talk Talk, der synes at fremstå som computermusikkens antitese. I det egentlige fysiske rum kan musikkens nærvær blomstre. Det er en reaktion, som udarter sig til en puritanisk indstilling til musikken, der ikke er direkte sammenlignelig med folk-musikkens klangbund af værdier. Og netop denne puritanisme er så tydeligt tilknyttet den gennemlyste musik.
Den modsatrettede bevægelse er også en mulighed. En bevægelse ind det digitale.
En af de mest begavede eksempler på dette er højaktuelt. “Infinity Killer” fra When Saint Go Machines nye album Infinity Pool rummer en begavet musikalsk pointe. Arrangementet består primært af digitaliserede, pitchede og forvredne variationer af forsanger Nikolaj Manuels Vonsilds stemme. Musikkens genialitet består i, at den evner at gengive den (sen)moderne tilstand, hvor vores menneskelighed konstant er omsluttet af digitale variationer af os selv. Mails, Facebook, smartphones, Instagram, Twitter, Vine – en evig rumklang af et menneskes digitale spejlinger.
Hm, i relation til synæstesien.
Efter en kort stund i radioens nærvær føles det som om, hver eneste tone vibrerer i klaustrofobisk afmagt overfor de binære koder som omslutter alting og giver det farve. Musikken afspejler vores tilstand. Elektronisk musik har igennem de sidste 10 år været en progressiv kraft, hvis energiudladning har fået rockmusikken til at virke tilbageskuende og blodfattig, så dette er ikke en kritik af digitalt konstrueret musik, derimod er det blot en pointering af, at den hvide musik har den afvæbnende kvalitet, at den kan henføre lytteren til det rum, hvor musikken bliver fremført. Man er i selskab med det skabende menneske i det fysiske rum, som bliver musikkens undfangelsesrum. Tonerne indkapsles af et egentligt fysiske rum
Et samtids-eksempel kunne være forskellen på at høre Nils Frahm og James Blake. Selvom Blake er en mester i at skabe musikalsk nærvær, formidle emotion og arrangere med en simplistisk begavelse, er hans kanvas digitalt, og stilheden han komponerer i er digitalt konstrueret.
Og hvad så, tænker du! Hvad er forskellen på at formulere sig i egentlig stilhed i tid og rum kontra digitalt konstrueret stilhed af binære koder. Se, det er jo det frække spørgsmål.
Maurice Ravel – Miroirs: Les Oiseaux tristes
Fra 2013 til 1905 – en akustisk rejse i tid
Med Frahm, Pook og Otte som repræsentanter for den hvide musik, står det klart, at den hvide musik har en impressionistisk og for så vidt minimalistisk undertone. Impressionismen var en kunstform, som var farverig i malerkunsten, men også en kunstform som yndede at skildre lysets flakkende karakter med stor akurattese – det er selvsagt en grov forsimpling.
I musikken tog den form som en magisk klanglighed, der brød med de dengang herskende harmoniske dogmer. Maurice Ravel, en af impressionismens store mestre, bidrog til harmonikkens evolution med Miroirs fra 1905, og hans harmoniske tone har uden tvivl påvirket en af vor tids store ”pop”kunstnere: Björk. En påvirkning som især er tydelig på albummet Homogenic fra 1997 – tjek hyperlinks for audio eksempler. (Dette er for nørderne, men bemærk, hvordan Björk i sin moderne klassikker “Joga” rent faktisk citerer Ravel i stryger-arrangementet i omkvædet)
Björk – Undo
Før du lukker fanen og vender tilbage til din Twitter-scroll
“Undo” er fra Bjørks plade fra 2001, Vespertine. En plade, som ifølge Bjørk, portrætterer følelsen af at gå ud i sin have i vinternatten. I tilfældet “Undo” antydes det hvilke karakteristika, der knytter sig til den hvide musik. Det musikalske nærvær, som her kommer til udtryk i Björks vokalpræstation og det skarpe kompositoriske fokus, som kendetegner sig ved at alle elementer har en klar funktion og er særlige i deres egen ret. Rytmiseringen er enten fraværende eller underspillede. I hvid musik forsager man det kraftige energiudladning og formulerer sig subtilt. Bemærk fraværet af mærkbare basfrekvenser og af forvrængning. Det gennemtrumfer den hvide oplevelse. Slutteligt finder du det elegante kor-arrangement, som har en andægtig og religiøs undertone. For den hvide musik har netop denne religiøse undertone. Farven genereres ved hyppig brug af rumklang. Katedralens primære effekt.
Jeg vil slutte denne fabuleren med et citat fra en mand der yndede at skildre det religiøse i de dyre katedraler.
Hvis du kan lide Nils Frahm og stadig ikke har været til en af hans koncerter, så er du næsten selv ude om det. Han har spillet i Danmark hele fire gange det seneste år. Hvor kommer den popularitet fra? I sidste uge prøvede jeg at forklare det med Frahms evne til at skabe hjemlighed. Her burde alarmklokkerne egentlig ringe hos os arbejdsmarkeds-opdrættede, innovations-søgende unge: Comfort zone er FORBUDT område! Ud af boksen med de tanker! Torsdag aften til Frost Festival på Louisiana viste Nils Frahm, at det ikke gælder om at forlade comfort zone, men om at hive ting med ind i den. Det er inde i boksen det sker, dybt inde i comfort zone, hvor navlepilleriet begynder at gøre ondt. Eksempel: Man er vandt til at Frahm mest spiller klaver, men nu lagde han ud med en synthesizer. Alligevel var det meget Frahmsk: En forsigtig rytme, der gyngede harmonisk, mens han gik i gang med at klimpre på flyglet. Først roligt, men langsomt kraftigere, typisk stemningsfuldt og indadvendt. Men så fløj den ene hånd tilbage til synthen og tændte for en bas! Smuk, bred og dyb skyllede den ind under det sprøde klaverspil som en bølge fyldt med farlig understrøm. Og så måtte Frahm spille op imod den eskalerede elektronik med kraftige, berusede akkorder. Det var mildest talt svedigt. Og det var helt nyt, men det foregik alt sammen dybt nede i Frahms navle, intimt, faktisk sexet.
Et par numre efter, kunne man så kravle ud af navlen og sige hej til Mikael Simpson, der med sit store hår og sin hættetrøje så ud som om han også kom lige fra Frahms navle. Men det gjorde han ikke. Han kom udefra med en smuk og syngende musikalitet, der sart, men præcist vuggede hen over Frahms tangenter. Han sang, spillede på guitar og på et par dejligt vrængende mundharmonikaer. Men de melodiske linjer med længselsfulde, langstrakte toner var de samme uanset instrument, hvilket kom fint til udtryk, da han et øjeblik halvt sang igennem sin ene mundharmonika. De to musikere klædte hinanden godt. Kun savnede man en større koordination af volumen de steder, hvor Simpson blev overdøvet af Frahms flygel, når bølgerne gik højt.
Der var også plads til masser af humor. Jeg så det i hvert fald som en humoristisk, let ironisk ide, da de indledte et nummer med altmodisch, ”eksperimenterende” elementer: Lang, udflydende lyd på guitaren, en (toilet)børste på klaverets strenge (rrrrritsh-iiiing) og lidt hårde, umelodiske anslag i klaverets bund og højde: Brumbrum, plimplim. Det virkelige eksperiment opstod imidlertid med et andet humoristisk greb, da der i det sidste fællesnummer kom en trommemaskine ind i billedet. Det havde de færreste nok set komme. Og beatet lød også helt usandsynligt i Frahms og Simpsons univers med sin hip-hop-rytme. Men det lykkedes mod forventning. Hip-hop-rytmen blev transporteret væk fra sit oprindelsessted og ind i en ny kontekst via Frahms og Simpsons melodiske snilde. Heri lå deres styrke: De gik ikke ud af deres comfort zone, men hentede tingene ind i den.
I morgen, den 27. februar, spiller pianisten Nils Frahm på Louisiana sammen med Mikael Simpson i forbindelse med Frost Festival. Det er blot få måneder siden, Frahm sidst var i København, men koncerten er alligevel udsolgt. Han spillede også på Roskilde og til sidste års Frost Festival. Hvad er det ved Frahms musik, der er så fortryllende? Lasse giver dig svaret.
Jeg elsker klavermusik. I mange år spillede jeg selv klaver. Det sker stadig en sjælden gang imellem, at jeg finder mine noder frem og øver lidt. Men jeg lytter mest. Nogle af de vigtigste plader i mit liv har været plader med klavermusik. Det er mærkeligt med instrumenter, på en vis måde afhænger alt jo af, hvad der spilles på dem, men samtidig har de deres egen specifikke lyd og historie. Lyden af et klaver er for mig det tætteste, jeg kommer på klangen af hjem, bortset fra mine nærmestes stemmer og lyden af en bil, der kører over brostenene i min barndomsgade. Jeg ved ikke hvorfor, men når jeg hører tonerne fra et klaver, kan jeg bedre se lykken for mig. Nils Frahm er en af de pianister, der forstår sig på netop dét: At lade klaverets oprindelige stemme stå i forgrunden og tale lykkens indsigtsfulde sprog. Som optakt til Frost Festivals spændende arrangement præsenterer jeg Frahms album Felt sammen med nogle af de plader, der har betydet mest for min lytning til klavermusik.
I. Melankolien: Jan Johansson
Felt har noget unægtelig nordisk over sig, som ligger i minimalismen, melankolien og Frahms varme anslag. En del af jer kender måske den svenske jazzpianist Jan Johansson. Han udgav i 60erne en lang række album af helt usædvanlig kvalitet og karakter, der gav nordisk jazz en ny distinkt lyd og indsigt: Minimalistisk, men levende, klassisk, men opfindsomt udover det sædvanlige. Hør bare åbningsnummeret til hans mest kendte plade Jazz På Svenska, hvor han fortolker svenske folkeviser.
Jan Johansson – Visa Från Utanmyra
Johanssons melodiske sprog besidder en ro og fortællelyst, der lader tonerne falde i så spontant indlysende rækker, at de lyder som melodier, der byder dig velkommen hjem. Melankolien sidder på hvert eneste anslag, ikke som tyngende vemod, men fuld af forståelse, tålmodighed og fred. Nils Frahm arbejder som Johansson enormt fokuseret med sit anslag. På et nummer som ”Less” bliver det endda musikkens centrale tema. Hør hvordan anslaget, der åbner kompositionen, kommer dalende som vinterens første snefnug.
Nils Frahm – Less
Ét anslag, og så åbner verden sig. Det lyder næsten kunstigt udvidet fordi ”Less”, som resten af numrene på Felt, er optaget med alle klaverets rumsterende lyde. Nedenunder den underskønne melodi knager mekanikken, som er forudsætningen for sangen. Frahm vil have os til at høre instrumentets krop, som stemmen kommer fra. Selvom melodien i “Less” knap nok er til stede, er nærværet ikke til at tage fejl af. Nærvær gennem anslag og sparsommelighed er en central del af den nordiske lyd, som Jan Johansson var med til at genopfinde, og som er tydelig på et nummer som den skønne “Emigrantvisa”.
Jan Johansson – Emigrantvisa
II. Hjemmet: Bach
Men Frahm har også tyske toner i sit sprog. Det er i øvrigt svært andet, da klavermusikken er så godt som opfundet i det tysksprogede Europa. Og man kan sagtens høre arven hos Frahm. Prøv bare at lytte til denne indspilning med den canadiske pianist Glenn Gould, som indeholder et lille udpluk fra en af musikhistoriens største frembringelser. Det drejer sig om BachsGoldberg-variationer, en komposition bestående af et aria og 30 variationer. Her kan du høre det lille aria på tre minutter, der begynder og afslutter værket.
Bach – Aria fra Goldberg-variationerne (spillet af Glenn Gould)
Hør hvordan tonerne lyder som dråber i en sø fuld af tilgivelse og tilstedeværelse. Det besidder en simpelhed og hjemlig ynde, som Frahm har taget til sig. Men hvor Frahm måske har det med at blive i det simple, tager Bach den store tur ud omkring hele 30 (!) variationer, inden han vender tilbage til hjemmet og afslutter med en gentagelse af ariet. For hver variation viser han med stigende kompleksitet nye og uventede sider af den fine, lille melodi. Når man efter de 30 variationer (potentielt mørbanket), genhører den enkle melodi, synger et helt univers af nye muligheder og stemninger med. (Til de hardcore der har lyst til at høre hele Bachs komposition, I kan lytte her.)
Nils Frahm – Kind
III. Ædrueligheden: Keith Jarrett
Selvom Nils Frahm har ladet sig inspirere af både folkeviser og klassisk musik, så er det nok alligevel jazz, der er den tradition, han trækker mest på. Da Frahm i november måned spillede i DRs Koncerthus, kom jeg især til at tænke på den verdenskendte, amerikanske jazzpianist Keith Jarrett. Hør f.eks. Jarretts smukke og enkle fortolkning af sangen ”I Loves You, Porgy”, som oprindeligt er skrevet af den store amerikanske komponist George Gershwin.
Keith Jarrett – I Loves You, Porgy.
Det lyder for mig som de kærlighedserklæringer, man siger, inden man ligger sig til at sove, eller måske under morgenmaden en lørdag formiddag, eller mens man skræller kartofler. Kærlighedserklæringer der kommer et roligt øjeblik midt i hverdagen. Følsomt men robust. For selvom melodien får masser af plads, er der noget bestemt og fattet over Jarretts tag i tangenterne. Han går til sangen med et ædrueligt anslag.
Nils Frahm – Keep
Hør til sammenligning Frahms tag i akkorderne på “Keep”. Lad os bare indrømme det, “Keep” lyder virkelig som regn en efterårsdag, hvor man har lyst til at drikke te og læse romaner eller samle kanstanjedyr med et barn. Men bliver det ikke filmmusik? Mens visse af Frahms album er så minimale, at det banale er faretruende tæt på, så synes jeg Felt holder skansen det meste af vejen. Og “Keep” er et godt eksempel: Ligesom hos Jarrett er anslaget alt for nøgternt til at slå over i føleri. Som om det vil sige, “hvis du bliver sentimental, så er det dig selv, der er skyld i det – jeg er lige så følelsesløs som efterårsregn”.
IV. Elegancen: Schubert
Kunsten at have et stærkt følelsessprog uden at miste det klarsynede og nøgterne blik, formår få lige så mesterligt som den sidste, jeg vil nævne i dag, nemlig den romantiske komponist Franz Schubert. Han har skrevet nogle af de smukkeste klaverstykker, jeg kender. Hør f.eks. det her stykke i a-dur.
Hos Schubert er det elegante aldrig stift, men altid personligt, og det personlige aldrig vulgært, men altid elegant. Hans musik besidder samme ro som et interiør af Hammershøi, hvor solen strømmer velsignet ind ad vinduet og en stue, ligesom helt for sig selv og i al ydmyghed, som noget af det smukkeste et menneske kan eje. Igen er det det hjemlige og hverdagslige, der gør hele arbejdet, giver dybde, kvalitet og spændstighed. Nils Frahm er måske hverken en Schubert eller Bach, men han forstår det hjemlige ganske godt, og han forstår dets ydmyghed og elegance. Hør bare ”Familiar”, der med sin titel peger eksplicit mod det nære. Ligesom i øvrigt mange andre af hans titler fra Felt, såsom ”Keep”, ”Old Thought”, ”Pause” eller ”Kind”, der jo både kan forstås som tysk for barn eller engelsk for omsorgsfuld. En ganske smuk dobbelttydighed, der siger meget om Frahms tilgang til musik.
Nils Frahm – Familiar
Vilhelm Hammershøi – Støvkornenes Dans i Solstrålerne (1900)
