Nick Cave and the Bad Seeds’ “Brompton Oratory” fra hovedværket The Boatman’s Call er et evighedsnummer.
Gentagelser, stabilitet og en kendt slutning. “Brompton Oratory” er den musikalske udgave af en novemberdag. November er indbegrebet af skemalagt hverdag.
Nick Cave and the Bad Seeds – Brompton Oratory
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2013/11/04-Brompton-Oratory.mp3]
Min tvivl ulmer bedst i hverdagens ro. Jeg skærmer mig for dagens tvivl i nattens musik. I dybe stemmer, folkens genkendelighed og fortællende stil, som tager min hånd og spejler mig igennem den tvivlende tid. Fortæller at noget er sikkert, at tvivlen er en del af det at tro på noget.
“Brompton Oratory” er forsåvidt ikke særligt folket. Trommerne er en trommemaskine, som kunne fortsætte i en uendelighed. Gentagelsen. Melodien gentager sig egentligt også bare. Instrumenteringen er fænomenalt selvsikker. Den giver roen. “Brompton Oratory” er et nummer at forsvinde ned i på mørke novemberaftener uden noget andet foran sig end samme pligt som i går. Det er da, jeg bliver mindet om evighedsmusikkens magi, og får lyst til at vende tilbage til det allerbedste.
“No God up in the sky
No devil beneath the sea
Could do the job that you did, baby
Of bringing me to my knees”
Boatman’s Call er fra 1997. Begrebet evighedsmusik dækker både over en fornemmelse af, at nummeret kan fortsætte udi det uendelige. Men også for musik af en evig relevans. “Brompton Oratory” handler om tvivl og tro. Teksten står som Caves endelige opgør med sin egen tro. I kirken, hvor han ser de troende kæmpe sig på knæ op af stentrappen for at finde fred i Guds kærlighed, og hvor han indser, at den aldrig vil mætte hans sult efter menneskelig kærlighed. Hvilket menneske er præstesønnen – og resten af Guds børn – hvis han ikke kan tro?
“Outside I sit on the stone steps
With nothing much to do
Forlorn and exhausted, baby
By the absence of you”
Jeg-fortælleren i “Brompton Oratory” gennemlever en egentlig udvikling. Han opnår faktisk en erkendelse: at han ikke kan få sin tro religiøst. Han kan ikke tro på rigtigheden i sin eksistens ved at klatre på knæ på stentrapper eller ved at sidde i enorme kirkerum. Men det er her, i sin kulturelle baggrund, at han finder en tro på mennesket i stedet for på Gud. Det er her, skabelsen sker: i instrumenteringens vedholdenhed og faste tro på sig selv.
Det kan instrumenteringen med god grund gøre. Selvom “Brompton Oratory” er 16 år gammel, løfter det mig ud af novembermørket i 2013. På sin helt egne, dunkle måde, men ikke desto mindre. Det bekræfter, at tvivlen er en nødvendighed for troen. På gud, på hverdag, på valg, på mennesket.
